Fornødent Gjensvar til Hr. Minnis Caffeforsvarer.

Af de første dunkle linjer i kaffeforsvaret må man formode at deri ligger en hentydning til en nyligt forefalden tildragelse, og til vor tids bagvendte adfærd overhovedet. Men da dette er indsenderen heraf uvedkommende, vil han helst gå lige til meningen, og drøfte hvad forsvareren med hensyn til den egentlige genstand har fremsat.

1) Taler kaffeforsvareren om forstanderen (?!) for Minnis kaffehus hvis forsikring man skal nøjes med at en lille kop kaffe koster han selv 8 skilling!! Men hvorledes kan han da for 4 år siden sælge den for 12 skilling? For da kaffebønner dengang kostede over dobbelt mod nu, måtte jo den tid en lille kop kaffe, efter den måletstok, kost ham selv omtrent 1 mark!! Ifølge en gammel dansk afhandling om kaffedrikkens skadelighed, giver 1 lod kaffebønner 2½ kop ludstærk kaffe, hvilket Minnis ikke engang er. Da nu et dansk pund har 32 lod, giver samme 80 kopper ludstærk kaffe. Dette bliver altså når 1 pund kaffe koster 2 mark 12 skilling for hver kop kun lidt over en halv rigsbankdaler. Læg nu dertil fløde 1 skilling, summa summarum 3½ skilling. Skulle nu ikke hr. Minni kunne anses fyldestgørende betalt når han fik 8 skilling hvilket allerede er over 100 procent? Og hvad skulle den have der lader sig så horribelt betale for en nødvendighedsartikel: en adfærd hvorved et helt publikum fornærmes.

2) Taler kaffeadvokaten om Minnis høje husleje, hurtige opvartning og det anstændige selskab der findes. Som bekendt er Minni selv ejer af det hus han bor i, og lader sig uden tvivl således betale af sine lejere, at han selv bor husfrit eller for en ubetydelig leje, hvilket jo næsten alle husværter med en slags føje, sørger for. Desuden kan som også Politivennens udgiver meget rigtigt har anmærket, høj husleje ikke tjene til forsvar for en konditor, lige så lidt som en skomager eller skrædder. Skal publikum bære en byrde, som nærige husejere pålægger, og som ubesindige lejere er så dårlige at påtage sig? Desuden lever konditorerne ikke af kaffesalg alene. For det er den mindste del af deres næringsvej. De sælger mangfoldige slags kager og slikkerier, og udskænker tillige chokolade, punch, rom, liker, biskop, limonade. De har større rettigheder end andre værtshusholdere, hvem skal da netop den nødvendigste artikel især bære udgifterne? - Videre: er ikke hurtig opvartning enhver værtshusholders pligt, hans lokale være nok så elegant? Eller skal han have ret til ublu betaling for at kunne holde "soldater og matroser" borte, når han derved tillige holder den dannede uformuende borte, som altså når han vil være ærlig betaler, nødes til at søge slettere selskab, hvorpå adskillige eksempler kunne anføres, og at overlade pladsen til enkelte formuende og til pralende, men dårlige betalere som tager på kredit og derfor ikke bekymrer sig om prisen? - Rudersdals m. fl. kroer har også værelser for galante folk. Men aldrig har man hørt at øvrigheden ved at sætte den månedlige takst tog hensyn til ovennævnte omstændighed: Folk af de lavere klasser kan man jo vise ud, hvilket Minni vel også ville gøre når et selskab lystige håndværkssvende af de lavere professioner eller nyligt hjemkomne matroser som ikke brød sig om penge, fik lyst til at drikke kaffe til 12 skilling koppen. Det samme ville ske i enhver honet billardstue og restauration når mennesket af de laveste stænder fik indfald at trænge sig derind.

Havde konditorforsvareren læst med opmærksomhed, da ville han have set at det indsendte stykke blot eller dog især gik ud på at foreslå en takst for sådanne kaffeskænkere, ligesom for andre værtshuholdere, teskænkere, kroholdere og gæstgivere. Men dette tager han ikke mindste hensyn til. Finder øvrigheden at udlændinge skulle have højere, ja dobbelt betaling mod indfødte (hvis lokale til dels såvel her i staden som i adskillige landevejskroerne er lige så godt som Minnis), da før man finde sig deri. Men indtil dette sker, tillader man sig at tro at den pengepose disse fremmede medtager, når de vender det velvillige Danmark ryggen, nok så meget kan fyldes ved at sælge nødvendige, æg og smør fordyrende, landet aldeles ingen nyttebringende fabrikanter uden just at berige sig ved nødvendighedsartikler. Slemt nok at man skal erindre disse udlændinge om noget som beskedenhed og erkendtlighed burde tilsige dem. Men endnu værre er det at der findes danske, som skingrende forsvarer sådan fremfærd og styrker dem deri. Hvad under om de hos sig selv gentager Spaziers udråb i Heibergs komedie Virtuosen: "Ha ha ha ha! die dummen Dänen!" og ubekymret fortsætte en fremgangsmåde som de skønt de føler dens urimelighed, tror at være god nok til dem der vil tåle den.

