Et Par Ord om Boghøkeres og Bogschakreres Handel med Skoledrenge.

Motto: "Ve den fra hvem forargelsen kommer"

For nogen tid siden skete det at en skoleelev havde mistet en af sine skolebøger. Han bad sin far om at give sig en sådan igen i stedet for den bortkomne, som han dog forsikrede ikke at have tabt eller bortkommet ved uagtsomhed. Faderen måtte da bekvemme sig til det og lod drengen forhøre sig hos en af vores boghøkere om et brugt eksemplar. Og til drengens store forundring er den bog man der vil sælge ham - hans egen bortkomne bog. Faderen meldte skolebestyrelsen det forefaldne. Men var godmodig nok til at købe sin egen bog af boghøkeren uden at ville røre mere op i sagen. Lad den i Guds navn også være død, men nu til sagen.

Hvorledes forebygger man at disse bogsjakrere ikke køber skoledrenges egne eller skolekammeraters bøger? At uhyre misbrug finder sted ved denne handel behøves ikke at gøre indlysende ved det foregående. Man vil langt fra heller ikke her sætte enhver som handler med brugte bøger i samme parallel. Men det var dog tænkeligt at skolebørn af en sådan smuk person kunne blive overtalt til at sælge deres skolebøger og indbilde deres forældre at de havde tabt disse. Loven kan ikke ramme en sådan klintens djævelske sædemand da bevis mangler. Men man beder forældre og foresatte at våge over at denne industrigren ikke griber om sig. Især ville det være et fortræffeligt middel når børnene ikke fik for mange lommepenge og derved blev vant til slik og ødselhed.

(Politivennen nr. 608. Løverdagen den 25de August 1827, s. 533-535).

Anmodning til Eieren af Stedet Nr. 274 i Rigensgade.

Det kan vist ikke være Dem ubekendt at Deres hus ofte er en tumleplads for rædselsscener der blev afstedkommet såvel om dagen og aftenen som om natten af den mængde mandlige og kvindelige lazaroner som har tilhold i Deres bopæl. De er vist heller ikke uvidende om at naboer og genboer natten imellem sidste mandag og tirsdag blev forskrækkede over den mageløse støj som foranledigedes at en i ordets mest bogstavelige betydning nøgen lazaron ynkeligt våndede sig over den mængde prygl der ude i deres gård regnede ned på hans blottede legeme.

Da sådanne optrin nu vist ikke længere kan have noget tiltrækkende for Dem og familie og da man gerne ønskede at have nattero, så tillader man sig herved at anmode Dem om for fremtiden at agere politimester i Deres eget hus, hvorved De da vil bevirke at en stor mængde mennesker uforstyrrede kan nyde den så nødvendige natlige hvile.

(Politivennen nr. 607. Løverdagen den 18te August 1827, s. 529-530).

Redacteurens Anmærkning

Adressen 274 Rigensgade er uklar. Matrikelnr. 274 var på Politivennens tid hvad der 1859 svarede til Adelgade 73. Fra 1954 blev den indlemmet i matrikel nr. 653 Dronningens Tværgade 52-54, fra 2008 Dronningens Tværgade 46-54.

Skident Tractement paa Veien fra Østerbro til lille Rolighed.

Natten mellem lørdag den 11. og søndag den 12. i denne måned behagede det hr. gartner Danckert, ejer af stedet Skt. Petersborg på Østerbro, at udføre sit lokums indhold der var begyndt at flyde over, og aflæsse samme i en fordybning i hans have som støder tæt op til den i titlen nævnte vej.

("Det behagede hr. gartner Danckert, ejer af stedet Skt. Petersborg på Østerbro, at udføre sit lokums indhold der havde begyndt at flyde over, og aflæsse samme i en fordybning i hans have som støder tæt op til den i titlen nævnte vej". Bemærk de åbne kloakker mellem vejbane og fortov. Købkes Østerbro i morgenlys, 1836. Statens Museum for Kunst)  

Anmelderen vil ikke indlade sig på at bedømme om og hvorvidt hr. Danckert er berettiget til selv at foranstalte sådant udført. Men bemærker kun at han var aldeles uberettiget til at skille sig af med sit skarn på en måde der i så høj grad ulejligede stedets beboere og de mange der om søndagen spadserer ad denne behagelige vej, dels for at nyde udsigten over Sundet og dels for at besøge hr. traktør Waldts så yndede restauration på selve Skt. Petersborg.

