Venlig Advarsel til Forældre som sende deres Børn i Kirsebærgangen, for der at bevæge sig og nyde den fri Luft.

Allerede sidste sommer blev anmelderen på en højst ubehagelig måde gjort opmærksom på et mandligt afskum som ofte indfandt sig i Kirsebærgangen og når han mærkede at ingen mandsperson var i nærheden, viste sig for forbigående kvinder og pigebørn, blottet og i en stilling hvorom den mindste levning af blufærdighed ikke tillader her at ytre sig tydeligere. Så vist som det er at hver dydens ven føler det højst vigtige i at bevare blufærdighed og sædelighed hos den opvoksende ungdom og i at undertrykke enhver spire hos samme til usædelighed, så harmende må det være at forældre eller formyndere nu ikke engang tør vove at sende deres børn eller umyndige personer hen på et sted som Kirsebærgangen uden opsyn af en mandsperson, med mindre de vil udsætte uskyldigheden for giftig kådheds forgiftende pest. 

Kirsebærgangen o. 1840. Væggen, Københavns Bymuseum.

Også i det nu begyndende forår har nævnte afskum ladet sig se i Kirsebærgangen. Og da det vel for det første vil medføre nogen vanskelighed at hæmme hans skamløse adfærd på dette sted, så tror anmelderen at burde advare om ikke at sende børn i Kirsebærgangen uden i følge med mandspersoner. For afskummet holder udkig efter disse for ikke ved sin adfærd at udsætte sig for en velfortjent revselse. Imidlertid tør man vel håbe hvad man inderligt må ønske at en eller anden håndfast ærbarhedens ven kunne holde så godt udkig efter niddingen at dennes kådhed kunne ved en kraftfuld arm og en dygtig stok blive afkølet på en måde som for lang tid ville blive i hans erindring.

Nogle søndage om eftermiddagen har man også set en del drenge, ikke af den lavere klasse, men meget velklædte at drive deres spil i Kirsebærgangen ved Vesterport. De bemægtiger sig helt gangen så at andre spadserende ikke kan komme frem for dem, og kryber op ad volden som endnu p visse steder viser spor af deres øvelser. Sådanne drenge burde nok ikke uden opsigt tillades adgang til aflukkede spadseregange hvor svage personer ønsker at gøre sig en bevægelse og nyde frisk luft.

(Politivennen nr. 432. Løverdagen den 10de April 1824, s. 6988-6990)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen blev fulgt op i Politivennen nr. 451. 21. august 1824. 

Et slemt Rækværk i Snarregaden.

Hvorvidt mon det kan være ejeren af huset nr. 4 i Snaregade mere end andre af hans medborgere tilladt at have det udstående jernrækværk ved sin gadedør, da det så vidt vides er utilladeligt. For ikke at tale om det generer enhver forbigående meget som betræder fortovet om dagen, men i mørke aftner forvolder det mange slemme stød. Således fik en honet kone for nogle aftner siden og som var samme ubekendt, skammeligt forslået sit ene øje, hvoraf hun bærer mærke endnu og hvorfor hun aldeles ikke kan vente nogen erstatning, men må tage skade til hjemgæld. Det er derfor hendes såvel som vist nok fleres ønske som har deres lemmer kært, at vedkommende ville pålægge nævnte ejer at få denne slemme indretning afskaffet.

(Politivennen nr. 432. Løverdagen den 10de April 1824, s. 6985-6986)

Redacteurens Anmærkning.

Snaregade 3 er dagens Nybrogade 8, Snaregade 5. Huset er fra 1730, altså opført kort efter bybranden.

Jernrækværket er der ikke mere. Huset har formentlig ligget noget højere dengang. Snaregade 5 er et af de få tilbageværende bindingsværkshus som vender direkte ud til gaden. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Til En og Anden.

Det er ret harmeligt at se at mange endog galant klædte folk, har den vane at stå og tale med hinanden undertiden næsten hele timer på fortovsfliserne, så at de forbigående uden hensyn til fortovsrettigheden, må vige fliserne og endogså ikke sjældent når fortovet er spærret af talende nødes til at gå over rendestenene. Hvorvidt denne skik er lovstridig eller ej, er ikke indsenderen bekendt. Men rimeligheden taler dog for at taleende eller stillestående ikke i det mindste burde spærre fliserne for andre. Men da det kunne træffe at sådanne stående var enten folk der mangler fornøden opdragelse til at have begreb om almenrimelighed eller børn der endnu af en større uvidenhed kunne fejle deri, så var det vist ikke af vejen at de ansvarlige foresatte og forældre erindrede sine undergivne om dette rimelige, måske endog pligtmæssige forhold.

