Om Drengeopløb paa Gaderne

Herr Udgiver!

Da erfaring hr vist at Deres blad har stiftet megen nytte, så tager indsenderen sig den frihed at fremsætte følgende: 

Enhver retsindet kan vist ikke uden rimelig harme se de mange optøjer som begås af københavnske gadedrenge, samt høre den spektakel disse forårsager ved deres hvinen og skrigen. Men de udøver i særdeleshed deres uvæsen mod beskænkede mennesker. Der går sjældent en dag forbi uden at der sker sådanne uordener med fulde folk, idet disse omringes af en mængde drenge som ved deres vedvarende drillerier i den grad opægger de beskænkede til vrede at det gøres vanskeligere at bringe dem til deres hjem. Ja det sker ikke sjældent at de som vil hjælpe et sådant menneske selv udsætter sig for ubehageligheder. Som eksempel herpå tjener følgende:

Onsdag den 2. i denne måned lå en beskænket kone på fortovet i Lille Grønnegade omringet af en mængde drenge som ved deres sædvanlige drillerier og hurra-skrig samlede en endnu større hob. En person som kom til, ynkedes over konen og anså det for sin pligt at få hende bragt til sit hjem, hvortil 2 personer der såvel som flere fornuftige folk højlydt ytrede deres mishag også straks var rede til at hjælpe. Da han nu så konen i gode hænder, og ville begive sig bort, vendte de omkringstående drenges harme sig mod ham formodentlig fordi han anmodede dem om at gå deres vej og lade konen i fred, og således forspildte dem den glæde at forhåne en gammel kone, så at han selv blev forfulgt til sin bopæl af denne pøbels hvinende og larmende skrig, udsat for deres mishandling. 

"Onsdag den 2. i denne måned lå en beskænket kone på fortovet i Lille Grønnegade omringet af en mængde drenge som ved deres sædvanlige drillerier og hurra-skrig samlede en endnu større hob." (Grønnegade nr. 20, formentlig fra omkring år 1900. Der er cafe og billiard i nabobygningen. Fra Grandjean: Stamtavler over to kjøbenhavnske familier Jæger og Knudsen, 1913).

Man kan vist ikke nægte at vores virksomme politi gør alt for at vedligeholde ro og orden. Men da det er umuligt at de kan være til stede ved enhver lejlighed, og da det dog vel bør være enhver god undersåts pligt at bidrage sit til ordens tilvejebringelse når ikke politiet er til stede, så tillader anmelderen sig hermed at fremsætte følgende forslag. Det nemlig at det blev beboerne i et vist antal huse på begge sider af det sted hvor spektakel og opløb fandt sted, pålagt at indfinde sig ved enhver sådan lejlighed for at adsplitte pøbelhoben og således at tilvejebringe orden og ro. For at disse beboere kunne legitimere sig som berettigede til at standse opløbet kunne de få et tegn som de i så tilfælde burde anbringe på et sådant sted at det kunne ses af enhver.

På denne måde ville stadens beboere uden nogen synderlig lejlighed understøtte politiet i dets mangeartede forskellige og byrdefulde forretninger, samt i det hele taget afværge de for tiden så hyppige opløb af pøbelen.

(Politivennen nr. 557. Løverdagen den 2den September 1826, s. 587-590)

Atter et ubehageligt Slave-Besøg

Den opmærksomhed kommandantskabet har værdiget de gentagne anker som er fremsat i dette blad over slavebesøg i husene, berettiger anmelderen til den formodning at det vil være samme kært at blive gjort opmærksom på enhver mulig overtrædelse af disse for stadens samtlige indbyggere så velgørende befalinger.

Således var anmelderen med flere fredag den 11. august om morgenen kl. 8 vidne til at en slave overladt til sig selv gik ned i kælderen under hjørnehuset af Vestergade og Store Larsbjørnsstræde nr. 13 hvor han opholdt sig omtrent et halvt kvarter og traskede da videre uden nogen som helst opsyn med noget legetøj under armen, som han rimeligvis ville falbyde eller allerede havde falbudt.

En anden vederstyggelig uorden hvorover anmelderen ofte har ærgret sig, er den at slaver som besørger offentlige arbejde, i deres hviletid sidder på befærdede steder i fuld gang med at befri sig fra lus og andet utøj. Ved den forretning blotter de ikke sjældent deres pudenda. Anmelderen finder denne uorden så meget mere skammelig som han er overbevist om at de herrer ansvarlige under hvem slaveopsynet henhører, selv i forbryderen agter mennesket, og at der vist nok er draget omsorg for den fornødne renlighed uden at det er nødvendigt at samme tilvejebringes på den nævnte måde.

