27 februar 2016

Inhospitalitet paa Castrup.

For omtrent 10-12 dage siden hændte det sig at jeg og flere af mine medbrødre i alt 10 mand med 4 både, alle hjemmehørende i Malmø, på grund af en storm måtte anløbe Kastrup Havn. Vores medbragte proviant havde vi fortæret, og i vores åbne både kunne vi ikke selv tillave os varm spise. Vi henvendte os derfor til den i Kastrup by boende kromand og forlangte noget man. Men fik til svar: "at når vi bestilte det om morgenen, kunne vi få det om aftenen".

Vi begav os derpå til den på kalkværket boende marketender med bøn om varm spise da vi ville være tilfreds med kogte kartofler, nogle få sild eller andet hvad huset formåede. Men her fik vi til svar: "at han både havde og ville, men ikke turde opfylde vores forlangende da sådant stred imod kroholdernes privilegier". Vi kunne derfor ikke undlade at fremsætte det ønske at der måtte føjes sådanne anstalter at sømænd der kommer fra rejsen og er tørstige, måtte på et beboet sted kunne få vederkvægelse for penge.

Niels Sjøberg
Bådfører fra Malmø


(Politivennen nr. 515. Løverdagen den 12te November 1825, s. 10245-10246)

Redacteurens Anmærkning.

Kromanden svarer på artiklen i Politivennen nr. 519, 10. december 1825, s. 10333-10335.

Kastrup Kalkværk blev nedrevet i 1955. Det lå foran Kastrup Værk på pladsen foran Kystens Perle og ud mod højre til havnen. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Ubehagelig Hundeconcert i store Fiolstrædet.

Det sker ofte, sædvanligvis om lørdagen, at en af de omkring gående positivspillere indfinder sig i gården nr. 187 og 188 for at lade sit instrument høre. Men næppe er han begyndt at spille før den fæle, store lænkehund som befinder sig i samme gård, istemmer et afskyeligt akkompagnement dertil, der først slutter efter et par timers tuden og gøen. Indsenderen finder det aldeles ikke urigtigt at en husejer holder sin gård bevogtet af en vagtsom hund ved nattetider og når det ellers er nødvendigt, men her er dette ikke tilfældet. For gadedøren lukkes så snart det er blevet mørkt, og hunden bringes på loftet når dens ejer går til sengs. Om morgenen derimod hører man den atter i dens lænker beklage sig over sin tilværelse når den ser en spurv, kat eller ethvert andet kreatur der nyder sin frihed, hvilket dagligt forstyrrer de omkringboende i deres forretninger, og de syge i den ro de ellers kunne nyde. Ønskeligt var det derfor om hundens herre ville forunde den sin frihed. Han ville derved gøre sig fortjent af naboer og genboer.

(Politivennen nr. 515. Løverdagen den 12te November 1825, s. 10244-10245)

Fiolstræde 26 (midt). Det var i gården til denne ejendom hundehyleriet stod på. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Redacteurens Anmærkning.

Fiolstræde 187 og 188 er nutidens nr. 26. Huset er fra 1808-09 og bygget af murermester Chr. Iversen Schmidt.

Anmelderen får tørt på af ejeren af huset i Politivennen nr. 516, 19. november 1825, s. 10265-10267.

Noget om Tørvebøndernes smaa Læs.

Anmelderen har ofte ved at se de torvesøgende bønders tørvelæs beklaget kulturgangens fremme og den bagvendte økonomi hos en del af vores bønder, idet de kommer til torvs med sådanne læs, hvoraf 5 til 6 udgør et ordentligt læs, i særdeleshed når der tages hensyn til de nu for tiden gode, imod de ældre dårlige vogne. At sådanne læs bringes il torvet er vist nok et uvæsen som fortjener de ansvarshavendes opmærksomhed. For ikke alene gives derved ofte lejlighed til snyderi, men køberne spilder også deres tid ved 5 til 6 gange at købe det de kunne have på en gang, ligesom deres udgift forhøjes ved at lade så mange smålæs aflæsse og opbringe på loftet.

Men for bønderne har dette uvæsen endnu flere og værre følger. Den hyppige kørsel med sådanne smålæs spilder en stor del af deres tid unyttigt, holder dem fra hjemmet, hvor de ellers kunne foretage sig arbejde, der kunne være dem selv og landet til gavn og nytte.

Den sætter dem i stor bekostning til vognes og hesteslags vedligeholdelse, til bompenge, fortæring i kroer osv.

