Ærbødigst Anmodning til Politiemesteren paa Kjøbenhavns Rytterdistricts nordre Birk.

Lige så behageligt det må være for den almenhed der besøger Charlottenlund Skov at erfare at man nu er i begreb med at opføre et ordentlig, afsides liggende lokum i nævnte skov, ligeså ubehageligt må det være for enhver der besøger skoven at se en mødding henlagt tæt udenfor de oprejste telte og de udenfor disse anbragte borde, ved hvilke så mange familier under åben himmel nyder deres medbragte spise- og drikkevarer, og man kan heller ikke finde det passende eller rigtigt at nogle bunker af de afhuggede grene er henlagt å spadserevejen hvor de ikke alene gør passagen vanskelig for enhver, men endog besudler og ituriver damernes klæder. Dog det ville være en utilgivelig fuldstændighed hvis anmelderen udviklede sig nøjere for en mand som dette steds hæderlige og kundskabsrige politimester, og han indskrænker sig derfor kun til at fremsætte den ærbødige anmodning at det her påtalte måtte blive bortskaffet.

(Politivennen nr. 649, Løverdagen den 7de Juni 1828, s. 373-374)

Anmodninger til Kromanden i Bagsværd.

Vil du for brækning ej stå fare,

Da er der bedst, det må du tro,

Du finkeldrikken lader fare

I Bagsværds ellers gode kro.

Onsdag den 4. i denne måned rejste anmelderen sammen med 3 af sine bekendte til Bagsværd hvor man begav sig til kroen for at tage nogle forfriskninger. På det ellers smagfuldt serverede bord blev efter de rejsendes ønske og forlangende hensat en flaske med dansk brændevin. Denne drik var af en så dårlig kvalitet at anmelderen ved blot at tage en halv snaps i munden uden at synke en dråbe deraf var nær ved at kaste op. Og bedre gik det ikke heller en af hans medfølgere. På vores gentagen forespørgsler gav opvarteren det svar at hun var uvidende om hvor hendes husbond købte denne så yderst dårlige drik. Og vi måtte da skønt ugerne tage vores tilflugt til en anden udansk drik, der var lige så velsmagende som det os leverede vel afproppede øl.

Da anmelderen senere har fået kundskab om at kromanden, herr Schauch, selv har tilladelse til at brænde brændevin, så er det at formode at han selv brænder hvad han bruger i kroen, og man kan derfor ikke såvel for de rejsendes som hans egens skyld tilbageholde det ønske at han ville antage en person i sin tjeneste som besad større færdighed i kunsten at brænde brændevin end han selv eller den person der nu forestår brænderiet.

Ved denne lejlighed kan anmelderen ikke lade ubemærket at kørebroen udenfor kroen fra stalden lige hen til haven er i en yderst slet forfatning, og tør han holde sig forvisset om at herr Schauch ved at anvende nogle dalere på dens omlægning ikke alene ville havne sig selv, men endog fortjene de vejfarendes skønsomme og forbindtligste tak.

(Politivennen nr. 649, Løverdagen den 7de Juni 1828, s. 371-372)

Redacteurens Anmærkning

Selvom Bagsværd Kro lå ved en kongevej, var den ikke en kongelig privilegeret kro. Den blev oprettet i 1668 og blev ejet af Frederiksdal Gods. Kroforpagterne havde lov til at brygge og brænde brændevin og sælge spækhøkervarer mod at forsyne de rejsende med kost og logi. Den fungerede altså på samme tid som handelsbod for sognets beboere. Kroen fra Politivennens tid brændte i 1856 og blev siden ombygget flere gange. Den sidste udgave af kroen blev revet ned i 1975 og der blev anlagt parkeringspladser til S-togsstationen.

