Svar fra Herr' Marx.

I anledning af det i forrige nummer af Politivennen indrykkede angående min plads på Frederiksberg, må jeg bemærke at jeg har overladt denne til min nabo Reidel. Men at han han der slagter kvæg eller foretager noget der kan falde naboer og genboer til besvær, er ganske uden min vilje og vidende, da jeg i disse vintermåneder i hvilke det hvorover der ankes må være forefaldet, ikke har været på Frederiksberg. Imidlertid synes det mig forunderligt at mine genboer der på en så inhuman og overdreven måde bebrejder mig den stedfundne uorden, skønt de vist nok meget godt ved at jeg ingen skyld har deri, ikke har overøst ophavsmanden, i stedet for mig med deres uhøfligheder.

D. Marx

(Politivennen nr. 679, Løverdagen den 3die Januar 1829, s. 11-12)

Spærret Passage.

Plankeværket i Badstuestræde for nr. 126 ned mod Kompagnistræde synes at række vel langt ud på gaden i forhold til dennes bredde. For det sker ikke sjældent at passagen der forbi aldeles stoppes. Således så anmelderen forleden at en karl ikke kunne komme frem med en trillebør fordi et læs sand blev aflæsset ved planeværket, da en møllervognholdt hos bageren og en møgvogn hos brændevinsbrænderen for at læsse gødning. En anden gang måtte han da han kom i en droske og var på vejen til toldboden, finde sig i at vende om og køre ad en anden gade fordi en renovationsvogn tillige med en møllervogn udenfor bagerens holdt gaden spærret. Om aftenen når en i samme gade boende stormand har selskab, holder kareterne i række lige hen forbi plankeværket, og det er da ikke muligt i det mindste ikke med læs at komme forbi uden at beskadige kareterne eller at køre på fortovet. Det var derfor ønskeligt om plankeværket blev rykket længere ind eller en betjent ansat til at påse at passagen der holdtes åben.

(Politivennen nr. 679, Løverdagen den 3die Januar 1829, s. 5-6)

Anmodning til Theaterdirectionen.

Indsenderen har med en slags modbydelighed ofte betragtet de lazaronklædte maskinfolk der i deres smudsige dragt passerer frem og tilbage gennem parketgangen om aftenen når de søger hen for at få en hjertestyrkning i deres stamkvarter, den såkaldte "Røde Huse" i lille Kongensgade. Men foruden at det er et modbydeligt syn at se disse fedtede karle mellem pyntede damer og herrer, er det endnu værre at de på deres hyppige gennemmarch stryger sig op ad de skuespilbesøgendes klæder. Det løber vist som oftest ikke af uden pletter på grund af den fedtede berøring. Indsenderen vover derfor herved at anmode den ærede teaterdirektion om den opmærksomhed for publikum at anvise disse folk en anden vej som de uden at besvære de skuespilbesøgende, kan vandre ad for at hente deres fornødenheder.

På samme måde var det ikke af vejen om det subjekt der tænder lysene i den kongelige loge, havde dragt der passede til stedet. For at en skiden blå trøje stikker frem i logen en halv time før herskabet træder ind i samme, synes efter indsenderens mening aldeles at stride mod den uindskrænkede højagtelse man skylder kongehuset.

(Politivennen nr. 679, Løverdagen den 3die Januar 1829, s. 4-5)

Om Lys paa Skibe i Kanalerne.

Ved havneforordningen for København af 15. april 1682, såvel som også ved forordningen om havnevæsnet dateret 18. april 1744 er det forbudt at have lys tændt ombord på skibe som ligger i havnen eller ved kanalerne. På de tider da disse forordninger udkom, varede skibsfarten kun til september måneds udgang, og var standset vinteren over til om foråret. Nu derimod siden året 1807 kommer og afgår skibe hele vinteren eller så længe havet ikke er tilfrosset. I de korte dage er derfor dette forbud megen ulempe for de søfarende. For om formiddagen må skipperne eller købmændene ordne deres ærinder i byen, udføre deres principalers og egne kommissioner, og når de kommer fra Børsen, er det allerede mørkt i deres kahyt. De nødes da til at søge et værtshus for at ekspedere deres post, skrive regninger, føre regnskab osv., hvilket medtager en rum tid, hvori de dels virkeligt trængende til en eller anden fornødenhed, dels også til en slags vederlag for lys og ophold må fortære penge. Undertiden træffer de bekendt der søger stedet af samme årsag, og dette er en ny anledning til udgifter som kunne have været sparet når de havde kunnet udføre deres dont ombord, og som forøges jo længere de må ligge inden de får deres last udsolgt.

Hvad skibsfolkene angår, da er de i samme tilfælde. De kan naturligvis ikke finde sig i at ligge i mørke fra kl. 3 om eftermiddagen til henved kl. 8 om morgenen da deres forretninger på grund af dagens korthed, først kan begyndes. De søger derfor hen til kældrene hvori de koger deres mad, og at mange her vænnes til druk, spil og andet upriseligt levned hvorved de tilsætter hele deres tjente hyre, er vist nok mere end tænkeligt.

I England og på flere fremmede steder er det ikke alene tilladt søfolkene at have lys ombord, men endog at koge der. Regner man nu vore sine disse forbud skete, betydeligt forbedrede brandforanstaltninger og at skibene for hvis betryggelse enhver skipper eller købmand af yderste kræfter vil sørge, ligger i et element der så ganske modsat ilden, så tror man at have grund til at ytre det ønske at højere vedkommende ville lempe forordningens bud efter tid og omstændigheder ved for eksempel at tillade skibsførere at have lys tænkt ombord i de korteste dage om året indtil kl. 10 aften, så længe søen eller kanalerne er så åbne at intet er i vejen for at skibene i ulykkelige tilfælde kunne udhales eller sænkes.

(Politivennen nr. 679, Løverdagen den 3die Januar 1829, s. 1-4)

Redacteurens Anmærkning.

En næsten enslydende, og i hvert fald indholdsmæssig samme artikel stod at læse i Politivennen nr. 768, 18. september 1830 side 589-592: "Bøn om Lys". Her angives forfatteren af ovenstående at være major Kristen Kristensen, udgiveren af Politivennen. Politivennen nr. 1047, 23. januar 1836. Side 49-53 gentager udbygger argumenterne endnu engang.

En Bemærkning.

I anledning af klagen i sidste politivennen over urenligheder i fordybningerne ved Trinitatis kirkemur vil man ikke undlade at gøre ankens indsender opmærksom på at det kun er pålagt kirkens betjente at sørge for kirkens indvendige renholdelse. Den udvendige renholdelse sorterer derimod under det offentlige, ligesom også at den stedfundne uorden meget vanskeligt vil kunne forebygges når ikke samtlige fordybninger tillukkes med et gitter enten af jern eller træ, hvilket så vidt erindres har været foreslået før. 

(Politivennen nr. 678, Løverdagen den 27de December 1828, s. 873)