En tragi-comisk mosaisk Liigbegjængelse.

Motto: "Og de sønderrev ikke deres klæder som tegn på bedrøvelse, men de slog hverandre blå og blodige"

Fredag den 30. marts da anmelderen ad Nørrebro vandrede til hovedstaden, blev hans opmærksomhed fængslet ved at betragte den jødiske ligvogn der som sædvanligt fulgtes af en mængde mosaiske lazaroner.

Næppe var ligvognen og det hæderlige følge passeret forbi indsenderen der befandt sig inden for ravelinen, før han til sin største forundring så den bagerste karet omringet af en flok mosaister som med magt ville bemægtige sig vognen, og for at opnå dette øjemed slå deres trosbrødre som befandt sig i samme, på flugt.

Disse plan var imidlertid lettere sagt end gjort. For i kareten befandt sig en Samson hvis mod og styrke ingen troløs Dalila havde kunnet formindske eller tilintetgøre. Han forstod sagen uret og bibragte en mosaist der krøb op i kareten, et så vældigt slag i ansigtet at dette blev blodigt, hvorefter de overøste hinanden med de mest opbyggelige, kaudervælske skældsord. Den samlede mængde truede med stokkeprygl, indtil Nørreports ravelinsvagt der ikke med det gode var i stand til at få de stridende og stridbare parter skilt ad, førte personerne til vagten.

Indsenderen der altid er rede til at betragte alt fra det mildeste synspunkt, tvivler ikke på at det oven beskrevne tragikomiske optrin alene var foranlediget af den dybe sorg og bedrøvelse der så rimeligt beherskede ligfølget ved tanken om deres nu for altid tabte trosbroder. Dog kan han ikke tilbageholde det ønske at vedkommende for fremtiden vil lade det være sig magtpåliggende at beherske deres lidenskaber så meget som muligt og i det mindste at undgå opløb på alfarvej og de deraf nødvendigt flydende arrestationer, foruden andre mindre betydelige ulejligheder som uindviede personers vrange omdømme med mere.

(Politivennen nr. 588. Løverdagen den 7de April 1827, s. 215-217).

Brev til Udgiveren.

Frederikssund den 28. marts 1827.

Vel er postgangen mellem København og Frederikssund særdeles langsom da de breve som afgår fra København lørdag aften først kommer her mandag aften. Men endnu værre der den med Politivennen der behøver 9 dage for at fuldende rejsen hertil. For at bevise dette, vil jeg anføre når nr. 585 kom hertil og kun bemærke at således som med dette er det gået lige siden nytår, da jeg subskriberede på bladet. Nævnte nr. 585 dateret lørdag den 17. marts, ankom først her mandag den 26. dennes. Når den ikke blev opholdt undervejs og afgik nævnte 17. marts med posten, burde den ankomme her den 19. i stedet for den 26. Dette er virkelig for lang henstand, og det er tillige ærgerligt at man kan komme andre steder og finde 22 Politivennen der endnu ikke har nået Frederikssund. Kunne denne mangel afhjælpes, ville det meget glæde Deres.

N. N.

* * *

Svar.

Da det vel kunne tænkes at flere ville sende mig en lignende anke over bladets sene tilsendelse, tror jeg det rigtigst offentligt at erklære at jeg i forsendelsen ikke har videre del, end at jeg hver lørdag formiddag tilstiller postkontoret det antal eksemplarer som derfra er bestilt til udenbys abonnenter. Og da bladet ikke sendes med brevposten, men med ageposten, som så vidt vides afgår dagen i forvejen, må eksemplarerne henligge nogen tid på postkontoret. Hvor længe dette varer eller om der sket noget ophold på mellemstationerne, kan jeg ikke lindlade mig på at besvare.

Udgiveren.

(Politivennen nr. 588. Løverdagen den 7de April 1827, s. 211-212).

Om Fattigvæsenets Fabrik for Fattige.

En ynder af vindskibelighed og en påskønner af de barmhjertighedsforanstaltninger der er truffet efter landsfaderens lige så utrættelige som menneskekærlige kongebud, hvorved der er åbnet adgang til erhverv ved arbejde for den ynkværdige lediggænger, har i de sidst forløbne 3 til 4 år med vagtsomt øje fulgt disse foranstaltninger i deres følger ved Købehavns fattigvæsen der har sat den laveste del af den fattige almueklasse i arbejde ved varers fabrikation i en fabrik som er oprettet tæt udenfor hovedstaden.

