Bøn angaaende Lirendreierne.

Flere forener vist deres ønske med anmelderens om at hvis det ikke allerede er forbudt, det da måtte formenes lirendrejerne at stå stille på gaden, og ofte en hel time ad gangen at gennemgå alle deres stykker. Intet er ubehageligere for den, hvis arbejde fordrer hans hele opmærksomhed end flere gange hver aften at afbrydes ved sådan ubelejlig musik. For ikke at tale om hvor utåleligt det må være for den syge der ønsker ro, hvert øjeblik at forstyrres i denne, og det måske blot fordi et menneske i nabolaget finder behag deri. Anmelderen må således hver aften, for det meste fra kl. 6 til 7, høre mange forskellige stykker flere gange gentaget, da han just bor i nærheden af hjørnet af Klareboderne og Springgaden, hvor sådan musikus sjældent udebliver nogen aften. Det synes tilstrækkeligt når vedkommende blot ved en strofe af et stykke tilkendegav gadens beboere at hvem der ønskede deres musik, kunne lade dem indkaldes. Kunne disse linjer bevirke befrielse fra unyttig og tidsspildende musik, da er hensigten opnået. 

(Politivennen nr. 621 Løverdagen den  24de November 1827, s. 743-744)

Forunderlig Bordskik.

Efter i mange år at have opholdt mig på landet i Nørrejylland, kaldte forretninger mig til København, hvor jeg dagen efter min ankomst havde den ære at spise hos en af mine velyndere, en af stadens rigeste og fornemste mænd, hvis ædle gæstfrihed svarer til hans formue. Et talrigt selskab af herrer og damer dels tilhørende familien, dels fremmede trak jeg forsamlet ved indtrædelsen hos min venlige vært, så at man uden ophold blev anmodet at gå til bords. Ikke så lidt forundredes jeg over at bemærke en ny og som mig synes uanstændig skik i et sådant selskab, nemlig at man længe før desserten serveredes begyndte på at plyndre adskilligt, såsom frugt, deviser og kager fra de foranstående tallerkener. Og da disse sorter endelig skulle præsenteres gæsterne blev jeg af en af mine naboer anmodet om at gøre fælles sag med ham i at tilegne os en ananas, vindruer og andre lignende ting som stod foran os. Da jeg med forundring så på ham, begyndte og vedblev han selv at stoppe sine lommer fulde og sagde spøgende: han kunne vel se at jeg hverken var gift eller forlovet. 

Flere som var ligeså heldigt placerede med hensyn til sådanne tallerkener, gjorde samme manøvre med megen behændighed så at der for mange andre gæster hvilke enten ikke ville efterligne denne rovgerrige skik, eller hvis stilling ikke tillod dem at deltage i det, blev lidt eller intet levnet af desserten. Da damernes mangel på lommer ikke tillod dem at udføre et sådant fourageringssystem på samme måde, undså de sig ikke ved at fylde deres tallerkener med hvad dem syntes bedst om, og at lade dem sætte til side af tjenerne for endnu længere at nyde godt af deres erobringer. Nogle yngre herrer hvis lommer måske ikke var indrettet i overensstemmelse med deres spiselyst, fulgte end også dette eksempel, mens de fleste ældre herrers lommer efter at selskabet havde rejst sig fra bordet bar  præg af at det ikke alene havde været for maven de havde forstået at sørge.

Jeg kan ikke udtrykke hvor sær og vederstyggelig denne skik forekom mig, som fremmed og hvor stødende den syntes at være mod mine begreber om velanstændighed. Da jeg efter nogle dages ophold forlod hovedstaden, uden at have haft lejlighed til at overvære flere sådanne fester er jeg uvis om hvorvidt dette på værtens og en del gæsters bekostning egoistiske forsørgelsessystem er blevet almindelig mode. Men jeg tillader mig at gøre mine gæve landsmænd opmærksom på det og at advare dem om ikke at efterligne alt hvad der måtte synes påfaldende for dem i residensen.

(Politivennen nr. 620 Løverdagen den 17de November 1827, s. 737-739).

Anmodning til Ossians Udgiver.

