Uorden.

På hjørnet af Vestervold og Frederiksberggade ud til volden lige over for hr. urtekræmmer Schmidt, er et farligt hul på fortovet i stenbroen ved rendestenen så at når der glides med foden må folk absolut styrte ned i den dybe slamkiste og blive forslåede. Da her endnu ikke er afstedkommet nogen ulykke, som man har at takke hr. Schmidt for, da han har sat sin trillevogn lige over rendestenen, så anmoder man og at stedet måtte blive efterset.

(Politivennen nr. 450. Løverdagen den 14de August 1824, s. 9082)

Anmodning fra Dybensgade.

For porten i Dybensgade mellem nr. 165 og 166 er ofte et afskyeligt søle som oversvømmer den største del af gaden lige over for således at det er vanskeligt især for velklædte fruentimmer og børn at passere samme uden at blive tilsmudsede. Denne port hører til et hus i Admiralgade hvorfra der udskylles en del skident vand med mange andre ting som ikke på grund af den lille rende kan komme under brættet i rendestenen, men må tage flugten over brættet og således besudler gaden. Ejeren ville forbinde sine naboer og genboer samt dem der passerer her, ved at lade rendestenen lægge således at det udskyllede kunne få det behørige løb i kisten. Om vinteren i frost kan dette sted også være farligt for fodgængere. Besynderligt finder anmelderen det fx også at Dybensgade så stedmoderligt behandles af brolægningskommissionen da den endnu ikke har fået flisesten på fortovene, uagtet der før er anket herover, og den ligger midt i byen samt i øvrigt såvel i henseende til smukke bygnigner som alt andet, ikke står tilbage for stadens andre såkaldte hovedgader.

(Politivennen nr. 450. Løverdagen den 14de August 1824, s. 9081-9082)

Bøn fra Kiøge.

Det var højligt at ønske at vedkommende ville sørge for at få indkørslen til Køge by når man kommer fra Tryggevælde noget forbedret. For stedet er meget farligt at passere. Når man kommer i fuld fart ned ad den stejle vej og pligtskyldigst skal holde uden for konsumtionskontoret, er man nødsaget til at holde hestene an, hvorved disse ofte falder på den jammerlige bro og vælter vognen. Dette hændte anmelderen her forlede på en rejse i selskab med 2 unge fruentimmer. Vognen væltede således at hjulene kom opad, og passagerne ville sikkert have tilsat livet, hvis hesten ikke havde været stadige. En person som var øjenvidne til dette uheld, forsikrede at sådant var intet usædvanligt tilfælde på dette sted, og istemte indsenderens ønske om en højst nødvendig forbedring af samme.

(Politivennen nr. 450. Løverdagen den 14de August 1824, s. 9079-9080)

Helsingøer.

er unægteligt i alle henseender den skønneste købstad på Sjælland, og den der ikke i en tid af 10 år har været der, hvilket var tilfælde med indsenderen, vil finde at denne smukke by har fået mange skønne og væsentlige forandringer og forskønnelser.

Ser man Marienlysts have og park, så finder man at den betydeligt har vundet i forskønnelse ved nye og smagfuldt anlæg. I byen er anlagt et smukt slagtertorv, og der er til byens forsynelse med fornødenheder truffet gode og hensigtsmæssige foranstaltninger. Toldboden har fået større plads og er omgivet med et fast stengærde. Og man venter snart at tænke på den længe omtale havn. Byen har et skønt og smagfuldt teater. Betragter man øresundstoldkammer, den classenske bygnig, hospitalet, skydebanen, den nye kirkegård, den smukke St. Olai Kirke etc. etc. så finder man alt i en stor og smagfuld stil, og alting vidner om Helsingørs fordums velstand, handel og skibsfart. Kun en ting fandt indsenderen heraf aldeles ikke svarende til alle de andre gode og skønne indretninger. Og denne er den indre plads på toldboden hvor de våde varer opbevaredes.

