Sonnet.

Til vægteren foran i Store Kongensgade.

Du, som mig i en halv snes år
Har højt fortalt hvad klokken slår,
Og rimeligvis holdt fromme bønner: -
Jeg med min tak din stræben lønner.

Du som ved morgenstjernens lys
Har ført os nattero til bys,
Men selv gjort mer end ti spektakel: -
Jeg undres over dit mirakel.

Du, som med brøl og bøn om fred
Så tit mig stakkel jager ned,
Når højt på lykkes top jeg stander;

Du, om hvis lunge alle ved,
At den er stærk og stor og bred: -
Fortryd ej at jeg tit dig forbander!!

(Politivennen No. 482, Løverdagen den 26de Marts 1825. Side 9580)

Varsko i lille Helliggeistesstræde.

Ud for huset nr. 159 i ovennævnte gade står et træ hvorfra en gren rækker ud over midten af gaden og det så lavt at et menneske på et højt læs let kan tørne derimod. Anmelderen var vidne til hvorledes en kusk på karetbuk ved højlys dag stødte hovedet derimod så at hatten faldt af, og da han i hurtighed ville gribe efter den, var selv nær faldet baglæns af bukken. Da denne så lavt hængende gren i mørke nætter kan afstedkomme en ulykke, så beder man ejeren af nævnte træ at lade denne nævnte gren afskære.

(Politivennen No. 482, Løverdagen den 26de Marts 1825. Side 9576-9577)

Om offentlige Locummer.

Det forekommer indsenderen heraf at være om ikke urigtigt, så dog stridende imod rimelighed at der i en så stor offentlig bygning som råd- og domhuset ikke er noget lokun som er ulåst og hvortil adgang kunne være åben for de personer der kaldes at møde hos magistraten, landsover- samt hof- og stadsretten, forligelseskommissionen, gældskommissionen osv., og ofte må opholde sig i flere timer, i hvilket mellemrum dem let kan påkomme en naturtrang. Der forefindes 6 lokummer i bygningens ene gård, men disse er alle aflåst og kunne efter overskrifterne kun benyttes af bygningens personale der har nøgle til dørene.

Følgerne af at der intet åbenstående lokum forefindes i bygningen medfører at naboer og genboer må tåle at hine personer søge deres lokummer, hvilket forårsager gård- og husejerne både ulejlighed og bekostning. Det håbes at denne bemærkning af høje vedkommende vil blive taget i betragtninbg og manglen afhjælpes.

(Politivennen No. 482, Løverdagen den 16de Marts 1825, side 9575-9576)

En Bemærkning til Politievennen No. 479.

Det i Politivennen anbefalede tilsyn af vindetove kunne vel være godt nok, men det ville dog aldrig helt forebygge fare for fodgængere på fortorvene. For om sådanne vinder endog hvert halve år blev synede, kunne de dog i mellemtiden især hvor de bruges hyppigt, opslides, så at uheld ved samme kunne indtræffe. Desuden har adskillige kørekarle den fejl at de ikke er forsigtige nok med at slå tovet om midten af den byrde der skal ophejses, så at denne ofte ikke er sikret for at glide ud og falde ned. Meget mere hensigtsmæssigt var det derfor når enhver der har og benytter loftsvinder, ville som bageren i det anførte eksempel, udsætte et varsko eller spærre passagen for gående under vinden mens denne benyttes. Et sådant ubetydeligt redskab koster kun lidt, og kan benyttes ved flere lejligheder såsom ved husreparationer, tages istandsættelse eller rengøring for sne. Det kunne derfor være ønskeligt om det pålagdes dem der ejer loftsvinder til gaden at udsætte et sådant varsko for at sikre medborgeres liv og lemmer.

(Politivennen No. 481, Løverdagen den 19de Marts 1825. Side 9564-9565)

Vanskelig Passage udenfor Nørreport.

Med fornøjelse må man bemærke hvor virksomt sneen udkøres af byen og gaderne derved bliver tilgængelige. Men også med største forundring må anmærkes at det korte stykke vej fra ravelinen til Nørrebros vagt næsten knap kan passeres. For om morgenen er der så glat at man næppe kan gå på den, og dertil kommer en konstant passage af bøndervogne hvis heste er så slapskoede at hveranden af disse falder så man let kan få et ben slået over. Om middagen når solen skinner (som det var tilfældet den 16. dennes) vanskeliggøres passagen ved skarn, da den mængde sne der ligger, jævnligt smelter og dertil kommer endnu den omstændighed at karlene som udkører sneen af staden, ved deres tilbagekørsel farer så stærkt gennem dette korte stykke vej at man kun med største umage og meget overstænket kan retirere til en af sider.

(Politivennen No. 481, Løverdagen den 19de Marts 1825. Side 9563-9564)