Bøn om Øl hos Restaurateurerne.

I de såkaldte bedre restaurationer her i København er det kommet på mode at nægte gæsterne øl til deres mad, hvorved disse af tørst er nødsaget til at drikke vin. I anledning af det spørger man: Hvorvidt kan en restauratør nægte sine gæster en af landets egne drikkevarer udleveret ved måltiderne, og hvorvidt tillader borgerbreve en sådan frihed, da disse borgerbreve dog formodentlig mere må være indrettet på samfundets convenience end restauratørernes berigelse, nemlig med god sund føde, tillige at forene gode sunde drikkevarer?

"Hvorvidt kan en restauratør nægte sine gæster en af landets egne drikkevarer udleveret ved måltiderne?" (I mutter Pätges bliver der dog tilsyneladende både serveret øl og vin. Væggen, Københavns Museum).

Da indsenderen heraf ikke er så indviet i borgerskabsrettighederne at han fuldt ud ved om han kan kræve ølsorter leveret i restaurationerne, så er det spørgsmål fremsat til en mere kyndig besvarelse. Har en restauratør ret til at nægte hvad de fleste mennesker ønsker til deres middagsmåltider - et glas godt øl - så må samfundet ønske en sådan for det hele skadelig rettighed afskaffet. Har han det ikke, så er det vedkommendes pligt at påse samfundets rettigheder overholdt, da enhver som nødes til at søge offentlige restaurationer kan udpege steder hvor denne uskik i lang tid har været herskende, da den enkelte ikke kan eller bør indlade sig i private stridigheder. Så meget desto mere som det aldeles er restauratørernes fordel at vedblive deres engang indførte besynderlige beværtningsmåde.

(Politivennen nr. 424. Løverdagen den 14de Februar 1824, s. 6855-6856)

Gjensvar til den anonyme Forfatter, af det i Politievennen indrykkede Stykke: "Fornødent Gjensvar til Mosaiternes Talsmand."

At konditionerne for logernes bortabonnement ikke tillader at nogen må få mere end en loge, er en åbenbar usandhed, og forfatteren burde virkelig underrette sig nøjere, før han nedskrev sådant. Ligeledes vides ikke hvorfor forfatteren vredes over de opgivne bopæle af logeprangere da han selv har givet anledning dertil ved at gøre begyndelsen i Politivennen nr. 420 for d.å. Da det tillige at Adressekontorets efterretninger, se den 18. og 26. august samt 4., 6. og 12. september f. å. ses at selve hans yndlinge bortlejer logepladser flere gange ugentlig og langt mere end en plads, så indses ikke hvorfor det skulle være højst graverende for disse, da de ovennævnte anførte blade foruden mange flere, vidner om at også disse prangere søger at skaffe sig profit, hvor ilde - som forfatteren udtrykker sig - den endog lugter. At forfatteren muligvis harmes fordi han ikke kan deltage i at f noget af det han kalder profit der lugter ilde, må man med største føje antage. Og derfor er det at han ikke kan lide at andre nyder godt af det, hvori han ikke kan deltage. Latterligt er det for øvrigt at forfatteren anfører at grunden hvorfor hans yndlinge udlejer logepladser er dels sygdom, rejse og andre forretninger. For skulle man tro dette, så måtte man antage efter hvad der er averteret i de før nævnte tidender, at over flere hundrede på en gang skulle have fået et så pludseligt forfald. Hvad de stakkels mosaitter, så hårdt har fornærmet forfatteren med, kan ikke godt forklares. Men når han fatter nøjere eftertanke og koldblodigt overvejer sagen, så vil han sikkert indrømme at mosaitterne med hensyn til det omdiskuterede er de mindste syndere.

(Politivennen nr. 424. Løverdagen den 14de februar 1824, s. 6853-6855)

Ærbødigst og venligst Anmodning til en Hunde-Herre.

