Om Værelser for fattige Folk.

(Slutning; se nr. 461)

Der findes mange uformuende mænd eller koner som ser sig i stand til at tjene livets ophold ved at arbejde i fabrikker, at gå som bud eller ved andre beskæftigelse. Men at udrede en dyr husleje 2 gange årligt formår de ikke. De bliver nødt til at sælge eller pantsætte deres smule ejendom, og til sidst skilt fra denne og nedbøjet af fattigdom og sorger, må underholdes på medborgernes bekostning.

Trøst og hjælp for mange ville det derfor være om her i staden fandtes bygninger hvori småfolk kunne få værelser for 6 til 7 rigsbankdaler halvårligt. Men da det kan vare længe inden en eller anden bygningsentreprenør kommer på den tanke at en bygning af tilstrækkelig størrelse, blot indrettet til fattige lejere, ville lønne sin bygherre lige så rigelig som nogen anden, så kan man ikke undlade at ønske at den eller de autoriteter som bør påse at der er et rigtigt forhold mellem antallet af bygninger til dyre lejligheder og af dem til ringe, fandt sted, ville ved at opføre en eller flere sådanne bygninger give private byggelystne et gavnligt eksempel.

Indsenderen heraf er ikke nogen bygningskyndig og ønsker at en eller anden af vores duelige arkitekter offentligt ville fremsætte en plan og beregning over en sådan bygnings opførelse. Indsenderen tillader sig imidlertid at fremsætte sin ide. En sådan bygning burde være i det mindste 100 alen i længde og have en dertil passende bredde. Den burde bestå af flere etager og enhver af disse indeholde værelser på 4 alen i kvadrat. Denne størrelse ville være tilstrækkelig når man betænker at de som lejede dem, for det meste var ude om dagen, og altså kun brugte dem til at sove i. Og for familier kunne der måske træffes den foranstaltning at disse blev overladt 2 værelser som ved en dør kunne sættes i forbindelse. Midt igennem hver etage burde der være en gang hvortil alle værelser havde udgang. Denne gang kunne opvarmes af 2 kakkelovne, da så ingen behøvedes i værelserne, ligesom 1 eller 2 fælles skorstene ville være tilstrækkelig i hver etage. Det ville blive nødvendigt at en mand under navn af portner eller sådant måtte ansættes for at have opsyn med bygningen og påse orden blandt så mange mennesker. Og når nu denne mand hver morgen var forpligtet til, mod en ringe godtgørelse at forsyne dem af beboerne som ønskede det med kogt vand, så ville dette være en bekvemmelighed for disse og en besparelse af brændsel, som falder den fattige så dyr og ofte vanskeligt at tilvejebringe.

I den bedste mening, skønt ufuldkomment har forfatteren fremsat sit ønske om bygningers opførelse til hjælp for småfolk. Han beder at mere kyndige nøje ville udvikle og forbedre hans ide, muligvis ville den da vække højere velgørende opmærksomhed. Dette håb synes han at turde nære når man tager hensyn til at en stor del bygninger endnu ligger uopbyggede, hvorved trangen til simple boliger er så meget større at byggegrunde, fx ved volden ville fås for et godt køb og at bygningsmaterialerne just ikke kan siges at være så dyre

(Politivennen nr. 463. Løverdagen den 13de November 1824, s. 9273-9276)

En munter Liigfærd.

Hr. Udgiver!

Torsdag aften den 28. oktober besøgte jeg en syg ven hos hvem jeg skulle våge om natten. Han bor i Bredgade i nærheden af hattemagersvendenes herberg som er i nr. 200. Hele aftenen til lige ud på natten hørte vi sang, klinken og hurra-råb når der blev drukket skåler, hvoriblandt værtens ikke blev glemt. Da jeg hos en nærboende forhørte mig om årsagen til denne fest, der forekom mig usædvanlig på en dag da det ikke var krodag, fortalte han mig at i dag var en hattemagersvend blevet begravet. Ligbærerne og ligfølget som bestod af hattemagersvende, var om formiddagen kommet kørende til herberget hvor de samlede sig og derpå tog til lighuset. Efter at den døde var begravet, kørte man alle igen til herberget for at drikke den afdødes gravøl, og at det var det man var i færd med. Hvad synes De om denne skik?

