Bøn om Forbedring af Strandveien.

Der er i den seneste tid gjort meget til bekvemmelighed for fodgængere, ikke alene rundt omkring i staden, men på hele vejen til Charlottenlund Skov, hvorfor publikum må være lige så erkendtlig som taknemmelig. Men de kørende og ridende har derimod meget at beklage sig over det stykke vej på Strandvejen hvor stenbroen slipper. Nemlig fra det såkaldte Lille Thueborg, hr. doktor Otto's lyststed, og indtil kroen Slukefter der tidlig på foråret og sent i høst når det våde vejr indtræffer, er snart ufremkommelig.

Man indser ikke hvad årsagen er at den stenbro som går fra staden til nævnte hr. doktor Ottos sted ikke er blevet fortsat til Slukefter da det dog er byens grund. Udgiveren af Politivennen ville forbinde alle som kommer denne vej, men i særdeleshed dem som ofte og snart daglig, passerer den ved at indføre dette i Deres blad, som man da tør håbe vil have samme gode virkning for det almindelige som så mange andre offentlige ting der har nydt nævnte hr. udgivers anbefaling og opmærksomhed.

(Politivennen nr. 435. Løverdagen den 1ste Mai 1824, s. 7035-7036)

Spildt Natterenovation.

I forhold til nuværende priser på fourage og havre synes den betaling 1 rigsbankdaler 5 skilling, foruden drikkepenge for et læs natterenovation at være så tilstrækkelig at man vel kunne forlange at de vognmænd som har denne kørsel, burde sørge for at holde tætte vogne til dette brug så at der intet spildtes der siden både forårsager en afskyelig stank på vores gader, og atter koster penge for at sammenfejes og bortkøres om dagen. Torsdag nat den 8. april var så meget spildt i Adelgade, Helsingørs- og Borgergade at man er vis på at når disse vogne var kommet til Børsen, var der så lidt i dem at kørekarlene gerne kunne have vendt om igen og sagt at de havde været på Amager. En sådan mængde skarn, spildt på gaderne hvorfra en del siden ved fodgængere føres videre, ja ind i værelserne selv, bidrager ikke så lidt til at fordærve luften inden for stadens volde, og man kan derfor ikke undlade at ønske at der måtte rådes bod på det hvilket formentlig ville ske når de ansvarlige vognmænd i sådanne tilfælde blev pålagt en klækkelig mulkt, og den vægter der greb sådanne ligegyldige personer i gerningen, fik en god belønning for sin gavnlige opmærksomhed.

Ved denne lejlighed tror forfatteren heraf at det ikke er upassende at anføre en § af Christian IV forordning udgivet 1547:

"5) Vognmændene skal holde gode stærke og tætte vogne med gode gavlfjæle for og bag, så at møget som de påtager inden eller uden for byen ikke tabes og strøs langs gaden, før det på sin tilbørlige sted henlægges. Findes efter denne dag nogen vognmand udi store eller lille laug med falske og ulovlige vogne, skulle samme vogne uden al forskånelse af brofogden eller af portneren i porten sønderhugges, og ejermanden desforuden bøde første gang to mark, anden gang tre mark, tredie gang dobbelt, til tre skifter, kongen, byen og brofogden med sine tjenere som dermed opsigt haver. Findes han selv eller hans tyende med nogen at se gennem fingre, straffes selv lige med vognmændene sig forset have."

Den heru anførte mulkt synes vel kun ringe. Men betalingen for et læs med de store vogne var dengang også kun 10 skilling og med de mindre vogne 5 skilling.

(Politivennen nr. 435. Løverdagen den 1ste Mai 1824, s. 7031-7033)

Venskabelig Anmodning til Eieren af Huset No. 197 i store Regnegade

Indsenderen heraf der bebor et af nabohusene i Store Regnegade, har i den seneste tid bemærket at der i huset nr. 197 er et oplag af gamle klude som formodentlig derfra transporteres til papirfabrikkerne. Men da disse klude er så snavsede og ved udbæringen på vognen afgiver en så pestilentialsk stank at det er umuligt for beboerne af nabohusene at være i værelserne til gaden, når transporten sker, hvilket ikke er sjældent, så vover indsenderen at gøre ejeren opmærksom på det, så meget mere som indsenderen i vintermånederne har set kludekællinger og karle i aflukket under stueetagens trappe, hvor kludene oplægges, gå op med lys, som kunne afstedkomme skade. Og man ved at ejeren ikke har bortlejet nævnte aflukke til dette brug, men at ejeren af stueetagen har fremlejet det. Skulle ejeren ikke ville eller kunne forbyde dette oplag i sit hus, så vover indsenderen at fremsætte det ønske at der fra politiets side måtte gøres forbud mod sådant oplag i nævnte hus, da den utålelige stank disse klude afgiver vist er skadelig for sundheden.

(Politivennen nr. 435. Løverdagen den 1ste Mai 1824, s. 7029-7030)

"Disse klude er så snavsede og ved udbæringen på vognen afgiver de en så pestilentialsk stank at det er umuligt for beboerne af nabohusene at være i værelserne til gaden, når transporten sker." (Store Regnegade, med Ny Østergade hvor 3x34 er på vej ned ad. Det omtalte hus ligger udenfor fotoet til højre, ved siden af Seiftert Manufacturhandel på hjørnet hvor lastbilen holder).

