Aabent Brev til Dagens Redacteur.

I bladet Dagen nr. 278 for d. å. har dets redaktør, hr. etatsråd Thaarup i en tilskrift til bladets læsere blandt megen virak han strør for sig selv, fundet lejlighed til at gøre et groft udfald mod et andet vist blad og dets redaktør.

Da jeg aldrig med mindste ord har fornærmet hr. etatsråden som jeg ikke engang kender personligt, men kun af navn og de embeder han har beklædt, så skulle jeg mene at han som efter eget sigende ønsker, at leve i fred med andre bladskrivere, ikke uden given anledning ville sile sine fornærmende angreb imod mig. Men da nogle gange før, og især i den senere tid, nogle bemærkninger om bladet Dagen har været optaget i Politivennen, så er det ikke usandsynligt at hr. redaktøren frygtende for at give sig i kast med disse forfattere som han ikke har troet sig voksen, har villet springe over gærdet hvor han fandt det lavest, og i sin vrede angrebet bladets redaktør, hvem han mener ikke at have evne til at forsvare sig.

Jeg frygter lige så ligt som jeg ønsker en pennefejde med Dagens og Skilderiets redaktør. Havde han herfor bestemt nævnt mig og mit blad, da havde jeg allerede nu begyndt på at tilbageslå hans angreb. Men jeg har undladt dette for ikke at anses for stridig og lysten efter en pennefejde som jeg, følgerne måtte blive som de ville, ikke uden grund vil begynde. Jeg opfordrer derfor herved bladet Dagens redaktør, hr. etatsråd Thaarup, til offentligt at erklære om de udtryk han i ovennævnte nr. af Dagen har betjent sig af imod et vist blad og dets redaktør, er brugt med hensyn til bladet Politivennen og mig, som dets redaktør.

K. Kristensen.

(Politivennen nr. 517. Løverdagen den 26de November 1825, s. 10302-10303)

Redacteurens Anmærkning.

Formodentlig hentydes der til en artikel i Dagen, 22. november 1825 der handler om redaktionens arbejdsmetoder, og som bl.a. skriver:

End Eet har jeg stedse havt for Øje: det nemlig at leve i Fred med andre Blade, og ikke at gaae dem for nær ved heel Aftrykning af de interessante Stykker hvert især kunde vide at skaffe sig.

Herefter giver artiklen nogle eksempler på stavefejl/retskrivning som bagatelliseres. Herefter:

Det er en Følge af Hurtigheden der fordres, og kan det ikke med al Grund kaldes enten en fjendtlig og skadesfroe Handling, eller et ørkesløst Menneskes Tidsfordriv, derover at holde Lister? ligesom saadanne højst uinteressante Opgivelser ej kunne finde Indgang til Optagelse, uden hos et Materie-manglende Blads Redactør, og ikke kunne ventes at finde Læsning, naar de ikke ere krydrede med Bitterhed eller Ondskab, og hvad kan undskylde saadant, uden at det maatte ansees som nødvendig Pirres- og Opvækkelsesmiddel for den Tidende-Redactør, der viser sig at mangle baade Evne, og Villie til at give sit Blad den muligste bedste Indretning efter dets Plan, Men skulde ikke i saadant Tilfælde det rigtigste Middel være, at lade Bladet falde ved Mangel paa Afsætning, ved dets Afsigelse?

Så meget substans i Dagens kritik er at artiklerne i Politivennen på dette tidspunkt vitterligt var fyldt med kontroverser om meget specielle ting - som da heller ikke er medtaget på denne blog. Den "debat" der fulgte, bekræftede til dels kritikken:

Samme nummer af Politivennen indeholdt en meget lang artikel "Ragning til "Dagens" eenfoldige Skriver, Frederik Thaarup, for hans grundløse Besmykkelser, hans ufortjente Selvroes og hans urette rettelser i "Dagen", Nr. 278 og 279", s. 10305-10315 af Blok Tøxen. Artiklen besvares i det følgende nummer (Politivennen 318, 3. december 1825, s. 10322-10325) underskrevet "En Upartisk". På det svares i artiklen "Aabent Svar paa "Aabent Brev til Hr. Blok Tøxen" af Blok Tøxen i Politivennen nr. 519, 10. december 1825, s.10439-10148, anden del i Politivennen nr. 521, 24. december 1825, s. 10372-10379 - lille skrift! Politivennen nr. 524, 14. januar 1826, "Angriberens Afskedsord" s. 23-30 af Blok Tøxen. Denne artikel fortsætter i Politivennen nr. 527, 4.februar, s. 75-84. Disse artikler må læserne af denne blog selv finde i de digitaliserede udgaver.