I Gothersgade på det strøg fra Grønnegade til henimod Adelgade ned ad Kongens Nytorv galer eller går om morgenen mellem 6 og 7 i en god halv time en firbenet menneskeven som forstyrrer roligheden for den studerende yngling der endnu ikke har slukket sin natlige lampe, samt for de gamle og sygelige såvel mandlige som kvindelige individer, så at når ikke borgersikkerheds årvågne hane var gået til sin fortjente hvile, måtte den blive arresteret. Den gør i uforanderlig vrede, lig apotekersken i syngespillet Apotekeren og Doktoren, i et væk mod venner og fjender, ja selv mod sin roligt vandrende kammerater sans raison. Det er påfaldende at i en så fornem gade som denne der er opkaldt efter vore respektive forfædre, goterne, og hver selv politidirektøren samt den forrige og nuværende generalfiskal bor, en hund tør være fredsforstyrrer

Dersom derfor hundeherren ikke afskaffer denne gadetyran, nødes man til i dette bald at opgive hvem dens herre er.

(Politivennen nr. 424. Løverdagen den 14de februar 1824, s. 6852-6853)

Ønske i Rosenborghave.

Da en mådelig bevægelse i den friske luft er et virksomt middel til sundhedens og helbredets vedligeholdelse, så bør den hædersmand være takket der først gav anledning til at den kongelige rosenborgske have står åben om vinteren til afbenyttelse for Københavns indbyggere. Men endnu mere ville høje vedkommende gøre sig det almindelige forbundet om der måtte træffes den foranstaltning at gangene hvis de i vinter skulle blive stærkt tilsneede, med en sneplov eller på anden måde måtte jævnes for dem som ønsker at spadsere i haven for at gøre sig en motion. Enhver der på en skøn vinterdag har rejst igennem skove, vil vist sande at synet af sneen som dækker træerne grene, er et yderst behageligt syn, ligesom indåndingen af den friske luft er velgørende for helbredet. Til spadsereture har Københavns indbyggere intet så bekvemt sted som den kongelige have da der findes ly mod vinden fra hvilken kant den end kommer.

(Politivennen nr. 423. Løverdagen den 7de februar 1824, s. 6844-6845)

Fornødent Gjensvar til Mosaiternes Talsmand.

Anmelderen måtte i sandhed besidde meget indskrænket judicium hvis han ikke tydeligt kunne se at dette svar stammer fra vedkommende som måske finder deres regning ved at sådanne prangere har så mange loger at høkre med da der udtrykkeligt står i konditionerne for logernes bortabonnement at ingen må få mere end en loge. Tilmed røber det kun lidt delikatesse af forfatteren offentligt at ville opgive deres boppæle som averterer enkelte pladser i en loge til en gang om ugen. Det må jo være højst graverende for disse at se sig sat i klasse med personer hvis eneste digten og tragten går ud på at skaffe sig profit hvor ilde den endog lugter. Meget uvitttigt er også den sammenligning eller påstand at der er flere kristne end mosaitter der pranger med loger. For antager man at mosaitternes antal i København er 1/50 del af folkemængden, så er de vel ikke at undres over om en del kristne søger ved at træde i mosaitternes fodspor at ligne disse i vindskibelighed og lysten til at erhverve sig penge på en let måde, og tallet på disse prangere kan da let komme til at overstige de mosaitiske. Men oversteg det endog dette 20 dobbelt var dette jo endnu ikke noget påfaldende. Overalt nor en ting er uret, så kan den vel ikke undskyldes med at der er flere som befatter sig dermed. Vist nok er heller ikke alle de loger som averteres i avisen, indkøbt for at prange med. For ofte kan sygdom, en rejse eller andre forretninger hindre ejeren fra at benytte logen eller de pladser han har i samme, og at han i så fald ikke vil lade den stå ledig, men søger at få nogen godtgørelse for det han har betalt for samme, vil vist intet fornuftigt menneske fortænke ham i, eller derfor give ham navn af pranger. Mn en anden sag er det med de i Politivennen nr. 420 omtalte logeejere. For disse har i flere år købt loger, alene for at drive handel dermed og gøre sådant til en næringsvej. At sådant er til skade for teatret som for det skuespilhuset besøgende publikum er let at indse, og derfor ønskede man at for samme måtte sættes grænser.

(Politivennen nr. 422. Løverdagen den 31de Januar 1824, s. 6822-6824)