Klage over Veien fra Nørrebro til Søborghus.

Et mærkeligt bidrag til de mange ulykker som næsten dagligt sker for de passerende på vejstykket mellem Nørrebro og Søborghus og som så himmelråbende taler for at forbedringen af dette vejstykke som passeres af mange dog engang blev påtænkt, synes det at være at en mand for ikke længe siden væltede midt på vejen af dette vejstykke og blev straks slået ihjel, uden at der på vognen var noget sådant læs som kunne bidrage til dens væltning. Og at dette ikke behøvedes, vil enhver som passerer vejen, endog på denne årets tid hvor dog ellers ethvert føre er fremkommeligt, ikke alene kunne overbevise sig om, men må endog undre sig over at der ikke høres oftere om sådanne ulykker.

En anden, men dog mindre sørgelig tildragelse som ligeledes er indsenderen bekendt, synes heller ikke her at stå på urette sted. En karl væltede nemlig ligeledes midt på denne vej for omtrent 2 år siden og brækkede sit ene ben på 2 steder, hvoraf han er en krøbling, skønt husbonden måtte betale 40 rigsbankdaler badskærerløn for ham. Da væltning i øvrigt hører til dagens orden på omtalte vejstykke, er det altså ikke vejen, men forsynet man har at takke for at der ikke dagligt høres om sådanne ulykker, hvorom indsenderen har haft lejlighed til at overbevise sig om da han har set holstenske vogne vælte på denne vej med 8 til 10 personer på, dels kavallerer, damer og børn. Dog uden at nogen er kommet til skade.

(Politivennen nr. 656, Løverdagen den 26de Juli 1828, s. 492-494)

Anmodning til Slagtere med Flere.

Gentagne gange har man, og det til visse med rette, ført anke over den appetitødelæggende og udelikate måde hvorpå de nationalprodukter der tjener mennesker til føde, tilberedes, transporteres osv. Men skønt de pågældende selv har erkendt dem som rimelige, har disse anker trods det ikke haft den tilsigtede virkning. Nærværende anke turde måske ikke smigre sig med en blidere skæbne, men anmelderen har derfor ikke villet lade sig afskrække fra at fremsætte samme i det håb at enkelte dog muligvis kunne bekvemme sig til at forlade den gamle slendrian og derved give deres medborgere et efterfølgelsesværdigt eksempel til efterlevelse.

Det har nemlig i flere år undret anmelderen at slagterne som transporterer kød fra deres slagterier til udsalgsboderne her i staden, i almindelighed henslænger dette menneskets næstvigtigste fødemiddel på en bræddevogn uden i det mindste at forsyne denne med et underlag af rent og hvidt linned, og uden at bryde sig om at tildække det således henslængte kød, skønt de nødvendigvis må have bemærket at kødet især når der efter flere dages tørvejr indtræffer blæst, på det mest væmmelige besudles af tykke støvskyer hvis hovedbestanddel især er hentørret gadeskarn. Af regn, sne, slud hagl osv. lider kødet vel mindre. Skønt det synes utilgiveligt at man ikke søger at forebygge dette svineri, eftersom det kan ske ved en meget ubetydelig bekostning. En presenning ville nemlig forebygge alle onder og anskaffelse af samme var dog kun en ringe udgift.

Hvad her er sagt om slagterne, gælder i almindelighed også om brødbagerne der lader hele læs blive kørt omkring i byen, uden at vognene er forsynet enten med presenning eller underlag. At nogle endog bruger brødvognen til sandkørsel osv. er et lige så væmmeligt som utilgiveligt svineri.

Anmelderen slutter med det ønske at de ansvarlige vil bestræbe sig for at gøre gentagne anker i denne anledning overflødige.

(Politivennen nr. 656, Løverdagen den 26de Juli 1828, s. 487-489)

Uordener i Philosophgangen.

Anmelderen som bor på hjørnet af Løngangsstræde og Filosofgangen, har ofte med megen misfornøjelse set at flere uopdragne gadedrenge driver usømmelig spøg i Filosofgangen på strøget mellem Løngangsstræde og Stormgade, dels ved at kaste med sten og jordklumper efter honette spadserende, især damer, dels ved at kaste sten og træstykker op i de træer der står i Filosofgangen, hvorved de tynde grene og unge blade nedkastes, dels ved at rokke på et lille ungt træ som står uden for anmelderens bolig, og at klynge sig op ad dets spæde stamme hvorved roden til dette unge og nydelige træ løsnes og beskadiges så at det til sidst må gå ud. Og endelig kryber disse uvorne drenge op og ned ad den nyligt istandsatte voldbastion. Disse uordener foregår mest i middagsstunden og om aftenen mellem 6 og 8. Ved at underrette politiet herom drages ikke i tvivl at jo nogle af sammes betjente beordres til nævnte sted på de anførte tider for at patruljere, og de ville da blive overbevist om anmelderens sandhed. At betjentene gik i civile klæder var det bedste, for så kunne de som ukendte af disse drenge bedst se og straffe uordenerne med stokke- eller piskeslag hvilke anmelderen anser for de rigtigste og kraftigste midler til at tæmme disse galninges kådhed.

(Politivennen nr. 656, Løverdagen den 26de Juli 1828, s. 486-487)

Ønske.