J. K. Blok Tøxen (1776-1848) havde på dette tidspunkt gjort sig bekendt gennem artikler bl.a. i Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn. Umiddelbart efter denne fejde begav han sig til Altona (1826-27) hvor han udgav Hamborgerposten, for derefter at vende tilbage til København. Blandt de stadig flere liberale blev han betragtet som en komisk person og Corsaren gjorde grin med ham. Han er omtalt i adskillige forbindelser på denne blog.

Sjouermarked paa Amagertorv.

Allerede i lang tid har den uorden fundet sted på Amagertorv især ved hjørnerne af Østergade og Købmagergade at en flok soldater, sjovere og lediggængere henstiller sig der hvor de vist nok allermest frem for på noget andet sted i byen, er passagen i vejen. Selv på helligdagene finder dette sted. Den største del af stadens indbyggere har til visse fundet dette generende ved at passere denne vej, da disse karle sjældent viger pladsen for nogen. Da imidlertid denne daglige uorden der tillige afgiver et stødende syn, og hos fremmede vist nok må opvække en ugunstig ide om politiets opmærksomhed i residensstaden, dog på en let måde ville kunne afskaffes, når nemlig et par politibetjente afholdt disse, personager som er overhørige for såvel politianordning som militærbefaling, fra at tage plads der, så tør man vist nok også så meget mere rimeligvis vente at se denne uorden hæmmet i fremtiden, som man så ofte har set beviser på høje ansvarshavendes opmærksomhed for enhver begrundet klage. Man tror tillige i denne anledning at bude bemærke at det ville tjene til stor bekvemmelighed for stadens indbyggere i almindelighed at det strengt overholdtes at disse karle der ellers opholder sig der, skulle fordele sig i flere gader, da de der bor afsides fra dette punkt, nu næsten altid må have den ulejlighed at løbe den halve by igennem for at få dat i en karl til et eller andet arbejde, hvilket herved kunne undgås.

(Politivennen nr. 516. Løverdagen den 19de November 1825, s. 10288-10290)

Noget om Selskabet: den borgerlige Harmonie, og dets første Directeur, Thee- og Porcellains-Handler Nielsen.

I februar måned dette år lejede ovennævnte selskab hvori jeg var medlem og direktør, sommerværelser udenfor Nørreport. Lejekontrakten herom blev underskrevet på selskabets vegne, af det første direktør, te- og porcelænshandler Nielsen, som bor på Kongens Nytorv nr. 206 og mig. Nogle indløbende omstændigheder forårsagede at jeg med flere, gik ud af selskabet, og da jeg havde forudbetalt hvad man afkrævede mig, så troede jeg enhver videre forbindelse med samme hævet. Imidlertid måtte jeg nogle dage efter sidste oktober flyttetid til min største forundring erfare at selskabet var flyttet ud af nævnte sommerværelser uden at betale den resterende leje, 100 rigsbankdaler sedler, som værtinden, da hun ikke af førnævnte Nielsen skønt han endnu er selskabets første direktør, kunne få betaling, afkrævede mig. Som en følge af at jeg ikke længere var medlem af selskabet, troede jeg mig ikke pligtig til at opfylde denne begæring. Men da jeg imidlertid fandt det højst uanstændigt at værtinden skulle vente på sin betaling, tilbød jeg ende at betale det halve, når Nielsen ville betale den anden halvdel. Hertil har han formodentlig ikke villet bekvemme sig siden vi begge blev indklaget til Gældskommissionen. Da sagen den 10. i denne måned blev foretaget, lod Nielsen møde med nogle tomme udflugter der kun havde sagens forhaling til hensigt. Ja, han undså sig end ikke ved for at opnå dette lidet hæderlige mål at benytte en vitterlig usandhed. Hans fuldmagt lyder ordret sådan:

"Herved befuldmægtiges Martinus Wiertz til på mine vegne at møde i foromstående sag. Men jeg vil herved ærbødigst give min mening til kende for den højst ærede ret at jeg er villig til ifølge min pligt som kautionist og selvskyldner på selskabets vegne for 50 rigsbankdaler i sedler at betale samme, men for igen at jeg såvel som hr. Sander (hvis udmeldelse ikke blev antaget i den i denne anledning holdte generalforsamling) kan afkræve de andre direktører på selskabets vegne, det påstævnte beløb må jeg ubehageligst for mit vedkommende udbede mig at de andre direktører (som er madam Biørndahl bekendt som dengang selskabets værtinde) må tillige med hr. Sander og mig af hende i forening blive indkaldt til hvilken tid jeg med min påstand skal fremkomme.ÆrbødigstP. Nielsen.L. S.

