Bøn til en Svineslagter

Det er en meget slem indretning svineslagteren i Møntergade har, da han slagter svinene i en kælder som vender ud til gaden. Forbigående studser ved det ynkelige skrig af disse dyr som  falder for den dræbende kniv. Og jævnligt (for eksempel i dag fredag den 2. januar) samledes mange personer uden for vinduerne for at være tilskuere til fæle, blodige optrin. beboerne der i nærheden som så ofte må høre at for dem meget ubehageligt skrig, kunne ønske at slagteren ville foretage sin dont inde i gården eller skaffe sig et lokale der mere end nuværende var passet efter hans metier.

(Politivennen nr. 418. Løverdagen den 3die Januar 1824, s. 6763)

Mangel af Fortougsbrætter i Dronningensgade.

I Dronningensgade på Christianshavn har nu over år og dag manglet rendestensbrætter over næsten en snes af de på fortovet værende udløbsrender. Dette er især tilfældet med det stykke af nævnte gade som går fra torvet op til volden.

Denne uorden er ikke alene til megen ulejlighed for fodgængerne, der hvert øjeblik er udsat for at snuble i de på fortovet værende åbne rendesten. Men den kan også på mørke afteener afstedkomme ulykke.

Således var det tilfældet der forleden aften at et barn faldt med en flaske og slap med en lille skade. Men hvor mange kan ikke let brække arme eller ben ved en sådan lejlighed.

(Politivennen nr. 418. Løverdagen den 3die Januar 1824, s. 6756-6757)

Svar fra Humlebæk.

I Politivennen nr.415 har J. Jensen, bonde på Kronborg Amt fremsat en klage over mig. Jeg kan ikke begribe hvorfor denne mand ripper op i en sag som er 1½ år gammel, hvor overfor han ikke før har klaget, og som ikke geråder ham til nogen ære, dersom jeg ikke antager at han har ladet sig forlede dertil af andre, der er fjendtligsindet mod mig og gerne skader mig hos mine foresatte. Da jeg imidlertid temmelig nøjagtig kan erindre hvad der skete, tror jeg ikke at jeg bør tie, men fremsætter det som et modstykke til mandens fortælling.

Bonden J. Jensen var meget beskænket. Han blev af politiet ført ud af kroen og af to bønder som var særdeles utilfredse med hans opførsel, lagt på vognen. Politiet søgte vel at få ham afsted, men flere gange kom han dog af og på vognen og var ikke til at styre. Han kom derefter atter ind i krostuen og begyndte at omtale måden hvorpå hestene blev takseret, hvorved han brugte et udtryk som jeg nu ikke kan erindre mig, men som jeg dengang fandt i det hele at være fornærmende mod toldvæsenet. Og det var først da og derfor at jeg tiltalte ham. Hans naboer som han kalder dem, giver ham det rygte at han i beskænket tilstand er et meget urimeligt menneske.

Humlebæk den 30. december 1823.Kuhmunch

(Politivennen nr. 418. Løverdagen den 3die Januar 1824, s. 6755-6756)

Redacteurens Anmærkning

Artikler i denne meningsudveksling: Nr. 415, 13. december 1823, nr. 418, 3. januar 1824 og 420, 17. januar 1824.

Blodigler.

En mand her af staden som blev tilrådet at lade sig sætte igler, sendte bud til en barber og lod spørge hvad sådant kostede, hvorpå han fik det svar: 3 mark for stykket. Manden lod nu på et apotek forhøre hvad en blodigle kostede når man købte den, og erfarede at prisen da for samme var 1 mark. I den tanke at når han nu selv havde igler, ville han spare penge ved at lade en barber sætte dem, købte han 3 igler og sendte bud til en barber for at få dem påsat. Der kom da en barberdreng som påsatte iglerne, men da man spurgte ham om hvad man skulle give ham for sin ulejlighed, forlangte han 2 mark for stykket, ialt 16 mark. Denne betaling forekommer anmeldren at være alt for stor, og melder derfor dette for vedkommende for om muligt kunne skaffe en forandring i prisen. En arbejder er vel sin løn værd, men man kan også betale guld for dyrt. Desuden behøves der jo kun lidt kunst eller arbejde til at påsætte igler.

(Politivennen nr. 418. Løverdagen den 3die Januar 1824, s. 6753-6754)

Butten Blank binnen krank.

Mens vores klædefabrikker der dog leverer meget godt, findt og durabelt klæde, klager over næring og det kongelige klædeoplag der er forsynet med særdeles godt klæde af alle kulører og til forskellige priser efter boniteten kun har lidt afsætning, ser man dog at fremmed klæde må have god afgang, eftersom der næsten dagligt i aviserne bekendtgøres at hele partier af superfint klæde er arriveret og sælges til billigste priser. At mængden har mere lyst til det fremmede, er vel til skade for vore egne fabrikker, men er dog tilgiveligt når der tages hensyn til at enhver gerne ønsker at få gode varer til den billigste pris. Men at man ofte bliver narret, når man køber af sådanne i avisen udtrompeterede varer, er sikkert. I det mindste har anmelderen selv nyligt haft et bevis derpå. 

For kort tid siden gik anmelderen efter et sådant avertissement op til en kræmmer eller handlende på Østergade for at sig 4 3/4 alen klæde til en frakke. Man viste ham forskellige stykker, og endelig et stykke olivenbrunt klæde som så særdeles smukt og fint ud, og hvorpå prisen for alen var 9 rigsbankdaler. Men som dog efter nogen prutten blev bestemt til 8 rigsbankdaler. Anmelderen ville købe 4 3/4 alen, men sælgeren forsikrede at 4 alen var fuldkommen nok til en frakke, da klædet var 10 kvarter bredt, hvilket en tilstedeværende skrædder også bekræftede. Anmelderen som naturligvis ikke ville købe end der krævedes, lod sig give 4 alen af det omtalte klæde som han leverede til sin skrædder. Men efter et par dages forløb kom denne til ham og lod ham vide at han ikke kunne sy en frakke af det leverede klæde, men måtte have 3/4 alen til. Klædet var nemlig under krympningen løbet således ind at i stedet for 10 kvarter bredde holdt det nu kun 8 kvarter og 1 tomme. Der måtte da købes 3/4 alen af samme sort, og efter at det ved krympningen havde fået et lige så fælt udseende som det øvrige, fik anmelderen heraf syet en frakke der ser ud som den var syet af meget simpelt og groft dansk klæde. At man altså om dette klæde kan sige: Butten blank, binnen krank, vil vist enhver sande der uagtet den her givne advarsel, vil lade sig sy klæder af samme.

(Politivennen nr. 418. Løverdagen den 3die Januar 1824, s. 6751-6753)