(Slutning. Se nr. 544)
Som oftest er det også tilfældet at ikke kærlighed, men kun dyrisk sanselighed forenede dem. Og er det da at undres over at uenighed finder sted blandt sådanne ægtefolk. Og når armoden står for døren, om det gamle ordsprog da også her anvendes. Når krybben er tom, da bides hestene. Er da sådanne ægteskaber ikke ulykkelige, og er det fordærvelige gilder ikke skyld i det? Jo, desto værre en sørgelig erfaring stadfæster det.
Er nerverne fra barndommen af svækket ved umådelig nydelse af spirituøse drikkevarer, da virker den sædvanlige kvantitet senere hen ikke så stærkt som i begyndelsen. Men der må stedse mere og mere til for at pirre de allerede i ungdommen slappede nerver. Og hertil er sandelig lagt en sikker og fast grund i gildehuset. Hertil kommer at den allerede forarmede indsidder eller husmand der som karl er vant til druk og vellevnet efter en usædvanlig fortjeneste som før vil gøre sig til gode med flasken og denne ide fornys så ofte lejligheden tilbydes. Hans børneflok formeres, hans fortjeneste aftager, sorg og bekymring træder i disses sted. Hans sultne børn skriger forgæves om brød og han drukner deres råb og hans samvittigheds røst i brændevin for dog i sin beruselse at have nogen frist for disse græsselige kvaler.
Det er sandelig intet under om en sådan mand forbryder sig imod lovene og udrækker hånden efter fremmed gods. Mon ikke en stor del af dem der opfylder landets fangehuse er skredet således videre og videre frem på lasternes bane? Jeg mener jo.
Men det er lige så vist at armoden ikke længere dvæler hos indsiddere og husmænd alene. Også gårdejerne er gæstet af den. Også til de større gårdejere er den trængt frem. Dette viser de hyppige udpantninger og ejendomssag efter øvrighedens foranstaltning. Men har ikke også de været lemmer af gildeselskaberne? Det kan umuligt være andet end at armoden må opslå sin bolig hos den ellers så hæderlige bondestand. For når karle, drenge og piger uforstyrret kan drive deres uvæsen i 2 til 3 dage og nætter om ugen, er de da skikket til arbejde de andre af ugens dage? Nej! Men antages endog dette, kan da bondens arbejder besørges i 2 til 3 dage ugentlig. Umuligt, de kræver uafbrudt anstrengelse. Men dette kan ikke ske så længe tyendet er den befalende og husbonden den adlydende klasse (for kun få husbonde blandt almuen tør nægte tjenestefolkene at gå til gilderne.). Jeg vil ikke sige at før nævnte gælder om alle. Nej, der gives Gud ske tak endnu enkelte undtagelser. Men det gælder sandelig for den største del. Det er da vist nok tid at tænke på mider til almuens redning.For er den nærende stand ødelagt, hvad skal der da blive af den tærende stand!
Almuen føler selv armoden tiltager. Men den kender ikke, eller vil ikke kende, grunden til det. Fornuftige forestillinger nytter intet. Nej, uden øvrighedens kraftige bistand vil alle andre midler være frugtesløse.
Da indsenderen anser ovennævnte sammenkomster for den vigtigste kilde til lasternes og armodens fremtrængen, så tror han også at kilden er let stoppet Det tillades mig at ytre min mening om måden, hvorpå jeg tror dette lettest kan ske Dersom fx politiet uformodentlig indfandt sig i gildehusene hist og her og den mand der lod sit hus bruge til sådanne sammenkomster sammen med alle tilstedeværende (børn ikke undtaget) af øvrigheden blev anset med en eksemplarisk penge- eller anden straf, da ville gilderne snart ophøre, færre ulykkelige ægteskaber stiftes, fattigvæsnet få færre at understøtte, tjenestetyendet blive hvad det skulle og burde være, oplysningens anstødssten for en del ryddet af vejen, drikfældigheden aftage og velstand og sand lyksalighed vende tilbage til den danske almue. Lad det ske, lad det ske!
(Politivennen nr. 545. Løverdagen den 10. Juni 1826, s. 373-377)
Redacteurens Anmærkning
Se også tillægget til denne artikelserie.
(Bemærk at der er rod i sidetallene. Side 373-375 repeteres)