Jeg betalte straks 50 rigsbankdaler og Nielsens sendebud som formodentlig havde et mere rigtigt begreb om ret og pligt end hans principal, lod sig endelig bekvemme til at indgå forlig om at betale de øvrige 50 rigsbankdaler otte dage efter. Hvorvidt denne forpligtelse bliver opfyld uden underfogedens assistance og hvorledes jeg igen kommer til mine 50 rigsbankdaler vil tiden vise. Foreløbig har jeg set mig beføjet til at indstævne allerede nævnte Nielsen sammen med selskabets øvrige direktører for i det mindste at få dom over dem.

Jeg har sagt at Nielsen i sin fuldmagt benyttede en vitterlig usandhed. Denne består deri at han foregiver "at min udmeldelse af selskabet ikke blev antagen, da jeg dog er i besiddelse af en kvittering der lyder således:

"S. T. hr. garvermester Sander har, som virkeligt medlem i selskabet den borgerlige Harmoni, betalt for embeds fratrædelse 1825, 3 rigsbankdaler, ifølge selskabets 2 kapitels § 14Jørgen MøllerSelskabets kasserer.

Det ligger i tingenes natur at når min udmeldelse ikke var antaget (hvilket selskabet iøvrigt ikke med virkning kan modsætte sig), så kunne heller ikke kassereren afkræve mig den herfor i selskabets love bestemte mulkt, og da denne afkrævning lige så lidt kunne ske uden direktionens ordre, så har Nielsen jo virkeligt imod bedre vidende fremført en vitterlig usandhed.

Jeg skal ikke undersøge hvilke motiver der har bevæget ham til en for en retsindig mand så uværdig udflugt. Det er nok til advarsel for enhver at vogte sig når man indlader sig med en sådan person.

At jeg offentliggør denne affære, tror jeg at skylde såvel mig selv som de flere værdige mænd i selskabet der måske er uvidende om sagens sande sammenhæng, og derfor let kunne forledes til at fatte et urigtigt begrab herom.

København den 16. november 1825
E. Sander,
garvermester.

(Politivennen nr. 516. Løverdagen den 19de November 1825, s. 10282-10287)

Redacteurens Anmærkning

Denne artikel udløste en retssag, dommen lød således (se fx Den til Forsendelse med de Kongelige Rideposter privilegerede Danske Statstidende, 19. oktober 1827):

Ved den kongelige Lands- Overrets samt Hof- og Stadsrets Dom af 15de i dennes, i Sagen, anlagt af Thee- og Porcellainshandler Nielsen imod Garvermester Sander, angaaende formeentlig fornærmelige Udladelser med Førstnævnte i et i Politivennen for 1825, pag. 10,282-10,287, indført Stykke er saaledes kjendt for Ret:"De af Citanterne, Directionen for Klubben, det harmoniske Selskab, under nærværende Sag paaankede, af Indstævnte, Tracteur C. J. Knirsch, i et trykt Skrivt, betitlet: "Noget til Underretning om Forholdet imellem C. J. Knirsch, Eier af Hotel d'Angelterre, og de Hrr. Directeurer for det harmoniske Selskab," mod Citanterne fremførte fornærmelige Udladelser, bør døde og magtesløse at være, og ikke komme Citanterne til Skade i nogen Maade, og bør Indstævnte, for sit Forhold i denne Henseede, at bøde 50 Rbd. Sølv til Kjøbenhavns Fattigvæsens Hovedcasse. Processens omkostninger betaler Indstævnte til Citanterne med 30 Rbd. Sølv. Det Idømte udredes inden 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse, under Adfærd efter Loven." Hvilket, ifølge Bestemmelsen i Forordningen af 27de September 1799, § 20, herved bekjendtgjøres.Justits-Contoiret i den kongelige Lands-Overret samt Hof- og Stadsret i Kjøbenhavn, den 17de October 1827.I Justitssecretairens Sygdom,J. E. Møller Kgl. Copiist.

Det var ikke eneste gang Knirsch var i retten. Af Den til Forsendelse med de Kongelige Rideposter privilegerede Danske Statstidende, 18. april 1828 fremgik af en højesteretsdom at Knirsch måtte fjerne en mur han havde opført til baghuset mod hofurmager Jørgensens enke. 

Svar paa Stykket: "Atter Commissionairstreger."