Af hvad der i denne fabrik er produceret ved blot ørkesløse fattige, er såvel i dette som i det foregående år stillet til offentlig auktion, ikke ubetydelige kvantiteter linnedvarer, skønt ingenlunde i fjerneste forhold til hovedstadens betydelige forbrug. Således blev sidste manddag den 2. april afholdt en auktion over linnedvarer fra nævnte fabrik. Hver den der så disse varer, måtte tilstå at arbejdet langt overtraf den forventning man kunne gøre sig. For skønt arbejderne er mennesker der ikke er oplært ved fabrikker, men som før bebyrdede stadens indbyggere især dens butikshandel, ved tryglen og det offentlige, især politiet og straffeanstalterne, på grund af deres uordentlige eller ulovlige handel, så var dog varerne udmærket gode, og anbefalede sig derved at de nærmede sig de såkaldte hjemmegjort tøjer, samt havde umiskendelige fortrin frem for de oppudsede butikker der forskrives fra fremmede lande, hvorved vi føder disses fattige idet vi forværrer vores pengevæsen.

At denne fabrikationsgren i sin nuværende barndomsalder og åbnet under uheldige konjunkturer allerede kan svare regning i pekuniær henseende, det bør man ikke vente. Men hvor meget anbefaler den sig ikke desuagtet når det som afgjort antages at fattigvæsenet fra sin fabrik forsyner sig selv. Og når derved erindres at fattigvæsnet efter dettes offentlige bekendtgjorte regnskaber til sine hospitaler for 15 til 1600 plejelemmer og syge og til linned for børn optaget i fattigskoler, må bruge mange tusinde meter lærred årligt.

Hvor stort må derfor ikke det antal af fattige være som ved linnedfabrikationen under fattigvæsnet beskæftiges ved spind og vævning når der foruden fattigvæsnets forbrug kan stilles så betydelige kvantiteter til auktion.

* * *

Ubekendt med årsagen påtrænger sig imidlertid den bemærkning at der på auktionen var vel mange af de grovere hørlærreder. Tænker man sig nu endog at de er blevet til overs fra fattigvæsnets nærmeste forbrug, så bruges der dog altid simple lærreder ved fattigvæsnet hvor et sådant forråd altid bør være til stede som det der blev solgt. Og fabrikken da så længe fattigvæsnet var forsynet, forfærdiger mellemfine og fine lærreder der mere egner sig fur husholdningsbruget end en del af dem der blev solgt vel henved 4 skilling pr. alen under den pris som de simple såkaldt osnabrücker lærreder koster.

(Politivennen nr. 588. Løverdagen den 7de April 1827, s. 203-206).

Ønske om en sikker Overfart fra Jægerspris til Frederikssund.

Overfarten ved Jægerspris færge har i denne vinter på grund af en betydelig mængde drivis, stærk storm og højt vande ofte været standset flere dage af og til, hvilket såvel for samfærdslen i almindelighed som for den daglige konkurs til Frederikssund og flere købstæder især ved de afholdte fastemarkeder, har forvoldt tab, tidsspilde og omkostninger for de passerende. - Denne standsning har tillige ofte forhindret justitsbetjenten i Horns Herred der bor i Frederikssund fra at pleje retten flere retsdage efter hinanden, og det betydelige tab enkeltmand i flere tilfælde herved kan lide, er jo indlysende. - Det ville derfor være at ønske om fornævnte lille indenfjords bælt der knytter en ikke ubetydelig samfærdsel mellem Horns Herred og længere vestligt liggende egne af Sjælland til Frederiksborg Amt måtte vække så megen offentlig opmærksomhed at om en bro over færgedraget end ansås for bekostelig, de passerende dog kunne ved passende anstalter være betryggede en sikker og hurtig overfart.

Indsenderen bemærker til slut at han af flere kyndige har hørt at en jernkæde af den slags man nu har indført på mange skibe i stedet for ankertov med nytte ville kunne anvendes her, og at der til enhver tid skulle kunne føres og færdes når et anker af forholdsmæssig størrelse fra prammen blev kastet midt i færgedraget.

(Politivennen nr. 587. Løverdagen den 31te Marts 1827, s. 198-199).

Selsomt Forhold ved Herr. Zinck's sidste Concert.

Hr. skuespiller Zinck havde søndag den 11.marts en koncert hvis indhold blev forandret 2 gange. Den første forandring fandt man sig i fordi den var mindre væsentlig. Den sidste derimod som skete dagen før koncerten, var en aldeles omkalfatring hvorved ikke alene kvartcordierne udelukkedes, men også den 3. del af Haydns berømte oratorium Skabelsen som var noget af det bedste blandt koncertens bebudede indhold, gik tabt for tilhørerne.

En sådan hovedforandring i en tid da billetterne var afsat, synes næppe tilladelig. Koncertgiveren burde også have forvisset sig om jomfru Kainz' tilstedeværelse inden han gentagne gange offentlig lovede publikum at hun skulle deltage i koncerten.

(Politivennen nr. 587. Løverdagen den 31te Marts 1827, s. 196).