(Politivennen nr. 463. Løverdagen den 13de November 1824, s. 9272-9273)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen besvaredes i Politivennen nr. 465. 27. november 1824.

Adressen Norgesgade 200 skiftede i 1859 til Norgesgade 11 og i 1877 til Bredgade 11. Adressen eksisterer ikke længere. Den lå nogenlunde hvor Palægade blev anlagt i 1870'erne.

Svar fra Kromanden i Hedehusene.

Af en ven i København er jeg blevet underrettet om et i Politivennen nr. 458 indrykket stykke angående mig, og finder det fornødent, ikke for at besvare indsenderen, men for at afvende den skadelige virkning som en bekendtgørelse af den slags hvor ugrundet den end er, kan have på min næringsvej, at bekendtgøre: At siden jeg tiltrådte Hedehuskroen er der ved denne ejendom indsat to pumper som tilstrækkeligt forsyner de rejsende, såvel som mig med det vand vi bruger, og desuden indeholder det omtalte vandsted, ikke som anført 2 til 3 tønder, men 2 til 3 hundrede tønder vand. I øvrigt ville jeg være indsenderen, såvel som enhver der for eftertiden skulle finde sig beføjet til at give mig råd hvor overflødige disse end kunne være, særdeles forbundet når de i stedet for at anmelde dem i et blad, hvor de mere ligner en anke, ville behage at henvende sig til mig selv.

Hedehuskroen den 6. november 1824.
C. Christensen.

(Politivennen nr. 463. Løverdagen den 13de November 1824, s. 9271-9272)

Et Par Ord i Anledning af den anonyme Kritik i Conversationsbladet No. 14.

I Politivennen nr. 460 er indført nogle spørgsmål i anledning af en bedømmelse af nogle præsters taler i St. Petri Kirke, indrykket i Conversationsbladet nr. 11. I et slags svar på disse spørgsmål har en unævnt i Conversationsbladet nr. 14 tilladt sig at fremsætte den beskyldning mod bladet Politivennen at det havde omtalt hr. pastor Grundtvig på en meget oprørende måde. Som bladets udgiver bliver jeg nødsaget at tage til genmæle og aldeles benægte dette. Vel har der i Politivennen været fremsat et spørgsmål til hr. pastor Grundtvig i anledning af en formentlig afvigelse fra den indførte ritual den dag han indtrådte sit embede. Men det er så langt fra at dette spørgsmål var fremsat på en oprørende måde at det endog ikke kan kaldes ubeskedent. Havde det i ringeste måde været fornærmende for hr. pastoren da ville, kunne og burde denne mand som både er agtet som skribent og religionslærer, vist ikke have tiet dertil. Og da hverken hr. Grundtvig eller nogen anden præst er omtalt på nogen oprørende måde i Politivennen i al den tid jeg har udgivet samme, så opfordres beskylderen til at bevise sin beskyldning, eller at tage sin usandhed tilbage.

