En underlig Forskjel.

Sidste lørdag morgen den 7. maj mellem kl. 8 og 9 blev en aldrende mand anholdt og tiltalt på en fornærmende måde af skildvagten som havde sin post på Hahnsens Bastion (Nørrevold) fordi han havde gået på terrassen mens samme skildvagt, just på samme tid, lod nogle halvvoksne drenge uforstyrret glide op og ned ad brystværnet så meget de ville.

Dette anmeldes til underretning for nævnte skildvagts foresatte..

Han bar sorte rabatter.

(Politivennen nr. 489. Løverdagen den 14de Mai 1825, s. 9681)

Uventet Tilbagerejse.

Søndag den 8. i denne måned red 3 bekendte sammen fra Charlottenlund til København. Da de kom til barrieren uden for Østerport, stod denne åben og skildvagten var ikke trukket ind endnu. Det glædede anmelderen meget, da han ud fra det sluttede at klokken endnu ikke var slået 12, og han altså ikke behøvede at gøre omvejen til Nørreport. Sikre i vores sag red vi nu inden for barrieren, kom til bommanden hvor vi betalte bompenge og red til porten. Men hvor forundret blev vi ikke da vi af et par soldater blev underrettet om at porten allerede var lukket, skønt der i den tid vi opholdt os der, passerede over 10 civile personer igennem den. Hvoraf følger at klokken endnu ikke var slået 12 da alle fodgængere efter den tid ifølge højeste befaling kun kan indlades i staden gennem Nørreport mod en ubetydelig afgift. Vel postulerede man at disse var toldbetjente. Men deres antal er vel næppe så stort at der i Østerport mod al sædvane skulle være 10 på en gang, og desuden kendte anmelderen flere af dem som ikke var toldofficerer.

Anmelderen tvivlede på soldaternes foregivende og tog sig den frihed at bede om tilladelse til at tale med den vagthavende officer. (Hans rang og navn havde anmelderen ikke den dristighed at spørge om, da han mod al høflighed og grammatisk sprogbrug tiltalte anmelderen i tredje person med ordet "han"). Han havde af den vagthavende officer ventet om ikke opfyldelsen af sit ønske, så dog en overbærende skånsel. Men hvordan beskrive anmelderens forbavselse, hvilket man tør vente af ethvert simpelt menneske, endsige af en mand der dog vil gøre fordring på nogen grad af dannelse, blev modtaget med uartigheder. Og som en grov forbryder blev han drevet tilbage med ikke de fineste udtryk og trusler med prygl. Det havde været mere glædeligt for anmelderen, mindre anstrengende for hr.vagtkommandørens lunger og mindre tidsspilde for vagten at åbne porten. Det kunne være sket på et øjeblik i stedet for at jage anmelderen bort og forfølge ham til barrieren. Det hørte der ikke just meget til da et helt bevæbnet vagtpersonale kun havde at gøre med 3 fredeligt sindede ubevæbnede personer.

 "Østerport stod åben og skildvagten var ikke trukket ind endnu. Hvilket glædede anmelderen meget, da han deraf erfarede at klokken endnu ikke var slået 12, og han altså ikke behøvede at gøre omvejen til Nørreport" (Østerport accissebod i 1840erne. Porten anes i baggrunden til højre. Før og Nu, 1921)

Inden anmelderen imidlertid kom til barrieren og efter at vagtkommandøren havde trukket sig tilbage, blev de af en person på gebrokkent tysk forsikret at det stod i hans magt at lade dem blive inden for barrieren om natten. Dog til slut lagde hans mod sig. Medlidenhed trådte i stedet og endelig blev det tilladt os at ride bort. Hvilket vi også gjorde, idet vi takkede Gud og kongen at vi ved Nørreport fik hvad der blev os nægtet ved Østerport. Naturligvis mod at betale dobbelte passagepenge.

Anmelderen der ikke har villet undlade at offentliggøre denne ubehagelige affære, tillader sig at spørge om det ikke er pligt for vagtkommandøren at lade folk passere gennem porten når tilfældet som her er at de 2 yderste barrierer står åbne, at skildvagten ved disse endnu ikke er trukket ind og bomforpagteren har modtaget passagepengene? Hvis ikke, da håber man at den yderste skildvagt for fremtiden bliver givet ordre til at underrette vedkommende om hvor længe de kan passere, samt at det bliver bomforpagterne pålagt enten ikke at modtage passagepengene eller hvis disse allerede er udbetalt, da at give dem tilbage når vagtkommandøren måtte finde anledning til at nægte vedkommende passage gennem porten. At bomforpagteren lod sig betale, er for øvrigt et godt bevis for at klokken endnu ikke var 12. For efter den tid må han ikke oppebære noget, og til den tid har man efter gammel stil frit og uhindret kunnet passere gennem porten.

C. J.Jørgensen.Kontorist.

(Politivennen nr. 489. Løverdagen den 14de Mai 1825, s. 9677-9681)

Redacteurens Anmærkning

Klager over bompenge optræder regelmæssigt, fx også i artiklen "Æblet falder ikke langt fra Stemmen", om opkrævning af bompenge før dette bør ske ved Nørreport, Politivennen nr. 792, lørdag den 5. marts 1831, s. 172-174)

Klage over Brød paa Frederiksværk.