(Politivennen nr. 556. Løverdagen den 26de August 1826, s. 567-568)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen følger op på nr. 547, 24. juni 1826, s. 407-409. nr. 549, 8. juli 1826, s. 438-439, og nr. 552, 29. juli 1826, s. 491.

Det omtale hjørnehus er formentlig Vestergade 13 med Store Larsbjørnsstræde nr. 13. Det har skiftet nummer en del gange, men senest i 2008 til Larsbjørnsstræde 1-3/Vestergade 16. Huset eksisterer stadig, med kælder og det hele.

Kort, men sandfærdigt Svar paa Louis Opperts lange, men usandfærdige, Tiltale i forrige Numer af dette Blad

Hvis mosaisten Louis Oppert forstod latin, ville jeg tro at han i sit forsvar havde stole på Horats' ord: "Mentire audacter, semper aliquid hæret!". På dansk: Lyv dumdristigt, der hænger altid noget ved!

Da imidlertid min anmeldelse af nævnte Opperts skammelige adfærd mod de rejsende i hans dampbåd er en ordret udskrift af skibsjournalen, så behøver jeg ikke at forsvare hvad 50 mennesker kan bevidne, lige så lidt som det netop derfor ville være passende at gendrive hr. Opperts, mod disse 50 menneskers stridende, grove usandheder, for ikke at sige løgne.

Kun hr. Opperts uværdige og flaue vittighedsjægeri i hans udfald mod en af de agtværdige koner, madame B. kan jeg ikke lade uændret, fordi jeg ved min anmeldelse gav Oppert lejlighed til at vise sin lyst til og mangel på spydig vittighed.

Madame B. hvis bestemthed vist nok er lige så agtværdig som hr. Opperts ubestemthed foragtelig, bor hverken i Nyboder, ved Gammelstrand, i Læderstræde eller på Piskebåndshjørnet og har alt for megen dannelse til at hun skulle bruge udtryk som en Oppert behøvede at undse sig ved at nedskrive. Men skamme sig burde hr. Oppert når han driver sin fripostighed så vidt at han påstår madam B. protesterede imod flere kuls indtagelse, da hun bevisligt netop var en af dem som forlangte sådant. Ja, dette tilstår jo endog Oppert selv, skønt vist nok mod sin vilje, idet han i de hin hans påstand umiddelbart følgende linjer sig selv modsigende ytrer: "Det er muligt at jeg også sagde der var kul nok ombord." I sandhed, ordsproget har ret, når det siger: "En løgner må have en god hukommelse!"

I øvrigt kan de ikke betvivles at jo hr. Oppert selv tilstrækkeligt må kende og mindes sin "irritable stemning" og sine "ubehagelige kollision" da begge dele endog er nok så bekendte af Adresseavisen, hvori man for nogle år siden læste en retskundgørelse om den pengebod hr. Oppert måtte yde fordi han i et anstændigt selskab gav et anstændigt menneske en ørefigen. Og sådan en person vover at tale om dannelse og undselighed? Sandelig, enten han så hedder Levi, Ludvig eller Louis kan man dog næppe vente fransk finhed af ham! Dette beviste også hans tølperagtige svar til hans rejsende på deres spørgsmål om de kunne gå i land en times tid i Helsingør. Svaret var nemlig et lige så barsk som kort udtalt i en ret østerlandsk-afgørende tone, uden anførelse af nogen grund.

Ved denne lejlighed sagde derimod madame B. hverken mere eller mindre end følgende:

"Jeg ved ikke hvorfor vi står her og giver hr. Oppert så mange gode ord for tilladelse til at gå i land i Helsingør! Han har jo fået vores penge, og kan sejle ifald vi ikke er ombord til den tid han bestemmer".

Enhver som har været ombord på hr. Opperts snavsede dampbåd, vil sikkert tilstå at vel dennes gamle surdej, men ingenlunde de ord lugter efter "Gammelstrand!".

Til slut må jeg endnu tilføje at de frygteligt ord, dem hr. Oppert undser sig ved at nedskrive, og der giver ham anledning til at tale om "fornærmelig måde" og om "en arrig kvinde som just er oplagt til at skændes" er følgende, hvilke madame B. fremførte i to andre rejsendes påhør:

"Om De behøver flere kul, må de selv bedst vide. Men vogt Dem for at udsætte os for mangel på kul, hvilket jo oftere er hændt Dem før!"

Jørgen Sandsiger

(Politivennen nr. 556. Løverdagen den 26te August 1826, s. 570-574)

Redacteurens Anmærkning.