(Ordret efter Manuskriptet)
Det vrøvl en vis inventarieskrier Balle har ladet indrykke i Politivennen den 5. november under titlen Atter Commissionair Stræger, ler jeg af som noget nonsens. For hvad grund har for samme da han ikke kan sige at hans fruer eller madam som den ene kun kan meri tere, ikke er blevet bedraget noget fra, så anfægter det mig ikke. Men at han tørangribe en offentlig autoritet, det finder jeg særdeles uklogt. Men da sagen er gjort afhængig af retten, så håber jeg at bringe det så vidt at den samme hr. inventarieskriver skal komme til at betale 33 mark 8 skilling for sin mund Procuratoreus Salarium, processens omkostninger og min tidsspilde. Når dette skal udredes, tror jeg sikkert at hr. inventarieskriveren gerne tog imod noget klæde NB dersom nogen vil betro ham noget. Ikke desto mindre er hans kasse nok ikke meget stærk, efter hans egen udladelse. Imidlertid undskylder jeg ham, da han skal være stærkt plage af den drukne syge, og da ofte tillige får en snert af tyfus-feberen, så han har vist i et sådant raseri rystet dette vås af sin lille hjerne, forresten svarer jeg ikke mere på noget.

J. Lind.

(Politivennen nr. 516. Løverdagen den 19de November 1825, s. 10270-10271)

Redacteurens Anmærkning

"Ordret efter manuskriptet" hentyder formentlig til at artiklen mildest talt er uklar visse steder. Den bringes her uden den oprindelige artikel, og udelukkende fordi den affødte et sagsanlæg hvor Lind blev pålagt en erstatning:

Ifølge den 20de § i Forordningen af 27de September 1799 om Trykkefrihedens Grændser, bekjendtgøres herved Domslutningen af den i den kongelige Landsoverret samt Hof- og Stadsret den 3die April d. A. udi Sagen: "Landmaaler og Inventariiskriver ved Ingenieurcorpset Balle, contra Commissionair J. Lind" afsagte Dom, ved hvilken er kjendt for Ret: 
"De paaankede af Indstævnte, Commissionair J. Lind, i et i Bladet Politivennen Nr. 516 indrykket saakaldet "Svar paa Stykket: atter Commissionairstreger" om Citanten, Landmaaler og Inventariiskriver ved Ingenieurcorpset Balle brugte fornærmelige Udladelser bør døde og magtesløse at være, og ikke komme Citanten til Forkleinelse i nogen Maade, og bør Indstævnte derfor for sit herved udviste lovstridige Forhold, til Kjøbenhavns Fattigvæsens Hovedkasse bøde 100 Rbd. Sølv, samt betale Citanten deenne Sags Omkostninger med 20 Rbd. Sølv.
Den idømte Mulkt og Omkostningerne at udredes inden 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse, under Adfærd efter Loven."
Justitscomptoiret i den kongelige Landsoverret samt Hof- og Stads-Ret i Kjøbenhavn, den 3die April, 1826.

Leuning.

(Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger. 4. april 1826)

Bliv fra Hunden, saa skader dens Tuden Dig ikke.

Forfatteren af det indrykkede stykke i Politivennen nr. 515 under titlen "Ubehagelig Hundeconcert i store Fiolstrædet" beklager sig over at en i gården (det bør nok hedde husets gård?) nr. 187 og 188 værende som fæl og stor beskrevet, lænkehund skal på en afskyelig måde akkompagnere ved et par timers tuden og gøen en af de omvandrende, i gården sig befindende positivspiller. Da forfatteren skjuler sig under anonymitetens kåbe, så kan jeg ikke vide om han er en af husets beboere, eller en uden for samme værende dagdriver der løber ind i folks gårde for at høre musik, lig andre smådrenge. Jeg har anledning til at tro det sidste.

Det er en usandhed at hunden de nok ikke har et så musikalsk gehør som anmelderen, om aftenen bringes på loftet. Den står nat og dag i sin lænke, og det lader til at anmelderen har meget travlt med at observere hundens daglige sysler. Hunden gør vel når der musiceres i gården, men musikken overdøver den, og dens gøen forstyrrer ikke de omkringboende i deres forretninger, i det mindste er ingen klage i den anledning indløbet, og nu fremstår denne smører i kamp mod hunden. Jeg intet bedre råd for ham end at han bliver borte fra min gård hvor han intet har at bestulle, for herved ville hans fine ørenerver undgå at blive beskadigede af hundens gøen.

(Politivennen nr. 516. Løverdagen den 19de November 1825, s. 10265-10267)