Advarsel ved Gammelstrand.

Af egen højst ubehagelig erfaring foranlediges anmelderen til at advare fodgængere som passerer Gammelstrand om natten at de ikke følger de brede fortovsten som på strandens side er lagt fra Højbro til Snaregade. For højst uforsigtigt er den nærmest Højbro opstillede vandpost placeret så når de nævnte fortovsten at tuden rager over samme. Ved den alt for tarvelige gadebelysning især når den nærmeste lampe brænder uklart, skjules let faren, og fodgængeren følger troligt de brede sten, indtil han støder ansigtet fordærvet på den så uheldigt placerede vandposts tud.

(Politivennen nr. 699, Løverdagen den 23de Maj 1829, s. 350-351)

Usund Stank paa Nørregaden.

Til gården nr. 46 på Nørregade hører en plads hvor man i store bunker opdynger gamle ben og klude som samles på gademøddingerne og forårsager en utålelig, usund stank for de omkringboende. Til denne afskyeligheds forøgelse findes på samme plads et aftrædelsessted hvis indretning er så væmmelig at man næppe skulle tro det var bestemt til afbenyttelse for mennesker og som desuden ryddes midt på dagen. Alt sammen forhindrer naboer og genboer i at kunne ved åbent vindue få noget frisk og sund luft i deres værelser. Slemt er det nu, men meget værre vil det blive i den tilstundende sommervarme hvorfor man ønsker at vedkommende godhedsfuldt ville foranstalte hindringer i denne uterligheds vedblivelse.

(Politivennen nr. 699, Løverdagen den 23de Maj 1829, s. 349-350)

Redacteurens Anmærkning.

Notitsen besvares i Politivennen nr. 700, 30.maj 1829, s. 357

Bøn fra Borgergaden.

Da stenbroen i det stykke af denne gade som er mellem Gothers- og Helsingørsgade nu er under reparation, beder flere af beboerne om at rendestenen med det samme måtte blive efterset da den på nogle steder er dybere end på andre, hvilket har til følge at vandet bliver stående og i sommerens tid forårsager en utålelig stank der endnu mere forøges ved et i gaden værende garveris afløbsvand som ofte tager sit løb ned imod Gothersgade. At denne rendesten er højt trængende til reparation, kan ved selvsyn let erfares da den på sine steder er så bred at endog voksne børn må gå omveje for at komme til et rendestensbræt for at slippe over.

(Politivennen nr. 699, Løverdagen den 23de Maj 1829, s. 348)

Redacteurens Anmærkning.

I Politivennen nr. 810, 9. august 1831, s. 487-488 fremgik at garveriet igen udledte vand før kl. 10 om aftenen.

Nogle Berigtigelser i Anledning af Annoncen i Politievennen Nr. 698 med Overskrivt: "Mere om Ilden paa Nørrebros Theater".

Skønt jeg i ingen henseende har gjort fordring hverken på ros eller belønning, men nøjedes med den overbevisning at have opfyldt min pligt, så ser jeg mig dog nødsaget til at berigtige den af de fire tømmersvende i Politivennen nr. 698 indrykkede annonce:

1. Fortæller de at det var dem der først opdagede ilden: Dette er en usandhed. For den blev først opdaget af en madame Christensen der bor på Blågård, som gjorde hr. papirhandler Steen opmærksom på den. Og så mødte de fire tømmersvende først efter tre gange at være kaldt til ildstedet af ham.
2. fortæller de at de først gik ind på teateret af den ene og sidste dør der var blevet åbnet og nedslog noget som brændte på gulvet. Det erklærer jeg ligeledes for usandhed. For de sagde mig at de ikke kunne komme ind på teateret, hvorpå jeg anmodede dem om at hugge dørene ind. Imens jeg med flere gik over efter sprøjten (som vi kun ved at sprænge porten kunne få ud, da samme blev forhindret i at åbne af is og sne) var tømmersvendene gået ind på teatret, og jeg traf dem ved min tilbagekomst med sprøjten, huggende løs på bræddebeklædningen mellem orkesteret og teatret. Men da  denne fremgangsmåde var til ingen nytte, forlangte jeg en økse, og gik med den ene op på teateret, huggede planken bort som lå oven på beklædningen og fik derved lejlighed til at hugge beklædningen løs. Den hjælp jeg herved havde af tømmersvendene, var at de skaffede de løse brædder bort.
3. siger de at de gik ned i kælderen hvor den største fare og anbragte der strålen så længe der var ild at se. Dette erklærer jeg ligeledes for usandhed. For strålen blev anbragt af mig selv, dog var de mig behjælpelige med at holde på den. Efter at ilden i kælderen var slukket, gik jeg op på teateret og opdagede at det endnu brændte mellem nogle høvlspåner som jeg også slukkede ved hjælp af sprøjten. Da jeg derpå (uden at kunne få nogen lygte som jeg flere gange råbte efter) undersøgte om der flere steder skulle være ild, faldt jeg ned gennem en åben luge og var ved mit uheld så heldig at opdage et sted hvor det brændte og som jeg ved at råbe efter vand der blev langet mig i brandspande, fik lykkeligt slukket.
4. siger de at ilden varede fra kl.1 til klokken halv tre slet. Dette må jeg også berigtige. For havde den varet så længe, ville vist ikke meget have været til overs af teatret at redde. Fra det øjeblik sprøjten kom til ilden var slukket var ikke forløbet 10 minutter.

