En slem Stank-og Lase-Kjelder hos en Mosaist i St. Gjertrudsstrædet

Forrige sommer og senere i år blev i bladet Politivennen påtalt den giftige pestbringende stank hvormed en mosaist opvarter naboer og genboer, da han for at skaffe sig erhverv har fundet på at anvende gården nr. 208 i Sankt Gertruds Stræde til oplagssted for knogler, ådselsdele, gamle klude, sønderslået glas med meget mere. Rare sager som folk fra den laveste klasse dagligt bringer til mosaisten fra renovationsoplagsstederne uden for byen. 

Uagtet disse højst rimelige anker måtte man hele forrige sommer tåle den omtalte giftige og pestbringende stank og den betydelige mængde af småkryb som forplantes ved helt eller halvt forrådnede sagers opbevaring i et beklumret, om natten tillukket kælderrum. Ligeledes måtte naboer og genboer for så meget som muligt at undgå stanken og for ikke at gæstes af omtalte småkryb, når mosaisten almindeligvis om morgenen lod sine opbevarede rare sager føres ud til videre bestemmelse, savne det store gode at kunne åbne vinduerne for at få frisk luft.

Da der så vidt vides slet ikke fra det offentliges side er bidraget til at afhjælpe dette onde for i sommer og i fremtiden, og naboerne og genboerne må se den kommende sommer i møde med harme over at en sådan sundheds- politilovgivningen og god orden vist nok modstridende næringsdrift tåles i hovedstaden, og det i en af dens snævreste gader som desuden har sin del af stanken fra en til oplagssted for hestegødning af og til anvendt hørkræmmerbagport, fra dårligt rensede rendesten, og fra anden skidenfærdig, til dels røg og stank medførende næringsbrug, så bringes denne sag herved atter i erindring for om der muligt måtte kunne bidrages noget til at formindske denne store ulempe, såvel indeværende sommer som for fremtiden. 

For så vidt det måske efter fremlejerens mening er vanskeligt at skaffe mosaisten ud af stinkgruben, tror anmelderen at burde tilføje at kontrakten må betragtes som en overenskomst der er i strid med loven og til dels mod ærbarhed da gruben ikke sjældent er usædelighedens rede. Der vil følgelig ingen forbindtlighed kunne påhvile fremlejeren eller fremlejetageren. Men kontrakten må betragtes hævet i det øjeblik vedkommende med lovgrundet embedsmyndighed giver marchordre.

(Politivennen nr. 544. Løverdagen den 3die Juni 1826, s. 369-371)

Sankt Gertruds Stræde. Man kan lige skimte Hausergade i baggrunden, med Kultorvet mod højre og Hauser Plads mod venstre.
 

Redacteurens Anmærkning

Det har ikke været muligt for Redacteuren at finde ud af hvor Sankt Gertruds Stræde nr. 208 skulle være. Det eneste matrikelnummer som ligger tæt på er Store Fiolstræde 208, i dag Fiolstræde nr. 9. Men det ligger et pænt stykke fra Sankt Gertruds Stræde.

Hvorlunde en Fiskebløder lod Vandet løbe af sin Fisk til stor Ulempe og Forargelse.

Tirsdag den 30. maj da en stor del af stadens indbyggere var forsamlet på Amagertorv og de omligggende gader for at fryde sig ved skuet af deres elskede landsfader og hans høje familie, udskyllede en fiskebløder som formodentlig må bo der i nærheden, en flydende materie der opfyldte luften med stank i en temmelig stor omkreds. Enhver tilstedeværende ytrede sit mishag herover og fandt sådant upassende, da den ærede fiskebløder jo gerne uden at skade sin fisk kunne have beholdt dette rådne vand noget længere indenfor lukkede døre. Publikum skylder ham opmærksomhed for den sjældne måde hvorpå han tog del i dagens højtidelighed.

(Politivennen nr. 544. Løverdagen den 3die Juni 1826, s. 365)

Heinrich Hansen (1821-1890): Folkeliv på Amagertorv. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Aarsagerne til Tjenestefolkenes Usædelighed, ulykkelige Ægteskabers Stiftelse, Drikfældighedens Tilvæxt og Armodens Fremtrængen.