Ved denne overflødige kørsel lider også landevejene og disse hyppiges istandsættelse kræver både arbejde og betaling.

Til alt dette kommer endnu det beklageligste at man i vores oplyste tid skal plages ved synet af sådanne vogne der ved en tåbelig og lumpen økonomi er indrettet til snyderi for at vedligeholde en indgroet, fra far til søn arvet drukkenskabsvane. - Men har staten såvel som bonden tab ved dette uvæsen, så var det vist nok ønskeligt at det kunne blive hæmmet. Anmelderen mener at kan ske når det blev forordnet for de med tørv torvesøgende at deres vogne skulle have et vist mål i længde, højde og bredde for oven og neden, og det pålagdes accissebetjentene at påse samme anordnings overholdelse. Da toldbetjentene dog ved undersøgelse om kontrabane skulle have lejlighed med disse tørvevogne, så kunne de let efterse om de havde det bestemte mål, og i modsat fald drage den skødesløse og ligegyldige eller den der besjæledes af en beklagelig snyderånd, til ansvar, og således ville stadens indbyggere blive betryggede et passende læs tørv, og behøvede da kun at tage hensyn til boniteten hvorefter de kunne akkordere om prisen.

(Politivennen nr. 515. Løverdagen den 12te November 1825, s. 10237-10239)

En besværlig Tigger paa Østergade.

Om dagen er man for nuværende tid her i staden temmelig fri for tiggeri. Men om aftenen overhænges man af dem såvel på gaderne som i husene. I skumringen kryber de frem fra deres vråer og driver deres væsen, indtil den tid vægteren indfinder sig på sin post. På Østergade findes en ikke ubetydelig mængde som trygler på gaden og i butikkerne. Blandt disse er isr en lurvet klædt, ikke aldrende person af et særdeles stygt udseende, meget påtrængende, og grov når man ikke vil give ham noget. Adskillige gange har denne lazaron været i anmelderens udsalgsbutik for at trygle, og kun med megen møje har han ladet sig afvis. Det ville være let at skaffe sig sådan påtrængende drukkenbolt fra halsen ved at bruge sin husret og kaste ham på døren, men da ville han i en så befærdet gade let samle folk sammen, og dette kunne muligvis have ubehagelige følger, da pøbelen ikke indlader sig i at undersøge hvem der har ret. Det virksomme middel mod sådanne besværlige tiggere ville nok være om et par betjente i oven nævnte tid patruljerede på Østergade og i dens omegn. De ville da tillige kunne pågribe sådanne omdrivende tryglere og henvis dem til arbejdshusene.

(Politivennen nr. 514. Løverdagen den 5te November 1825, s. 10230-10232)

Kneben Illumination den 29de October.

Den 29. oktober var Kongens Nytorv og en del af Amaliegade og Norgesgade illumineret i anledning af Deres majestæters tog til Skuespilhuset. Men med forundring bemærkede man at næppe var den sidste vogn af suiten kommet til Skuespilhuset før lysene i en del steder på Kongens Nytorv og overalt i Norgesgade blev slukket, med undtagelse af i den gård der bebos af hr. blikkenslagermester Ekstrand. En mand der altid ved sådanne anledninger udmærker sig med sin butiks smagfulde oplysning. 

"Kongens Nytorv og en del af Amaliegade og Norgesgade var illumineret i anledning af Deres majestæters tog til Skuespilhuset. tilskuere. Utvivlsomt befinder der sig iblandt tilskuerne flere spitsbuber og urostiftere". (De kongelige på vej til Det Kongelige Teater, yderst til højre i billedet. Norgesgade hedder nu Bredgade).

Hensigten med sådan belysning er næppe, en sådan aften mere end ellers, at oplyse gaden for den kongelige ekvipager mens de passerer samme, hvilket også ville være unødvendigt, eftersom de medbringer tændte fakler, men for at være vores elskede kongehus en skyldig opmærksomhed. Dog hvad skal man sige om en opmærksomhed der røber så upassende gnieragtighed at man krymper sig ved udgiften til et par pund lys.


På den anden side ville det være ønskeligt at belysningen varede ved uafbrudt indtil toget var passeret tilbage. For som bekendt indfinder mange mennesker af alle klasser sig som tilskuere. Og utvivlsomt befinder der sig iblandt disse flere stratenrøvere og urostiftere. I en oplyst gade ville det være let for politiofficererne at pågribe disse hvorimod de i mørke med mere sikkerhed kunne drive deres uvæsen.


(Politivennen nr. 514. Løverdagen den 5te November 1825, s. 10226-10227)