Ønske ved militair Liigbegængelse.

Enhver er vist enig med disse linjers forfatter i at janitsharmusikken ved en officers ledsagelse til graven er meget højtidelig. Men et højst ubehageligt indtryk forårsager den dans- eller valsmusik der spilles når paraden trækker bort fra graven. Den stemning hvormed man fulgte den afdøde til jorden, må absolut lide ved den muntre musik på tilbagevejen og især virke ubehageligt på dem der står i et nærmere forhold til den døde. Ønskeligt derfor om paraden enten marcherede hjem uden sådan musik eller også opløstes umiddelbart efter at liget var jordet.

(Politivennen nr. 683, Løverdagen den 31te Januar 1829, s. 74)

Stop Hullet.

Under Knippelsbro findes et hul på en af vandrenderne. Efter sigende må det ikke tilstoppes. Men urigtigt synes det at hullet skal vedblive på det sted hvor det nedrindende vand træffer dem der passerer under broen, og således yder et højst ubehageligt styrtebad. Indsenderen har set pramme og både der på grund af storm eller strøm ikke i kort tid formåede at slippe gennem broen, og når disse er ladede med fx salt eller lignende, måtte det vist være såre ønskeligt at vandet blev ledt ved en rende ind mellem broens bjælkefundamenter.

(Politivennen nr. 683, Løverdagen den 31te Januar 1829, s. 73-74)

Raad til Tjenestetyende.

Pigen A.kom fra Jylland herover sidste november. Men for sent til at kunne træde i tjeneste i rette tid. Hun lod sig i avisen averteres fra en familie som hun kendte. Hr. B. melder sig, lover hende fæstepenge når hun straks vil følge ham, og A lader sig overtale i den formodning at hun ikke kan opsiges før til næste skiftetid. Fru B. vedbliver at love hende fæstepenge. Men 14 dage før nytår opsiges A til nytår. Hun studser, men hører at fejlen bestod deri at hun ikke havde modtaget de lovede fæstepenge. Idet hun priser sig lykkelig ved at være kommet i tjeneste hos folk der ikke som hendes forrige herskab skifter hver uge eller måned, kan hun derfor ikke andet end råde enhver tjenende i tide at sikre sig for en behandling som den hun har prøvet, ved ikke at lade sig love fæstepenge, men straks at modtage disse eller indgå ordentlig kontrakt med den husbond eller madmoder der ønsker tyendet.

(Politivennen nr. 683, Løverdagen den 31te Januar 1829, s. 72-73)

Anmodning til Herr' Brændeviinsbrænder og Danebrogsmand Brøndum.

Idet man fuldstændig erkender det hensigtsmæssige og nyttige i de forelæsninger som hr. brændevinsbrænder og dannebrogsmand Brøndum holder over måden, hvorpå brændevin mest rigtigt tilberedes, må man beklage at disse forelæsninger holdes dels privatim, dels med hensyn til deres oprindelige øjemed kun for et indskrænket personale, nemlig sådanne som selv agter at lære og drive denne næringsvej. Da det imidlertid er sandsynligt at en nøjere kundskab om den måde hvorpå landets vigtigste produkter lettest kunne forædles vil interessere et større publikum, tager man sig herved den frihed at anmode hr. Brøndum om at holde offentlige forelæsninger over samme genstand. 

Indsenderen mener ikke med det at de skal holdes gratis, men mod en vis moderat betaling, således at der for et helt kvartal eller semester blev udstedt et vist antal adgangskort uden hvilke ingen kunne overvære forelæsningerne. Ikke blot eksemplet af andre offentlige læreres adfærd i denne henseende, men også sagens interesse i og for sig smigrer mig med det håb at hr. Brøndum godhedsfuld vil opfylde denne anmodning såfremt uforudsete hindringer ikke måtte gøre det muligt.

(Politivennen nr. 683, Løverdagen den 31te Januar 1829, s. 69-71)

Forslag til en ny Næringsvei.

Man hører altid boghandlere og forlæggere klage over den ringe afsætning på danske bøger og skrifter i København, og at det næppe lønner sig at udgive noget på tryk. Men hvad gør de også for at befordre afsætningen? Det nys udkomne skrift bekendtgøres i Adresseavisen og i Statstidende, og nu lader man det komme an på om der findes købere. Læseselskaber og lejebiblioteker anskaffer sig i almindelighed et eksemplar. Men ofte undgår en sådan bekendtgørelse andre læselystnes opmærksomhed. Eller hvis den bemærkes, har man ikke for øjeblikket lejlighed til at sende bud efter den, og den forglemmes således, eller den fortrænges af en anden bekendtgørelse, eller af noget andet nyt.

Ser man derimod hen til den betydelige afsætning som endog den mest usle gadevise har, så tager man næppe fejl når man tror at måden hvorpå disse falbydes, eller så at sige stikkes køberne i hænderne, bidrager det meste til det.

I Paris findes der folk som påtager sig at gå rundt og sælge aviser, lejlighedspjecer og andet dagsnyt. De finder deres udkomme ved det og befordrer afsætningen til gavn for forlæggeren. Skulle et lignende foretagende ikke give et lignende resultat her? Man tror jo.

I Adresseavisen ser man næsten dagligt at folk søger ansættelse, ja endog tilbyder betaling for at få samme. Her er en vej åben hvorved en eller muligvis flere kunne tjene brødet på en anstændig måde. Et forsøg tror man i det mindste burde anstilles.

Anmelderen foreslår derfor at en af vores boghandlere lader en anstændig klædt person der kun behøver at kunne læse og skrive, blive forsynet med en portefølje eller en læderkasse, fyldt med de sidst udkomne blade, pjecer og skrifter. Hermed går personen nu om dagen på de steder hvor han kan vente at træffe de fleste læselystne, fx i kancellibygningen, råd- og domhuset og flere sådanne steder. Ja vel også på kaffehuse, restaurationer og spisekvarterer. Om aftenen bør han være forsynet med de stykker, som repertoiret angiver, og indfinder sig med samme i Skuespilhusets forsal, hvortil han sikkert ikke vil blive nægtet adgang.

Ingen vil nægte at kundskab om nye, udkomne skrifter på denne måde udbredes langt mere end ved en avis, og det just blandt folk af de klasser hvori de fleste læselystne findes. Enhver som har erfaret hvor meget lejligheden at få noget til købs bidrager til at man køber og som ved hvor nødigt en bogelsker lader en bog der tilbydes ham gå ulæst fra sig, vil vist med anmelderen tro at en sådan vandrende boghandler som man måske kunne kalde bogfører, ved at få en vis provision af det solgte, ville kunne ernære sig på en anstændig måde og tillige gavne den forlægger der måtte betro ham sine forlagsartikler til salg. 

Anmelderen der uden mindste egennytte har fremsat dette forslag, vil ønske at en eller anden vil gøre et forsøg dermed til prøve. Og det ville glæde ham meget om resultatet svarede til forventningen.

(Politivennen nr. 683, Løverdagen den 31te Januar 1829, s. 65-68)