08 juni 2016

Replik paa Herr' Schmauchs Svar.

Enhver som læser hr. Schmauchs svar på min advarsel i Politivennen nr. 693, må falde på at tro at det jeg har anført for størstedelen var usandhed, ligesom også at jeg var tåbelig nok til at lade mig snyde af enhver ubekendt der udgav sig for en anden, med hvem jeg stod i forhold. Jeg nødes derfor til at bekendtgøre følgende.

Den 17. april tilskrev jeg hr. Schmauch og underrettede ham om den af hans karl, Rasmus, mod mig brugte urigtige fremgangsmåde, hvilken jeg med flere vidner kan bevise, og bad ham at undersøge sagen nøjere samt at lade den afgøre efter lov og ret. I sit svar til mig af 20. april skriver hr. Schmauch. at han har foreholdt sin mælkekusk Rasmus hans dårlige og underfundige handlemåde i hans navn at sælge mig fremmed og dårlig tørv, hvormed jeg var blevet bedraget og at han måtte gøre denne sag god igen ved at affinde sig med mig. 


Længere hen tilføjet hr. Schmauch at han foranlediget af den anden omstændighed havde mistanke til karlen. Men da denne om nogle dage skulle forlade hans tjeneste og rejse til sin hjemstavn på Langeland, så var det nok ikke værd at tænke på anden genoprejsning end det ufordelagtige rygte han på grund af denne sag tog med sig, samt at det var både vidtløftigt og meget bekosteligt at føre søgsmål på landet, ihvorvel han ikke kunne nægte at sådanne handlinger alvorligt burde straffes. I mit svar på dette brev tilskrev jeg hr. Schmauch at jeg overlod ganske til ham at afgøre sagen, enten ved lov og ret, eller således at jeg fik en rimelig erstatning for mit tab, hvilket han, nemlig hr. Schmauch, kunne give mig på karlens vegne. Men siden har jeg slet intet hørt fra ham.


Hensigten med min annonce i Politivennen nr. 693 var dels at bevæge hr. Schmauch til at undersøge og afgøre den omhandlede sag, dels også at advare mine medborgere mod sådanne bedragerier. Hvorledes nu hr. Schmauch efter hvad ovenfor er anført, i sit svar i Politivennen nr. 695 kan spille så aldeles fremmed og ubekendt med omstændigheder, overlader jeg til almenheden at bedømme. Ligesom også om det ikke var hr. Schmauchs pligt på en eller anden måde at forskaffe mig erstatning, da jeg havde tilskrevet ham at jeg kunne bevise at hans karl Rasmus havde udøvet denne ulovlige handling imod mig.
Petersen


(Politivennen nr. 696, Løverdagen den 2den Maj 1829, s. 283-285) 


Redacteurens Anmærkning


Artikler i denne serie: Nr. 693. 11. april 1829nr. 694, 18. april 1829 og nr. 696, 2. maj 1829.

07 juni 2016

Anmodning til En, der har det for varmt.

I huset nr. 300 i Prinsessegade på Christianshavn på 1. sal lige over porten ses ofte en mandlig skikkelse stående for vinduet såvel om aftenen ved lys som ved højlys dag. Han præsenterer sig i den bare skjorte, ja forleden dag viste han sig der endog ganske nøgen. For at de lige overfor boende kan undgå dette krænkende skue mod velanstændigheden, anmodes nævnte person om at når han er nødsaget til at befinde sig i en sådan tilstand, han da enten fjerner sig fra vinduet eller også anskaffer sig et rullegardin bag hvilket han frit og uden at krænke sine genboers blufærdighed kan promenere i hvilket kostume han lyster.

(Politivennen nr. 696, Løverdagen den 2den Maj 1829, s. 278)


"Han præsenterer sig i den bare skjorte, ja forleden dag viste han sig der endog ganske nøgen." (Prinsessegade 20, Kafe falken - det lave blå hus i baggrunden. Eget foto, 2016).

