En farlig glubsk urtekræmmersvend i Silkegaden.

Tirsdag den 20. i denne måned var anmelderen på hjørnet af Pilestræde og Silkegade vidne til en hændelse der i høj grad oprørte hans faderhjerte.

Udenfor den på det angivne sted værende urtekræmmerbutik var der lagt nogle sukkerfade. En del drenge morede sig med at betragte disse fade, javel endog med at berøre eller slikke dem, hvilket anmelderen imidlertid ikke nøje kan opgive da han først kom til efter at urtekræmmersvenden havde tilføjet en 7 års dreng et så farligt slag i hovedet med et stykke træ at blodet flød ud af det hul som slaget medførte tæt ved tindingen.

Da en sådan adfærd ikke alene er i strid med loven når den byder: "Ingen må tage sig selv ret, men enhver skal tale og dele sig til rette", men endog kan have følger der ikke let kan beregnes, så har anmelderen ikke villet undlade at give nævnte urtekræmmersvend det råd for fremtiden at moderere sin vrede og ikke tage de strengere midler i anvendelse hvor de mildere er tilstrækkelige.

Til slut vil anmelderen gøre opmærksom på at en slagtersvend for omtrent et år siden blev idømt en straf på 4 dages fængsel på vand og brød for voldsom adfærd imod en hund. Er man nu berettiget til at slutte fra dette præjudikat, da vil man let kunne gætte sig til resultatet når der måtte blive spørgsmål om hvorledes voldsomheder mod mennesker bør straffes.

(Politivennen nr. 650, Løverdagen den 14de Juni 1828, s. 377-378)

"På hjørnet af Pilestræde og Silkegade tilføjede urtekræmmersvenden en 7 års dreng et så farligt slag i hovedet med et stykke træ at blodet flød ud af det nærved tindingen sig befindende, ved slaget tilføjede hul." (Silkegade. Pilestræde krydser ved det røde hus med karnappen med det grønne tag. Herefter hedder det Antonigade. I baggrunden skimtes Kr. Bernikowsgade. Eget foto, 2015)

Vægterraseri

Mandag aften den 9. i denne måned henimod 12 stod anmelderen i begreb med at tage afsked med en bekendt på hjørnet af Gammel Mønt og Sværtegade uden for spækhøkerbutikken, og blev da pludselig opmærksom på at vægteren der har post i Sværte og begge Regnegaderne, som en rasende for løs på nogle personer der uden at gøre mindste alarm passerede op ad Gammel Mønt. Anmelderen og medfølger gik derpå over på det andet hjørne uden for urtekræmmerbutikken for desto bedre at kunne se hvad der skete. 

Men inden de så sig om kom nævnte vægter farende tilbage og skubbede anmelderen og medfølger til side med armene med ordene: "Fortovet er for mig, og gaden for jer". Og da han ikke fandt at anmelderen og medfølger forføjede sig hurtigt nok væk, udstødte han de skammeligste skældsord mod dem, for derpå med et lignende raseri ned ad samme gade henimod Christen Bernikowsstræde hvor han med næverne slog løs på nogle personer der fredeligt gik der og som ikke i ringeste henseende fornærmede ham eller nogen anden.

Da man nu ikke vel kan være tjent med en sådan behandlingsmåde af en vægter og da man er overbevidst om at hans foresatte ønsker den humanitet de selv besidder forplantet på deres underordnede, så har anmelderen ikke villet undlade at offentliggøre foranstående i den forvisning at nævnte rasende vægter vil blive påtalt til at opføre sig lidt mere humant i fremtiden og desuden blive på sin post og ikke tillade sig sådanne excesser på en anden mands enemærker. Til slut bemærkes det at vægteren på Gammel Mønt var et ganske roligt vidne til hans farlige kollegas udviste tapperhed.

(Politivennen nr. 650, Løverdagen den 14de Juni 1828, s. 375-377)

"Vægteren for som en rasende for løs på nogle personer der uden at gøre mindste alarm passerede op ad Gammel Mønt." (Gammel Mønt. I forgrunden hjørnet til Møntergade, ved lyskrydset i baggrunden fortsætter Kr. Bernikowsgade. Store Regnegade går til venstre, Sværtegade til højre. Eget foto, 2015)

Ærbødigst Anmodning til Politiemesteren paa Kjøbenhavns Rytterdistricts nordre Birk.

Lige så behageligt det må være for den almenhed der besøger Charlottenlund Skov at erfare at man nu er i begreb med at opføre et ordentlig, afsides liggende lokum i nævnte skov, ligeså ubehageligt må det være for enhver der besøger skoven at se en mødding henlagt tæt udenfor de oprejste telte og de udenfor disse anbragte borde, ved hvilke så mange familier under åben himmel nyder deres medbragte spise- og drikkevarer, og man kan heller ikke finde det passende eller rigtigt at nogle bunker af de afhuggede grene er henlagt å spadserevejen hvor de ikke alene gør passagen vanskelig for enhver, men endog besudler og ituriver damernes klæder. Dog det ville være en utilgivelig fuldstændighed hvis anmelderen udviklede sig nøjere for en mand som dette steds hæderlige og kundskabsrige politimester, og han indskrænker sig derfor kun til at fremsætte den ærbødige anmodning at det her påtalte måtte blive bortskaffet.

