Bemærkninger, anstillede i Tøihuusgaden.

I nr. 564 af dette blad har en unævnt med rette anket over det for øjet så anstødelig syn at 5 til 6 af de såkaldte trommelrender hvorigennem der udskylles alskens uhumskheder, findes anbragt på den del af Christiansborg Slot der vender ud mod den nu så smukt brolagt og på grund af badeanstalten så stærkt befærdede Tøjhusgade.

At disse væmmelige render endnu befinder sig i uforandret tilstand, er noget man vist nok alene må tilstkrive årstiden, da man har alt for nøje kendskab til rette vedkommendes smag for det symmetriske og skønne at en så begrundet anke ikke skulle have vundet udelt bifald.

Da en for sådant arbejds udførelse passende årstid nu er indtrådt, og da passagen gennem nævnte gade tager til mere og mere, så tillader man sig herved at gentage anken, med anmodning om at blive befriet for de omtalte væmmelige render. 

Med hensyn til brolægningen, da bemærkes at stenbroen på et par steder er sunket vel meget, hvilket især falder i øjnene når det har regnet da vandet bliver stående i fordybningerne. Det ville derfor vist nok være gavnligt om denne for tiden kun ubetydelige mangel blev afhjulpet snarest muligt.

Til slut kan man ikke tilbageholde det ønske at der på slottet ligesom på de lige overfor samme beliggende bygninger måtte anbringes en tagrende da fortovsbrolægningen alt for kendeligt liver under savnet af samme.

(Politivennen nr. 594. Løverdagen den 19de Mai 1827, s. 307-309).

Spectakel paa Høibroplads.

Såvidt indsenderen erindrer sig er der før i dette blad anket over den stimmel af mennesker der en gang imellem næsten spærrer passagen over denne plads. Men lagt fra at aftage, er denne menneskevrimmel snarere forøget. Man finder at Højbro Plads tjener som bivauk for tre slags folk, nemlig:

1. 

Mosaiske lazaroner med hele puklen fuld af gamle klæder, nogle med isenkram og andre ting. De optgaer det stykke fra Læderstrædes hjørne og noget ud på torvet.

2.

Sjovere og lastdragere. Da disse altid opholder sig i midten af pladsen og desuden ikke er mange, så nævnes de blot for fuldstændighedens skyld, og undes gerne deres stade.

3. 

Landsoldater eller konstituerede sjovere. Af disse er der en frygtelig mængde som tager fortjenesten fra den virkelige sjover, hvilket ikke sjældent giver anledning til opløb og slagsmål. De er ellers meget stille og gør gerne plads for folk, men deres kontraparter er dem for nær at der ikke skulle opvækkes misundelse og en gang imellem vanke lidt prygl.

Af alle 3 slags der alle forvolder uro og måtte ønskes behørigt kontrollerede, er de første unægteligt de farligste. Den københavnske sjover kender politiets kraft, landsoldaten frygter sine foresatte. Men den mosaiske lazaron frygter hverken Gud eller en anden mand. Med deres afskyelige påtrængenhed insulterer de alle forbigående, og med deres "Keew doch denne saks!" - "denne sigenect!" forfølger en langs op ad gaden.

For ikke at tale om smughandel, hæleri osv. tror man at det er de fleste af stadens indbyggeres ønske at en af de første i København ved politiets foranstaltning måtte blive renset og nogenlunde ryddeliggjort.

(Politivennen nr. 593. Løverdagen den 12te Mai 1827, s. 303-304)

Robert Batty (1789-1848): Højbro Plads. 1828. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Svineri i en Kongl. Residencestad.

Den uskik de fleste ejere af køer (en stor del af tillige ejere af brændevinsbrænderier) har at de udpumper kogødning tilige med vand i rendestenen, er i højeste grad væmmelig og ækel.

Men behøver blot en dag at gå omkring i gaderne når der fejes for at erfare hvor udbredt og almindelig denne uskik er. Da den mælk disse syndere mod renlighed sælger, sikkert indbringer dem så meget at de kunne lade gødningen køre væk, så synes det rimeligt at der blev holdt lidt strengere kontrol med dem i den henseende. Tager man ikke fejl da har P. A. Heiberg sagt:

"at den der vil havde fidtet,

Skal også tage - Sk. - ."

og det finder indsenderen heraf slet ikke urimeligt. Hvilken skade denne lovstridige udførsel gør på stadens kanaler er vel iøjnefaldende. Når man stundom ser en gammel skraldemand der skal bortkøre disse urenligheder med en betænkelig mine og hovedrysten, undersøge disse bestanddele - da må enhver redelig tænkende tilstå at denne fattige mand i et sådant øjeblik sikkert mere tænker på stadens bedste end den matador der gør en hel gade ti sin gædningskasse.

