Spørgsmaale.

1) Er det tilladt arrestforvarere, portnere osv. i købstæder at holde værtshus, marketenderi etc. hvortil fremmede har adgang og muligvis således kunne få lejlighed til at tale med arresterede personer? På landet ved man nok at der i nærheden af tingstedet bør være krohold for langvejsfra kommende personer, men i købstæder og især i København hvor man har flere korporationer af sådanne, synes sådant privilegium temmelig overflødigt.

2) Er det i overensstemmelse med urtekræmmernes og malernes laugsartikler at nogle af førstnævnte i deres butikker sælger reven oliefarve?

(Politivennen nr. 397. Løverdagen den 9de August 1823, s. 6435)

Til Theaterdirectionen.

Mens abonnenterne af loger i det Kongelige Teater sidder på bænke der er overtrukket med skind, må de der besøger parkettet og pladslogerne lade sig nøje med blotte og bare træbænke. Ikke således er det på fremmede steder. For der er alle bænke og sæder overtrukne med klæde eller læder. I fordums dage var endog alle parkettets bænke her overtrukket med rødt klæde og endnu ser man i pladslogerne rudera af skind på bænkene som viser at disse dermed har været betrukket. Man håber derfor at teaterdirektionen vil tage i betragtning at da parket- og pladslogerne for størstedelen af distingverede personer som betaler deres entre temmelig dyrt, de også fortjener at få et anstændigt og mageligt sæde. Ordsproget siger jo: "Som man reder, så ligger man," og sådan opmærksomhed for publikum vil vist ikke have tab for teaterkassen til følge.

(Politivennen nr. 397. Løverdagen den 9de August 1823, s. 6434)

En slem mødding paa Nørregade.

På Nørregade nr. 234-235 er (til dels sammenkørt) henlagt 2 store møddinger af alle slags urenligheder der ved varmens tiltagelse giver utålelige stinkende dunster. Da dette er i strid med politianordningen, er man vis på at vedkommende vil sørge for samme bortkørsel, og at denne uskik for eftertiden hæves.

(Politivennen nr. 397. Løverdagen den 9de August 1823, s. 6430)

Svar, til Spørgeren i Politievennen No. 294 betræffende Bompenges Erlæggelse.

Den hr. forfatter af dette spørgsmål der anmelder sig som øjenvidne af det fremsatte, må enten ikke have set rigtigt til, eller han finder for godt at fremsætte noget for publikum der ikke er i overensstemmelse med sandhed. Og derved søger at gøre sig vigtig på sit medmenneskes bekostning. Han opfordres derfor til på vedbørligt sted at bevise sandheden af det fremsatte, eller at tie som en uefterrettelig.

(Politivennen nr. 397. Løverdagen den 9de August 1823, s. 6430)

Mere om stærk Kørsel paa Gaderne.

Højtærede hr. udgiver! Det var at ønske at De ville afholde Dem fra i Deres ugeblad at tale imod overtrædelse af lov og anordninger. For derved opirrer De kun gemytterne og den gode hensigt forfejles. Næppe var deres Anke i Politivennen nr. 395 dateret 26. forrige måned (vedrørende for stærk kørsel på Københavns gader) kommet til almindelig kundskab, før den straks irriterede. Man bemærkede nemlig dagen efter, søndag den 27. juni om middagen kl. 1 at en såkaldt wiener- eller offenbackervogn med 4 forspændte sorte heste kom flyvende fra Amagertorv gennem Vimmelskaftet. Kuskens uophørlige smælden forkyndte vel den ikke stokdøve at der var heste i nærheden. Men det havde været umuligt for en svag olding eller for små børn at retirere fra midten af gaden ind på fortovet. Faren øgedes endnu mere derved at en vogn kom kørende fra Nygade og efter lov og vedtægt holdt af til højre. Men da kusken på den firespændte vogn holdt til samme side uden at lade ytre andet mæle end sin knaldepisk, måtte kusken på den fra Nygade kommende vogn for at undgå at blive kørt over, holde tværs af til venstre og havde på et hår nær væltet.

"Søndag den 27. juni om middagen kl. 1 kom en såkaldt wiener- eller offenbackervogn med 4 forspændte sorte heste flyvende fra Amagertorv gennem Vimmelskaftet" (Amagertorv set mod Vimmelskaftet år 2020. Eget foto).

Nu holdt helten på bukken tæt ved rendestenen uden for gården nr. 135 i Vimmelskaftet. Her havde det været pligt for de tilstedeværende at assistere politiet som det er fysisk umuligt at kunne være allestedsnærværende, og enten anholde den kåde kusk eller i det mindste at få hans husbonds navn og bopæl opgivet. Men heri blev man også forhindret. For kusken vedblev hvad enten det skete af pur trodsighed eller af frygt for den velfortjente revselse, det skal være usagt, at hugge ud og smælde med pisken så det var umuligt at nogen fodgænger som havde sine øjne kære, kunne opholde sig på fortovet på venstre side af vognen, og heller ikke komme vognen nær på højre side i en afstand af flere alen. Ja man kunne let falde på den tanke at enden af Vimmelskaftet var autoriseret tumleplads for kåde bæster.

Skulle hr. udgiveren imidlertid anse det umagen værd at kende ejermanden til førnævnte velforede heste der tilsyneladende uskyldigt blev tyranniseret af deres fører, så ville butikshandleren i den midterste kælder under nævnte gård kunne give fornøden oplysning herom da han i flere minutter talte med den dame der sad i vognen. 

(Politivennen nr. 397. Løverdagen den 9de August 1823, s. 6427-6430)

Redacteurens Anmærkning

Vimmelskaftet 135/Badstuestræde 135 blev i 1859 til Badstuestræde 2/Vimmelskaftet 47 og i 2008 til Badstuestræde 2/Vimmelskaftet 47. Huset er fra 1800-1801, opført for Friedrich Tutein (1757-1853). Arkitekten var Johan Martin Quist (1755-1818). (Ifølge Indenfor Voldene).