Som almueskolelærer på landet har jeg i 26 år haft lejlighed til at kende bondealmuens karakter, tilbøjeligheder og handlinger. Med stille kummer har jeg set den ile fordærvelsens i møde og ønsket af mit hjerte at den af høje ansvarlige måtte standses på den så farlige bane både for den og for landet. Hvad der muligvis i denne henseende er gjort for dens tarv er mig ubekendt. Men jeg tror at enhver fædrelands- og menneskeven bør yde sin skærv dertil, om den dog kun er lille. Måtte jeg være så lykkelig ved denne fremstilling der altid skal bære sandhedens præg, at henlede de høje ansvarliges opmærksomhed på denne meget vigtige sag og derved fremme bondens tarv, så er min hensigt opnået.

Utvivlsomt er de såkaldte julestuer, læsestuer, fastelavnsgilder, kagegilder og hvilke andre navne denne lasternes skole er betitlet med den sande årsag.

Her ser man sønner og døtre i en alder af 7 år, ja vel endog under denne alder, søndag eftermiddag i forening med karle og piger at ile til gildehuset hvor der opvartes med øl, brændevin, musik og dans hele den påfølgende nat. At sådant fornøjer barnet, er ikke noget under. Men her er frøet sået og høsten er rig, men frygtelig. Her ses løsagtige gebærder, her høre liderlige og skøgeagtige viser, her ses kortspil, her høres banden og skælden, her tumler den berusede sig mellem hoben. Og alt dette bifaldes af de tilstedeværende med hurraråb og støjen, så at byen giver ekko deraf. Er det da et under om barnets hjerte der står åbent for ethvert indtryk, besmittes og at det med tiden uden angst udøver de samme laster?

Som oftest må barnet sove dagen efter. Men kommer det endog i skolen dagen efter, da er det søvnigt og uskikket til at høre undervisningen. Billedet af det der skete om natten står dybt indpræget i det sjæl. Det har intet lært hjemme af den lektie, lærerne har gennemgået og foresat det til at læres udenad. Og endnu mindre er det i stand til at gøre rede for dets indhold. (Jeg vi ikke tale om de ubehageligheder og sorger det forvolder læreren). Men således opvokser det i uvidenhed, indtil det kan bruges til markarbejde, kreaturers røgt osv., hvilket atter holder det fra skolen, de eneste sted hvor det kunne og burde nyde nogen undervisning.

Nu kalder trompeternes lyd det atter til gildet. Barnet ønsker at deltage i det, forældrene tillader det, og snart er søndag eftermiddag og søndag nat for kort, så at mandagen anvendes til det samme. Ak, hvad skal der forventes af dette barn, som karl eller pige, mand eller kone, far eller mor? Jeg skælver for den blotte tanke. Kan man da undres over at der af et så dårligt opdraget barn med tiden bliver et usædeligt og utro tjenestetyende? Nej, sandelig ikke, for sås klinte, kan man vel ikke forvente at høste hvede?

"Der opvartes med øl, brændevin, musik og dans hele den påfølgende nat." (Gilde på Amager, H. C.Henneberg, 1855. Statens Museum for Kunst.) 

Jeg har vist barnets umoralske opdragelse. Men hvad skal der blive af ham som karl. Kommer han i tjeneste hos en bonde, da betinger han sig adskillige klædningsstykker og en betydelig pengeløn, samt tilladelse til at overvære alle gilderne og en fjerding godt øl som leveres til gildet når det kræves. På intet andet vilkår kan bonden få tjenere. Arbejdet skal gøres og sådanne af tyendet foreskrevne regler er almindelige. Han må altså indgå kontrakten og det bør bemærkes at hvad der gælder for karlen, gælder også for pigen.