I denne gård fandt indsenderen nogle 100 fade og foustager rom, vin og brændevin under åben himmel, udsat for den brændende solhede. Ejerne til disse varer står i fare for at et fad spiritus ved solheden, stiger og springer, og dobbelt voveligt er det at sådanne varer skal henligge på denne plads som egentlig kun skulle være bestemt til opbevaring af ankre, jern og skibsredskaber. I påkommende ulykkelig ildebrandstilfælde er hele byen udsat for fare. For betragter man de mange bindingsværkshuse og rønner der omgiver denne plads, så må man gyse ved tanken om en opkommende ild. Toldboden med hele dens vareoplag, samt skibene i den nuvræende snævre havn var udsat for den største fare hvis ilden angreb den spiritus der opbevares i denne bindingsværksbygning. Var jeg en af byens købmænd, ville jeg i sandhed ikke have mine varer henlagt på denne plads, uden at de var forsikrede i brandkassen, i tilfælde af at forsikring kunne fås til det. En by som Helsingør hvis indbyggere ene og alene skal leve af handel og skibsfart, bør have sådanne indretninger som kan være handelen og skibsfarten til gavn og nytte, og købmandens varer må være betryggede for fare. Et pakhus til opbevaring af her omtalte varer var altså en af de højst nødvendigste og gavnligste indretninger. Indsenderen tror at et sådant pakhus godt kunne bygges på broen ved toldboden hvor nu er opfyldt, og hvis vedkommende der ville ansøge om at få en så uundværlige bygning, tror indsenderen ikke at ansøgningen ville finde mange vanskeligheder, da byen højligt trænger til sådan for handelen så nødvendig bygning, og byen derved mindre blev udsat for fare i påkommende ildsvåde.

(Politivennen nr. 450. Løverdagen den 14de August 1824, s. 9067-9070)

Et Ønske i Anledning af Ilden i Vandrendernes Underlag.

Tirsdag eftermiddag mellem 5 og 6 gik indsenderen ud af Nørreport, og da han passerede broen, blev han midt på samme hvor ferskvandsrenderne ligger, opmærksom på at underlaget hvorpå springvandsrenderne hviler, brændte med en temmelig stærkt lueild. Han ilede straks hen og meldte det til ravelinsvagten og bad folkene der at sørge for at få en vandspand og dernæst at tage både, som lå i graven tæt ved broen og vagten, for at få ilden slukket, da det ellers var umuligt for stakaten at komme over til stedet hvor det brændte. Han formodede da at nøglen til nævnte båd som er under vagtens opsyn, måtte ligge i vagten for i tilfælde at enten et fortvivlet menneske sprang i statsgraven eller et andet ulykkeligt tilfælde indtraf, der da straks kunne fås redning. Men erfarede nu at denne båd var fastgjort til en pæl, som stod nedgravet i jorden med en tyk kæde gennem krampen, så det var ikke at tænke på her at få båden til afbenyttelse. Han løb altså ind til Nørreportsvagten og fortalte den der vagthavende officer hvad der var på færde, og hvor nødvendigt det var at få båden brækket løs. Officeren der var af samme mening som indsenderen, svarede at man på hans ansvar gerne kunne lade båden brække løs. 

"Han løb altså ind til Nørreportsvagten og fortalte den der vagthavende officer hvad der var på færde, og hvor nødvendigt det var at få båden brækket løs." (Nørreport til venstre, og ravelinen til højre.)

Mens alt dette foregik var en spækhøkers som hvis forældre bor i Kristen Bernikows Gade, en munter og rask gut, krøbet igennem mellem renderne under stakaterne, og forsøgte med en spand som blev nedfiret til ham med et tov, på denne måde at slukke ilden, hvilket også lykkedes ham. Ved at anmelde dette undlader man ikke at fremsætte det ønske at nøglen til båden måtte henligge i vagten for i påkommende tilfælde derfra at kunne fås.

(Politivennen nr. 449. Løverdagen den 7deAugust 1824, s. 9062-9064)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen blev fulgt op i Politivennen nr. 452. 28. august 1824.