Ny Kongensgade Testamente

Da min doktor har fortalt mig og jeg nu mærker at min sidste time er for hånden, og da jeg i min sygdom flere gange forgæves har råbt om hjælp for mig elendige stakkel, så vil jeg nu da jeg ser mig forladt af alle, opsætte min sidste vilje og dele mit efterladenskab. Jeg er kun en ussel gade og mine ejendele derfor ringe. Rigtig nok bør mange ansete folk om mig, ja endog en af statens højeste embedsmænd, Sjællands stiftamtmand. Men det skal man ikke kunne se på min forunderligt dejlige brolægning. Derfor har jeg på simpel vis delt mine ejendele således:

1. Alle de "skældsord" og "forbandelser" jeg har modtaget i de sidste 3 til 4 år giver jeg til hver den der ikke vil gavne konge og folk, men kun tænker på sig selv. Findes ingen sådanne hos os, da skal arvegodset velindpakket sendes til Ibrahim Pascha på Morea.
2. Den store vandursten der ligger midt i rendestenen op mod volden, skænker jeg til grækerne for at hænge om halsen på den første undertrykker og blodsuger de fanger.
3. Endvidere er mit ønske at stadens samtlige ligtornelæger ville nedsætte sig i min nærhed. For en for deres metier mere velsignet og for fodgængere mere forbandet gade vil de næppe finde inden for Københavns volde.
4. Det sure, stinkende vand der nu i så lang tid har stået i mine rendesten (da det intet afløb har), vil jeg overlade til stadens farverlav da det efter det grønne bundfald at dømme vil afgive en dejlig håbets farve.
5. De fæle gadedrenge der alarmerer mine beboere især op mod volden, vil jeg overlade til søndagsskolerne og den indbyrdes undervisning som med Guds hjælp nok vil sætte skik på dem.

Således har jeg ved fuldkommen sans og samling underskrevet denne min sidste vilje.
København den 30. maj, 1828.

Ny Kongensgade bag Slottet.

(Politivennen nr. 649, Løverdagen den 7de Juni 1828, s. 367-368)

"Jeg er kun en ussel gade og mine ejendele derfor ringe." (Ny Kongensgade i dag med Christiansborg i baggrunden. Eget foto, 2015)

Udmærkede Gadedrenge paa Christianshavn.

Man kan ikke andet end beundre de christianshavnske gadedrenge af forskellig alder og størrelse for det mod og den uforfærdethed de dagligt giver prøver på. Ikke nok med at de med de allergemeneste skældsord fornærmer de forbigående, hvis udseende er så uheldigt at mishage dem. Men de forsøger også på distance de fra Amagerports vagt udsendte patruljer som skal jage dem fra volden, med skældsord og undertiden med småsten. På deres samlingsplads under volden for enden af Dronningensgade og Søndervoldstræde tillader de sig enhver frihed der falder dem ind, og man kan i den henseende ikke andet end rose de mange opfindsomme hoveder der findes blandt dem. 

Plankeværket om den derværende have tilhørende gården nr. 201 i Overgaden over Vandet er på utallige steder boret og skåret itu, stenfundamentet under det undergravet hvor ofte det end bliver istandsat, og indsenderen som ofte har haft lejlighed til at iagttage dette, kan ikke nok så meget undre sig over at det kan finde sted inden for Københavns volde at ejerne af haver bliver tvunget til at retirere ud af dem for de afskyelige pøbelagtige skældsord og de mange både små og store sten hvormed snese af gadedrenge behager at overøse dem. Indsenderen advarer alle spadserende mod at vælge denne promenade som både ubehagelig og farlig, især om aftenen. Men for resten også til enhver tænkelig tid uden for de unge herrers skoletid.

(Politivennen nr. 649, Løverdagen den 7de Juni 1828, s. 365-366)

"På deres samlingsplads under volden for enden af Dronningensgade og Søndervoldstræde tillader de sig enhver frihed der falder dem ind." (Christianshavns Voldgade med Ovengaden oven Vandet forrest og Dronningensgade bagest. Voldstræderne ligger skjult bag de hvide bygninger fra 1894. Eget foto, 2016)

Redacteurens Anmærkning

Det må være tale om hvad der i dag hedder Store Søndervoldstræde, da Lille Søndervoldstræde på Politivennens tid hed Møllegade og først blev omdøbt til sit nuværende navn i 1859.

Nogle Sandhedsord til nærmere Eftertanke for indbildske Læger.