Det har længe været tilfældet at bladet Ossians udgiver ved højtidelige lejligheder har indsendt sange af andre som om de var hans egne, fx ved højtideligheder på den kongelige skydebane og endogså ikke blues ved at sætte sit navn under det således lånte produkt for siden efter at bringe det på den mødding hvor enhver stodder henlægger sine pjalter. Indsenderen misunder langt fra hr. Lahde de par skillinger han på sådan måde kan tiltrygle sig eller den lystige aften han derved kan komme til at nyde, hvortil indtægten af Ossian formentlig ikke rækker. Men han vil nemlig advare hr. Lahde fra oftere at pryde sig ligesom alliken med andres fjer, som man tør formode at være samlet i en åndelig rus og vil gøre ham opmærksom på at det muligvis ikke vil bekomme ham så vel som den jøde der oversatte en tysk sang til kongen af Preussen som han udgav for sin egen, til kongen af Danmark!

(Politivennen nr. 620 Løverdagen den 17de November 1827, s. 735-736).

Redacteurens Anmærkning

Ossian var et ugeblad som udkom  1826-1838, udgivet af Carl Fr. Wilh. Lahde (1801-1837). Altså ikke at forveksle med Gerhard Ludvig Lahde (1765–1833), hvis kobbertryk illustrerer mange af denne weblogs indslag.

Til Brolægningens Foresatte.

Ved såvel delvis som almindelig belysning er det blevet mere og mere brugt at plante begkranse uden for stederne. Dels for at oplyse desto bedre, dels for at undgå os indvending i værelserne. Men dette medfører en skadelig ulempe for almenheden. Den består i at de folk der sendes hen for at plante disse fakler, straks tager en sten op fra broen og slænger den til siden. Begkransens stang stødes ned i hullet, hvor den forbliver så længe belysningen varer. Men når denne er til ende og stangen tages op, glemmer man at lægge stenen i hullet og tætne samme. Hvilket forvolder at både mennesker og kreaturer dels træder i hullet, dels snubler over den løse sten. Spor heraf kan foruden på flere steder ses på Garnisonspladsen og på Kongens Nytorv.

Man anmoder derfor ærbødigst det ærede brolægningsvæsen om at have nogen indsigt hermed, så at alt efter illuminationen igen bringes i sin forrige orden *).

Ligeledes kan man ikke undlade ved denne lejlighed at bringe i erindring og beskuelse de store indsøer der er at se på Kongens Nytorv efter at regn er faldet og som endog bliver stående mange dage efter. Og da vejen over torvet falder overalt, så træffer det ofte, særdeles i mørke aftner at man spadserer lige i dem. Man har så mange beviser på at brolægningsvæsnet når man blot peger til sådanne mangler velvilligt, råder bod på samme og ikke optager angivelser ilde som slår i dens fag. Så i tillid til at hjælpen vil komme, vover at fremsætte dette.

"Man ikke undlade ved denne lejlighed at bringe i erindring og beskuelse de store indsøer der er at se på Kongens Nytorv efter at regn er faldet som endog bliver stående mange dage efter." (Kongens Nytorv, set af H. G. F. Holm, 1853. Statens Museum for Kunst.)

*) Den humanitet som udmærker vores politi, havde for nogen tid siden tilladt en bygherre der manglede plads, at henlægge sit tømmer ved statuen på Kongens Nytorv for der at få det tilhugget. Da manges vej faldt over torvet og man i mærke tågede og regnfulde aftener let kunne falde over tømmeret og komme til skade, eftersom de to lygter på den ene side af statuen ikke nok så meget kunne oplyse terrænet, havde man ventet at tømmerets ejer havde ladet en lygte opsætte på den vestre side, hvilket dog ikke sket. Efter at den største del af tømmeret var taget bort, så man en del store huller i brolægningen samt en mængde løse sten ligge strøet deromkring. Denne skade burde nok bygherren også straks have foranstaltet erstattet, da det almindelige ikke bør lide tab ved en enkelt mands fordel. Men huller og sten er endnu i samme tilstand i dag den 15. november.

Udgiverens Anmærkning.

(Politivennen nr. 620 Løverdagen den 17de November 1827, s. 731-733).

Svar fra Oldermanden for Færgelauget i Helsingøer.