Man håber derfor at de ansvarlige efter at være blevet gjort opmærksom på denne lovstridige skarnudførsel - om søndag formiddag var skarnkulen NB endnu ikke ganske tildækket - ville belære hr. Danckert hvordan han bør forholde sig en anden gang, når han måtte have trang till at skille sig ved sådanne ildelugtende ekskrementer.

(Politivennen nr. 607. Løverdagen den 18te August 1827, s. 525-526).

Redacteurens Anmærkning 

Lille Rolighed var et landsted som lå hvor nu Gammel Kalkbrænderivej 16 ligger. Mange af "guldalderens" berømtheder holdt til her:  Oehlenschläger, J.P. Mynster, Steffens, Ingemann og A.S. Ørsted. Gartner Danckerts have lå ved Sortedamssøen, på Købkes billede ovenfor helt yderst til venstre.

Bøn på Østergade.

For anmelderen har det været et lige så ubehageligt som påfaldende skue at stadens mest befærdede gade, Østergade på visse tider af dagen - dog især om formiddagen mellem kl. 7 og 10 - er aldeles ufremkommelig for den del af almenheden der vil passere samme til vogns eller hest. Denne mangel på uhindret gennemfærdsel er imidlertid mest følelig på fejedage da det ikke er sjældent at se renovationsvogne med en tørvevogn på hver side hvorved gadens hele bredde optages og passagen spærres.

Mest påfaldende var det imidlertid sidste mandag da den kongelige familie måtte finde sig i et ikke kort ophold, fordi gaden spærredes på den ovennævnte måde.

Anmelderen tillader sig på grund af det at ytre ønske om at der i det mindste på fejedagene og så længe den kongelige familie opholder sig på Frederiksberg, måtte patruljere et par betjente i nævnte gade for at afværge at noget sådant ikke oftere skal finde sted da gadebetjentene jo må være til stede i flere gader.

(Politivennen nr. 606. Løverdagen den 11te August 1827, s. 504-505).

Om Liigtaler, samt en Anmodning til Herr Pastor Timm.

Blandt de embedsforretninger som loven ikke har gjort til pligt for præsten, er den at holde ligprædiken eller tale ved graven. Kun "dersom de har stunder og -NB - er bedt om det" tillades det dem, dog "skal de holde måde med den dødes berømmelse og vogte sig at de intet siger som kan være imod deres egen samvittighed". Endvidere "de må ikke holde taler over nogen som er blevet rettet for sin misgerning, eller har myrdet sig selv, eller er dømt til mindre mand, før øvrigheden og sagsøgeren er tilfredsstillet", se D. L. 2-10-1, 2, 4. 

Hvem beundrer ikke den klogskab i disse lovbud. Man ser tydeligt at lovgiveren ikke ynder disse taler i almindelighed. Under påskud af forretninger kan præsten vægre sig ved at tale ved en afdøds grav som han enten slet ikke kendte eller kendte som et dårligt menneske, på det at han "intet skal sige som kan være imod hans egen samvittighed." Men da lovgiveren tillige frygtede for at auri sacra fames - på godt gammelt dansk - "skiden vinding" - skulle forlede en og anden præst til at holde ligtaler som i almindelighed er lovtaler over bekendte slette mennesker eller sådanne som i liv eller død har været deres medkristne til forargelse, så forbød han aldeles at tale over sådanne. Med sin sædvanlige korthed nævner lovgiveren kun fire tilfælde, hvorved den højtidelighed en ligbegængelse får ved præsten tale forbydes. Men den fornuftige præst vil vide at lovgiverens hensigt var at ingen berygtet på denne måde skulle hædres, og den samvittighedsfulde præst ville selv om et sådant lovbud aldrig var til, afsky at tale lasten til ros.