Ungdommen betinger sig nu gildet hos en mand i byen. Jeg har sagt at karlen selv leverer øl. Men brændevin, mjød, kaffe, hvedebrød og lys leverer den mand hos hvem gildet er foranstaltet mod betaling. Musikanterne spiller ikke for intet. Kortspil er almindeligt ved sådanne sammenkomster og alt dette skal udredes af tyendets løn. Man bruger lønnen før tiden og snart er denne ikke tilstrækkelig, men der bruges derfor af lønnen for det kommende år. Vil husbonden ikke lade ham få flere penge, da sælger han af klædningsstykkerne for dog at kunne komme til gilderne, og således står han ved årets ende nøgen og forgældet. Nu opsiger han sin tjeneste til skiftedagen eller fraflytter den endog i utide for atter at omme til en mand der vil lade ham få penge til gilderne forud.

Han iler på ny til gildet. Kreaturerne bliver fodret til urette tid. Ja vel endog rent forsømt. Mark- og husarbejdet forbliver ugjort. Og således tumler man sig i disse såkaldte uskyldige forlystelser søndag, mandag, ja ikke sjældent tirsdag og onsdag med. I denne bedøvende rus danses. Blodet sættes i bevægelse hos den unge karl. Han tror at opdage et eller andet fortrinligt ved den pige han danser med. Der sluttes en ubesindig ægteskabskontrakt. Han ledsager hende alene hjem i natten mørke og deres dyd, deres ro, er da tabt. Pantet på deres indgåede forpligtelse ses og lovene kræver løftes opfyldelse. Nu, men for sent åbnes øjnene. De har intet hus, intet at sidde eller ligge på, næppe de klæder der kunne skjule dem selv. De står med få ord blottet for alt og om få år er fattigforsørgelsen deres og deres ulykkelige børns trøst og tilflugtssted.

(Fortsættes).

(Politivennen nr. 544. Løverdagen den 3. Juni 1826, s. 359-364)

Ønske om en fæl Skiks Afskaffelse.

Det er en skammelig skik der i høj grad generer det publikum som besøger offentlige restaurationer at adskillige herrer medtager deres dels forsultne, dels dårligt dresserede hunde.

Disse dyr af hvilke man vel ikke rimeligt bør kræve mere konduite end deres herrer skulle besidder, besudler ikke sjældent samtlige gæster klæder med den savlende flab og med de af gadeskarn tilsølede porter.

Anmelderen var endog mandag den 22. dennes vidne til at en herre af hvis påklædning man dog rimeligvis kunne vente en temmelig høj grad af dannelse, på hr. Brusch's restauration på Østergade, tillod sig i manges overværelse at dressere en medbragt sort puddel hund, ja undså sig endog ikke ved gentagen gange at give den en mærkbar korrektion, hvorved det stakkels dyr ynkeligt våndede sig til stor ulempe for de tilstedeværende.

Det vil vist derfor anses rimeligt at man herved anmoder om at blive befriet for sådan hundekommers i fremtiden.

(Politivennen nr. 543. Løverdagen den 27de Mai 1826, s. 355-356) 

Hvo maa besøge Restaurationen i Raadhuusstrædet Nr. 44?

Anden pinsedag om aftenen gik anmelderen der er markør, i forening med en fætter som hører til den studerende verden, op i Rådhusstræde nr. 44, 1. sal for der at tage det i Politivennen nr. 539 anpriste af snedkermester L. Kramp forfærdigede og opfundne billard i øjesyn.

For anmelderen og medfølger forlangtes 2 snapse, og just som anmelderen var i færd med at drikke sin snaps, kom værten og viste ham døren med de ord: "Det er ikke passende for ham at opholde sig her. Han må begive sig bort."

Foranlediget heraf ønskede man at værten på nævnte sted behageligst ville underrette publikum om hvilken charge i borgersamfundet man skal have opnået for at det kan anses for "passende" at besøge hans restauration, da flere i modsat fald let kunne blive udsat for lignende adfærd. Endvidere spørges: er en markør når han i øvrigt hverken er bedrager eller fallent, et så foragteligt menneske at han bør udsættes for sådanne ubehageligheder?

(Politivennen nr. 543. Løverdagen den 27de Mai 1826, s. 351-352) 

Redacteurens Anmærkning.

Rådhusstræde 44 er nutidens nr. 5. Det er opført 1795-96 for maler Andreas Petersen, og ombyget 1830 samt mellem 1871-75.