Aarsagerne til Tjenestefolkenes Usædelighed, ulykkelige Ægteskabers Stiftelse, Drikfældighedens Tilvæxt og Armodens Fremtrængen.

 (Slutning. Se nr. 544) 

Som oftest er det også tilfældet at ikke kærlighed, men kun dyrisk sanselighed forenede dem. Og er det da at undres over at uenighed finder sted blandt sådanne ægtefolk. Og når armoden står for døren, om det gamle ordsprog da også her anvendes. Når krybben er tom, da bides hestene. Er da sådanne ægteskaber ikke ulykkelige, og er det fordærvelige gilder ikke skyld i det? Jo, desto værre en sørgelig erfaring stadfæster det.

Er nerverne fra barndommen af svækket ved umådelig nydelse af spirituøse drikkevarer, da virker den sædvanlige kvantitet senere hen ikke så stærkt som i begyndelsen. Men der må stedse mere og mere til for at pirre de allerede i ungdommen slappede nerver. Og hertil er sandelig lagt en sikker og fast grund i gildehuset. Hertil kommer at den allerede forarmede indsidder eller husmand der som karl er vant til druk og vellevnet efter en usædvanlig fortjeneste som før vil gøre sig til gode med flasken og denne ide fornys så ofte lejligheden tilbydes. Hans børneflok formeres, hans fortjeneste aftager, sorg og bekymring træder i disses sted. Hans sultne børn skriger forgæves om brød og han drukner deres råb og hans samvittigheds røst i brændevin for dog i sin beruselse at have nogen frist for disse græsselige kvaler.

Det er sandelig intet under om en sådan mand forbryder sig imod lovene og udrækker hånden efter fremmed gods. Mon ikke en stor del af dem der opfylder landets fangehuse er skredet således videre og videre frem på lasternes bane? Jeg mener jo.

Men det er lige så vist at armoden ikke længere dvæler hos indsiddere og husmænd alene. Også gårdejerne er gæstet af den. Også til de større gårdejere er den trængt frem. Dette viser de hyppige udpantninger og ejendomssag efter øvrighedens foranstaltning. Men har ikke også de været lemmer af gildeselskaberne? Det kan umuligt være andet end at armoden må opslå sin bolig hos den ellers så hæderlige bondestand. For når karle, drenge og piger uforstyrret kan drive deres uvæsen i 2 til 3 dage og nætter om ugen, er de da skikket til arbejde de andre af ugens dage? Nej! Men antages endog dette, kan da bondens arbejder besørges i 2 til 3 dage ugentlig. Umuligt, de kræver uafbrudt anstrengelse. Men dette kan ikke ske så længe tyendet er den befalende og husbonden den adlydende klasse (for kun få husbonde blandt almuen tør nægte tjenestefolkene at gå til gilderne.). Jeg vil ikke sige at før nævnte gælder om alle. Nej, der gives Gud ske tak endnu enkelte undtagelser. Men det gælder sandelig for den største del. Det er da vist nok tid at tænke på mider til almuens redning.For er den nærende stand ødelagt, hvad skal der da blive af den tærende stand!

Almuen føler selv armoden tiltager. Men den kender ikke, eller vil ikke kende, grunden til det. Fornuftige forestillinger nytter intet. Nej, uden øvrighedens kraftige bistand vil alle andre midler være frugtesløse.

Da indsenderen anser ovennævnte sammenkomster for den vigtigste kilde til lasternes og armodens fremtrængen, så tror han også at kilden er let stoppet Det tillades mig at ytre min mening om måden, hvorpå jeg tror dette lettest kan ske Dersom fx politiet uformodentlig indfandt sig i gildehusene hist og her og den mand der lod sit hus bruge til sådanne sammenkomster sammen med alle tilstedeværende (børn ikke undtaget) af øvrigheden blev anset med en eksemplarisk penge- eller anden straf, da ville gilderne snart ophøre, færre ulykkelige ægteskaber stiftes, fattigvæsnet få færre at understøtte, tjenestetyendet blive hvad det skulle og burde være, oplysningens anstødssten for en del ryddet af vejen, drikfældigheden aftage og velstand og sand lyksalighed vende tilbage til den danske almue. Lad det ske, lad det ske!

(Politivennen nr. 545. Løverdagen den 10. Juni 1826, s. 373-377)

Redacteurens Anmærkning

Se også tillægget til denne artikelserie.

(Bemærk at der er rod i sidetallene. Side 373-375 repeteres) 

En slem Stank-og Lase-Kjelder hos en Mosaist i St. Gjertrudsstrædet

Forrige sommer og senere i år blev i bladet Politivennen påtalt den giftige pestbringende stank hvormed en mosaist opvarter naboer og genboer, da han for at skaffe sig erhverv har fundet på at anvende gården nr. 208 i Sankt Gertruds Stræde til oplagssted for knogler, ådselsdele, gamle klude, sønderslået glas med meget mere. Rare sager som folk fra den laveste klasse dagligt bringer til mosaisten fra renovationsoplagsstederne uden for byen. 

