Kobbersmeden i store Grønnegade.

Denne mand plager i denne tid ikke alene Grønnegades beboere med sin hamren, men også beboerne i Lille Grønnegade, Peder Madsens Gang, Didrik Badskjærs Gang, Regnegade, Gothersgade og foran i Borgergade lider ved hans spektakel.

Forunderligt er det at et menneske har tilladelse til at plage så mange af sine medborgere. Denne plage er mere mærkbar om sommeren (da man på grund af heden har vinduerne åbne) end om vinteren. Men dette er kobbersmeden ligegyldigt. Han hamrer og vil blive ved med at hamre, skønt hans medborgeres ører lider derved. Han hamrer skønt den syge og trætte ønsker et øjebliks hvile for at samle nye kræfter. Han spærrer gaden og hamrer skønt det første er forbudt ved anordningerne og det sidste forårsager at heste der nødvendigt skulle passere gaden let kan blive løbske. Han hamrer skønt de talrige handlende råber ak og ve, for hvor mange har vel lyst til at købslå i en butik når denne er i nærheden af en så frygtelig larm. Og endelig, han hamrer skønt husejerne lider ved det idet de for at blive deres lejligheder kvit må leje samme bort til uhørt billige priser. 

Indsenderen gør i samtlige beboeres navn de høje ansvarlige hvem det altid var om orden at gøre, opmærksom på denne uorden idet han foreslår at kobbersmeden måtte påbydes enten at flytte til værksted til en mindre befærdet gade (som ved volden), eller i det mindste at hamre i vognmandens gård hvis han med denne nabo kunne træffe aftale om det.

(Politivennen nr. 553. Løverdagen den 5te August 1826, s. 503-505)

"Denne mand plager i denne tid ikke alene Grønnegades beboere med sin hamren." (Grønnegade år 2015. Her har billarmen erstattet kobbersmeden. Eget foto).

Et, saavel for Synet, som Lugten, ubehageligt Skue paa alfar Vei.

Som bekendt flyttedes bommen ved Store Vibenshus forrige år længere væk fra byen og en ny bolig blev opført til opholds- og beboelsessted for skillingsmanden eller som han muligvis hedder bomforpagteren.

Anmelderen skal ikke indlade sig på at bedømme om det ikke ville have været mere hensigtsmæssigt at nævnte bom siden den endeligt skulle forandre plads, var blevet anbragt endnu længere væk fra byen, nemlig på grænsen af stadens og amtets grund. Men han vil blot hensætte den bemærkning at dens anbringelse på dette sted i det mindste ville have forebygget de så bekendte tvistigheder som foranlediges derved at beboere på stadens grund måske alene fordi de boede udenfor bommen blev afkrævet bompenge ligesom med amtets beboere.

Til liden ære for ejerens smag for det anstændige og passende har det behaget ham ved siden af nævnte bolig ud mod landevejen at anbringe et lokum. Et møbel som vist nok burde anvises en mere passende plads og gives en sådan retning at de der befærder den alfar landevej, ikke uden nødvendighed skulle ulejliges af en sådan stankkule.

Anmelderen nærer det håb at høje ansvarlige under hvem vejopsynet henhører, vil udvirke at ejeren lader sit på urette sted anbragte nødvendighedsmøbel flytte bag hovedbygningen. Hvilket allerede kunne være sket. Anmelderen er nemlig vidende om at hr. møllermester Christensen på Christineberg Mølle, der som genbo daglig lider af vandhusets uddunstninger, har tilbudt at udrede alle med flytningen forbundne omkostninger.

Anmelderen tilføjer at han, og det endog af en udlænding med hvem han rejste til Helsingør, har hørt bemærkninger over hvor upassende det var at en sådan bygning fandtes anbragt ud mod en offentlig endog af de højeste personer stærkt befærdet landevej.