Politivennen nr. 593. Løverdagen den 12te Mai 1827, s. 301-302

Tre Uordener, som finde Sted ved og omkring Hovedvagten.

1.

Bag ved hovedvagten er på det lysegrå hjørnehus anbragt en trommelrende ud ad imod gaden hvorigennem alskens urenlighed fra køkkenvaskene føres ned i rendestenen. Denne har imidlertid ikke det fornødne afløb, hvolket foranlediger at det nedløbende fluidum bliver stående stille hvorved der især om sommeren opstår en pestilentialsk stand.

2.

På vagtens anden side mødes næsen af en ikke mindre ubehagelig stank som hidrører fra den væske der strømmer ud over gaden fra en derværende urinkrog. - Skulle det høre blandt umulighederne at afværge urinens laden i nævnte krog - noget anmelderen dog ikke kan skønne - da ville det dog vist nok være hensigtsmæssigt at lede samme udenfor det jerngitter der omgiver vagten, hvilket meget let kunne iværksættes.

3.

Jerngitteret er også i en højst mådelig forfatning hvorover der allerede før er ført anke gennem dette blad. 

Disse 3 uordener tillader man sig således at anbefale til høje vedkommendes godt forsorg, og man tør hvad de to sidste angår holde sig forvisset om at kommandantskabet ikke vil lade noget middel uudnyttet der kan tjene til at hæve det med så megen føje påankede.

(Politivennen nr. 592. Løverdagen den 5te Mai 1827, s. 280-282).

Redacteurens Anmærkning.

I Politivennen nr. 594, 19. maj 1827, s. 322 bekendtgjordes at jerngitteret nu var ved at blive repareret.

Ansøgning om en Mundkurv til den slemme Mand, der vræler med "Sand! Sand! Sa-hand!"

På en af de vogne der sælger sand i gaderne, findes en udråber hvis lungers kraft vist nok er en stor del af stadens indbyggere bekendt. Hans evige uafladelige råb: "Sand, sand, Sa-hand!" lyder langt borte som det frygtelige brandråb, og jo nærmere man kommer jo skarpere trænger tonerne ind i øret og truer med at sprænge trommehinden. Ser man  nu oven i købet kandidaten, da tror man at han har mavepine eller lignende. For han gebærder sig så frygteligt og gaber dertil så højt at hans mund ser ud som en lille spyttebakke. 

På vognen er ligeledes en dreng. Når denne blander sin spæde skrigende stemme med udråberens Stentorrøst, da opstår en sand helvedeskoncert der i de gader hvor sandet finder købere, uafladeligt fortsættes et helt kvarter ad gangen. Tænker man sig hvad gamle svage folk og syge til dagligt i halve timer og kvartervis må udstå af denne skrålhals, og overvejer man dernæst at hans afskyelige skrigen ikke lokker købere til vognen, men snarere holder dem i ærbødig afstand for at spare ørerne for pinen, så kan man vist nok ikke andet end ønske at det må pålægges krabaten at moderere sit råb.

(Politivennen nr. 592. Løverdagen den 5te Mai 1827, s. 271-272).

Redacteurens Anmærkning

Der er tale om gulvsand, fint, lyst sand, der på Politivennens tid brugtes til at strø på gulvet. Brugen af det må have været ret udbredt og mængden af det enormt, for i en artikel i Politivennen fra 5. april 1823 klager en skribent over at loftet ganske enkelt brasede sammen under vægten af det og var ved at slå ham ihjel.

Artikel blev fulgt op i Politivennen nr. 595. Løverdagen den 26de Mai 1827, s. 328-331.

Et eksempel på en annonce for sand kunne læses i Adresseavisen den 22. oktober 1822...."

Hvo, som ønsker sig god, hvid Gulvsand, frit tilkjørt, i store Læs, mod Erlæggelse af 4 Rbd. pr. Læs, ville behageligst aflægge en Seddel, med Husets Nr., i Adelgaden Nr. 211, første Sal. Tillige bemærkes for Udsælgende, at blot ved at holde Priis med de omkjørende Vogne, haves en Fordeel af 1 Rbd. pr. Læs.