Uagtet disse højst rimelige anker måtte man hele forrige sommer tåle den omtalte giftige og pestbringende stank og den betydelige mængde af småkryb som forplantes ved helt eller halvt forrådnede sagers opbevaring i et beklumret, om natten tillukket kælderrum. Ligeledes måtte naboer og genboer for så meget som muligt at undgå stanken og for ikke at gæstes af omtalte småkryb, når mosaisten almindeligvis om morgenen lod sine opbevarede rare sager føres ud til videre bestemmelse, savne det store gode at kunne åbne vinduerne for at få frisk luft.

Da der så vidt vides slet ikke fra det offentliges side er bidraget til at afhjælpe dette onde for i sommer og i fremtiden, og naboerne og genboerne må se den kommende sommer i møde med harme over at en sådan sundheds- politilovgivningen og god orden vist nok modstridende næringsdrift tåles i hovedstaden, og det i en af dens snævreste gader som desuden har sin del af stanken fra en til oplagssted for hestegødning af og til anvendt hørkræmmerbagport, fra dårligt rensede rendesten, og fra anden skidenfærdig, til dels røg og stank medførende næringsbrug, så bringes denne sag herved atter i erindring for om der muligt måtte kunne bidrages noget til at formindske denne store ulempe, såvel indeværende sommer som for fremtiden. 

For så vidt det måske efter fremlejerens mening er vanskeligt at skaffe mosaisten ud af stinkgruben, tror anmelderen at burde tilføje at kontrakten må betragtes som en overenskomst der er i strid med loven og til dels mod ærbarhed da gruben ikke sjældent er usædelighedens rede. Der vil følgelig ingen forbindtlighed kunne påhvile fremlejeren eller fremlejetageren. Men kontrakten må betragtes hævet i det øjeblik vedkommende med lovgrundet embedsmyndighed giver marchordre.

(Politivennen nr. 544. Løverdagen den 3die Juni 1826, s. 369-371)

Sankt Gertruds Stræde. Man kan lige skimte Hausergade i baggrunden, med Kultorvet mod højre og Hauser Plads mod venstre.
 

Redacteurens Anmærkning

Det har ikke været muligt for Redacteuren at finde ud af hvor Sankt Gertruds Stræde nr. 208 skulle være. Det eneste matrikelnummer som ligger tæt på er Store Fiolstræde 208, i dag Fiolstræde nr. 9. Men det ligger et pænt stykke fra Sankt Gertruds Stræde.

Hvorlunde en Fiskebløder lod Vandet løbe af sin Fisk til stor Ulempe og Forargelse.

Tirsdag den 30. maj da en stor del af stadens indbyggere var forsamlet på Amagertorv og de omligggende gader for at fryde sig ved skuet af deres elskede landsfader og hans høje familie, udskyllede en fiskebløder som formodentlig må bo der i nærheden, en flydende materie der opfyldte luften med stank i en temmelig stor omkreds. Enhver tilstedeværende ytrede sit mishag herover og fandt sådant upassende, da den ærede fiskebløder jo gerne uden at skade sin fisk kunne have beholdt dette rådne vand noget længere indenfor lukkede døre. Publikum skylder ham opmærksomhed for den sjældne måde hvorpå han tog del i dagens højtidelighed.

(Politivennen nr. 544. Løverdagen den 3die Juni 1826, s. 365)

Heinrich Hansen (1821-1890): Folkeliv på Amagertorv. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Aarsagerne til Tjenestefolkenes Usædelighed, ulykkelige Ægteskabers Stiftelse, Drikfældighedens Tilvæxt og Armodens Fremtrængen.

Som almueskolelærer på landet har jeg i 26 år haft lejlighed til at kende bondealmuens karakter, tilbøjeligheder og handlinger. Med stille kummer har jeg set den ile fordærvelsens i møde og ønsket af mit hjerte at den af høje ansvarlige måtte standses på den så farlige bane både for den og for landet. Hvad der muligvis i denne henseende er gjort for dens tarv er mig ubekendt. Men jeg tror at enhver fædrelands- og menneskeven bør yde sin skærv dertil, om den dog kun er lille. Måtte jeg være så lykkelig ved denne fremstilling der altid skal bære sandhedens præg, at henlede de høje ansvarliges opmærksomhed på denne meget vigtige sag og derved fremme bondens tarv, så er min hensigt opnået.

Utvivlsomt er de såkaldte julestuer, læsestuer, fastelavnsgilder, kagegilder og hvilke andre navne denne lasternes skole er betitlet med den sande årsag.

Her ser man sønner og døtre i en alder af 7 år, ja vel endog under denne alder, søndag eftermiddag i forening med karle og piger at ile til gildehuset hvor der opvartes med øl, brændevin, musik og dans hele den påfølgende nat. At sådant fornøjer barnet, er ikke noget under. Men her er frøet sået og høsten er rig, men frygtelig. Her ses løsagtige gebærder, her høre liderlige og skøgeagtige viser, her ses kortspil, her høres banden og skælden, her tumler den berusede sig mellem hoben. Og alt dette bifaldes af de tilstedeværende med hurraråb og støjen, så at byen giver ekko deraf. Er det da et under om barnets hjerte der står åbent for ethvert indtryk, besmittes og at det med tiden uden angst udøver de samme laster?

