Drengestræger af gamle Folk.

Der var en tid da de såkaldte knaldere blev meget misbrugt af dreng som kastede dem ind af åbne vinduer og ned i butikker og således indjog mange mennesker en skræk der kunne have farlige følger. Efter vedkommendes foranstaltnig blev derfor forfærdigelsen af disse indskrænket og salget hæmmet. At imidlertid kåde og uartige drenge kunne more sig med sådant, er vel ikke at undres over, men at folk som har trådt deres barnesko og selv er familiefædre ville nedlade sig til sådant morskab hvorved andre ængstes og forskrækkes, synes utroligt. Og dog findes der en mand som har en ikke ubetydelig og indbringende tjeneste og som bor på anden sal i den midterste del af Østergade der i lang tid har fundet sit største morskab i at kaste disse knaldere ud af sit vindue hvorfra han da roligt betragter virkningen af hans eksplosion.

Skønt nogle af samme hus' beboere havde mærket den skadelige virkning dette morskab havde på deres fjerkræ hvoraf nogle blev le,læstede, tav de dog stille dertil. Men da en ung dame der forleden aften kom i ærinde til en familie samme sted, blev så forskrækket over et uventet knald i nærheden at hun faldt i besvimelse som man frygtede skulle have endnu værre følger, sendte man et bud op til ham med bøn om at han ville holde inde med denne spøg. Men manden var så lidt tilbøjelig til at efterkomme denne begæring at han endog svarede: "Jeg har selv et barn som kun er 4 år gammelt, og det kan ret godt tåle knaldene. Desuden har De jo tålt et bombardement, og dette er noget ganske andet." Da buddet forlod ham og gik ned af trappen, hilsedes det endnu med en knalder der traf det i hovedet.

Da den her omtalte unge dame siden er blevet syg - en følge af den pludselig skræk - og en hane som gik i gården, er skamslået, så tror man at have tilstrækkelig grund til at advare nævnte mand at han i tide holder op med sit bombardement hvis han ikke vil blive offentlig nævnt eller sagsøgt.

(Politivennen nr. 408. Løverdagen den 25de October 1823, s. 6605-6607)

Svar til Indsenderen af Stykket i Politievennen No. 406 under Titel: Godt Frugtaar og dyr Frugt.

Da De tror at frugthandlerkorporationens interessenter uagtet al omløb med frugt, endda kan stå sig ret godt fordi de får 1 til 2 skilling for en god pære og næsten 1 skilling for en blomme, så undlader man ikke at underrette Dem om at staden har 112 bosiddende frugthandlere og 160 personer som sælger frugt fra stader, foruden den øvrige mængde som ombærer frugt til salg.

I betragtning af den mængde frugthandlere, vil ubillige priser fra frugthandlernes side ikke kunne tænkes mulig. For den frugthandler som vil lade sig betale ubilligt, ville vist skade sig selv værst ved at tabe sin næring.

Men selvom endog nogle af de mange unge tøser såvel fra staden som fra Amager der dels sidder på Højbro Plads, dels løber om i gader og huse og sælger frugt, sælger disse lidt billigere, var det da ikke så forunderligt, da disse ved deres løben om hurtigt afsætter en langt større del end de bosiddende frugthandlere som må beholde deres frugt indtil købere kommer og imidlertid fordærves meget.

Disse frugtomløbere kunne da stå sig langt bedre end både frugthandlerne og salsdamerne. Da de ikke sidder for de udgifter som disse, og giver de lidt køb et sted, så får de deres høflighed desto bedre betalt på et andet, hvor de siger: "vær så artig, gode herre, at tage hvad og hvilket de lyster."

