Et Par Ord om Gavers Anvendelse.

I en gård i Købmagergadekvarteret er der gennem lang tid ofte i et vindue ved trappen lagt en del skåret rugbrød, hvoriblandt der er stykker med smør og ost på, hvedebrødsstumper etc. Sidste lørdag den 14. i denne måned blev der fundet en halv snes skårne smørrebrød med forskellige slags ost på, indsvøbt i flere stykker papir og henlagt i nævnte vindue. Og søndagen derefter fandtes der atter en hel del skårne rugbrødsstykker blandet med smørrebrød af samme beskaffenhed med ovennævnte.

Formodentlig er det en eller anden tigger der på denne uværdige måde skiller sig ved velmenende menneskers gave, som han foragter når denne ikke består af penge. Og skønt det ikke endnu er lykkedes indsenderen at opdage hvem det er, der således hele tiden tømmer sin tiggerpose i hans vindue, har han dog formodning om at det er en kælling han engang fandt siddende i nævnte vindue. Her ragede hun i sit forklæde mellem forskellige fødevarer, hvoriblandt kogt fisk, hvis ben mm. hun kastede omkring sig. Indsenderens nærværelse hindrede hende formodentligt den gang fra at udtømme sit forråd i hans vindue. Imidlertid vidnede hendes udseende og hele adfærd om at hun elskede brændevin højere end brød.

"Oprørende er det at se den hån hvormed de kan foragte sådanne guds og menneskenes gaver som af mange husarme, og virkelig trængende ville modtages med tak og velsignelse".(Siddende tigger med hund, Christoffer Wilhelm Eckersberg. Statens Museum for Kunst).  

Hensigten med denne bekendtgørelse er at henlede godgørende menneskers opmærksomhed på de personer, de gør til genstand for deres velgørenhed. For den er meget ofte dårlig anvendt på frække omløbende tryglere, og oprørende er det at se den hån hvormed de kan foragte sådanne guds og menneskenes gaver som af mange husarme, og virkelig trængende ville modtages med tak og velsignelse. Indsenderen heraf erklærer at han for sin del ikke skal klage over mangel, så længe forsynet skænker ham så meget han behøver til sig og sine af sådant brød som det efter udvortes anseelse er der så ofte findes foragtelig henslængt og trådt under fødder i hans trappegang.

Lovene fastsætter vel ingen straf for sådan fremfærd. Men at enhver med god følelse kunne ønske den revset der med fremkunstlet jammersang tiltrygler sig gode menneskers gaver, blot for hånligt at bortkaste dem, kan der vel ingen tvivl være om. Og den mildeste straf er dog vel at nægte sådanne uværdige (når man har opdaget dem, hvilket jeg tor er enhvers pligt at stræbe efter) den dem hidtil udviste godhed for at vise den mod sande trængende. Og det tror jeg man i mange, måske de fleste, tilfælde ikke bør kalde den omløbende tigger hvis trang man med temmelig sikkerhed kan antage at stå i omvendt forhold til hans påtrængenhed.

(Politivennen nr. 491. Løverdagen den 28de Mai 1825, s. 9719-9721)

Ønske om Veiforbedring.

Med megen glæde må man se de mange forbedringer og forskønnelser som vejene om hovedstaden i de senere år har fået, men tillige må man beklage at nogle bliver  behandlet stedmoderligt, som fx vejen udenfor Østerport omkring ved det forrige bageri og forbi kalkbrænderierne som i vinter og endnu er ganske ufremkommelig. Man tør vist smigre sig med at denne vej må blive skænket høje vedkommendes opmærksomhed, i særdeleshed da hans majestæt næsten dagligt om foråret og efteråret når han er i vinterresidensen, passerer denne vej til hest, og allerhøjstsamme bør dog ikke være udsat for at befare så dårlige veje på sine korte rideture omkring hovedstaden.

(Politivennen nr. 491. Løverdagen den 28de Mai 1825, s. 9718)

Noget i Anledning af Stykket: "Betleroverhæng" i Politievennen No. 486.

I Politivennen nr. 486 finder man under titlen "Betleroverhæng i Norgesgade" et stykke der fra formen at slutte just ikke afgiver de bedste forhåbninger om materien. Uden at indlade sig på selve sproget der næppe holder prøve for kritikkens domstol, vil man her indskrænke sig til materien for så vidt samme handler en en "gevaldig fattigskole straks ved Landakademiet" *). Efter at forfatteren først har udgydt sit hjerte over den uorden denne skoles ungdom ved dens bortgang middag og aften afstedkommer, skrider han med et til det lige så naive som humane forslag: "at forstanderen - NB for skolen - eller hvad han kaldes, burde stå ved udgangen med tampen i hånden for at indsmøre dem der ikke straks forføjede sig til deres hjem". 