Der findes for tiden læger især blandt de yngre der besidder en så høj grad af egoisme og arrogance at de ved enhver lejlighed under deres tilvendte praksis ter sig som den opblæste frø, og som filosoffen i egen indbildning tror de at de har slugt al verdens visdom og lader hånt om alt hvad der ikke udspringer fra deres sublime hjerneorgan og anser sig som det højeste fuldkommenhedsideal i lægekunsten. For disse indbildske herrer turde følgende sandhedsord af en tænkende, sat og kyndig læge muligvis være tjenlige til ved nærmere, sindig eftertanke at moderere deres høje tankeflugt og at betragte deres hele viden fra et lavere synspunkt.

"De fleste læger bliver nu stående der hvor de ved slutningen af deres akademiske år var. Doktortitlen er et non plus ultra for al deres viden. I det højeste tror de at have erhvervet sig beundring, om ikke fordel, når de har besøgt hospitaler og tænker ved at gabe på de syge bliver lægen dannet. Men i et lazaret eller hospital bliver den duelige læge ingenlunde så let dannet som man tror. Just her hvor den unge mand skulle lære lægekunsten praktisk, gør mesteren sine visitter, uden at opholde sig længe ved sygesengen, eller at sige et ord om sygdommens natur og forandring, eller han bedømmer alle sige syge efter en målestok, ordinerer empirisk sine yndlings- og slendriansmidler, uden at ville anhøre en eneste fornuftig tvivl. 

Må her ikke snarere dannes praktiske fuskere end virkelige læger? Sådanne praktiske fuskere indhyldes i et særegent mørke, anser al videre læsning og studier som tegn på et svagt hoved og for begyndere i kunsten, spotter til sidst over al teori, over de mænd som ynder og begunstiger den, og tror at mængden af syge udgør den sande læge. De gode mænd tager fejl. Vidtløftig praksis gør ved mængden af de syge svagsynet og stolt, ligegyldig mod menneskeliv og menneskedomme, åbner hjertet for egennytte og den lidende menneskehed bliver forfængelighedens uskyldige offer. En læge af hoved og videnskab, der aldrig har set en syg, kan være mere erfaren end en anden der fra om morgenen kl. 6 til sent ud på aftenen løber - vel endog kører i brillant ekvipage - fra det ene hus til det andet. 

For den første ved hvad der hører til en iagttagelse og erfaring. Den sidste mangler derimod i de fleste tilfælde alle dertil hørende begreber og er ikke i stand til under det rigtige synspunkt med behørig individualisering af tilfælde og metode at affatte og fremstille en eneste erfaring, omendskønt publikum i hans person beundrer en guddommelig æsenlap. Hvis efter digterens udsagn den vise uden at rødme tør ønske sig så er den lærde læge med middelmådig praksis med rimelighed at agte mest, fordi han er i stand til ved mere tid og mindre tilløb at tænke over sundhed og sygdom, over liv og død og føle vigtigheden og værdigheden af sit kald, og ved klog vedligeholdelse ikke ved ødelæggelse at gavne menneskeheden. Hvem der ser for meget, ser til sidst slet intet, eller af rid og vindesyge for lidt. Hvem der altid er på gaden kan som alle sværmere ikke finde tid til at studere naturen. For kunst og videnskab er han så godt som tabt, og at anse som et rent kul". 

Der Arzt für venerisch-verlarvte Krankheiten von Dr. Müller, s. VIII

(Politivennen nr. 649, Løverdagen den 7de Juni 1828, s. 359-362)

Redacteurens Anmærkning

Der må være tale om Johann Valentin Müller: Der Arzt für venerisch-verlarvte Krankheiten, 1808. Artiklen affødt et dementi i Dagen, 16. juni 1828:

At Undertegnede ingen Deel har hverken i Oversættelsen eller Indrykkelsen af det i Politievennen No. 649 indførte Stykke, betitlet: "Nogle Sandhedsord til nærmere Eftertanke for indbildske Læger," finder jeg mig beføjet til, herved offentligen at erklære.Almindeligt Hospital, den 12te Juni 1828J.J. JansenCand. philosophiæ & Stud. chirurgiæ.