(Politivennen nr. 462. Løverdagen den 6te November 1824, s. 9253-9258)

Uordener

5) På hjørnet af Vognmagergade og Møntergade, første sal, sidste fag om til Vognmagergade, blev forbigående personer mandag den 2. om aftenen kl. 11 hilst med spytklatter eller noget endnu værre af nogle personer der stod ved de åbne vinduer. Da de pågældende udtrykte misfornøjelse over det, blev de gengældt med skældsord. Man håber at sådant for eftertiden ikke mere vil finde sted, men at gående får lov til at vandre i fred.

(Politivennen nr. 461. Løverdagen den 30de October 1824, s. 9252)

"Forbigående personer blev hilst med spytklatter eller noget endnu værre af nogle personer der stod ved de åbne vinduer." (Det ene af de fire hjørnehuse Gammel Mønt/Vognmagergade- Møntergade. De tre andre er alle nyere bygninger. Huset er opført 1734 og et af de få ildebrandshuse der ikke er blevet forhøjet med nogle etager. Det er fredet. Eget foto, 2015)

Svar til Caffemanden.

I vort kunstdommer-old hvis mange åndrige trompeterer ofte først viser deres tilværelse ved det nej de med vigtig mine udtaler, hvor alle fornuftige ville sige ja, kan det ikke forundre at også Minnis kaffe vejes på tidens kritiske vægtskål. Vel er dennes vejen, vragen og målen allerede i så dårligt rygte at foragtende tavshed som oftest er det rigtigste svar. men da mange, skønt urigtigt tror at den som tier har uret, så meddeles herved følgende svar til kaffemanden i nr. 460 af Politivennen, fra en mand som i adskillige år dagligt har drukket sin kaffe hos Minni, og med fornøjelse betalt for samme bestemte pris.

Så vist det er at man i de almindelige, simple kaffehuse i kældre og kipper kan få en kop kaffe for måske 6 skilling, så vist er det også at nævnte kaffe med tilbehør, huslejlighed og selskab er derefter. At derimod Minnis kaffe med tilbehør koster ham selv 8 skilling, vll kunne erfares af enhver som det måtte behage at henvende sig til hans kaffehus' forstander, og at han med hensyn til hurtig opvartning, smuk huslejlighed og det selskab der findes i hans kaffehus, ikke kan have mindre end 4 skilling i fordel, det vil nok selv den urimeligste indrømme. Kaffens bedre køb nu end for nogle år siden beviser blot at Minni den gang endnu havde mindre fordel.

til slut giver man sig den frihed at anbefale den sparsommelige kaffemand de steder som besøges af den simplere klasse, i hvis selskab han vist vil finde både mad og drikke langt bedre køb end hos fx Parau og Minni der endog ifølge borgerbrev ikke må beværte uden personer af de dannede stænder. Ved de laveste priser ville de udsætte sig og deres gæster for søgning og selskab af soldater og matroser.

* * *

Uagtet udgiveren ikke af nogen af de stridende parter er anmodet om at give sin stemme i denne sag, kan han dog ikke undlade her at sige sin mening, og den er da at han finder den nævnte kaffepris for høj, med mindre hr. Minni derved havde til hensigt at holde sådanne personer borte fra sin restauration som han ikke kunne være bekendt at beværte i selskab med dannede besøgere. Men da den nævnte betaling må betales af enhver, og da dannede just ikke altid er rige eller formuende, så at de kan tåle en sådan udgift et par gange dagligt, var det vel muligt derved kunne bevirkes, at disse enten måtte nægte sig en nydelse hvori de fandt behag, eller søge at tilfredsstille den på simplere steder og i mindre behageligt selskab. Mindre, men hyppigere fordel er desuden at foretrække en større som falder sjældent. Også menes der at dyr huslejlighed ikke kan berettige til overdreven betaling, for ellers kunne jo fx en skomager der giver 800 rigsbankdaler i leje af en butik på Østergade, forlange 4 gange så meget for et par sko som den der bebor en lejlighed til 200 rigsbankdaler i en anden gade.

(Politivennen nr. 461. Løverdagen den 30de October 1824, s. 9246-9249)

Artikelserie: nr. 460 s. 9231-9232, nr. 461 s. 9246-9249 og nr. 462, s. 9262-9263

Det Kongelige Theater.

