I huset nr. 79 i Vognmagergade er et dueslag. På dette slag forsamler sig hele tiden nogle drenge for at jagte duerne. Så uskyldig og morende denne fornøjelse i sig selv kan være, er den dog meget ubehagelig for dem der har det uheld at bo i nærheden af et sådant slag. For dels forfølges høgen når han indfinder sig for at få en steg, med en for uvedkommende utålelig hujen, klappen og piben, dels rammer også de kalkstumper eller sten hvormed de kaster efter duerne, når de sætter sig på en anden skorsten end de plejer, naboers og genboers vinduer så man aldeles ingen ro kan nyde i sine værelser til gården undtagen om aftenen efter at det er blevet mørkt.
Desuden som man erfarer, skal husværten have udlejet dette skag til nævnte drenge, og det kunne gerne være muligt om man undersøgte disse drenges forhold og på hvad måde de kommer til at få den leje de skal svare for afbenyttelsen af slaget at de måske ved underfundighed søger at erhverve så meget som der skal betales i leje uden at disse drenges forældre eller foresatte på mindste måde ved af hvad de i deres fritimer foretager sig.
Indsenderen gør ikke alene vedkommende opmærksom herpå, men da man ikke kan vente de omtalte uordener afhjulpet ved at indlade sig med de omtalte drenge, da dette flere gange uden nytte er sket, så bedes husets ejer at pålægge disse ikke at forurolige naboer og genboer ved deres støjen, skrigeri, stenkast osv.
(Politivennen nr. 398. Løverdagen den 16de August 1823, s. 6454-6455)
Redacteurens Anmærkning.
Vognmagergade 79 blev 1859 til nr. 30. Herefter blev den i 1911 i forbindelse med nedrivninger dels gade, dels til det nuværende Gutenberghus.
Dueslagets ejer svarede i Politivennen nr. 399. 23.august 1823, s. 6469-6470.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar