Anmodning til Theaterdirectionen.

Indsenderen har med en slags modbydelighed ofte betragtet de lazaronklædte maskinfolk der i deres smudsige dragt passerer frem og tilbage gennem parketgangen om aftenen når de søger hen for at få en hjertestyrkning i deres stamkvarter, den såkaldte "Røde Huse" i lille Kongensgade. Men foruden at det er et modbydeligt syn at se disse fedtede karle mellem pyntede damer og herrer, er det endnu værre at de på deres hyppige gennemmarch stryger sig op ad de skuespilbesøgendes klæder. Det løber vist som oftest ikke af uden pletter på grund af den fedtede berøring. Indsenderen vover derfor herved at anmode den ærede teaterdirektion om den opmærksomhed for publikum at anvise disse folk en anden vej som de uden at besvære de skuespilbesøgende, kan vandre ad for at hente deres fornødenheder.

På samme måde var det ikke af vejen om det subjekt der tænder lysene i den kongelige loge, havde dragt der passede til stedet. For at en skiden blå trøje stikker frem i logen en halv time før herskabet træder ind i samme, synes efter indsenderens mening aldeles at stride mod den uindskrænkede højagtelse man skylder kongehuset.

(Politivennen nr. 679, Løverdagen den 3die Januar 1829, s. 4-5)

Om Lys paa Skibe i Kanalerne.

Ved havneforordningen for København af 15. april 1682, såvel som også ved forordningen om havnevæsnet dateret 18. april 1744 er det forbudt at have lys tændt ombord på skibe som ligger i havnen eller ved kanalerne. På de tider da disse forordninger udkom, varede skibsfarten kun til september måneds udgang, og var standset vinteren over til om foråret. Nu derimod siden året 1807 kommer og afgår skibe hele vinteren eller så længe havet ikke er tilfrosset. I de korte dage er derfor dette forbud megen ulempe for de søfarende. For om formiddagen må skipperne eller købmændene ordne deres ærinder i byen, udføre deres principalers og egne kommissioner, og når de kommer fra Børsen, er det allerede mørkt i deres kahyt. De nødes da til at søge et værtshus for at ekspedere deres post, skrive regninger, føre regnskab osv., hvilket medtager en rum tid, hvori de dels virkeligt trængende til en eller anden fornødenhed, dels også til en slags vederlag for lys og ophold må fortære penge. Undertiden træffer de bekendt der søger stedet af samme årsag, og dette er en ny anledning til udgifter som kunne have været sparet når de havde kunnet udføre deres dont ombord, og som forøges jo længere de må ligge inden de får deres last udsolgt.

Hvad skibsfolkene angår, da er de i samme tilfælde. De kan naturligvis ikke finde sig i at ligge i mørke fra kl. 3 om eftermiddagen til henved kl. 8 om morgenen da deres forretninger på grund af dagens korthed, først kan begyndes. De søger derfor hen til kældrene hvori de koger deres mad, og at mange her vænnes til druk, spil og andet upriseligt levned hvorved de tilsætter hele deres tjente hyre, er vist nok mere end tænkeligt.

I England og på flere fremmede steder er det ikke alene tilladt søfolkene at have lys ombord, men endog at koge der. Regner man nu vore sine disse forbud skete, betydeligt forbedrede brandforanstaltninger og at skibene for hvis betryggelse enhver skipper eller købmand af yderste kræfter vil sørge, ligger i et element der så ganske modsat ilden, så tror man at have grund til at ytre det ønske at højere vedkommende ville lempe forordningens bud efter tid og omstændigheder ved for eksempel at tillade skibsførere at have lys tænkt ombord i de korteste dage om året indtil kl. 10 aften, så længe søen eller kanalerne er så åbne at intet er i vejen for at skibene i ulykkelige tilfælde kunne udhales eller sænkes.

(Politivennen nr. 679, Løverdagen den 3die Januar 1829, s. 1-4)

Redacteurens Anmærkning.