"Hverken hr. Grundtvig eller nogen anden præst er omtalt på nogen oprørende måde i Politivennen i al den tid jeg har udgivet samme". (N. F. S. Grundtvig. Træsnit af Johan Frederik Rosenstand. Statens Museum for Kunst)

De øvrige ironiske udladninger om Politivennens ædle stil osv. ænser jeg aldeles ikke. Kun vil jeg gøre kritikeren opmærksom på at de fleste indsendte bidrag indføres således som de er. Og hvad min egen stil angår, da er det vel ikke fejlfri, eftersom en 30 års forskellige sysler for at ernære mig og familie ikke har tilladt mig, som hr. kritikeren der muligvis på en lettere måde har fundet til udkomme, at granske nøje over vores sprogs etymologi og retskrivning. Denne sidste er så vaklende og ubestemt at man for kort tid siden har ført en lang og endnu uafgjort strid om brugen af i og j. Men dog tror jeg at turde mene at det er forståeligt for enhver der kan læse dansk. Jeg har altid søgt at lempe mine udtryk efter den omhandlede materie og således vil jeg vedblive. Jeg kan ikke undlade at kalde den en hykler som skriver eller taler imod sin overbevisning, og den en tyv som stjæler, hvad enten uædle ville finde min stil ædel eller ædle finde den uædel. 

Da jeg ikke har læst Conversationsbladets nr. 11 før nr. 14 var udkommet, så vil man vel fritage mig for videre del i omhandlede spørgsmål i Politivennen, end at jeg som redaktør har modtaget dem til indrykkelse. Imidlertid vil jeg ingenlunde nægte at skønt jeg er af den mening at den gejstlige embedsmand ikke bør være mere fri for offentlig omtale end den militære eller civile, finder jeg det derimod upassende at anmelde en gejstlig talers mundtlige foredrag som en skuespillers på scenen udførte roller, at rive enkelte sætninger ud af sammenhængen og forklare disse efter eget forgodtbefindende. For derved nedværdiges standen og den svagere i ånden forarges. Men det ville være højst skadeligt hvis det blev tilladt at fremsætte meninger i sådanne bedømmelser der, hvis de blev almindeligt antagne, ville sætte os tilbage på det punkt hvorpå vi stod før Luthers reformation, og udbreder intolerance, munkevæsen og jesuitisme. Ja muligvis bane vejen for indførelsen af en inkvisition, for hvis gyseligheder ethvert tænkende menneske må bede: Fri os, kære Herre Gud!

Udgiveren.

(Politivennen nr. 462. Løverdagen den 6te November 1824, s. 9263-9267)

Redacteurens Anmærkning

Det omtalte artikel om Grundtvig er fra december 1822 hvor der også var en gensvar.

Politivennens Skoe passe ei til Minnis Caffe.

Da man ikke opslider sine sko på det sted hvor de købes, så har hr. kaptajn Kristen Kristensen imod sædvane gjort en urigtig sammenligning i oven nævnte, i forrige nummer af Politivennen omhandlede hensyn. Hvem kan nemlig nægte at opholdet i en smuk og smukt beliggende huslejlighed bør betales dyrere end i en dårlig og dårligt beliggende? Var dette ikke tilfældet, måtte jo lejen være lige så lav på Kongens Nytorv som i Peder Madsens Gang hvor man derimod lige så godt kan købe sine sko som på ethvert andet sted da de ikke skal benyttes der. - Kafeen ligner en bosiddende - skoene ligner en landstryger! om jeg ellers tør sammenligne så dristigt hvilket dog vel er tilladt i en tid da en ytring blot behøver at synes lidt halvgal for at vinde navn af genial.

* * *

Det er et sandt ordsprog: "Hvem som blander sig i andres tvist, får skam til tak for sin flid til sidst." I den tanke at bidrage til at ende striden om Minnis kaffe før den blev alt for grumset, fremsatte jeg min mening om sagen. Men jeg erfarer at man ønsker ingen mægler. For allerede rykker nu det ene parti frem med sine lette tropper imod mig. Jeg får da, på kloge generalers vis, trække mig tilbage i tide og med god orden, overladende til almenheden om den i sin dom vil antage vittigheder for grunde.

Udg.

(Politivennen nr. 462. Løverdagen den 6te November 1824, s. 9262-9263)

Artikelserie: nr. 460 s. 9231-9232, nr. 461 s. 9246-9249 og nr. 462, s. 9262-9263