Fæhårs Vaskning i Canalen ved Børnehuset.

Man ser næsten hver dag en mand vaske fæhår i kanalen ved Børnehusbroen, og da sådant bidrager meget til at opfylde kanalen med urenligheder, undrer man sig over at denne mand uforstyrret tillades der at foretage sig denne operation. Men da de ansvarlige muligvis kan være uvidende herom, tror man det ikke unyttigt gennem dette blad at meddele dem denne underretning.

(Politivennen nr. 492. Løverdagen den 4de Juni 1825, s. 9742-9743)

Drengeuordener.

Dagligt og især om aftenen indfinder der sig ved krudttårnet ved Østerport en mængde børn af begge køn for som de kalder det, at lege. Blandt andet morer de sig med at glide ned af skråningen af voldbakken på bagen, hvilket for de mindre ser meget farligt ud, og for de større af kønnet er højst usædeligt. Klæderne lider også meget ved det til liden gavn for forældrene.

Skildvagten som har post på den anden side af møllen, kommer ofte for at jage dem bort. Men det hjælper intet, og hjælper kun for et øjeblik mens han bliver stående på bakken. De driller således kun skildvagterne. Ja, er som anmelderen så endog så uforskammede på deres retræte at kaste med sten efter ham.

Hvor meget disse gletsjere bliver benyttet, det kan man se de tydeligste spor af i voldbakken.

"De morer sig med at glide ned af skråningen af voldbakken på bagen, hvilket for de mindre ser meget farligt ud, og for de større af kønnet er højst usædeligt." (Glidebanen, Små drenge, der falder på en glidebane. Lorenz Frølich, 1870. Statens Museum for Kunst).

En anden ikke mindre uorden er at denne håbefulde ungdom dagligt viser sin fremskridt i boldkunsten ved voldbestigningskunsten ved at klatre over det temmelig høje stakitværk om krudttårnet, opsamle en del sten der er kastet over der, og derpå igen klatre tilbage for på ny at bombardere jernlugerne på krudttårnet. At kaste med sten i slynger er også en af deres farlige lege. Den frihed hvormed de her huserer gør at de tillige begår mange flere uordener for de der bor i nærheden, for ikke at tale om deres forstyrrende støjen og skrigen. Og ved alt disse viser den en uforskammet dristighed. I flere henseender ville det være ønskeligt at enten politiet ville sørge for denne ungdoms bedre tugt, eller at en skildvagt som i forrige tider igen blev posteret ved krudttårnet.

Ved her at omtale disse drengeuordener finder anmelderen det tillige passende at gøre opmærksom på en uskik som finder sted i Kronprinsessegade langs med Kongens Have og på flere offentlige spadsereveje. Den nemlig at drengene på sådanne steder spiller top, pisker de forbigående over benene og kaster støv og snavs på deres klæder.

(Politivennen nr. 492. Løverdagen den 4de Juni 1825, s. 9740-9742)

Redacteurens Anmærkning

Det ligger uden for denne weblogs rammer at bringe samtlige beretninger om drenges legen på gader, stræder og pladser. Se fx også "Farlig Uorden på Hauserpladsen", Politivennen nr. 650, Løverdagen den 14. Juni 1828, s. 390-392). "Kåde gadedrenge", 
(Politivennen nr. 651, Lørdag den 21. Juni 1828, s. 400-402)

Ubehageligt Møde på Vesterbro.

Sidste lørdag den 21. maj besluttede indsenderen af dette sammen med to bekendte at gøre en rejse på 3 mil ud på landet for at profitere af de behageligheder som denne årets skønne tid giver os lejlighed til at benytte. Til den ende ønskede vi os en kørelejlighed, hvilken vi også var så heldige straks at få, og som vi anså meget bekvem for os, da det netop var en af os bekendt bonde fra den by vi havde bestemt os for at tage til. Bonden tilbød straks at befordre os uden at ønske, langt mindre at kræve nogen betaling for det .

Lige så snart vi var færdige til rejsen, gik vi op på vognen og ved hjælp af vores kusks raske befordring så vi os snart ude af hovedstaden. Idet vi nu således ved enden af Vesterbro hvor den skønne landlige natur for første gang viste sig for vores øjne, var beskæftiget med dette herlige syn, blev vi pludselig vækket i vores betragtninger ved at en mand der kom os i møde, greb tøjlerne på vores heste og med en bydende tone bød vores kusk at holde stille. Vi formåede bonden til at adlyde vores modstanders befaling og måtte for at undgå almindelig opsigt køre ind i en ved landevejen liggende gæstgivergård hvor vi snart så os omringede af ganske mange ubekendte mennesker der angav at være udsendt fra politiet og anså sig derfor berettiget til at anholde vores kusk fordi denne af velvilje havde påtaget sig den ulejlighed at befordre os til vores bestemmelsessted. Vi søgte klart at gøre dem den urigtigt fremgangsmåde mod os begribelig, idet vi sagde at bonden på ingen måde kørte for betaling, men kun på grund af det bekendtskab han stod i til den familie, til hvilken vi agtede os. 