(Politivennen nr. 553. Løverdagen den 5te August 1826, s. 498-500)

"Til liden ære for ejerens smag for det anstændige og passende har det behaget ham ved siden af nævnte bolig ud mod landevejen at anbringe et lokum." (Store Vibenshus fotograferet mellem 1880og 1910. Siden 1629 havde her været en bolig for bomforpagteren, den har dog højst sandsynlig ikke set ud som på fotoet. Københavns Museum).

Tragikomisk Reise til Aarhuus ved Dampbaaden Jydland.

Den 25. juli 1826 steg jeg med 41 andre rejsende ombord på dampskibet Jydland for at sejle til Århus. Efter 6 timers forløb nåede vi Helsingør hvor vi måtte vente en stiv time for at afsætte en del af passagerne. Da denne time var gået, lettede vi atter og fortsatte rejsen indtil midnat da en kraftig kuling tvang skibets fører eller reder til at sejle tilbage til Helsingør. 

Næste dags formiddag gik rederen hr. Oppert i land for som han sagde at hente kul. Hvortil maskinmesteren erklærede "vi havde mangel ifald vi atter på vores udrejse skulle få en lignende kuling eller modvind." Men i stedet for at komme med kul, om hvis nødvendighed dog flere passagerer mindede ham om i byen hvor de var landsat sammen med ham, lod han skibsbåden gå tom tilbage og rejste selv over land til København og svarede dem som erindrede ham: "Der er mere end kul nok i skibet".

Denne Opperts adfærd opvakte alles utilfredshed, endog skipperens og mandskabets. Og i sandhed, havde denne ligeså underlige som uventede adfærd til følge at vi efter at vi i forvejen havde mistet vores anker under storm, måtte anløbe Rørvig i Isefjorden for at hente kul i Nykøbing. Og således give slip på den føjelige vind vi havde som kunne have bragt os til Århus den 28. juli om formiddagen. 

Vi måtte nu friste den hårde skæbne den 3. nat at overnatte på stranden ved Sjællands Odde hvor vi atter af mangel på kul måtte købe flere læs tørv. Med disse tørv i forening med brænde som måtte tages af skibets skillerum, kulkasser, lukafer mm. slap vi ved hjælp af et lykkeligt vindstille fra Sjællands Odde hvor vi kede og trætte af dette sørgelige liv forlod skibet for at gå over land, og kom da endelig med frelst liv til Århus fredag den 28. juli 1826.

Til slut må jeg bemærke at 1) at skibets betydelige læk borttog alle kullene som nu ved skuffer måtte fiskes op over hele skibets bund, ja selv i de syge damers kahyt. 2) at folkene arbejdede ufortrødent endog over deres kræfter som til sidst aftog og svækkedes derved at skibet bestandig måtte føres på pumpen, der desuden var i næsten helt ubrugelig tilstand.

Bekvemmeligheden på skibet Jydland med så mange mennesker samlet er helt mådelig. Og før dette skib får en hovedreparation, vil det ikke kunne modstå søens magt og brud. Kort sagt, før det får en ny indretning og en mindre sparsommelig reder, vil jeg ikke råde nogen at rejse med samme uden i havblik.

(Politivennen nr. 553. Løverdagen den 5te August 1826, s. 495-498)

" Vi fortsatte rejsen indtil midnat da en kraftig kuling tvang skibets fører eller reder til at sejle tilbage til Helsingør." (I mangel af billeder af Jydland og af Kattegat ses her "Et dampskib i en storm i Atlanterhavet", Carl Bille 1863. Statens Museum for Kunst).

Redacteurens Anmærkning.

Artikelserie: Politivennen nr. 553. Løverdagen den 5te August 1826, s. 495-498, Politivennen nr. 553. Løverdagen den 5te August 1826, s. 531-543, Politivennen nr. 556. Løverdagen den 26te August 1826, s. 562-567 og Politivennen nr. 556. Løverdagen den 26te August 1826, s. 570-574.