Der gives alle vegne, især i store steder, næringsveje som retfærdighedens straffende arm sjældent kan nå selvom de betragtes med den yderligste foragt og afsky, på grund af det svælgende dyb der er befæstet mellem den moralske og juridiske vished: Ågerkarlen, falskspilleren, hæleren og flere driver sådanne næringsveje. Men frem for alle rufferen og horeværten som efter L 6-22-1,5 straffes med kagen og enten sættes i spindehuset eller ved bøddelen føres ud af byen. Og hvilket moralsk uhyre er ikke horeværten? Han hvis hus er sædelighedens og uskylds mordergrube! Han som udbreder navnløs elendighed over tilværende og kommende slægter! Oh! I forhold til ham er giftblanderen en ærlig mand. Morderen en helgen og stratenrøveren en engel! Lad ham længe nok ved sin skændige håndtering have samlet sig en formue behæftet med tusinde ulykkelige ofres tårer og forbandelser. Lad han længe nok rejse marmorminder over sig der kun vidner om hans vanære. Men aldrig - aldrig vil den tid komme da religionens lærer, dyds og uskylds talsmand - anmodet eller uanmodet - skal stå frem ved en sådan niddings grav og sige andet end det ritualet påbyder og på alle anvendelige formular om det endog blot var de ord: "Fred være med dig" for krig, evig krig bør der være mellem dyd og last.

Loven forbyder endog præsterne at holde taler ved ligbegængelser når de ikke er "bedt" om det. Man siger at vores fortjente stiftsprovst Clausen hvis høje værd som menneske borger og religionslærer måske først da vil blive fuldt erkendt, når vi sukker ved hans grav, og hvem vores yngre og mange af de ældre præster gjorde vel i tage til mønster, opfylder lovens bud i den grad at han ikke engang taler ved agtede og hædrede medborgeres jordefærd dersom vedkommende ikke udtrykkeligt forlanger det og viser sig også heri som den sande kloge mand.

På det seneste er det i enkelte sogne her i byen blevet en - måske lidt for almindelig - skik at præsterne både anmodet og uanmodet som de hyppige avertissementer beretter for os - holder gravtaler. Man bør ikke tro andet end at enhver afdød som præsterne således hædrer, har fortjent denne hæder. Det er upåtvivleligt at der desuden ved en grav er en skøn lejlighed til at sige meget godt og sandt, og det er unægteligt at det for flere end ligfølget vil være behageligt og opbyggeligt at erfare hvad der således siges. 

Indsenderen har med fornøjelse adskillige gange været hr. pastor Timms tilhører i kirken. Han erkender i ham en ung, talentfuld og meget lovende religionslærer. Men da ligtaler kræver et andet slags veltalenhed og et andet slags pastoralklogskab end almindelige prædikener, så ønsker han også side at kende denne unge præst fra denne side. Og han anmoder derfor hr. pastoren ikke alene i sit, men i et talrigt publikums navn at han vil - i et af vores alvorlige ugeblade eller månedsskrifter - indrykke den tale som han - efter et avertissement i Adresseavisen nr. 181 - har holdt ved forrige dansebodsvært og billardholder Mays grav.

(Politivennen nr. 606. Løverdagen den 11te August 1827, s. 493-498).

Redacteurens Anmærkning

Der henvises til Danske Lov som findes i Retsinformation. Her hedder det i 2. bog, kapitel 10: 

Om præsters Embede med Lig

1. Præsterne skulle kaste Jord paa de Døde, naar de ere hensatte, eller i Jorden nedsatte, og dersom de have Stunder, og ere bedne derom, skulle de (paa Prædikestoelen) holde een Prædiken og Formaning af Guds Ord til Folket, (og hvis dennem derfor godvilligen givis, maa de annamme, enten de ere Kiøbstæd- eller Landsbye-Præster; Men ingenlunde maa de nogen forreskrive, hvad, eller hvormeget, de ville have, under deris Kalds Fortabelse. For Jorden alleene at paakaste maa de intet tage paa Landsbyerne.)  

Den omtalte stiftsprovst Clausen må være H. G. Clausen (1759-1840), som i 1827 var stiftsprovst ved Frue Kirke. Han måtte dog som følge af at denne kirke var ødelagt under Københavns Bombardement 1807 prædike i Trinitatis Kirke indtil 1829. Artiklen i Dansk Biografisk Leksikon om hans person og bl.a. fejden med Grundtvig er spændende læsning.

Timm må være Herman Andreas Timm, kateket ved Trinitatis Kirke 1826-1835, og altså nys tiltrådt embedet. Kateketerne udførte alskens præstearbejde og benyttede mest derse stilling til at avancere til et bedre lønnet embede. (M. Kirsten Sandholt: Præster i Trinitatis gennem 350 år. 2011).