 "Idet vi ved enden af Vesterbro hvor den skønne landlige natur for første gang viste sig for vores øjne, var beskæftiget med dette herlige syn, blev vi pludselig vækket i vores betragtninger". (Udsigt over det landlige Vesterbro fra Frederiksberg, 1919. H.G. F. Holm)

Men alt var forgæves. Ja der var endog en mand mellem disse vore modstandere som angav sig for at være en vognmand Jacobsen, hvilket også siden blev fundet at være en sandhed, der på en uhøflig måde befalede vores kusk til at forlade heste og vogn og følge ham til et i gården anvist værelse hvor han blev tvunget til at lægge en mulkt af 2 rigsbankdaler sedler for hans, som de mente ulovlige kørsel. Anmelderen nærmede sig derpå værelset for at bidrage sit til at kusken snart kunne blive frigivet og så da i samme til sin store forundring den samme mand der førhen sagdes at være vognmand Jacobsen, sidde som dommer for et bord og tilføre det politibetjentene løseligt tilmeldte ham angående vores anholdelse i en såkaldt protokol der imidlertid hvad anmelderens øje synes at bemærke, snarere var omslaget af en kardus virginiatobak end en protokol. Jeg indlod mig imidlertid ikke med denne besynderlige dommer, men fandt mig i at lægge de 2 rigsbankdaler de krævede af os, hvorfor jeg forlangte kvittering. Men da de fest nægtede at give mig en sådan, måtte jeg finde mig i efter at være blevet opholdt 1 times tid at fortsætte den afbrudte rejse.

Jeg er derfor nu så fri at forespørge hos en mere kompetent dommer end hr. vognmand Jacobsen om det kan anses tilladt og overensstemmende med de herhen hørende anordninger at anholde rejsende som søger befordring på den måde som jeg og mit selskab og ydermere om sådanne personer skal have tilladelse til på stedet hvor anholdelsen sker at idømme mulkter. Eller om det ikke måtte kunne anses for mere hensigtsmæssigt at denne kompetence alene blev vedkommende øvrighed til del. Og videre om det er disse fra politiet udsendte betjente i selskab med en vognmand tilladt vilkårligt at udsætte rejsende for fornærmelser.

(Politivennen nr. 492. Løverdagen den 4de Juni 1825, s. 9733-9737)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen efterfølges af en næsten enslydende beretning "Standret midt på Landevejen" som yderligere oplyser at stedet var på vejen tæt ved Frederiksberg Bakke og at alle modstanderne var vognmænd, altså ikke betjente.

En farlig Ko paa Østerfælled.

Er det ikke lovstridigt på hvilket som helst sted at lade ondsartede kreaturer gå løse? Og dobbelt lovstridigt når det er på et sted som stadens fælleder hvor så ofte børn (for ikke at tale om voksne der dog ikke heller altid er i stand til at forsvare sig mod overlegen styrke) gå ene? Et sådant kreatur er der på Øster Fælled - en hvid ko med sort hoved - tilhørende vognmand Casse på Kildevæld. Flere mennesker har været udsat for dens angreb. I mandags ikke mindre end 3 som kun ved hastig hjælp slap derfra med hele lemmer, til hvilket skuespil der var vidner nok. Dagen i forvejen skal det være gået en gammel kone endnu værre. Da beboerne omkring fælleden der dagligt passerer over samme, gerne vil fritages for sådant himmelspjæt - (den ene dreng i mandags blev vist kastet over 2½ meter fra jorden) - og det intet nytter at der er talt både til ejeren og til markmanden, uden at den slemme ko har fået et bræt for panden, som jo vel gør det lettere at undgå den, men dog ikke hindrer den fra at sætte skræk i livet på folk, hvilket var tilfældet endnu i går da den brummende forfulgte flere, så vælger man denne vej for at bede dem der sørger for ordens vedligeholdelse på fællederne at skaffe dette dyr bort, jo før jo hellere. Da det er for sent at kaste brønden til når barnet er druknet.

(Politivennen nr. 491. Løverdagen den 28de Mai 1825, s. 9724-9725)

Et uegennyttigt Forslag.

Indsenderen af disse linjer har i lang tid bemærket hvorledes den bunke sten som siden den såkaldte marmorbros reparation har haft sin liggeplads mellem ridebanen og den nordre buegang, kendeligt er blevet formindsket ved den spøgende ungdoms gentagne forsøg på at henkaste så mange sten af nævnte bunkes indhold på den kongelige ridebane at denne kan frygtes snart at blive helt brolagt hvis disse stenkastere skulle fremture endnu mere i dette foretagende. Til ubeskrivelig bekymring for de ridende, for ikke at tale om den skade og ødelæggelse som kan blive de kongelige skolevognes hjul til del, når disse træffer på de sten som er nedboret i sandet. 

Han vover ved at gøre de høje ansvarlige opmærksom på det, ærbødigst at foreslå at den nævnte stenbunke i forening med de henkastede og ikke helt nedgravede sten på ridebanen måtte flyttes til et mere passende sted, fx pladsen ved vognremiserne ved ridehusets facade. En plads som derved ikke ville stå i fare for at vansires, men snarere derved se en del af sine huller jævnet, i hvilken rødstensfabrikanter og lazaroner ruller sig.

(Politivennen nr. 491. Løverdagen den 28de Mai 1825, s. 9721-9722)