Redacteurens Anmærkning

Store Regnegade 197 blev i 1883 sammenlagt med 198 til: 197 A og 198, hvorefter de kom til at hedde nr. 12-14 (Huset er fra 1742 og huser nu Ganni).

Tak, og gjentagen Bøn, til Vedkommende, for den nye andlagte Allee ved St. Jørgens Søe.

I Politivennen nr. 432 er indrykket en bøn om en spadseregang langs Søerne uden for staden. Dette stykke var indgivet forrige år, men kom først i samme den 10. april 1824, altså efter den påbegyndte forskønnelse af den fodsti fra Gammel Kongevej til Ladegårdsvejen langs med St. Jørgens Sø som herefter vil blive en skøn alle for stadens og forstadens indbyggere der ikke kan andet end at takke bestyrerne af sammes anlæg for nydelsen af det. Indsenderen har talt med en af arbejderne som sagde at have hørt at der ved Peblingesøen til Nørrebro ligeledes skulle anlægges en alle og fodsti, og slutter heraf det er vedkommende bestyreres plan at denne skønne alle først skal ende ved Østerbro. Hvor megen taknemmelighed skyldes ikke for denne sundheden så behagelige spadseregang, helst når den her gentagne bøn måtte opfyldes at den blev åben for enhver da det ville være hårdt for de uformuende at se det skønne anlæg og ikke nyde dets behagelighed. Men endnu hårdere ville det være, hvis den der nu åbnes ved St. Jørgens Sø skulle fra dens istandsættelse blive lukket som de andre er. Dog er der ikke givet mindste årsag til at formode sådant, men snarere må man tro at ønsket bliver opfyldt til alles fornøjelse.

(Politivennen nr. 435. Løverdagen den 1ste Mai 1824, s. 7033-7034)

"Indsenderen har talt med en af arbejderne som sagde at have hørt at der ved Peblingesøen til Nørrebro ligeledes skulle anlægges en alle og fodsti". (Dosseringen med udsigt fra Nørrebro mod København, 1837. Købke, Statens Museum for Kunst)

Indstændig Anmodning til Politiet, saavel det borgerlige, som det medicinske.

I bladet Momus blev for nyligt fremsat den ytring at da man i andre henseender viser så prisværdig omhu for sundhedens vedligeholdelse og især har sat en så overordentlig streng straf for dem der ikke anmelder udbruddet af kopper og andre let smittende hudsygdomme, burde der da ikke også fastsættes en mulkt eller anden revselse for dem som forsætligt udbreder en anden farlig sygdom, nemlig den veneriske?

Til dem der forsætlig udbreder denne, kan man med rette henregne ikke alene de kvinder der fortsætter deres håndværk, uanset de ved de er smittet, men også de mandfolk der er i samme tilfælde og dog ikke betænker sig på at påføre en eller flere kvinder den samme plage. Da denne sygdom ikke smitter gennem luften osv, men kun ved umiddelbar berøring, ville den vel endnu lettere kunne udryddes ved karantæne end kopperne. Man vil vel også tilstå at sådan adfærd som den just nævnte, langt mere fortjente at straffes eksemplarisk, end en forsømt anmeldelse om koppeudbrud. Især da man nu har erfaret at der gives flere arter af kopper, og mange familier vel kunne ønske sit barn fritaget fra at føres på Kvæsthuset eller sig selv forskånet for at bekoste vagthold hjemme, når de troede at sygdommen var af en mild art. 

Det er så meget desto vigtigere at sørge for den veneriske sygdoms udryddelse, da den endog har bredt sig så vidt her i hovedstaden at tjenestepiger i en bemærkelsesværdig grad findes at være befængt med det. Således er for nyligt et menneske som besøgte en dansebod, blevet smittet af en pige i bondedragt på en sådan måde at han måtte udholde en kur af 12 ugers varighed. At iværksætte samme eftersyn på danseboderne som finder sted med offentlige kvinder, vil vel næppe være muligt for sundhedspolitiet. Måske var det bedre at forbyde alle dansekipper, da disse kun bidrager til helt at ødelægge tyendeklassen og til sidst ville gøre det så godt som umuligt at få en skikkelig tjenestepige. Hvad sikkerhed har man for sine børns sundhed og moral, når man ikke kan stole på at de tjenestefolk man antager er fri for sådanne sygdomme.

(Politivennen nr. 434. Løverdagen den 24de April 1824, s. 7021-7023)

Redacteurens Anmærkning

(Sø)kvæsthuset er den eneste stadig eksisterende betegnelse på flere forskellige bygninger og grunde hvis formål oprindeligt var at være hospital for kvæstede matroser. Efter Københavns belejring 1658-60 lå det udenfor gamle Østerport ved Rosenborg Have. Men senere flyttede det til Christianshavn og fungerede 1773-1880 som Opfostringshuset. Bygningen blev opført 1754 som opfostringshus for drenge, men fungerede fra 1776 også som søkvæsthus (hospital for flåden).