Hr. Udgiver!

Jeg har ofte været i København og altid fået godt og velbagt brød. Og dog har jeg flere gange hørt at man klagede over nogle af de københavnske bagere. Men de som klager over det københavnske brød, skulle komme til Frederiksværk. Så ville de få at se dårligt brød, hvorom de nu intet begreb kan gøre sig. Jeg sender dem herved noget som her skal passere for et franskbrød. Det er sandt at det har skikkelse og størrelse som et københavnsk franskbrød til 2 rigsbankdaler. Men om en sådan klat sort, halvbagt dej fortjener at beæres med dette navn, overlades til Dem og enhver der hos Dem vil tage det i øjesyn at bedømme. 

Man må virkelig forbavses og forundres over at der gives mennesker som forvandler vores gode sjællandske mel til sådanne ufordøjelige klumper hvoraf man kan spise sig sygdomme på halsen. Og da vi nu kun har en eneste bager her på stedet, så har vi virkelig årsag til at spørge: Hvor køber vi brød i ørkenen? Rugbrødet er vel her ikke så dårligt. Men her findes også mennesker der ikke kan tåle det fordi de nyligt er ramt af en sygdom eller på grund af svag mave, men må spise hvedebrød. Disse er i sandhed at beklage, for sådant hvedebrød som fås her, er aldeles uspiseligt og usundt. Og det er ikke altid muligt for for at sende bud til Frederiksborg eller Frederikssund efter brød for et par skilling. Jeg beder Dem derfor at besvare eller i Deres blad rejse det spørgsmål om en priviligeret bager der ikke leverer forsvarligt og spiseligt brød, ikke bør fortabe sit privilegium, eller dog i det mindste dele det med en anden der vil og kan levere godt brød?

(Politivennen nr. 488. Løverdagen den 7de Mai 1825, s. 9673-9675)

"De som klager over det københavnske brød, skulle komme til Frederiksværk. Vi har nu kun en eneste bager her på stedet". (Kanal ved Frederiksværk, Thorald Brendstrup, 1853. Statens Museum for Kunst). 

Den bortblevne Syepose i Trinitatis Kirke.

"Søndag den 24. april er i dåbsstolen i Trinitatis Kirke glemt en fløjlspose med lås og sølvkæde". Således er det averteret i Adresseavisen nr. 95. Skønt finderen er anmodet om at aflevere den i Knabrostræde nr. 107 mod en passende dusør, har dog ingen meldt sig. Posen blev efterladt i dåbsstolen ved opgangen til dåben, og skal i stolen af en af kirkens korpiger være blevet set efter at dåben i det hele var fuldbragt og fadderne var gået bort. Den omstændighed at ejerinden af posen gik sammen med de øvrige faddere samt jordemoderen med barnet, forbi førnævnte dåbsstol og begave sig ud af kirken, forårsagede at dåbsstolen ikke straks blev undersøgt og posen først savnet ved hjemkosten med barnet. - Straks derefter blev der hos kirkebetjentene gjort anmeldelse om det skete tab og eftersøgning skal have fundet sted. Men der blev erklæret at den savnede pose ikke var blevet fundet. På den tid posen blev efterladt i dåbsstolen, befandt der sig i det hele samme sted fadderne til 5 børn, og det kan ikke formodes at nogen af disse faddere skulle være så nedrige at ville have anmasset sig, og uagtet den skete efterlysning beholdt oven nævnte pose. For imidlertid at komme efter hvem oven meldte faddere havde været og hvor de boede, gav graveren kun det ufyldestgørende svar: at faddernes navne ikke kendtes, heller ikke numrene på deres bopæl, men blot gaderne. Det er vist nok påfaldende at man end ikke i guds hus og under udøvelsen af en religiøs handling, kan være sikker på at beholde hvad man ejer samt at der ikke skulle kunne findes ud af hvem fadderne har været og hvor de er at finde.

(Politivennen nr. 488. Løverdagen den 7de Mai 1825, s. 9671-9673)

Hvad der ikke fremgik af Politivennens artikel, fremgik af annoncen i Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 25. april 1825, nemlig adressen: Knabrostræde 107, i stuen.

Bøn til det høie Admiralitets Collegium.

En mand der bor i den østlige del af staden og dagligt går forbi Nyboders vagt, har i forrige sommer ofte lagt mærke til hvorledes denne vagts mandskab såvel som de af Holmens folk der transporterer syge fra Christianshavn til søetatens hospital i Nyboder, eller til Almindeligt Hospital, og ved skibenes hjemkomst fra Toldboden til søetatens hospital har været plaget af deres varme skindhuder. Han vover derfor nu ved sommerens snarlige kommen at gøre det høje admiralitetskollegium opmærksom herpå med det ærbødige ønske at heri kunne gøres den forandring at omtalte mandskab om sommeren skulle bære en hat af læder med en plade hvori det kongelige navntræk fandtes, og om vinteren benytte de nu brugelige skindhuer.

(Politivennen nr. 488. Løverdagen den 7de Mai 1825, s. 9670-9671)