Jeg skal her ikke indlade mig på de pudsige optrin en fremgangsmåde som den projekterede ville afstedkomme, men vil kun indskrænke denne min replik til besvarelsen af følgende spørgsmål: 1) Var den foretagne fremgangsmåde passende? og 2) Var den lovlig? Hvad angår det første spørgsmål da vil vist ingen uden måske forfatteren selv finde det passende at inspektøren (forstanderen) ved en offentlig skole skulle agere offentlig profos. Jeg siger offentlig, for forslaget går ud på at denne hans anden funktion skulle udøves på gaden, for ikke at tale om at det publikum der var vidne til en sådan behandlingsmåde let deraf kunne udlede andre følgeslutninger end blot den at det måtte være slet bevendt med tugten på selve skolen. Skulle som forfatteren mener, en sådan fremgangsmåde være absolut nødvendig - noget jeg slet ikke kan indrømme - da synes det dog vel mere passende at samme blev iværksat og udført af en egen dertil lønnet skarpretter, en bestilling om hvilken vel endog forfatteren selv kunne gøre sig håb, når han betimeligt indkom med sin ansøgning desangående til den kongelige administrerende direktion for Københavns fattigvæsen. 

Jeg går nu over til besvarelsen af det andet spørgsmål, og vil da forudskikke den bemærkning at det politi der med så megen iver og årvågenhed hæmmer enhver uorden, vist også vil drage omsorg for at den påankede hvis den dertil måtte kvalificere sig, bliver hæmmet og afstraffet. Er det nu en afgjort sandhed at enhver uorden på gaden ene og alene sorterer under politiet, så bliver det klart at vedkommende inspektør ikke uden at gøre  indgreb i dettes rettigheder vil kunne efterkomme forslaget. Ligesom han vel også ved at udøve den foreslåede tugt på gaden let kunne afstedkomme sådanne opløb som han især med hensyn på det tilstødende publikum ikke ville have kompetence til at standse.

Men ikke alene fra dette synspunkt er en sådan fremgangsmåde ulovlig. Den strider også mod de af direktionen for almue- og borgerskolevæsnet udfærdigede skolelove. Disses § 12 tillader og det endda kun i yderste nødstilfælde at straffe med den tynde ende af et ris (en bestemmelse for hvis forandring der dog vel turde være vigtige grunde). Men ville man nu ikke på det skammeligste omgå denne bestemmelse taget af direktionen og hidtil ikke forandret, hvis man troede sig berettiget til uden for skolen, eller som her blev tilfældet,på gaden, at bruge en tamp? Ville det ikke være et mageløst eksempel på bogstavelig udlægning at anse sig berettiget til at anvende en forbudt korporlig straf på ethvert andet sted end i selve skolelokalet? Besvarelsen af disse spørgsmål overlader jeg gerne til hr. forfatteren, og skal det være mig kært hvis han på en for publikum og mig tilfredsstillende måde kan modargumentere hvad jeg her har ytret.

*) Så vidt vides er der intet Landakademi til i hele Danmark, endsige i København, med mindre forfatteren dermed mener Landhusholdningsselskabet hvilket det dog næppe her kan betyde, siden dette selskab her sit lokale ved Frederiksholms Kanal og ikke i Bredgade. Mener derimod forfatteren med sit udtryk Landkadetakademiet, da er den benævnelse lige så uforståelig og urigtig som ville man kalde Søkadetakademiet Vandakademiet.

(Politivennen nr. 490. Løverdagen den 21de Mai 1825, s. 9710-9714)

Redacteurens Anmærkning

Debatten fortsatte i Politivennen nr. 493. Løverdagen den 11te Juni 1825, s. 9757-9761. Som stadig hyppigere skete i bladet udviklede det sig til lange trætter som jeg som Redacteur vil henvise læserne til originalen).

Forslag om ridende Nattevagt paa Fællederne.

Den frodige vækst græsset står i på vore fælleder giver formodning om at mange efter bekendtgørelsen om det vil benytte disse for at få deres kreaturer på græs der. Men da en stor del heste forrige år natten efter indbrændingen blev berøvet deres haler, så er måske mange i frygt for at dette atter skulle ske, da der så vidt vides kun blev opdaget en tyv, og der dog formodentlig må have været flere om arbejdet. 

Det ville derfor vist være meget betryggende om der på hver fælled var en ridende nattevagt, der skulle patruljere. Bekostningen som ville gå til det, mener man kunne dækkes hvis der til den bestemt rimelige pris for 1 hests græsning, af 3 rigsdaler 12 skilling endnu fordredes 3 mark. Dette ville vist enhver udrede når han kunne være sikker på ikke at få et kostbart dyr spoleret.

(Politivennen nr. 490. Løverdagen den 21de Mai 1825, s. 9705-9706)

"En stor del heste blev forrige år natten efter indbrændingen berøvet deres haler." (Nørre Fælled 1835. H. G. F. Holm)

En Mangel paa Samsøe

Øen Samsø mangler privilegerede kroer og rejsende som kommer dertil kan hverken få natteleje, eller spise og drikke. Folk som anses for rige eller fornemme, bliver ikke modtaget af frygt for at man ikke kan byde det de attrår, godt nok, og fattige bryder man ikke om at huse. Kun folk af middelstanden iser man en prisværdig gæstfrihed. Årsagen hertil skal være at der er sat en meget høj mulkt for den der overbevises om at have solgt brændevin. To privilegerede kroer på øen ville derfor vist være til gavn for rejsende, fx i Østerby hos Tønnesen og i Nordby hos Jens Snedker, to mænd der plejer at vise al gæstfrihed mod fremmede.

(Politivennen nr. 490. Løverdagen den 21de Mai 1825, s. 9707-9708)