I de halvfjerde år jeg har udgivet Politivennen har jeg altid søgt at have hjemmel for enhver deri indført påanke, ligesom jeg også har betydet indsenderen af bidrag at de måtte være forsynede dermed, eller i mangel deraf, selv stå til ansvar for deres anmeldelse. Jeg nødsages derfor at tage til genmæle mod den af hr. Jacson i Dagen nr. 166 indførte beskyldning mod Politivennen at den har fremsat en aldeles ubegrundet og usandfærdig påanke, og idet jeg i muligste korthed fremsætter dagen og mit svar på det i Dagen indførte, overladende til hr. A. Jacson hvad han videre vil foretage sig, henstiller jeg til publikum at dømme mellem hr. A. Jacson og mig.
I nr. 164 af Politivennen indførtes den påanke at gården nr. 74 i Krystalgade manglede det befalede ringetøj. Men da jeg havde erfaret at husnummeret var urigtigt angivet, blev det i nr. 166 rettet således: Det er nr. 54 i Krystalgade som mangler det befalede ringetøj, og ikke nr. 74 som var anført i forrige nummer.
Fredag den 12. marts kom maler A. Jacson til mig og besværede sig over den anmeldelse. Han fandt at det var urigtigt af Politivennen at føre anke over nævnte ringetøj, da det kun havde været itu en meget kort tid, og han som vicevært for gården, havde besørget det istandsat ½ time efter at han var blevet vidende om at det var ubrugbart. Det ærgrede ham at hans nabo som opholdt sig på landet, skulle læse sådanne anmeldelser om sin gård. Dog ville han lade sig tilfredsstille når jeg i næste nummer af Politivennen ville bekendtgøre at omtalte anke var ubegrundet og ubeføjet. Dette hr. Jacsons forlangende måtte jeg naturligvis nægte ham, hvorpå han forlod mig smækvred især da jeg nægtede at opgive for ham hvem der havde underrettet mig om den uorden.
I Dagen nr. 166 for torsdag den 18. marts lod han derfor indrykke følgende:
Da det i den (fejlrettende?) 6. post under rubrik: Uorden, i Politivennen nr. 166 fremsatte (nemlig at det ikke var nr. 74, men nr. 54 i Krystalgade som mangler det befalede ringetøj) kunne give anledning til at forveksle Crystalgade med Krystalgade i Klædebo Kvarter, så finder jeg mig som vicevært på min fraværende nabo Jes Schmidts vegne foranlediget at erklære, og tilbyde at bevise, at ringetingen på gården nr. 54 i Krystalgade, Klædebo Kvarter i København, alletider er holdt, har været og er i bedst muligste tilstand.
Arjen Jacson
Krystalgade nr. 55.
Selv om jeg nogle gange i Adresseavisen og Dagen har læst adskilligt til hr. Jacsons ros, så kan jeg dog ikke deraf se om han er så soleren at det kan anses for en plet på hans ære når publikum får at vide at klokkestrengen på en gård for hvilken han er vicevært, er gået itu, eller af hvem sådanne lovtaler indrykkes. Som maler kender jeg heller ikke hr. Jacson, undtagen fra hans maleri på Assistenskirkegården, og af dette må kyndigere bedømme hans smag og kunstsans. Men som mælende skabning kender jeg ham, og jeg er sikker på at enhver der har hørt hvorledes han radbrækker det danske sprog, vil være enig med mig i at han ikke selv har skrevet ovenstående i Dagen indrykkede bekendtgørelse, hvor fløbende endog sammes stil vil befindes, men at han i sin viceværtske iver har tyet hen til en af de tjenstfærdige ånder der for et par marks penge er lige redebon til at rose eller dadle folk. Dog måske har de begge lagt deres hoveder i blød for at forfærdige dette produkt som efter mit skøn indeholder to stykker, nemlig:
1) En aldeles benægtelse af sandheden og rigtigheden af den i Politivennen fremsatte anke over ringetøjet på gården nr. 54 i Krystalgade, og
2) En vittighed.
Hvad første eller nr. 1 angår, da svarer jeg med Pilatus: Det jeg skrev, det skrev jeg, og hvad jeg har skrevet, vil jeg forsvare. Det er: Jeg vil trods hr. Jacsons benægtelse, bevise med flere vidner at omhandlede ringetøj i længere tid har været ubrugelig eller ude af stand til at gøre tjeneste som ringetøj. Hr. Jacson behager at kalde mig hvor han vil. Men som en følge hersaf vil man vel erkende at påanken ikke var ubegrundet, men at Jacson var ubeføjet til at gendrive den eller erklære den for usand.
