Anmodning til Brændeviinsbrænderen i store Grønnegade.

For nogen tid siden blev der klaget i det blad over at hejseværket på brændevinbrænderens hus nummer 258 i Store Grønnegade manglede smørelse, og derfor gav en for de nærboendes ører ubehagelig lyd fra sig. Denne mangel er endnu ikke afhjulpet, men det lader til at hejseværket trænger til yderligere eftersyn. For lørdag den 17. februar faldt en sæk hvede tillige med tovet ned på fortovet. Hvilket endog skal være sket en gang før og at ingen er kommet til skade, er vist nok en lykke da der altid findes stærkt færdsel i denne gade. Loftslugen har også to gange taget sig en tur ned på gaden og den bærer endnu spor af det sidste fald. Det var ønskeligt om ejeren ikke alene stolede på sine folk hos hvilke man jo ikke altid kan vente forsigtighed, men selv efterså sit hus' mangler før andre kom til skade ved det.

(Politivennen nr. 582. Løverdagen den 24de Februar 1827, s. 117-119).

(Da kvarteret nu er nedrevet, er det svært at danne sig et indtryk af stedet. Men der findes dette foto af et gårdinteriør fra Grønnegade 21. Niels Ludvig Mariboes billedsamling, kreditering: Københavns Museum)

Redacteurens Anmærkning

Store Grønnegade 258 er siden 1859 Grønnegade 11. Huset eksisterer ikke længere.

Ønske for Kroholdere paa Landet.

Det er temmelig almindelig bekendt at adskillige kroholdere på landet køber deres brændevin i København, og at de for at vinde den godtgørelse som gives ved indførelsen af brændevin fra København til de mindre købstæder, må køre flere mil af deres vej for at passere igennem en af disse købstæder og derved skaffer sig hjemmel til at oppebære nævnte godtgørelse som udgør noget over 3 rigsbankdaler pr. tønde.

Denne som det synes unødvendige kørsel medfører foruden tidsspilde, en del slid på heste og vogne. Og det ville derfor være meget gavnligt for sådanne kroholdere hvis der ved udførslen af brændevin fra hovedstaden straks udbetaltes dem sådan godtgørelse, uden hensyn til noget foregivende om at brændevinen skulle til en eller anden købstad. En sådan omvej med brændevin vækker desuden megen misfornøjelse hos brændevinsbrænderne i den købstad gennem hvilken turen går, da det forekommer dem at der ligger noget ulovligt i førnævnte i sig selv urigtige foregivende.

Vist nok kunne de også have nogen anledning til det, særdeles når en kroholder finder sin regning ved at hente 4 til 6 tønder brændevin i København og dermed at køre sin egen dør forbi flere mil frem til en købstad og tilbage ad samme vej for at opnå ovennævnte godtgørelse.

Indsenderen ønsker derfor de høje ansvarliges opmærksomhed henvendt på om ikke der kunne gøres den påpegede forandring.

(Politivennen nr. 582. Løverdagen den 24de Februar 1827, s. 117-119).

(Et kobbel heste uden for en kro, 1878. Legendarisk maleri af Otto Bache. Statens Museum for Kunst)

Commandeur i Søetaten og Waterschout P. N. Sølling, Ridder af Dannebroge.

Født på Christianshavn den 13. september 1758

Død i København den 7. februar 1827.

Jeg var så uheldig at blive forkert underettet om den forevigede afdødes begravelsesdag, så at jeg ikke kunne vise ham den sørgelige pligt at ledsage ham til hans hvilested. Imidlertid søgte jeg efter inge evne at hædre hans minde ved nedenstående strofer som jeg besluttede at tilsende Dagens redaktør, med anmodning om at samme måtte blive indrykket. Men da jeg af Dagen nr. 39 så at redaktøren ikke ville modtage mere til erindring om denne hædersmand, og jeg ikke skøttede om fyr dyr betaling at tilkøbe mit ringe kvad en plads i Adresseavisen, aftrykkes det her. De ærede læsere vil sikkert tilgive mig denne lille afvigelse fra bladets plan, og det så meget mere som den agtede afdøde ofte har fremsat nyttige vink i bladet, og tillige beæret mig som dets udgiver med sit hædrende venskab.

Lad, Æol! nu dine storme bruse!
Stræk din fork, Neptun! fra havets skød!
Han hvis mod ej uvejr kunne knuse:
Peter Norden Sølling er nu død.

Nora gav ham liv; på moderarme
Vugged Dana ham, og gav ham brød
Derfor elskede han med lige varme
Begge tvillingsøstre til sin død.

Tidligt alt på himmelhøje bøge
Tumledes han tit til fjerne kyst;
Danskes vej til ros og magt at følge,
Var hans ungdoms ønske, manddoms lyst.

Afrikas og Indiernes stæder
Hilsed' dannebroge fra hans stavn
Hævde flagets ære var hans hæder;
Derfor agted' fremmede hans navn.

