Underretning for Alle og Enhver, undtagen for Bedemænd.

Den meste kørsel med kareter om vinteren om dagen er lig- og fadderture. For denne kørsels skyld har hyrekuskene anskaffet sig smukke kareter. For om aftenen i mørke er enhver forsvarlig og ren vogn lige god, især da der i almindelighed blot køres når vejrliget ikke tillader kvinder at gå. Men denne anskaffelse af kostbare vogne er for de flestes vedkommende helt unødvendig, da 4 hyrekuske næsten har al ligkørslen eftersom bedemændene kun bestiller vogne hos disse. Kun kørslen med lig som bortkøres med den ringeste ligvogn, får andre en gang imellem del i. Men man kan let indse at sådanne ligture hellere undværes end køres fordi kørsel med lig med de dyrere ligvogne er sat til en sådan betaling at denne skal opveje det som betales for lidt for de vogne der bruges når lig køres i de ringere ligvogne, . 

Dette ville dog være det offentlige uvedkommende når mange ikke var overvist om at kun bedemændene var berettiget til at bestille vognene. Især da nogle af disse herrer endog nægter at bestille vogne der hvor lighuset forlanger det, under foregivelse af at enten har den nævnte mand ikke så gode vogne som de kan skaffe, eller at vognene fra ham ikke kommer til rette tid, eller at de kun kan kommandere over den hyrekusks folk som har deres næring og mere sådant intetsigende. 

For nylig hændte det at familien efter en afdød bad bedemanden om at tage de vogne som skulle bruges ved begravelsen hos en af deres venner som er hyrekusk. Bedemanden svarede at han troede nok at denne mand havde 5 gode vogne og bestilte virkelig også 5 vogne hos denne mand. Men tilfældigvis erfarede familien at manden havde 11 meget smukke vogne, som var det antal der behøvedes til sørgefølget, og pålagde nu bedemanden at bestille vognene der. Hvilket da endelig også skete. 

Heraf fremgår tydeligt at en sådan påtrængenhed ikke ville finde sted når sådant ikke var til bedemandens fordel. Man tror det derfor rigtigt at underrette alle og enhver om at de ved at henvende dem til enhver hyrekusk vil blive ligeså vel besørgede og billigere end når bedemanden tillades at bestille vognene.

(Politivennen nr. 420. Løverdagen den 17de Januar 1824, s. 6789-6791)

Tak! samt ny Bøn til hr. Captain Backhausen!

S. T. hr. murermester Backhausen, kaptajn ved brandkorpset, aflægges herved forbindtlig tak for hans, omend sene, så dog omsider endelige istandsættelse af hans lille hus der ligger på grunden ud til Klosterstræde.

Man håber at hr. Backhausen vil undskylde vedkommendes lange udeblivelse med takken for dette gamle ønskes godhedsfulde opfyldelse, så meget desto mere som man dengang, uagtet det såmænd ofte nok blev gentaget i dette blad, måtte vente samfulde 3 til 4 måneder inden hr. Backhausen fik råd eller lyst til at afhjælpe den påtalte mangel ved nemlig at lade ophænge qua dør 2 allerede dengang i trøskefaldende stykker brædder.

Måske ville denne tak være udeblevet endnu længere dersom ikke tilfældet var at huset atter truer med at vise og til dels allerede viser genboerne dets indehavende skat. Da nu disse genboere oprigtigt forsikrer hr. Backhausen at det i det mindste for dem langt fra er noget behageligt syn, håber de at han som allerede en gang har givet et så iøjnefaldende bevis på sin opmærksomhed i at afhjælpe en offentlig påtalt uorden, også nu denne gang vil tjene genboerne med at lade omtalte hus lappe med et par gamle brædder. Og skulle det tillige være hr. Backhausen muligt at opfylde dette ønske lidt hurtigere end forrige gang, ville man i sandhed være ham dobbelt tak skyldig.

(Politivennen nr. 420. Løverdagen den 17de Januar 1824, s. 6787-6788)

Redacteurens Anmærkning.

En klassisk Politivennen, forstået på den måde at man først påpeger et problem i nr. 382. Dernæst da det ikke bliver løst navngiver synderen i nr. 420. Politivennens udgiver Kristen Kristensen boede i Klosterstræde, og indslaget nærmest bobler over af indestængt galde over det stinkende toilet. Ifølge Kraks Vejviser for 1823 (samt følgende årgange) er der tale om Backhaus, J. D. Capitain ved Brandkorpset og Muurmester. Ulfeldtsplads 99:

Murermester Johan Didrich Backhausen (1771-1850) stod ud over Klosterstræde 22 (1828) og Gråbrødre Torv 16/Gråbrødrestræde 16 (1819-1825) også for Asylgade 8/Dybensgade 1 (1796), Dybensgade 3 (1798), Dybensgade 16 (1799) og Kronprinsessegade 32 (1805).

