I forrige Politivennen nr. 647 findes en anke over et Patrouille-buds "sjakkertryglen" for at samle subskribenter. Når undtages nogle uvedkommende sidehug, er anke, den være sand eller usand, fremsat på en måde så den fortjener et beskedent svar.
Anmelderen kender mig "som en mand der har agtelse for mig selv og som stræber efter at beholde den jeg står i hos mine medborgere." Dette er sandhed. Jeg ved ellers ikke hvorfor jeg skulle leve? Og hvis det - at have været og at stræbe efter at være en nyttig statsborger, at gøre ret og skel, og at opdrage sine børn til nyttige lemmer i samfundet, fortjener borgerlig agtelse, så gør undertegnede uden komplimenter krav å borgerlig agtelse. Men denne så kære agtelse må ikke fortjene det den koster at erhverve og vedligeholde om jeg stod i fare for at tabe den - at et udsendt bud teede sig galen!
Den ærede anmelder kender mig, ved altså også at jeg altid stræbte at gå oprejst og på mine egne ben, men nu skulle være faldet så pludselig og så dybt at jeg mens jeg anker over styverfængeri, selv var blevet forvandlet til en styverfænger? Frygter anmelderen dette, i fald jeg ikke fik en offentlig korrektion - kender han mig sandlige ikke. Men hvad endnu er værre er, han synes ikke at kende at Patrouillen ingenlunde som blade meget almindelig, blev påtvunget publikum indsvøbt i Adresseavisen og med forpligt: - hvis vedkommende ikke tilbagebragte samme, ville de blive anset som abonnenter. Heller ikke blev eller bliver Patrouillen som magasinet for håndværkere - der dog kun forstås af lærde - påtryglet publikum hus fra hus og dør fra dø af en sværm ombærere. Havde den ubekendte bekendte anket over dette tillige med det bud, så kunne aldeles ingen mistanke om personlighed finde sted, eftersom det var et almennyttigt vink. Og publikum måtte været ham forbundet. Men da anmelderen anker over splinten hos Patrouillens bud, men ikke over bjælken i de andres, eller over et virkeligt næsvist styverfængeri hos andre bladudgivere, så havde da anmelderen kender mig, og det var kun mig alene hans offentlige godhed gjaldt, en billet med eller uden navn til mig selv været nemmere for den bekendte som også for mig.
At et blad hvis indre værd ikke kan skaffe det holdere, må hendø, er ikke nødvendigt. For det kunne jo antages udgivet af en rig person eller af en bogtrykker. Og antages at det udgives af en fattig person, men hverken holdes eller læses - så fortjener både bogtrykker, hans folk, papirhandler og buddene ikke mindre ved den fattige. Og han fortjener agtelse fremfor de ørkesløse vandbier som kun gnaver på staten. For NB hvem som vil erhverve sig brød og agtelse med at trykke bøger og blade, begynder næppe med at trykke bøger og blade. Imidlertid skønt Patrouillens abonnenter ikke er talrige, har de dog aldrig været talrigere end i dette øjeblik. Ja, er endog en del talrigere end andre blades her i staden (Den Galende Hane og Gammelt og Nyt dog uberegnet) som regnes til de bedre og har bestået i næsten et årti. Patrouillen kan således som de mest trivelige børn i en alder af næppe tre fjerdingår ordentligt gå ene - når ikke et pludseligt stød måtte komme for foden - og det uden faldehat.
et fruentimmer mødte for en dommer med en mand, den hun foregav at have voldeligt berøvet hende det hun aldrig mere kunne få tilbage. Manden tilstod. Men at det havde været med begges vilje. Ikke desto mindre måtte han på stedet udbetale hende 10 dukater. Hun gik. Kan du, sagde dommeren, til den indklagede, tage pengene tilbage, skal de atter være dine. Han løb, for i fruentimmeret, men va ikke i stand til at løsne en finger fra dukaterne. Jeg må give tabt, manden, hun er stærkere end jeg. Herpå befalede sommeren at kvindfolket skulle levere den anklagede pengene med de od: "Havde du brugt en tredjedel af den kraft som nu da manden påtvang dig det du ikke ville have, så havde du intet mistet. Og er det derfor åbenbart at mandens vilje også var din." Hermed skal være ment at Patrouillens ombærere er alt for svage til at påtvinge nogen deres blade. Og skulle de mod hvad dem strengt er forbudt, have påtryglet nogen noget - så må de påtryglede frit uden mindste godtgørelse, levere det påtryglede tilbage.
Hvad der i øvrigt mest interesserer i den anmeldelse er den vittige værts vittige: - "Det siger også forfatteren til Den Galende Hane og Gammelt og Nyt."- Atter en recendent som med fem ord og et glas finkel afgør et par ugeblades værd, rub og stub! Hvor lærerigt måtte det ikke være at høre denne satyriske værts sentenser for gæsterne og recensionerne over hans spiritus? Lad nu Patrouillen gentage at man her i landet endnu ikke er moden for Satyren? Hvor ironisk: "Det siger også forfatterne" osv. ligner det ikke på et hår Jacob von Thybo til Mos Christoffersen: - "I er masoi en nar!"-
Udg. af Patrouillen.
(Politivennen nr. 648, Løverdagen den 31te Maj 1828, s. 347-352)
Redacteurens Anmærkning.
Ugebladet "Patrouillen" blev udgivet 1827-1829 af brygger og kaptajn i det borgerlige infanteri Jørgen Hansen (1783-1867). I bladet publicerede sønnen og digteren Frantz Johannes Hansen (1810-1852) vers og prosa.