Rørt han så den norske sømands farer
I den åbne båd på oprørt hav;
- Døden ej sit visse bytte sparer.
Mangen fandt i bølgerne sin grav.

Dog hans snilde snart udfandt at dæmpe
Havets magt og barske stormes stød
Søllings snekker kunne dem bekæmpe,
Redde liv og skaffe mange brød.

Men han så affældig sømand vanke
Trøstesløs og lide bitter nød:
Og hans ædle hjerte greb den tanke:
"Du må frelse ham fra hungersdød".

Og hvad virked han? - Hans trøstebolig
Vidner mer derom end præget guld;
Her den gamle sømand hviler rolig,
Til han bytter den med gravens muld.

Ja, hans død har oprejst ham et minde
I hver brav og ærlig sømands bryst,
Varigt, evigt, vil det først forsvinde
Med den sidste båd på Thules kyst.

Egeløv spred, Dana! om hans båre!
Plant ved graven, Nora! Granen grøn!
Ofrer begge ham en vemodståre;
For han var jo eders fælles søn

K. Kristensen.

(Politivennen nr. 581. Løverdagen den 17de Februar 1827, s. 107-109).

Peter Norden Søllings gravsted på Holmens Kirkegård i København. Foto Erik Nicolaisen Høy, kbhbilleder.

Svineri paa Vesterbro.

I stedet nr. 36 på Vesterbro har i de sidste 2 år jævnligt hersket et væmmeligt svineri, især derved at natrenovationen ikke udføres forinden lang tid efter at skarnet løber ud af kasse, og afstedkommer således en lige så usund som afskyelig stank, hvilket i sidste hede sommer var højst ubelejligende.

Sidste 8. januar blev renovationen allerede kl. 8.30 om aftenen udført fra nævnte sted, hvilket også var højst ubehageligt. For vel kan det ikke nægtes at bortkørelsen af disse menneskeekskrementer var højst nødvendig eftersom lokummet allerede i 3 uger havde løbet over, og det ikke havde været muligt at betræde samme uden at besudle sine klæder, men man tør dog antage at dette for lugteorganerne så ubehagelige arbejde burde have fundet sted på den lovbestemte tid.

Idet man bekendtgør forestående tillader man sig den bemærkning at ejeren af gårdens beboere ofte er blevet anmodet om at hæmme dette væmmelige svineri, men at alle anmodninger hidtil har været frugtesløse. Hvilket er grunden til at man har valgt denne vej, for dog engang at få tingene bragt i orden.

(Politivennen nr. 581. Løverdagen den 17de Februar 1827, s. 105-106).

Indsendte Bemærkninger om dyre Aviser paa Landet.

Kære herr Politiven!

Jeg læste såmænd Deres blad med megen fornøjelse fordi han tager sig så smukt af os stakkels landmænd. Og jeg har selv tænkt på at få sådan en avis indrettet for vores by hvor der sågon ikke var så lidt at skrive om i de betragtninger. Men det var egentlig ikke det jeg ville skrive om. Jeg ville lade Dem vide at mændene i vores by er lidt nysgerrige på at vide hvorledes det går til derude i verden, og så har vi da skaffet os denne hersens tysker som man kalder Børsen-Hallert. Vi kan sågon selv ikke læse ham. Men vores skolemester som er en Fandens karl, og som forstår alting lige indtil at lave rottefælder, og som køber grumme mange kønne bæger på alle auktioner her på egnen, tyder den for os. Men gid ham ske en ulykke, tror jeg ikke han både lyver og praler og narrer os. For han læser os så megen sniksnak for af den og den i konsistorier og repræsentanter som vi bønder nok kan forstå kun går ud på at mele deres egen kage. Og så ender han med at de dog fik deres vilje igennem, skønt det var til skade både for kongen og deres medborgere, og det kan dog aldrig være rigtigt. 

Da vi nu fik at vide at en mand der langt ude i Altona, så tænkte vi Hille død! der kan vi spare en skilling og selv se hvad der står. Og straks måtte jeg til posten og bestille den danske altonaer. Da vi fik det første blad, blev vi grumme glade over at se noget vi forstod. Men da jeg hentede det andet, sagde den vrantne postmester det koster 6 rigsbankdaler 67 1/4 skilling i kvartalet. Herre gud, sagde jeg. Vi gav jo kun lidt mere for Børsen-Hallerten som var 6 store blade om ugen, skulle vi nu betale så meget for disse 2 små blade? Er da det danske tungemål så meget tungere end det tyske? Men postmesteren som kun giver få ord for pengene, tog et brev og sagde ganske tørt: "Der kan han se". Jeg kløede mig bag øret og gik. Men se nu kommer hvad jeg egentlig ville sige: Jeg ville bede Dem, kære herr Politiven! at gøre os lidt besked om den sag. Ved han den ikke selv, så har han vist patroner og venner derinde i hovedstaden som kan sige ham det.

(Politivennen nr. 581. Løverdagen den 17de Februar 1827, s. 102-104).