Spørgsmaal til Sundheds-Politiet om Mælken, som sælges her i Byen.

Den meste mælk som bruges i København, fås hos brændevinsfabrikanterne *), og den er så fortræffelig som den ifølge sin natur kan være - skam få den der på prent tør sige andet -men nu træffer det sig ikke sjældent at en eller flere, ja måske alle hr. fabrikantens køer bliver syge, som jo kan hænde det bedste bæst. Mælken de giver, sælges imidlertid lige fuldt, om den endog somme tider kan have en lille smule smag af de lægemidler køerne skulle helbredes med - at sælge en sådan mælk er så vidt vides ikke forbudt og fabrikanten er altså fuldkommen berettiget dertil - hvorfor skulle han altså give slip på en daglig indtægt? -

Desuagtet er der hos indsenderen i denne anledning opstået det spørgsmål som han gunstigst vil bede vedkommende offentligt da det interesserer det offentlige, at besvare. Nemlig: om mælk af en syg ko virkelig uden al fare kan nydes af menneskene? - Aldeles ukyndig i lægevidenskaben som mange flere, vil man vel bære over med denne tvivl - der er foranlediget ved at se at en sygdom hos køerne, nemlig kopperne, kan forplantes på mennesket.

Indsenderen håber med hensyn til genstandens vigtighed at beæres med et svar, skønt han vel ved at det ikke er brug at besvare sådanne spørgsmål - ellers ville vel den der for noget siden forlangte underretning om havarerede varers salg, have fået besked. Man skulle næsten tro at de forstandige vedkommende alle anse sig som filosoffer og frygter for ved at svare at udsættes sig for at høre "si tacuisses etc."

(Politivennen nr. 420. Løverdagen den 17de Januar 1824, s. 6785-6787)

*) Det forekommer mig helt upassende til vores raffinerede tider a kalde mænd i en næringsvej der kan skaffe dem mere eller mindre elegante befordringstøjer (ved tøjer må ifølge hr. Jetsmark tillige forstås hestene) (ved Adresseavisen) - som hidtil "brændevinsbrændere" medens de som har mindre ulejlighed med at forædle dette fabrikat benævnes destillatører. - Honet ambition bør man desuden søge at opvække. Den fremmer kærlighed til profession, korporation og fædreland.

Redacteurens Anmærkning.

Citat fra Den Store Danske: Si tacuisses, philosophus mansisses, (lat., citat fra et værk af den romerske filosof Anicius Boëthius (ca. 480-524), skrevet mens han sad fængslet for forræderi), hvis du havde tiet, havde du kunnet vedblive at gælde for filosof.

Hunde Concert ved gammel Strand

I vejerbodens gård ved Gammelstrand er en hund som falder de i nærheden boende til meget besvær ved sin vedvarende gøen. I den tidligste morgenstund kommer en del herreløse hunde til slagterboderne for at søge deres føde i det affald som slagterne efterlader sig der. Når nu den indelukkede hund mærker deres nærværelse, stikker den snuden ud under porten og gør af alle kræfter. De andre hunde stemmer da i, og der opstår da en fæl og meget uharmonisk koncert der vækker alle der bor i nærheden længe før dag. For syge som forventer at blive styrket af den velgørende søvn, er dette hundeglam endnu besværligere og utåleligere. Man kunne derfor ønske at vedkommende ville søge at bringe den indelukkede hund til tavshed enten ved at lænke den inde i gården eller ved at tildække den åbning der er mellem porten og stenbroen.

(Politivennen nr. 419. Løverdagen den 10de Januar 1824, s. 6781-6782)

Mere om Nytaarsgratulation.

Nytårsaften kl. halvotte kom en person der efter påklædningen og skiltet at slutte hørte til brandkorpsets værkgeseller, ned i en butik i Gothersgade for at aflægge sit: Glædeligt Nytår. Da man sagde ham at der samme dag allerede havde været nogle af hans kammerater med en bøsse og fået penge, svarede han at de var i alt 7 som skulle gå i denne gade og at de fordelte dem i flere hobe. Han vedblev at trygle. Men da man forsikrede at han ikke fik noget, gik han brummende bort og slog døren så voldsomt i efter sig at 2 store ruder af de såkaldte galleruder som her i København er vanskelige at få fat i sprang itu. 

Man kan i den anledning ikke undlade at ønske denne uskik helt forbudt eller at de som man tror ikke bør nægtes tilladelse til at gå omkring i husene for at tiltrygle sig penge måtte forsynes med et bevis på sådan tilladelse, og hvori personens navne samt gaderne hvori de måtte gå, burde være anført. Man ville da være fri for voldsomheder, hvorved kvinder og børn indjages stor skræk især når ingen mandfolk er tilstedet.

(Politivennen nr. 419. Løverdagen den 10de Januar 1824, s. 6779-6780)

Redacteurens Anmærkning

Klagen besvaredes i nr. 422, 31. januar 1824.