20 december 2015

Forundring paa Jødekirkegaarden.

Da de hos os levende mosaiske trosbekendere viser så megen smag og tilbøjelighed til elegance i huse, møbler, ekvipager og lyststeder, må man forundre sig over deres ringe omsorg for sirlighed og orden på deres kirkegård, især da den ligger så nær ved den skønne Assistenskirkegård. Dødens land bliver dog de levendes sidste opholdssted.

(Politivennen nr. 398. Løverdagen den 16de August 1823, s. 6458)


Den jødiske kirkegård, eller Mosaisk Begravelsesplads (Møllegade). Foto Erik Nicolaisen Høy.

Anmodning til Castellets Commandant.

Adskillige dannede familier som har tegn til at spadsere på den såkaldte lange linje, beklager meget at man ved at lukke samme i denne måned så tidligt, mens det endnu er højlys dag, berøver dem den fornøjelse at kunne benytte de skønne sommeraftner som nu endelig synes at indfinde sig, til en forfriskende bevægelse langs med havbredden. Man tillader sig derfor at gøre kastellets værdige kommandant hvis humanitet selv mod forbrydere er så bekendt, den begæring at ville tillade hvis det ikke er i strid med de militære anordninger i fredstider, at denne skønne spadseregang kunne blive stående åben indtil det blev mørkt.

Man tillader sig ved denne lejlighed at ytre samme ønske til hans excellence stadens kommandant med hensyn til spadseregangen på stadens volde.

(Politivennen nr. 398. Løverdagen den 16de August 1823, s. 6456-6457)

Slem Duejagt i Vognmagergaden.

I huset nr. 79 i Vognmagergade er et dueslag. På dette slag forsamler sig hele tiden nogle drenge for at jagte duerne. Så uskyldig og morende denne fornøjelse i sig selv kan være, er den dog meget ubehagelig for dem der har det uheld at bo i nærheden af et sådant slag. For dels forfølges høgen når han indfinder sig for at få en steg, med en for uvedkommende utålelig hujen, klappen og piben, dels rammer også de kalkstumper eller sten hvormed de kaster efter duerne, når de sætter sig på en anden skorsten end de plejer, naboers og genboers vinduer så man aldeles ingen ro kan nyde i sine værelser til gården undtagen om aftenen efter at det er blevet mørkt.

Desuden som man erfarer, skal husværten have udlejet dette skag til nævnte drenge, og det kunne gerne være muligt om man undersøgte disse drenges forhold og på hvad måde de kommer til at få den leje de skal svare for afbenyttelsen af slaget at de måske ved underfundighed søger at erhverve så meget som der skal betales i leje uden at disse drenges forældre eller foresatte på mindste måde ved af hvad de i deres fritimer foretager sig.

Indsenderen gør ikke alene vedkommende opmærksom herpå, men da man ikke kan vente de omtalte uordener afhjulpet ved at indlade sig med de omtalte drenge, da dette flere gange uden nytte er sket, så bedes husets ejer at pålægge disse ikke at forurolige naboer og genboer ved deres støjen, skrigeri, stenkast osv.

(Politivennen nr. 398. Løverdagen den 16de August 1823, s. 6454-6455)

Redacteurens Anmærkning.

Vognmagergade 79 blev 1859 til nr. 30. Herefter blev den i 1911 i forbindelse med nedrivninger dels gade, dels til det nuværende Gutenberghus.

Dueslagets ejer svarede i Politivennen nr. 399. 23.august 1823, s. 6469-6470.

Uordener.

1) Det klæde som skal pryde prædikestolen i Helligåndskirken, har i over ½ år trængt til reparation. Det er nemlig således at galonerne om samme hænger i trævler og pjalter. Mærkeligt nok er det at kirkebetjentene som ved de store højtider omskifter dette klæde ikke har kunnet blive sådant var. For ligegyldighed for hvad der hører under deres embedsfag kan man jo ikke formode er årsagen.

(Politivennen nr. 397. Løverdagen den 9de August 1823, s. 6441-6442)

Den nuværende prædikestol har heller ikke noget klæde. (Jeg ved ikke om det er den samme som på Politivennens tid). Foto Erik Niolaisen Høy.

Spørgsmaale.

1) Er det tilladt arrestforvarere, portnere osv. i købstæder at holde værtshus, marketenderi etc. hvortil fremmede har adgang og muligvis således kunne få lejlighed til at tale med arresterede personer? På landet ved man nok at der i nærheden af tingstedet bør være krohold for langvejsfra kommende personer, men i købstæder og især i København hvor man har flere korporationer af sådanne synes sådant privilegium temmelig overflødigt.

2) Er det i overensstemmelse med urtekræmmernes og malernes lavsartikler at nogle af de førstnævnte i deres butikker sælger reven oliefarve?

(Politivennen nr. 397. Løverdagen den 9de August 1823, s. 6435)