Da indsenderen søndag den 10. maj om aftenen klokken omtrent 10 ville gå ind af Nørreport, fandt han ved bommen 2 personer til hest som var i samtale med bomforpagteren der. Indsenderen hørte at den ene af disse personer sagde til bomforpagteren at de begge have brugt alle deres penge og derfor ikke kunne betale de 12 rigsbankskilling der blev krævet af dem. Han ville derfor give sit lommeur i pant og indløse det selv samme aften eller følgende morgen. Men det ville bomforpagteren ikke lade sig tilfredsstille med. Han forlangte tværtimod ridepisken som den ridende der mente at det tilbudte pant var tilstrækkeligt, dog vægrede sig ved at levere, formodentlig fordi den såvel som hesten var lejet.
Imidlertid beordrede den vagthavende underofficer skildvagten til at gøre plads blandt en del mennesker som havde samlet sig for at høre hvorledes de ridende ville rede sig ud af sagen. Skildvagten efterkom øjeblikkelig denne ordre og gik hen til den ene af de ridende og slog ham over ryggen med sit gevær. Den slagne sprang straks af hesten og forlangte at blive arresteret. Hvilket dog ikke skete, hvorimod såvel de ridende som den forsamlede mængde ved at vige for skildvagten passerede gennem bommen og ind af porten.
"Ved denne lejlighed fik adskillige endog nyligt fra porten indkomne personer drøje kolbeslag." (Eckersberg: Udsigt langs volden mod Nørreport, 1807. Statens Museum for Kunst)
Indsenderen forblev en kort stund i samtale med en god ven, og da han efter omtrent 10 minutters forløb passerede Nørreport, forefandt han inden for samme et langt større sammenløb af folk, samt de to heste hvis ryttere var inde i vagten hos løjtnanten, sandsynligvis for at afgive forklaring over det der var sket ved bommen. Men endnu mens rytterne var i vagten, kom nogle af vagtmandskabet ud for at sprede mængden ad, som stedse var forøget ved flere fra Nørreport indpasserede som af nysgerrighed blev stående for at blive underrettet om hvad der var på færde. Ved denne lejlighed fik adskillige endog nyligt fra porten indkomne personer drøje kolbeslag, hvoriblandt en skomagermester fik et slag over armen så at denne straks hovnede op og efter hans eget udsagn gjorde ham uduelig til at arbejde i nogen tid.
Man billiger langt fra ikke at de ridende personer havde blottet sig så aldeles for penge. at de ikke kunne betale portpengene. Men man kan derimod heller ikke rose bomforpagterens adfærd da han vægrede sig for at modtage et meget tilstrækkeligt pant som han var sikker på ville blive indløst. For denne vægring gav anledning til at en mængde mennesker stimlede sammen og at mange blandt dem fik drøje rap. Ja hvem indestår for at sagen kunne have haft værre følger hvis den vagthavende officer ikke efter at der var gjort ryddeligt udenfor vagten, havde kaldt soldaterne tilbage fra folkestimmelen, hvoraf en del var opbragte over de skrup der hændelsesvis var blev tildelt dem.
Der er så ofte klaget over enkelte af bomforpagterne i andre henseender. Så det ville være ønskelig om deres foresatte ville give dem en instruks hvorefter de havde at rette sig og alvorligt indskærpe dem at efterkomme denne. For sådant ville knytte det kærligheds- og enighedsbånd der bør sammenholde øvrigheden og stadens gode borgere, endnu fastere.
(Politivennen nr. 698, Løverdagen den 16de Maj 1829, s. 307-310)
Imidlertid beordrede den vagthavende underofficer skildvagten til at gøre plads blandt en del mennesker som havde samlet sig for at høre hvorledes de ridende ville rede sig ud af sagen. Skildvagten efterkom øjeblikkelig denne ordre og gik hen til den ene af de ridende og slog ham over ryggen med sit gevær. Den slagne sprang straks af hesten og forlangte at blive arresteret. Hvilket dog ikke skete, hvorimod såvel de ridende som den forsamlede mængde ved at vige for skildvagten passerede gennem bommen og ind af porten.
Indsenderen forblev en kort stund i samtale med en god ven, og da han efter omtrent 10 minutters forløb passerede Nørreport, forefandt han inden for samme et langt større sammenløb af folk, samt de to heste hvis ryttere var inde i vagten hos løjtnanten, sandsynligvis for at afgive forklaring over det der var sket ved bommen. Men endnu mens rytterne var i vagten, kom nogle af vagtmandskabet ud for at sprede mængden ad, som stedse var forøget ved flere fra Nørreport indpasserede som af nysgerrighed blev stående for at blive underrettet om hvad der var på færde. Ved denne lejlighed fik adskillige endog nyligt fra porten indkomne personer drøje kolbeslag, hvoriblandt en skomagermester fik et slag over armen så at denne straks hovnede op og efter hans eget udsagn gjorde ham uduelig til at arbejde i nogen tid.
Man billiger langt fra ikke at de ridende personer havde blottet sig så aldeles for penge. at de ikke kunne betale portpengene. Men man kan derimod heller ikke rose bomforpagterens adfærd da han vægrede sig for at modtage et meget tilstrækkeligt pant som han var sikker på ville blive indløst. For denne vægring gav anledning til at en mængde mennesker stimlede sammen og at mange blandt dem fik drøje rap. Ja hvem indestår for at sagen kunne have haft værre følger hvis den vagthavende officer ikke efter at der var gjort ryddeligt udenfor vagten, havde kaldt soldaterne tilbage fra folkestimmelen, hvoraf en del var opbragte over de skrup der hændelsesvis var blev tildelt dem.
Der er så ofte klaget over enkelte af bomforpagterne i andre henseender. Så det ville være ønskelig om deres foresatte ville give dem en instruks hvorefter de havde at rette sig og alvorligt indskærpe dem at efterkomme denne. For sådant ville knytte det kærligheds- og enighedsbånd der bør sammenholde øvrigheden og stadens gode borgere, endnu fastere.
(Politivennen nr. 698, Løverdagen den 16de Maj 1829, s. 307-310)