En næsten enslydende, og i hvert fald indholdsmæssig samme artikel stod at læse i Politivennen nr. 768, 18. september 1830 side 589-592: "Bøn om Lys". Her angives forfatteren af ovenstående at være major Kristen Kristensen, udgiveren af Politivennen. Politivennen nr. 1047, 23. januar 1836. Side 49-53 gentager udbygger argumenterne endnu engang.

En Bemærkning.

I anledning af klagen i sidste politivennen over urenligheder i fordybningerne ved Trinitatis kirkemur vil man ikke undlade at gøre ankens indsender opmærksom på at det kun er pålagt kirkens betjente at sørge for kirkens indvendige renholdelse. Den udvendige renholdelse sorterer derimod under det offentlige, ligesom også at den stedfundne uorden meget vanskeligt vil kunne forebygges når ikke samtlige fordybninger tillukkes med et gitter enten af jern eller træ, hvilket så vidt erindres har været foreslået før. 

(Politivennen nr. 678, Løverdagen den 27de December 1828, s. 873)

Spørgsmaal.

Ved at passere Ladegårdsvejen har man i haven der støder op til Ladegården, set en stor mængde kålhoveder opstablet ovenpå jorden, ligesom kuglestabler, og at disse i lang tid har ligget der, udsat for luftens og vejrligets påvirkning indtil fredag den 19. i denne måned da de blev fundet tildækket med gammelt foder eller tang. En landmand som er vant til at opbevare sådanne havevækster i dertil gravede jordkældre, hvilket koster ham arbejde og penge at indrette og vedligeholde, tillader sig at spørge om kål og sådanne havesager kan gemmes og holdes ufordærvet på en så ubekostelig måde, nemlig blot at opstable dem oven på jorden, eller om det muligvis er en ny måde at tilberede surkål i mængde?

(Politivennen nr. 678, Løverdagen den 27de December 1828, s. 872-873)

Ladegården i 1840 omgivet af de tilhørende marker. H. G. F. Holm. Københavns Museum

Bøn fra Frederiksberg

Afdøde slotsforvalter Foght gav i sin tid den herlige ide at forskønne Frederiksberg By ved at omskabe de store smudsige pladser foran husene i Allegade til haver. Denne ide udførtes med megen flid og bekostning og udvidedes til de øvrige dele af byen, således at man nu ser smukke haver på de fleste steder hvor der før fandtes gæs, svin, høns osv. 

På en tid altså hvor flere hæderlige mænd ved smukke haveanlæg søger at forskønne denne by, er det sørgeligt at se hvorledes enkelt mand ved sin ligegyldighed for det skønne, eller Gud ved af hvilken grund, omskaber have til svineri igen. Dette er tilfældet med hattemager Marx som har et lille sted i Frederiksberg bys Bredgade. I nærheden heraf ligger en plet jord som så at sige ligger på gaden, eller med hele siden ud til gaden. Dette stykke jord er forvandlet fra en have til det mest fuldkomne svineri. Stakitværket er faldet om, der er opført et slagterhus i haven, hvor man dagligt ser kreaturer blive slagtet og kreaturerne som venter døden, er bundet i haven ved træerne hele dagen. Dette afgiver et hæsligt skue for de omkringboende, ledsaget med en afskyelig lugt og stank. 

Især vil det være meget ubehageligt til sommer når deres majestæter spadserer fra den såkaldte Andebaks låge ned gennem Frederiksberg By. De høje herskaber ville herved få en mådelig ide om ejernes smag i denne kant af byen. Desuden er det beklageligt for syge mennesker og rekonvalesenter der opholder sig her om sommeren, at de i stedet for at rekreeres på landet, skal plages af alt dette. Derfor anmoder flere husejere i Frederiksberg By indstændigt hr. hattemager Marx om at gøre ende på denne ulempe og at lade den omtalte plads igen blive have som førhen.

(Politivennen nr. 678, Løverdagen den 27de December 1828, s. 871-872)

"Det sørgeligt at se hvorledes enkelt mand ved sin ligegyldighed for det skønne, eller Gud ved af hvilken grund, omskaber have til svineri." (Christen Købke: Falkonerallé udenfor København.O. 1845-47. Statens Museum for Kunst)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvares i Politivennen nr. 678, Løverdagen den 3die Januar 1829, s. 11-12.