Artikelserie: Politivennen nr. 553. Løverdagen den 5te August 1826, s. 495-498, Politivennen nr. 553. Løverdagen den 5te August 1826, s. 531-543, Politivennen nr. 556. Løverdagen den 26te August 1826, s. 562-567 og Politivennen nr. 556. Løverdagen den 26te August 1826, s. 570-574.

Ogsaa en Mening om den fameuse reise med Dampbaaden Jydland.

I sidste nummer af Politivennen har det behaget hr. Louis Oppert, ejer af dampbåden Jydland at fremsætte en vidtløftig fortælling, i hvilken han efter evne søger at retfærdiggøre sig mod de anker og angreb en unævnt har ladet indrykkes i bladets nr. 553. Alt med hensyn til hans forhold som reder for ovennævnte båd. Da hr. Oppert imidlertid har søgt at kaste en skygge på mit forhold som skibsfører, og da han i sin fortælling især hvad mig angår just ikke er blevet sandheden tro, så anser jeg det for pligt at fremsætte følgende berigtigelser. 

Jeg skal tillade mig at udhæve de groveste og for mig mest fornærmelige usandheder hr. Oppert har benyttet sig af, og iblandt disse især henlede opmærksomheden på hans skammelige udsagn om at passagerne havde taget kommandoen fra mig, samt at jeg i et slags fortvivlelse mod al raison er gået til søs. Endvidere at jeg har "pint" fartøjet og at jeg ikke har holdt mig en artikel i min instruks der skal pålægge mig ikke at gå til søs uden at have det behørige kvantum kul, efterrettelig, samt endelig at jeg er gået til ankers på et sted hvor ingen skipper som ikke vil tabe anker og tov lægger sig med nordvestenvind.

I den anledning må jeg bemærke at jeg i de 32 år jeg har været sømand og navnlig i de 15 år jeg har været skibsfører, altid har handlet efter eget skøn, uden i det fjerneste henseende at agte på en i sømandsfaget ukyndig reders utidige og tåbelige anmærkninger, ligeså lidt som jeg har bekymret mig om passagerernes pukken. For det ville jo være tåbeligt at tale med den blinde om farverne. Derimod har jeg ofte benyttet mig af og rettet mig efter de råd, erindringer og bemærkninger, fagkyndige folk, i tvivlsomme tilfælde har fremsat. Hr. Oppert der må have forfærdelig lange ører, siden han på en landrejse fra Helsingør til København kunne høre passagernes pukken i Kattegat, burde hellere, i stedet for at sige "Hvor passagerne tager kommandoen fra kaptajnen" have udtrykt sig således: Hvor passagerne ved velfortjente bebrejdelser, forknytte rederen så at han over hals og hoved forlader skibet.

Da jeg forlod Helsingør, var vinden vest-syd-vest. Og med denne vind ville vist enhver kyndig sømand gå til søs. Men da jeg kom tværs af fyrene drejede vinden sig til vest-nord-vest og siden til nord-vest. Hvilket foranledigede mit omhandlende forhold. Vinden sprang om til øst da jeg styrede ad Helsingør anden gang, og da en østsø og vestsø derved mødte hinanden, så blev havet oprørt og tvang mig til at gå til søs, eftersom det var umuligt at nå vores bestemmelsessted med en stik modvind, især da kullene var så små og af en så dårlig kvalitet at de ikke kunne føre fartøjet frem. I den således oprørte sø arbejdede skibet sig læk, og da de gode fine (?) kul spølede til pumpen, var det umuligt at bruge samme, hvis årsag jeg så mig sat i den nødvendighed at søge den første den bedste ankerplads. 

 "Da jeg forlod Helsingør, var vinden vest-syd-vest. Og med denne vind ville vist enhver kyndig sømand gå til søs" (Strandbred med udsigt over Kattegat mod Kullen. P. C. Skovgaard, 1846. Statens Museum for Kunst).

Af denne fremstilling vil enhver søkyndig få tilstrækkelig vished om at jeg ikke uden raison er gået til søs eller har "pint" fartøjet mere end nødvendigt, samt at jeg ikke har handlet urigtigt ved at søge den omhandlede ankerplads. 

Når hr. Oppert fortæller at der i min instruks er en meget positiv artikel der pålægger mig ikke at gå til søs uden at have det behørige kvantum kul ombord, da farer han med snak. For for det første er mig aldrig meddelt, og har aldrig set nogen instruks fra hr. Oppert og for det andet vedkommer kulbeholdningens tilstand ikke mig, men maskinmesteren. At en sådan artikel kan findes i hans instruks, om han ellers har nogen, er vel muligt. Man vil derfor vist ikke lægge mig til last at jeg ikke har rettet mig efter en instruks jeg ikke kendte, og som nok blot eksisterer i hr. Opperts indbildning.