(Politivennen nr. 432. Løverdagen den 10de April 1824, s. 6984-6985)

Anmodning til Vedkommende.

Det var ønskeligt at den eller de som bestemmer tiden når komedien skal være til ende, aldrig vil indlade sig på at fastsætte klokkeslættet på nær et kvarter, da det ikke alene for nyligt, men også mange gange før, er hændt at stykket har været til ende ½ kvarter ja endog ½ time før eller senere end den tid der er averteret på dørene i forsalen med kridt. Følgerne af denne ubestemthed er som oftest at honette damer enten må vente efter deres ledsagere indtil alle loger og døre i Skuespilhuset bliver lukket til for dem, eller også (for ikke at stå ene udenfor på gaden) er de nødsaget til at gå hjem i regnvejr uden paraply, eller på hjemvejen udsættes for påtrængende lapse og gadejægere. Dersom altså tiden når stykket skulle være til ende, bestandigt blev averteret i kvarter eller ½ time tidligere, end man kunne formode at det virkelig blev til ende, da ville vist før anførte meget ubehagelige tjenestetyende der skal afhente nogen, kunne bestilles tidligere. Og ligeledes kunne den der selv vil afhente sin familie, gå noget tidligere fra sit hjem, end aldeles forgæves gå en ofte lang vej.

(Politivennen nr. 432. Løverdagen den 10de April 1824, s. 6983-6984)

Kongens Nytorv omkring 1830 med Komediehuset helt bagest, til højre for rytterstatuen. (Københavns Bymuseum).

Bøn om en Spadserevei langs Søerne.

Skønt enhver der kan mindes hvorledes Farimagsvejen udenfor stadens porte før var beskafne, vist med taknemmelighed påskønner vedkommendes gavnlige opmærksomhed for disse vejes forbedring, beplantning med træer og anlæg af en fodsti, hvorpå man i vådt vejrlig kan gå temmelig tørt og altid sikkert for kørende og ridende, så har dog mange ytret det ønske at en anden vej for fodgængere mellem stadens broer måtte åbnes for stadens og broernes beboere. Ønsket er nemlig at man frit måtte passere over Dosseringen langs søerne. For foruden at denne vej frembyder alle de fordele som Farimagsvejen, er man også der fri for den megen støv som ridende og kørende i tørt vejr forårsager på Farimagsvejen og som falder fodgængerne meget besværlig. Indsenderen kan ikke indse nogen grund til at dette ønske ikke skulle blive opfyldt. For skulle det være for at skaffe forpagteren af søen fred, at man ikke uden nøgle til Dosseringen må passere fra Ladegårdsvejen og videre, da svares hertil at forpagteren af fiskeriet i Sankt Jørgens Sø gier langt mere i forpagtning med hensyn ti søens størrelse uden at nyde en sådan fred. Skulle det være for de tilgrænsende jorde og haver, da synes man at en forsvarlig grøft kunne lige såvel frede der som ved Sankt Jørgens Sø. Men skulle det være for at ingen skal beskadige renderne der leder vandet til staden, da er man af den mening at et forsvarligt, med dør forsynet stakit om hver kasse som gik fra den ene side til den anden ud i vandet, så langt på begge sider og så højt man fandt nødvendigt, ville frede langt bedre end det nuværende hegn der. For de som det nuværende hegn holde fra at gå der, kunne man gerne unde den behagelighed at spadsere der, og de der afstedkommer uorden og skade, ville vist sådanne hegn ikke udelukke. De overstiger langt større hegn end dette.

Det går her som ved Assistenskirkegården. De fredelige som ønsker om eftermiddagen i vintermånederne at se til deres afdødes grave, som om fomiddagen ikke har tid dertil og på grund af huslige eller andre forretninger afholdes derfra, da portene er låst så at skadefro og tyvagtige mennesker ikke skal skade og rane. Dog derfor kunne portene ligeså godt stå åbne til dagens ende. For de der vil afstedkomme skade, kunne vist nok også nå dens mål, de kan jo gå ind om formiddagen og udrette desto tryggere hvad de vil om eftermiddagen, og bryder sig kun lidt om at der er låst, da de overalt let kan finde en udgang.

Skønt ville det vist nok være om man ligesom fra Gammel Kongevej til Ladegårdsvejen kunne passere fra den ene bro til den anden på en så behagelig fodsti. Men skulle dette ikke kunne ske til almen nytte og fornøjelse, var det ønskeligt om grunde herfor måtte opgives.

(Politivennen nr. 432. Løverdagen den 10de April 1824, s. 6977-6980)