Som oftest må barnet sove dagen efter. Men kommer det endog i skolen dagen efter, da er det søvnigt og uskikket til at høre undervisningen. Billedet af det der skete om natten står dybt indpræget i det sjæl. Det har intet lært hjemme af den lektie, lærerne har gennemgået og foresat det til at læres udenad. Og endnu mindre er det i stand til at gøre rede for dets indhold. (Jeg vi ikke tale om de ubehageligheder og sorger det forvolder læreren). Men således opvokser det i uvidenhed, indtil det kan bruges til markarbejde, kreaturers røgt osv., hvilket atter holder det fra skolen, de eneste sted hvor det kunne og burde nyde nogen undervisning.

Nu kalder trompeternes lyd det atter til gildet. Barnet ønsker at deltage i det, forældrene tillader det, og snart er søndag eftermiddag og søndag nat for kort, så at mandagen anvendes til det samme. Ak, hvad skal der forventes af dette barn, som karl eller pige, mand eller kone, far eller mor? Jeg skælver for den blotte tanke. Kan man da undres over at der af et så dårligt opdraget barn med tiden bliver et usædeligt og utro tjenestetyende? Nej, sandelig ikke, for sås klinte, kan man vel ikke forvente at høste hvede?

"Der opvartes med øl, brændevin, musik og dans hele den påfølgende nat." (Gilde på Amager, H. C.Henneberg, 1855. Statens Museum for Kunst.) 

Jeg har vist barnets umoralske opdragelse. Men hvad skal der blive af ham som karl. Kommer han i tjeneste hos en bonde, da betinger han sig adskillige klædningsstykker og en betydelig pengeløn, samt tilladelse til at overvære alle gilderne og en fjerding godt øl som leveres til gildet når det kræves. På intet andet vilkår kan bonden få tjenere. Arbejdet skal gøres og sådanne af tyendet foreskrevne regler er almindelige. Han må altså indgå kontrakten og det bør bemærkes at hvad der gælder for karlen, gælder også for pigen.

Ungdommen betinger sig nu gildet hos en mand i byen. Jeg har sagt at karlen selv leverer øl. Men brændevin, mjød, kaffe, hvedebrød og lys leverer den mand hos hvem gildet er foranstaltet mod betaling. Musikanterne spiller ikke for intet. Kortspil er almindeligt ved sådanne sammenkomster og alt dette skal udredes af tyendets løn. Man bruger lønnen før tiden og snart er denne ikke tilstrækkelig, men der bruges derfor af lønnen for det kommende år. Vil husbonden ikke lade ham få flere penge, da sælger han af klædningsstykkerne for dog at kunne komme til gilderne, og således står han ved årets ende nøgen og forgældet. Nu opsiger han sin tjeneste til skiftedagen eller fraflytter den endog i utide for atter at omme til en mand der vil lade ham få penge til gilderne forud.

Han iler på ny til gildet. Kreaturerne bliver fodret til urette tid. Ja vel endog rent forsømt. Mark- og husarbejdet forbliver ugjort. Og således tumler man sig i disse såkaldte uskyldige forlystelser søndag, mandag, ja ikke sjældent tirsdag og onsdag med. I denne bedøvende rus danses. Blodet sættes i bevægelse hos den unge karl. Han tror at opdage et eller andet fortrinligt ved den pige han danser med. Der sluttes en ubesindig ægteskabskontrakt. Han ledsager hende alene hjem i natten mørke og deres dyd, deres ro, er da tabt. Pantet på deres indgåede forpligtelse ses og lovene kræver løftes opfyldelse. Nu, men for sent åbnes øjnene. De har intet hus, intet at sidde eller ligge på, næppe de klæder der kunne skjule dem selv. De står med få ord blottet for alt og om få år er fattigforsørgelsen deres og deres ulykkelige børns trøst og tilflugtssted.

(Fortsættes).

(Politivennen nr. 544. Løverdagen den 3. Juni 1826, s. 359-364)

Ønske om en fæl Skiks Afskaffelse.

Det er en skammelig skik der i høj grad generer det publikum som besøger offentlige restaurationer at adskillige herrer medtager deres dels forsultne, dels dårligt dresserede hunde.

Disse dyr af hvilke man vel ikke rimeligt bør kræve mere konduite end deres herrer skulle besidder, besudler ikke sjældent samtlige gæster klæder med den savlende flab og med de af gadeskarn tilsølede porter.

Anmelderen var endog mandag den 22. dennes vidne til at en herre af hvis påklædning man dog rimeligvis kunne vente en temmelig høj grad af dannelse, på hr. Brusch's restauration på Østergade, tillod sig i manges overværelse at dressere en medbragt sort puddel hund, ja undså sig endog ikke ved gentagen gange at give den en mærkbar korrektion, hvorved det stakkels dyr ynkeligt våndede sig til stor ulempe for de tilstedeværende.

Det vil vist derfor anses rimeligt at man herved anmoder om at blive befriet for sådan hundekommers i fremtiden.

(Politivennen nr. 543. Løverdagen den 27de Mai 1826, s. 355-356)