Hr. Oppert opvarter med en anden fortælling der heller ikke medfører sandhed. Den nemlig at han hos sin sædvanlige kulleverandør ikke kunne få de forlangte 8 til 10 tønder kul. Herved må jeg bemærke at omtalte kulleverandør for mig har erklæret at der kun blev forlangt 5 tønder, samt at han ikke for en sådan ubetydelighed ville drage sin folk og heste fra et andet forehavende hastearbejde. Dog kulbeholdningen vedkommer som sagt ikke mig, men maskinmesteren.

Til slut må jeg bemærke at jeg aldrig har talt nedsættende om hr. Oppert, men at jeg kun til ham selv har ytret mig om hans vel vidt drevne besparelsessystem. Og for resten har vi jo nu taget en kærlig afsked med hinanden

København d. 23. august 1826
Steffensen
Skibsfører.

(Politivennen nr. 556. Løverdagen den 26te August 1826, s. 562-567)

Redacteurens Anmærkning.

Artikelserie: Politivennen nr. 553. Løverdagen den 5te August 1826, s. 495-498, Politivennen nr. 553. Løverdagen den 5te August 1826, s. 531-543, Politivennen nr. 556. Løverdagen den 26te August 1826, s. 562-567 og Politivennen nr. 556. Løverdagen den 26te August 1826, s. 570-574.

Tillæg til Stykket i Politievennen Nr. 544 og 545 om: "Aarsagerne til Tjenestefolkenes Usædelighed, ulykkelige Ægteskabers Stiftelse, Drikfældighedens Tilvæxt og Armodens Fremtrængen".

Hvad der er skrevet i oven nævnte stykke om gilderne, er vist nok i overensstemmelse med sandheden skønt det ikke er ens alle vegne. Dette har sine grader rettet efter gamle eller nye vedtægter, men hvor det er så slemt som forfatteren beskriver det, må gilderne være højst skadelige.

Hvor disse gilder ikke er så ødelæggende, der er ofte en anden lyst som måske er mere skadelig end denne. Den er:

Lyst til krogang.

Kroernes nødvendighed for rejsendes bekvemmelighed er erkendt. Men kroernes beliggenhed og kroværternes forhold har største indflydelse på moralen og på de i dette stykkes overskrift benævnte fordærvelser. Ligger en kro i en bondeby, da er der eksempler på at der hver søndag er selskab af tjenestekarle og drenge, husmænd og inderster, ja en gang imellem af gårdmænd. De drikker og dobler indtil de bliver berusede, derpå slås de, hvorved en og anden kommer til skade, så han i længere eller kortere tid ikke kan arbejde, ja en gang imellem endog mister sin hilsen og førlighed for bestandigt.

Når de først er berusede, så går de sjældent hjem så længe de har penge eller kunne blive betroet. Når manden ikke er hos sine folk i marken, så sender de bud ti kroen - hvis den er nær ved - og drikker sig en rus ved arbejdet. De bestiller altså lidt eller intet, selv i den bedste høst. Om vinteraftner er disse mennesker oftere i kroen.

Hvad er nu følgerne af det? Tjenestefolkene fordærves fra små af. De sætter deres løn til før den er tjent. De bliver aldrig ejere af så meget at de kan købe sig et hus. De forsømmer deres husbonds arbejde og han bliver af den grund ked af dem. De bliver kede af at tjene, gifter sig næsten som drenge, avler børn, fæster sig et hul at sidde i, og nu søger de ligefuldt kroen som mænd. Deres stakkel kone og børn må nu hytte sig selv. For om sådan en husmand eller indsidder nu fortjener lidt ved dagarbejde, så øder han det om søndagen. Den næste uge har han intet, må selv sulte osv. Bliver han nu soldat så må hans kone og børn hjælpes af fattigvæsnet og tillige tigge. Er han fri derfor, så må hun og børnene alligevel tigge eller trygle fordi fattigkassen ikke hjælper så unge mennesker.

Dette er et tro skildring af kroerne i byerne hvor kroværterne er samvittighedsløse nok til at tillade noget sådant og øvrigheden enten ikke kan råde bod på det eller ikke kender det. Mange lider under denne misbrug. Men ingen vil være angiver. Øvrigheden bliver altså uvidende om hvilke laster der går i svang.

Det var ønskeligt om disse linjer kunne virke nogen forbedring ved at gøre højere foresatte opmærksomme på det.

(Politivennen nr. 556. Løverdagen den 26de August 1826, s. 559-562)