Indsenderen af dette har meget længe ønsket at se Jægerbruden. Dette mit ønske er hidtil ikke blevet opfyldt. For mange gange har jeg set stykket annonceret til opførelse, men når dagen kom på hvilken det var bestemt at opføres, da var det gerne forandret *) og jeg måtte lade mig nøjes med den undskyldning: på grund af indtruffet forhindring kunne det ikke opføres.

Der er vist mange der er enige med indsenderen, at det er meget ubehageligt således og så ofte at se sig skuffet i sin forventning. Især når tilfældet er som torsdag den 21. oktober at man i stedet for Jægerbruden ikke engang blev opvartet med et andet smukt syngestykke, men måtte lade sig nøjes med en komedie.

"For så mange gange har jeg set stykket annonceret til opførelse, men når dagen kom på hvilken det var bestemt at opføres, da var det gerne forandre". (Det indvendige af Det kgl. teater under fremstillingen af Jacob v. Thyboe. C.F. Christensen, 1820-1830. Statens Museum for Kunst). 

Jeg kan heller ikke undlade ved denne lejlighed at anføre følgende. Forrige sæson blev den indretning foranstaltet fra teatrets side at et stykkes forandring skulle tilkendegives ved kulørte plakater. Dette har ikke været tilfældet denne sæson.

Til slut nærer man det ønske forhåbentlig snart at måtte se opført følgende stykker der interesserer såvel ved den herlige musik som også ved det fortræffelige minespil. Nemlig: Romeo og Julie, Lagertha, Rolf Blåskæg, syngestykket Azemia m. fl.

*) Dette er jo også tilfældet med så mange andre stykker der er bestemt til opførelse.

(Politivennen nr. 461. Løverdagen den 30de October 1824, s. 9245-9246)

Redacteurens Anmærkning

Jægerbruden (Der Freischütz) af Carl Maria von Weber (1821) var på Politivennens tid en af de mest berømte romantiske operaer. Den blev uropført i Berlin 1821, og opført i København i 1822. Teksten var oversat af Adam Oehlenschläger. Ouverturen blev uropført i København i 1820. Den spilles stadig på Det Kongelige Teater. 

Kigger man i det Kongelige Teaters liste over opførelser før artiklens tilblivelse (30. oktober 1824) vil man se at den blev opført den 18.9.1824 og den 13.2.1824. Men skribenten kan selvfølgelig have været så uheldig ikke at få billet. Torsdag den 21. oktober blev der ganske rigtigt spillet en komedie af Holberg, Det lykkelige Skibbrud, samt opført balletten Fanden er løs af Galeotti.

Beensamlere.

På den seneste tid ser man bensamlingen drives med megen virksomhed. Alle vegne hvor der har været nedgravet ådsler, ses mennesker af den lavere klasse opkradser jorden for at fylde deres poser med gamle ben. Det er vel godt at sådanne ting som vi ikke bruger, kommer nogen til nytte. Men dog går nogle af disse samleres iver noget for vidt. For ikke alene går de ind i folks gårde og tager hvad man der kan have henlagt til egne forsøg. Men de graver endog jorden i haverne i den tanke at finde ben nedgravet. Vil man bortvise dem, får man grovheder, og forlader de endelig stedet, kommer de ofte igen med forstærkning og er da ikke bange for at sætte sig til modværge og bruge trusler. 

"En simpelt klædt person, formentlig matros, var gået over grøften som skiller ejendommen fra landevejen, ind i haven og var begyndt at grave." (Johannes Senn: En vagthavende matros. Statens Museum for Kunst. Til fri brug)

Således hændte det for kort tid siden anmelderen der bor i kort afstand fra staden. En simpelt klædt person, formentlig matros, var gået over grøften som skiller ejendommen fra landevejen, ind i haven og var begyndt at grave. Da anmelderen blev opmærksom på det, gik han ud for at jage ham væk. Personen gav ham nogle knubbede ord og gik. Men dagen efter kom han sammen med 3 andre og fortsatte sin eftersøgning. Da der just foruden anmelderens folk var et par karle i gården, fik vi bensamlerne fordrevet. Men havde vi ikke været så mandstærke, havde de sikkert sat sig til modværge og søgt at få deres vilje sat igennem. Man må derfor ønske at øvrigheden ville lade bekendtgøre at disse bensamlere skal respektere ejendomsretten.

(Politivennen nr. 461. Løverdagen den 30de October 1824, s. 9241-9242)

Redacteurens Anmærkning.

I Politivennen nr. 483, 2. april 1825 bekendtgjordes at der var blevet set en transport af bensamlere og vagtens ledsagelse, formodentlig på vej til politikammeret. Bengraveri på glacierne blev forbudt. Men i Politivennen nr. 1156, 24. februar 1838, s. 113-115 nævnes at dette stadig foregik.