21 december 2015

Steenbænkes Farlighed paa Spadseregange.

Med bedrøvelse har man set flere personer af begge køn sætte sig, om endog de dryppede af sved, på stenbænkene i alleen som fører til Frederiksberg, enten af uvidenhed om skadeligheden af at hvile sig på sten, eller også af mangel på træbænke. Mit ønske er derfor at disse for sundheden højst skadelige bænke måtte blive taget væk, og træbænke anskaffes i stedet for dem. Om jeg erindrer ret, så findes også på forskelige andre steder sådanne stenbænke anbragt. Omhyggelighed for publikums sundhed kræver forandring.

(Politivennen nr. 401. Løverdagen den 6te August 1823, s. 6493)

Noget fra en Landboer til den Herre som har saa meget at sige om Landboernes Svirelyst.

Gode herre! Jeg kender intet til hvad De har skrevet angående landboernes lyst til svir. Kun har jeg set af Adresseavisen at der i Politivennen nr. 397 skal findes noget sådant. Som jeg kan slutte efter det sted De har anvist Deres anmærkning, sigter den til at nedsætte vores moral og at bidrage til at indskrænke vores frihed. I så henseende er det jeg kun vil gøre Dem opmærksom på at landboerne er mennesker ligesom hovedstadsbeboerne, at vi ligesom disse elsker og søger fornøjelser og er ligesom disse berettigede til på vores hviledage og til andre tider efter fuldendt arbejde at fornøje og vederkvæge os ved selskabelighed, drik, spil og dans for igen til sin tid at være desto mere raske og bekvemme til vores arbejde. 

Kom De her ud til os og tag del i vores arbejde, om De ellers dur dertil, og De vil da utvivlsomt finde hvor nødvendigt det er for landboerne undertiden at vederkvæge og fornøje sig, eller som De kalder det: at svire. At der gives nogle blandt os der går så vidt i nydelse og især kigger for dybt i brændevinsflasken - i hovedstadens sprog har jeg hørt sige det hedder at tude - se, det tilstår jeg gerne. Men mon misbrug i denne som i flere henseender ikke også finder sted i hovedstaden? Hvor meget kan jeg ikke påvise! Men Gud ske lov at jeg kan tie. Se, dette er fra en bonde. Herremanden sigter De vel ikke til, for han svirer jo aldrig og vil nok vide at forsvare sig mod beskyldninger.

(Politivennen nr. 401. Løverdagen den 6te September 1823, s. 6491-6493)

Redacteurens Anmærkning


Artikler i denne serie: Politivennen nr. 392. Løverdagen den 5te Julii 1823, s. 6346-6347, Politivennen nr. 397. Løverdagen den 9de August 1823, s. 6426-6427,  Politivennen nr. 401. Løverdagen den 6te September 1823, s. 6491-6493 og Politivennen nr. 402. Løverdagen den 13de September 1823, s. 6514-6516

Gjentagen Opfordring til Capitain og Muurmester Bakhaus.

Ejeren af hjørnegrundene af Kloster- og Gråbrødrestræde kaptajn og murermester Backhaus, anmodes herved atter at sætte en dør for det åbne lokum på grunden imod Klosterstræde. Og dersom han skulle ønske det, er man villig til for at dette for genboernes væmmelige syn kunne bortfalde, at sende ham de dertil fornødne brædder, samt at betale hvad arbejdet koster, som jo under hans opsyn kan ske af en af hans håndlangere.

(Politivennen nr. 400. Løverdagen den 30te August 1823, s. 6487-6488)

Ultimatum til Eieren af Dueslaget i No. 79 i Vognmagergaden.

Indsenderen af den fremførte anke over en slem duejagt i Vognmagergade nr. 79 der findes indført i nr. 398 af Politivennen for dette år, nødsages til endnu engang så nødig han end vil, at gentage hvad han i for berørte stykke har klaget over at det i enhver henseende medfører sandhed at naboerne ikke alene foruroliges ved denne duejagt, men at han også med troværdige vidner kan bevise at kalkstumper har ramt såvel hans, som flere af husbeboernes vinduer.

Avind eller ondskab som nævnte dueslags ejer tillader sig at sige, er ikke årsag i at man lod denne begrundede anke indføre i Politivennen som et blad der er almindelig kendt for at de uordner der i samme påklages, sikkert straks eller om en føje tid bliver hævede Man grunden hertil er ene og alene at man ønsker ens vinduer måtte forskånes (uagtet der siden den 16. august da denne uorden påtaltes, er blevet nedkastet sten og kalkstumper i anmelderens gård, hvilket med vidner kan bevises) da man ikke ved til hvem man skal henvende sig for at få erstatning for den skade sådant kan afstedkomme.

Med hensyn til hvor mange eller få drenge, eller unge mennesker der har benyttet slaget, da har indsenderen aldrig bekymret sig om at tælle dem, hvilket tillige er udenfor anken. Men at dueslagsejeren ikke nægter, men meget mere tilstår at hans duer sætter sig på andres skorstene, ses af hans anførte, uagtet han dog ikke lader til at ville høre sandheden når man før har sagt at for at duerne skal flyve i luften og tilfange sig andres duer, bliver de bortskræmte af skorstenene ved at kaste kalkstumper, sten etc. efter dem, hvorved vinduerne let ituslås og naboernes ro forstyrres.

I overensstemmelse med sandheden må jeg i øvrigt bevidne at dueslagsejerens pen er aldeles uindviet til at frembringe noget klogt.

(Politivennen nr. 400. Løverdagen den 30te August 1823, s. 6478-6480)

Svar paa Spørgsmaalet angaaende Beværtning paa offentlige Steder, indrykket i sidste No. af Politievennen.

Når en gæst på en skændig måde søger at skade en mand i hans lovlige næringsvej ved at indbilde publikum at man for at bytte en seddel må betale mere end man ellers skulle om man havde småpenge, kan man da ikke med grund anse en sådan mand for ondskabsfuld?

Uagtet denne anmeldelse burde anses med foragt og blive ubesvaret, ser jeg mig dog nødsaget til at opfordre forfatteren af samme at komme til mig for at give mig oplysning om ved hvilken af mine folk dette skulle være sket, samt hvor meget hans tab kunne være, da han fra min side skal vederfares al satisfaktion over opvarteren som ham kan tilkomme, og tillige få det for meget givne tilbagebetalt. Skulle derimod anmeldelsens forfatter ikke indfinde sig, må jeg anse hans fremfærd at vidne om en slet karakter.

Imidlertid må jeg ærbødigst anmode enhver retskaffen der søger mit hus, dersom lignende tilfælde skulle indtræffe (hvorom jeg dog tvivler) at henvende sig til mig selv, eller i mit fravær til min kone, da ingen skal blive forurettet for en skilling, endsige mere

Ratzenburg den 26. august 1823.
Madsen.

(Politivennen nr. 400. Løverdagen den 30te August 1823, s. 6475-6476)