(Politivennen nr. 649, Løverdagen den 7de Juni 1828, s. 373-374)

Anmodninger til Kromanden i Bagsværd.

Vil du for brækning ej stå fare,

Da er der bedst, det må du tro,

Du finkeldrikken lader fare

I Bagsværds ellers gode kro.

Onsdag den 4. i denne måned rejste anmelderen sammen med 3 af sine bekendte til Bagsværd hvor man begav sig til kroen for at tage nogle forfriskninger. På det ellers smagfuldt serverede bord blev efter de rejsendes ønske og forlangende hensat en flaske med dansk brændevin. Denne drik var af en så dårlig kvalitet at anmelderen ved blot at tage en halv snaps i munden uden at synke en dråbe deraf var nær ved at kaste op. Og bedre gik det ikke heller en af hans medfølgere. På vores gentagen forespørgsler gav opvarteren det svar at hun var uvidende om hvor hendes husbond købte denne så yderst dårlige drik. Og vi måtte da skønt ugerne tage vores tilflugt til en anden udansk drik, der var lige så velsmagende som det os leverede vel afproppede øl.

Da anmelderen senere har fået kundskab om at kromanden, herr Schauch, selv har tilladelse til at brænde brændevin, så er det at formode at han selv brænder hvad han bruger i kroen, og man kan derfor ikke såvel for de rejsendes som hans egens skyld tilbageholde det ønske at han ville antage en person i sin tjeneste som besad større færdighed i kunsten at brænde brændevin end han selv eller den person der nu forestår brænderiet.

Ved denne lejlighed kan anmelderen ikke lade ubemærket at kørebroen udenfor kroen fra stalden lige hen til haven er i en yderst slet forfatning, og tør han holde sig forvisset om at herr Schauch ved at anvende nogle dalere på dens omlægning ikke alene ville havne sig selv, men endog fortjene de vejfarendes skønsomme og forbindtligste tak.

(Politivennen nr. 649, Løverdagen den 7de Juni 1828, s. 371-372)

Redacteurens Anmærkning

Selvom Bagsværd Kro lå ved en kongevej, var den ikke en kongelig privilegeret kro. Den blev oprettet i 1668 og blev ejet af Frederiksdal Gods. Kroforpagterne havde lov til at brygge og brænde brændevin og sælge spækhøkervarer mod at forsyne de rejsende med kost og logi. Den fungerede altså på samme tid som handelsbod for sognets beboere. Kroen fra Politivennens tid brændte i 1856 og blev siden ombygget flere gange. Den sidste udgave af kroen blev revet ned i 1975 og der blev anlagt parkeringspladser til S-togsstationen.

Ny Kongensgade Testamente

Da min doktor har fortalt mig og jeg nu mærker at min sidste time er for hånden, og da jeg i min sygdom flere gange forgæves har råbt om hjælp for mig elendige stakkel, så vil jeg nu da jeg ser mig forladt af alle, opsætte min sidste vilje og dele mit efterladenskab. Jeg er kun en ussel gade og mine ejendele derfor ringe. Rigtig nok bør mange ansete folk om mig, ja endog en af statens højeste embedsmænd, Sjællands stiftamtmand. Men det skal man ikke kunne se på min forunderligt dejlige brolægning. Derfor har jeg på simpel vis delt mine ejendele således:

1. Alle de "skældsord" og "forbandelser" jeg har modtaget i de sidste 3 til 4 år giver jeg til hver den der ikke vil gavne konge og folk, men kun tænker på sig selv. Findes ingen sådanne hos os, da skal arvegodset velindpakket sendes til Ibrahim Pascha på Morea.
2. Den store vandursten der ligger midt i rendestenen op mod volden, skænker jeg til grækerne for at hænge om halsen på den første undertrykker og blodsuger de fanger.
3. Endvidere er mit ønske at stadens samtlige ligtornelæger ville nedsætte sig i min nærhed. For en for deres metier mere velsignet og for fodgængere mere forbandet gade vil de næppe finde inden for Københavns volde.
4. Det sure, stinkende vand der nu i så lang tid har stået i mine rendesten (da det intet afløb har), vil jeg overlade til stadens farverlav da det efter det grønne bundfald at dømme vil afgive en dejlig håbets farve.
5. De fæle gadedrenge der alarmerer mine beboere især op mod volden, vil jeg overlade til søndagsskolerne og den indbyrdes undervisning som med Guds hjælp nok vil sætte skik på dem.

Således har jeg ved fuldkommen sans og samling underskrevet denne min sidste vilje.
København den 30. maj, 1828.

Ny Kongensgade bag Slottet.

(Politivennen nr. 649, Løverdagen den 7de Juni 1828, s. 367-368)

"Jeg er kun en ussel gade og mine ejendele derfor ringe." (Ny Kongensgade i dag med Christiansborg i baggrunden. Eget foto, 2015)