For beboerne i Dyrkøb er det et meget ubehageligt skue at se de der liggende rødstensgnidersker for alles øjne at skille sig ved de legemlige uhumskheder som de efterlader ved det udenfor kirken opførte plankeværk. Ønskeligt var det om der anvistes sådanne fattige stakler et mere passende sted til deres virke.

(Politivennen nr. 655, Løverdagen den 19te Juli 1828, s. 470)

Anmodning til Herr Dreiermester Ulrichsen om Bortskaffelsen af de, paa hans Parcel af Blaagaards Jorder, for circa 50 Stykker Sviin med Grisse anlagte, Svinestier og derved henkastede Møddinger.

Anmelderen af dette og mange af hans bekendte havde ofte spadseret på den nye vej over Ladegårdsåen og fundet denne tur særdeles behagelig. Længselsfuld imødeså han sommeren, da han af årstiden i forening med vejenes istandsættelse og forskellige nye bygningers og havers anlæg troede sig berettiget til at love sig sin nydelse på denne spadseretur betydelig forøget. Men havde han end herved gjort sig skyldig i alt for dristige forventninger, blev han også så meget desto ubehageligere overrasket da han for nogle dage siden atter passerede omtalte vej, og syn, hørelse og lugt på en højst væmmelig måde blev angrebet, idet der nemlig på hr. Ulrichsens parcel ud mod vejen fandtes etableret et fuldstændigt svineri af omtrent 50 stykker svin med deres yngel. Disses afskyelige grynten, uhumskhedens afledning til vejgrøften i forening med 2, nogle alen fra vejen henkastede dynger gaderenovation og dyrisk gødske var vistnok i lige høj grad egnede til at betage den vandrende i det mindste mig, lysten til at gå videre. 

Jeg beklagede først de omkring boende, og dernæst de stakkels københavnere som en eller anden omstændighed nøder til at indskrænke deres spadsereture til stadens nærmest tilgængelige omgivelser, og vendte om med det forsæt at forsøge om intet kunne udrettes til gavn for disse lidende. Jeg indstiller derfor til ejerens, hr. Ulrichsens retsindighed og agtelse for naboer og øvrige medmennesker om ikke de omtalte svinestier og møddinger kunne forlægges til et for sanser og sundhed mindre anstødeligt og skadeligt sted. At sundheden i høj grad er udsat for påvirkning af de forpestende dunster, der ved sommerens varme ufejlbarligt må udvikles af de i grøften stillestående uhumskheder etc., vil vist nok ikke betvivles, og fortjener i alt fald sundhedspolitiets opmærksomhed, hvortil jeg også indstiller om det ikke ved at betragte jordernes fald ned mod Peblingesøen kunne tænkes muligt at urenlighederne af en sådan mængde svin koncentrerede på et sted, gennem jordens vandårer kunne trænge ned til søen og have indflydelse på vandet.

Ved denne lejlighed kan jeg heller ikke forbigå at berøre de smagløse skure hr. Ultichsen har ladet opføre på nævnte parcel, og selv om indsenderen må tilstå at de fuldkommen harmonerer med de ovenfor påtalte svinestier og møddinger, kunne han dog ikke afholde sig fra det ønske at det måtte stå i høje ansvarliges magt at påbyde ejeren opførelsen af noget der passer bedre med nutidens smag, og om ikke just pryder dog heller ikke vansirer det øvrige smukke terræn, til hvis forskønnelse de øvrige herrer parcellister med smagfulde bygninger og anlæg ligesom kappes om at bidrage.

(Politivennen nr. 655, Løverdagen den 19te Juli 1828, s. 467-469)

Redacteurens Anmærkning.

Politivennen havde også måneden før, 14. juni en lignende klage over hr. Ulrichsen.

I folketællingen for 1840, Udenbys Klædebo Kvarter, Nørrebro nr. 36 F2, Blaagaardsveien. optræder bl.a. drejermester Jens Ulrichsen (o. 1783- ?), kone, søn, deres adopterede (1835) Caroline Friis med døtre, en tjenestepige og en tjenestekarl:

Han har i øvrigt selv underskrevet indberetningen. med: Blaagardsveien, d. 2 Februar 1840. J. Ulrichsen. Blågårdsvejen var indtil 1859 betegnelsen for nuværende Blågårdsgade. 

Kort over Nørrebro, 1856. Ulrichsens ovenanførte adresse, Blågårdsvejen 36 F2 (mellem Korsgade og Nørrebrogade) lå langt væk fra den bro som gik over Ladegårdsåen (nederste venstre hjørne). Men området er ikke bebygget, og Ulrichsen kan selvfølgelig have ejet grunden og haft svin der, i sikker afstand fra sin egen bopæl.

I Bornholmske Samlinger (Bd. 38 1961, s. 110) anføres han som oldermand for drejerlauget.. På Kbhbilleder findes et foto af en ejendom Blågårdsgade 4 opført 1820 af Jens Ulrichsen. I Jævnførelsesregistret står han noteret for at have fået opført nuværende Sankt Peders Stræde 21 (1815) og Larslejstræde 3 (1823). I fredningssagen for sidstnævnte oplyses at det oprindeligt var et pakhus og stald i én etage, men i 1829 ombygget til beboelse.