Redacteurens Anmærkning

Prinsensgade nr 300 blev i 1859 til Prinsessegade 16, og i 1914 til Prinsessegade 20. Den nuværende bygning er opført ca. 1733 og har gennemgået flere ombygninger. I 1766 var der i stuen en høkerbod. Ved ombygningen i 1934 fik facaden sit nuværende udseende. Kafe Falken blev totalrenoveret som bevaringsværdigt i 1993 – 94. Kafeen flyttede dog først dertil i 1935.

Svar fra Herr' Schmauch.

I anledning af skomager Petersens indrykkelse i Politivennen nr. 693, side 222, må jeg foreløbig erindre at hr. Petersen er en mand som jeg ikke har haft det fjerneste bekendtskab til, før ved denne lejlighed, og følgelig har jeg ingen tørvehandel enten selv eller ved andre kunne slutte med ham. Men min tjenestekarl Peder Simonsen som i vinter har kørt mine tørv ind og solgt på torvet, har forklaret således: at han har solgt ham de i anmeldelsen nævnte 2 første læs tørv til 4 rigsbankdaler pr. læs, men flere læs tørv har hverken han selv eller ved andre ladet sælge til ham. Det er mig derfor meget ubehageligt om nogen anden som jeg må formode enten i mit eller nævnte min karls navn, skulle have solgt hr. Petersen tørv, og endnu mere at det har givet anledning til offentlig kundgørelse den mindste anledning fra mind side.

(Politivennen nr. 695, Løverdagen den 25de April 1829, s. 272-273) 


Redacteurens Anmærkning


Artikler i denne serie:
 Nr. 693. 11. april 1829nr. 694, 18. april 1829 og nr. 696, 2. maj 1829.

Et vildt Menneske udenfor Vesterport.

Dette navn tror man med ret at kunne tillægge en af Ladegårdens beboere som i stærk beruset tilstand hver søn- og helligdag går ud af Vesterport til sit hjem. På denne tur udstøder eller rettere udbrøler han de grueligste eder, forbandelser og skamløse talemåder der alle vidner om et ryggeløst gemyt. Fulgt af en talrig hob af gadedrenge er dette menneske et frygteligt møde for enhver velopdragen, men især for anstændige fruentimre og forældre med børn. I lang tid har han drevet dette uvæsen som oftest søndag eftermiddag når sidealleerne er opfyldt med spadserende, men efter at hans foresatte nu er gjort opmærksomme på hans unoder, håber man at han omsider får en passende kur hvori han kan om ikke selv bedres, så dog forhindres fra at falde andre besværlig.

(Politivennen nr. 695, Løverdagen den 25de April 1829, s. 271) 

Hvorledes skal man forstaae det, som synes underligt?

I Pilestræde nr. 98 i stuen bor en mand ved navn Christian Kehlet. Han har borgerbrev som te- og porcelænshandler. Og desuagtet har der flere gange fra nævnte stue været bekendtgjort følgende i Adresseavisen:
"På chokoladefabrikken i Pilestræde nr. 98 i stuen, sjette hus på venstre hånd fra Østergade, udsælges alle sorter chokolade til billigste priser. Tillige beværtes med fineste vanillechokolade, en kop 8 skilling, en kontorditto 12 skilling, en pot 40 skilling, kaffe, te, punch, toddy, mælkepunch, vin mm. til yderst billige priser.
Da der nu på et sammesteds udhængt skilt står navnet O. J. Kehlet, en herre hvis tilværelse man aldeles omtvivler, så ønsker man at vedkommende ville give oplysning om denne underlige forveksling af navn og næringsbrug.

(Politivennen nr. 694, Løverdagen den 18te April 1829, s. 256)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen blev besvaret af Kehlet i nr. 696, 2. maj 1829.

Pilestræde 98 blev i 1859 til Pilestræde 11. Adressen eksisterer ikke længere, men lå formentlig hvor nu Illum ligger. Rosenlund på Værnedamsvej blev senere indrettet med luftballoner, fyrværkeri og koncerter. Gården er fotograferet i en artikel fra Berlingske Tidende.