Det ville vist ikke være urimeligt at sådan ulovlig og i strid med plakaten af 2. december 1755, § 17 blev hæmmet, og man tør da vel håbe at det med tid og lejlighed vil ske. For skulle frugthandel ved omløb være fri og tilladt for alle som er uden fast tjeneste, da burde den vist også være fri handel på bopæle. Men de bosiddende frugthandlere må først løse borgerskab eller bevilling, og siden svare næringsskat, fattigskat og alle udgifter, lige så fuldt som mange andre borgerklasser. De burde da vel også have lidt mere ret end netop at den ene bosiddende kan undertrykke den anden, ved enten at tvinge dem til at ophøre med en ofte ubetydelig frugthandel, eller de må rykke ud med 23 rigsbankdaler sølv til statskassen for at få ret til at drive en handel hvorved de umuligt kan leve. Om dette år kan kaldes et godt frugtår, derom tvivles, og dog kan jo herren få pærer til 4 skilling og blommer til 2 skilling for en snes. Denne pris synes dog så temmelig at stå i forhold til vores penge. Da man længe før 1807 ikke almindeligt har hørt pærer udråbes til ringere pris end 8 for 1 skilling.

At prisen må stå i forhold til frugtens godhed er nødvendig. Og man ser jo i avisen at haveejere averterer æbler og pærer til salg til 2 til 3 rigsbankdaler skæppen, og de kan også købes til 2 mark skæppen.

Mangler De evne eller vilje til at betale hvad udsøgt god frugt koster, får De enten vente til de kommer med det gode køb, eller lade Dem nøje med en ringere sort.

(Politivennen nr. 408. Løverdagen den 25de October 1823, s. 6601-6604)

Tag Knivene fra dem!

I hele denne sommer har man på Kongens Nytorv og en del af Østergade set nogle voksne jødedrenge falbyde foldeknive med flere blade og instrumenter. De påtrygler folk dette gods, og uagtet de forlanger 7 til 8 mark for en sådan kniv, sælger de den til sidst for 1 mark 8 skilling. Disse knive er aldeles ubrugelige, da bladene er støbt og lader sig bøje som bly og mange bliver bedraget ved at købe dem. Den lange tid denne handel er drevet synes at vidne om at her er en mængde af sådant gods. Det kunne derfor måske fortjene at undersøges hvorledes disse drenge forsynes med denne vareartikel. Det lader til at den er indført hertil i partier til stor skade for vores egne gode fabrikker og dem der handler med forsvarlige fabrikater, hvilke naturligvis ikke kan sælges for lignende pris.

(Politivennen nr. 408. Løverdagen den 25de October 1823, s. 6597-6598)

En styg Uorden af en Gaardeier.

Fredag i forrige uge erfarede anmelderen der kom i et ærinde til en mand som bor på hjørnet af Pilestræde og Østergade, at der findes folk her i byen der hverken bryder sig om egen eller andres sundhed. For det i samme gård straks ved porten værende lokum var gået over dets grænser og forvoldte en utålelig stank for enhver der har sine lugteredskaber i orden. Dagen derefter og således 4 dage i rad i hvilke anmelderen forgæves søgte den mand han ville tale med, fandtes det påankede lokum uden at vedkommende havde tænkt på at hæve årsagen. At det må være ubehageligt for folk som bor i et sådant hus og betaler en dyr renovation at de der kommer i besøg eller ærinde til dem, skal modtages i første entre med sådan potpourri, vil De hr. udgiver let indse, og man håber derfor at De i Deres blad vil påtale denne uorden.

(Politivennen nr. 407. Løverdagen den 18te October 1823, s. 6587-6588)

Ønske til Kjøbenhavns Magistrat.

Anmelderen har ikke sjældent været øjenvidne til hvorledes at flere ulykkelige ægtefolk som søgte separation for Magistraten, var genstand for andre uvedkommendes spot i det udenfor værende værelse som fører ind til magistratssalen. Den medfølende mand er rørt over disse ulykkeliges tårer. Men han erfarer også snart at en håndværkersvend, en tjener og flere lignende personer ikke deler hans følelser, men snarere bryder ud i spottende latter og fortællinger over de bortgående. Hvilket vist må krænke de tilbageblivende, hvem en lignende skæbne forestår.

Dersom den høje magistrat derfor bestemte en særlig dag for disse ulykkelige og hvor da på den tid ikke andre blev indladt i forsalen, ville den gøre sig disse taknemmelige og formindske det bitre i denne tunge handling.

(Politivennen nr. 406. Løverdagen den 11te October 1823, s. 6573-6574)