Det har såret mig nu 66 år gamle mand dybt at læse de angreb en unavngiven har gjort imod mig i Politivennen nr. 618. Min selvbevidsthed og den sørgelige erfaring mange deler med mig, at den der samvittighedsfuld op fylder sine pligter i sit kald indtil graven, må kæmpe mod lidenskaber og misundelse, skal imidlertid berolige mig. Jeg har i en række år ifølge mine laugsbrødres gentagne valg, været oldermand for færgelauget i Helsingør. Jeg har følt mig glad og lykkelig ved deres tillid som jeg tror aldrig at have svigtet. Jeg har ved min fremfærd og borgerlige vandel altid søgt at fortjene mine foresattes agtelse og tilfredshed. Min allernådigste konge har hædret mig med dannebrogskorset. På denne måde fandt jeg et kært vidnesbyrd om at jeg ikke har været uheldig i mine bestræbelser. Jeg har ikke tiltrukket mig offentlig opmærksomhed ved udmærket raske og dristige handlinger. Det står ikke i enhvers magt at skabe sig en lejlighed dertil. Imidlertid tror jeg dog at jeg i min tidligere alder næppe ville have været den sidste når omstændighederne havde opfordret mig, iblandt flere at trodse livsfare for at redde andre. - Man må ikke anse det for ubeskedenhed at jeg således offentlig taler om mig selv. Men det er et nødtvungent forsvar. Man skildrer mig offentlig som en uduelig oldermand for et hæderligt laug, som en dårlig såmænd og jeg an ikke lade denne beskyldning hvile på mig. Jeg kan påberåbe mig min øvrigheds, mine medborgeres vidnesbyrd og jeg er overbevist om at de alle ville finde at jeg ikke fortjener at stå i det lys for publikum som indsenderen har søgt at sætte mig i. Af et lille uheld der indtraf ved overfarten med det beckerske selskab den 23. oktober har indsenderen taget anledning til at ville skade mit gode rygte. Jeg skal imidlertid godtgøre at han ved sin kundgørelse har fremsat sagen og dens omstændigheder aldeles usandfærdige, hvad enten at det er sket af uvidenhed eller skadelyst.

Den ene af de både der blev brugt til den anførte overfart kom ved udløbet af havnen et øjeblik på grund hvorfra den dog straks kom flot uden at få mindste skade. Denne båd tilhørte ikke mig. Den tilhørte en af mine laugsbrødre. Den var bemandet med to dygtige færgekarle, den ene 36 år gammel, der fra sin tidligste ungdom har faret i lauget, den anden 49 år gammel og som i 26 år har faret som karl. Det er altså usandfærdigt at der var så godt som kun en mand med båden. Lige så urigtigt er det som indsenderen anfører at der ifølge anordningen burde havde været 3 mand på båden. Laugets inspektør er bemyndiget til efter omstændighederne at tillade at der fares med 22 mand, og denne embedsmand har en gang for alle afgivet denne tilladelse når det er magsvejr, som det var den 23. oktober. Om der endog havde været flere mand på boden, ville det samme uheld kunne have fundet sted, da det blot kan tilregnes en uforsigtighed af den der sad ved roret at han ikke iagttog den dags usædvanlige lave vand. For der hvor båden stødte på grund, ville den ved dagligt eller almindeligt vand aldrig har været udsat derfor. Hele tildragelsen var kun en ubetydelighed og ville aldrig være blevet mere omtalt, dersom indsenderen ikke ved sin indrykkelse havde givet den så megen offentlighed. Passagererne har på timesedlen udtrykkeligt skrevet at de var vel tilfreds, og ingen har ført nogen anke over det passerede. Mig kan efter det anførte hvis sandfærdighed inspektørens nedenstående attest bevidner, vist ikke noget i den henseende lægges til last, hverken som oldermand eller bådejer.

Hvad har da nu indsenderen udrettet ved sin bekendtgørelse? Han har givet en i sig selv ubetydelig tildragelse som dog ikke er behagelig for lauget, en offentlighed som den ikke burde have, og han har søret en olding der ønsker på sine gamle dage at leve i fred og ro med enhver, og som vist ikke kan finde nogen glæde i at indlade sig i en offentlige fejde som denne.

Det ville jo være en let sat for mig at drage indsenderen til ansvar for domstolene for hans uforskyldte angreb. Men det vil jeg ikke. Jeg vil nøjes med at have retfærdiggjort mig for publikum og i egen barm vil angriberen finde den straffende stemme for sin umenneskekærlige handling.

Anders Thorsen Lund.

Oldermand for færgelauget i Helsingør og dannebrogsmand.

* * * 

At det af fægelaugets oldermand her anførte om overfarten med det beckerske selskab den 23. oktober er i overensstemmelse med sandheden, bevidnes herved.

Helsingør den 8 november 1827
Schmidt
Kaptajn af søetaten. Inspektør ved færgelauget.

(Politivennen nr. 620 Løverdagen den 17de November 1827, s. 722-726).