Hvad nr. 2 eller vittigheden angår, da er den så fin at den rejser sig fra et eneste bogstav. I første anmeldelse er nemlig Krystalgade trykt med K, og den anden med C. Selv om det nu let kan bevises at efter etymologien bør Krystalgade, såvel som ethvert ord der deriveres af et græsk hvis begyndelsesbogstav er x, skrives med ch, og at der kun er en frihed den nyere tids skribenter har tilladt sig at skrive samme med K, så ville dette dog være et unyttigt arbejde, da det vel næppe ville kunne gøres forståeligt for en Jacson. Men da der desuden når ordet skulle skrives med Ch, på omhandlede sted mangler et h, så vil jeg hellere tilstå at det er en sætterfejl som er overset i korrekturen. Sådanne ubetydeligheder plejer den kyndige skånsomt at overveje og tilgive, men hvor kunne man vente dette af en Jacson eller hans renskrivere, for hvorledes havde deres vittighed da kunnet blive lagt for dagen.
Imidlertid, da der imellem trykfejl og malersynder er den forskel at de første kommer af skødesløshed, de sidste derimod af uvidenhed eller selvklogskab, og da de sidste med et par penselsstrøg kunne tilintetgøres og rettes, men de første må blive stående til manges forargelse, så tror jeg det ikke er af vejen her at underrette hr. Jacson om hvorledes der i et skrift eller blad uagtet sætterens slid og muligste nøjagtighed hos korrektøren, kan under selve trykningen opkomme fejl der ikke alene skæmmer værket, men ofte gør meningen tvetydig eller uforståelig.
Dette kan ske således. Når formen skal indtages i pressen, omspændes den af en jernramme der sammenskrues fra alle sider. Fatter skruerne ikke tilbørligt, så hænder det undertiden ved formens vedvarende frem- og tilbagegang under pressen, at en eller flere skruer løsnes. (En ringe ting bevirker ofte at skruer løsnes). Herved forårsages at typerne eller bogstaverne ikke holdes fast til hinanden, og altså kunne let flere eller færre ved opdragningen klæbe til ballerne og trækkes op af formen. Ugeblade som Politivennen og andre der skal udgives til en bestemt tid, trykkes som oftest sent om aftenen eller om natten. Når nu anførte tilfælde indtræffer, så tager den søvnige, som oftest i sætning ukyndige tyrkker de optrukne bogstaver og indsætter dem i formen, hvor han synes de mangler. Heraf kommer det at man i nogle eksemplarer ser fejl, men ikke finder i den øvrige del af oplaget. Derfor finder man bogstaver der snart står omvendt, snart således forsatte i et ord at dette enten ikke kan læses eller også undertiden således at det giver en pudselig mening. Ja jeg ville ikke bande på at dersom hr. Jacson ofte lader indføre sådanne bekendtgørelser i Dagen eller andre steder, den mulighed jo kan indtræffe at man ved et sådant tilfælde som foranførte, vil i stedet for Arjen Jacson kunne læse jnAer Jacson eller Jacson j nAer eller måske noget endnu mere urimeligt og mere usammenhængende tøj.
Dette må om hr. Jacson så synes, være nok om denne ringeting: Han vl vel kunne slutte at da ethvert kribbelhoved og ignorant såvel som også fornuftige folk kunne afæske mig mundtlige og skriftlige svar på de ofte unyttige spørgsmål som de behager at forelægge mig, jeg da kun kan opholde mig lidt hos enhver især. Jeg beder ham derfor at unde mig ro, eller om han har videre at erindre, lade retten afgøre sagen. Men skulle han eller hans renskriver desuagtet føle recensentkløe og endvidere prøve på at øve deres vittigheder på mig, da skal jeg vel få til at se ind til dem.
Politivennens abonenter ville sikkert gunstigt tilgive at det her anførte optager en så stor del af bladet, når de betænker at det er mit plejebarn jeg forsvarer imod en urigtig beskyldning for falsk angivelse, der om den ikke blev gendrevet, måske ville svække den troværdighed det altid har haft og bør have, når det skal kunne stifte nytte. Jeg lover derimod at hvis jeg nødes til at skrive mere om denne sag, da skal sådant trykkes særskilt og gratis følge med bladet. Men andre må derfor betale en ubetydelighed som jeg, da jeg hverken søger ære eller fordel af en strid med Jacson, vil bestemme til en gave for de afsindige på Bistrupgård. Bliver endog dette bidrag så ringe at det med føje kunne kaldes et Jacks-legat, så håber jeg dog man vil sige: Hvor dårlig denne sag endog var begyndt, forsøgte udgiveren dog på at få noget godt ud af den.
(Politivennen nr. 169, Løverdagen den 27de Marts 1819, s. 2721-2729)
Redacteurens Anmærkning.
Denne lange artikel er en af de få hvor Kristen Kristensen selv skriver om sit arbejde som udgiver.
Jacson døde året efter: i Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 16. marts 1820 oplyste hans enke at han var død den 12. marts, 47 år gammel.
Blok Tøxen skrev i den anledning et digt til Arjen Jacson som dog blev nægtet optagelse i Statstidende. I stedet blev det trykt i
Politivennen nr. 225, 22. april 1820.