En kilde på internettet bekræfter at Louis Oppert stoppede med sin dampbåd ved samme lejlighed, se følgende oplysning: 

Jylland/Jydland/Jülland. Dampskib/hjulskib. Måske bygget i Newcastle, England omdøbt fra Dandy. Registreret i København. Indfl. 1825 til grosserer Louis Oppert, København, ankom 1825-09-14, og navneændring til Jylland. Sat i rutefart over Kattegat 1825-09-30. Ruteændring 1826 til Elben under navnet Dandy af Altona. Reder H. P. Ohlsen, Altona (MerC. 1843). (Fred)(Plan) p. 13 + 22. I forbindelse med problemer med kulleverancer på en rejse fra Kbh til Århus forsvandt Louis Oppert ud af billedet.

Bekendtgørelser

2. Man gør sig en fornøjelse af herved at bekendtgøre at kommandantskabet efter den i nr. 549 indførte anke over nyt slavebesøg i Adelgade har grebet de til dette uvæsens standsning fornødne og hensigtsmæssige forholdsregler, idet man med sand erkendtlighed påskønner den derved udviste opmærksomhed.

(Politivennen nr. 552. Løverdagen den 29de Juli 1826, s. 491)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen følger op på nr. 547, 24. juni 1826, s. 407-409, og nr. 549, 8. juli 1826, s. 438-439. Den følges op i nr. 556, 26. august 1826, s. 567-568.

"En slave overladt til sig selv gik ned i kælderen under hjørnehuset af Vestergade og Store Larsbjørnsstræde nr. 13 hvor han opholdt sig omtrent et halvt kvarter og traskede da videre uden nogen som helst opsyn med noget legetøj under armen." (Hjørnet Vestergade og Larsbjørnsstræde 1. Eget foto, 2017)

Bøn om en meer honet Behandling af en krovært i Fredensborg.

Tirsdag den 25. juli ankom anmelderen med familie til Fredensborg for at nyde de behageligheder som så overflødigt frembyder sig på dette skønne og behagelige sted. Han tog ind på det første det bedste gæstgiversted han traf og måtte i stedet for en forventet galant behandling tage til takke med en portion grovheder af den derværende vært.

"Tirsdag den 25. juli ankom anmelderen med familie til Fredensborg for at nyde de behageligheder som så overflødigt frembyder sig på dette skønne og behagelige sted".
(Udsigt over Esrum sø mod Fredensborg, set fra Plejelt. Jens Juel. Statens Museum for Kunst) .

Anmelderen må sandheden tro bemærke at alt fandtes i bedste stand og orden og svarede til hans fuldkomne tilfredshed. Da han var færdig til at køre videre, gik han ind i skænkestuen og klarerede til pigen det som han havde fortæret og gentog sit spørgsmål om han ikke skyldte mere. Herpå fik han til svar at alt var betalt, undtagen det han skyldte for hestefoder. Hvilket han betalte til den derværende staldkarl (dvs. staldmester).

Nu skulle man dog tro at alt var afgjort og at man roligt kunne rejse bort. Men hvor forbavsedes anmelderen da han ville til at køre ved fra den anden side af gaden at blive tiltalt af en person der enten talte svensk eller norsk hvilket han i hast ikke kunne skelne, i de udtryk: Man plejer ikke at køre uden at have betalt for lejen for det værelse man har brugt. Det blev sagt så højt at det kunne høres over hele gaden. Man mener dog at værten ved at nærme sig vognen kunne have sagt dette i en for en vært mod sine gæster mere passende tone.

Anmelderen vil derfor give enhver der vil tage ind i denne kro og som ikke ønsker at overøses med grovheder, det råd i det mindste at fortære for et par rigsbankdaler. For årsagen til værtens vrede havde vist intet andet udspring end at anmelderen kun havde fortæret for en dalers penge, da han havde alt med sig, og endvidere at glemme at betale lejen for det værelse han benytter til at fortære sin mad og drikke i. Hvilket dog næppe forlanges på nogen anden gæstgivergård eller et andet opholdssted for rejsende, med mindre man overnatter sammesteds. Husker man ikke på det, da vil man vist nok udsætte sig for en lige så inhuman og upassende behandling.

M. Holst.

(Politivennen nr. 552. Løverdagen den 29de Juli 1826, s. 487-489)