I øvrigt må jeg anmærke til bevis på at jeg har påskønnet disse 44 tømmersvendes assistance ved ildens slukning at de ifølge min indgivne rapport er blevet tilstillet en gratifikation af Brandkommissionen.

Jeg skriver ikke dette for at hæve min fortjeneste ved denne ilds slukning og erklærer herved at jeg blot har gjort min pligt. Men anfører kun tingen således som den er foregået, og som jeg med flere af broens beboere kan bevise, for at ingen skal tro at jeg endogså havde været efterladende i mine pligters opfyldelse som efter disse tømmersvendes annonce let kunne formodes.
 

C.F. Weiss
Overbrandmester.

(Politivennen nr. 699, Løverdagen den 23de Maj 1829, s. 344-348)

Redacteurens Anmærkning

Artikler i denne serie: nr. 694, 18. april 1829, 698, 16. april 1829 og nr. 699, 23. maj 1829.

Varsko til Vildthandlerne.

Hr. Udgiver!

Jeg er vel ingen Nimrod af profession, men dog har jeg hele vinteren igennem ærgret mig hver gang jeg gik forbi en vildthandlerkælder og så den forfærdelige mængde vildt som der var udhængt til salg. Især og morgenen kunne man se hvorledes vildtet bliver ødelagt her til lands, idet hele vognmandslæs med bukke, råer, dåer, rålam og dåkalve i flæng blev bragt ind fra herregårdene i omegnen. Hvad skal der blev af! tænkte jeg. Men herre gud, det får vel også ende når jagttiden er forbi. Men 1. februar kom og endnu bestandig fås agerhøns udhængt til salg. Efter den 1. marts mærkedes ligeledes intet til at det nu var i de forbudte måneder. Efter nu at have set det an en tid lang, kan jeg ikke holde min harme tilbage længere og beder Dem derfor at give disse bemærkninger plads i Deres almennyttige blad. 

Så vidt vides er forordningen af 18. april 1732, dens 28. paragraf ikke ophævet ved noget senere lovbud. Den siger nemlig: "Såsom kongens egne samt fremmede ministre i København ofte behøver vildt, modereres forordning 8. december 1688 så at i de forbudte måneder (fra 1. marts til 12. september) af då-og råvildt, bukkene alene må indføres osv. Men i øvrigt må, til alt underslæb at forekomme, i København af andet vildt slet intet og i købstæderne på landet ingen slags, enten hjorte, hinde, dådyr, rådyr, agerhøns eller harer i de forbudte måneder indføres, heller ikke må i den tid noget vildt fra fremmede steder her i riget indføres. Hvem der handler mod det, betaler derfor på samme måde som han vildtet i kongens vildtbane kan have skudt, nemlig for en hjort 1.000 rigsdaler, en hind, et dådyr eller andet stort vildt 800 rigsdaler, for en hare 400 rigsdaler og for et par agerhøns 200 rigsdaler. Men har den skyldige ikke middel til at betale med, da straffes han ude nåde på Bremerholm i 3 år i jern."

"Hele vognmandslæs med bukke, råer, dåer, rålam og dåkalve i flæng blev bragt ind fra herregårdene i omegnen." (Johan Laurentz Jensen: Skudt vildt, 1846. Statens Museum for Kunst.)

Det må derfor synes forunderligt at læse i Adresseavisen om at friske sjællandske harer falbydes, ligesom man også hos vildthandlerne ser flere slags forbudt vildt være offentligt udhængt til salg. Er disse harer virkelig friske, så er de skudt i de forbudte måneder, og vedkommende har handlet mod det citerede lovbud. Er de derimod skudt i en tilladelig måned (og man vil være så human at antage at det er sket den 28. februar om aftenen kl. kvart i told) så kan man dog med temmelig vished antage at de nu midt i maj måned må være i en tilstand hvori de er højst skadelige for sundheden, i hvor mange kunster end vedkommende har brugt for at konservere dem. Heri er altså fejlet mod politianordningerne.

I begge tilfælde ville vedkommende derfor se at de har handlet mod lovene og uden tvivl yde anmelderen tak for at han har varskoet dem. Det er dog ingen spøg at gå i 3 år til spot og spe for folk, med jernstrømpebånd om benene. Eller hvis man har penge, at betale 300 rigsdaler for hver hare han har i sin butik. Dog! for at anmelderen ikke skal synes egennyttig, så vil han skænke vedkommende denne tak, og blot glæde sig ved disse tre bevidstheder: 1) at han har gjort vedkommende opmærksom på at de er lovovertrædere. 2) at han måske har befriet vedkommende fra en tilkommende straflidelse. 3) at han har søgt at bidrage sit til at vildtet som i vinter desværre har lidt så meget ved den strenge kulde, til næste år konserveres lidt mere, i det mindste ikke skydes i de forbudte måneder. At han har givet sin harme luft, går ingen an.

En jagtelsker.

(Politivennen nr. 698, Løverdagen den 16de Maj 1829, s. 315-319)