Om Nørrebroes Theater.

Teateret på Nørrebro er vel nok indrettet for et sommerteater. Men dets parterre er for horisontalt eller ikke skråt nok. Personer som ikke er over middelhøjde, kan slet ikke se hvad der foregår på scenen. Ligesom endog meget høje personer hindres i udsigten når, hvad der ofte sker, de foran siddende damer med store solhatte rejser sig fra deres sæder og behager at blive stående. Man håber at direktionen ved at være blevet gjort opmærksom på det, vil foranstalte parterret forhøjet. Hvilket let og uden synderlig bekostning kan ske, samt anmode de foran siddende damer at forblive siddende på deres pladser under forestillingen.

(Politivennen nr. 703, Løverdagen den 20de Juni 1829, s. 403-404)

En Ubehagelighed ved Menageriet paa Vesterbro.

På Vesterbro nr. 27 litra B foreviser hr. Lehmann et menageri som vel er lille, men dog indeholder nogle ret sjældne og interessante dyrearter. Adgangsprisen er villig og lokalet rigtig nok noget indskrænket til den mængde mennesker som (i det mindste da anmelderen var der) besøgte det. Men for resten ret propert og net indrettet. Så vidt er alting i fin orden.

Men efter at man har været der i nogen, fremtræder en smudsig klædt person som formodentlig er oppasser hos dyrene, og reciterer i et sprog som mest ligner det tyske, nogle zoologiske notitser ved hvert dyr. Skønt disse populære forelæsninger ikke er så aldeles autentiske, kunne de dog være tjenlige for dem som er svage i ånden, eller ikke har læst Rafns naturhistorie for børn. Efter nu at have endt sit kursus, vedbliver han talen omtrent således: "Ich hofffe nun, dass meine Herren und Damen anitzund nicht so ungalant seyn werden, mir ein kleines Gratial zu verweigern." Derpå ryster han med forfærdelig bragen en mægtig stor sparebøsse så tilskuerne farer sammen og trænger sig nu med påtrængende ord og lader ind mellem tilskuerne, idet han stoler på at en falsk undseelse vil afholde de fleste fra at være "so ungalant" at nægte ham dette gratiale. Når nogen imidlertid afviser ham, tilkaster ham dem et hånligt blik eller undser sig ikke ved gentagne gange at trygle om denne almisse. 

Personen må nu kalde det "gratiale" eller hvad han vil. Så er man dog så fri at benævne hans forhold "tiggeri" og vil blot gøre ham opmærksom på at tiggeri under enhver skikkelse i vores land er forbudt og i vores love belagt med en navnlig straf. Næst det ubehagelige der ligger i at en smudsig klædt person *) trænger sig ind imellem velklædte mennesker og gnider sig op ad klæder der ikke tåler sådanne berøringer, er det harmeligt og oprørende at se et så uforskammet tiggeri at drives så åbenlyst. Hr. Lehmann eller hvem der for resten er ejer eller forstander vil man gøre opmærksom på at sådan fremgangsmåde er upassende og uanstændig ved et menageri som han selv kalder et af de største i Europa. 

Hvis det på denne måde indsamlede er sportler der hører til personens løn (for at det indsamles for tjeneren og ikke for herren, vil man håbe og tro), så forhøjer han denne eller adgangsprisen. For et sådant ublu overhæng og påtrængenhed gør på dannede mennesker en ubehagelig virkning. Skal det være betaling for hans kollegier i den populære naturhistorie, så vil man gøre ham opmærksom på at offentlige forelæsninger her til lands holdes gratis. Og vil han give privatissima, så bør han på plakaten tilkendegive til hvilken tid på dagen disse holdes. For da skal visseligt anmelderen og han tror vist også flertallet af tilskuerne, vælge den tid på hvilken man kan undgå disse oplysende og i sine følger nærgående forklaringer.

*) Det er ikke anmelderen hensigt at lægge ham hans dragt til last, for det er naturligt at han ved at passe dyrene ikke kan være propert klædt. Men kun at gøre ham opmærksom på at han i den dragt bør blive hos dyrene.

(Politivennen nr. 702, Løverdagen den 13de Juni 1829, s. 399-401)

Redacteurens Anmærkning

Hr. Lehmann må være en af Lehmann-brødrene Andreas. I J. Davidsens "Fra det gamle Kongens København", 1910 berettes om at der fandtes menagerier omkring Vesterbros Torv (dog ikke med glubende dyr, fordi en løve engang var undsluppet i Frederiksberg Haves menageri). Brødrene Lehmann rejste rundt i Europa bl.a. til Moskva. Her blev de ganske velhavende, Andreas Lehmann havde et stort menageri og købte en gård på Kongens Nytorv for 80.000 Rigsbankdaler. Dette menageriet er omtalt i Politivennen nr. 832, 10. december 1831, s. 852-853.   

Æ-Æ paa Christianshavn.

I Overgaden neden Vandet på Christianshavn er slæbestederne udenfor nr. 150, 151, 152 osv. opfyldt med store bunker af menneskeskarn, hvilket frembyder et højst modbydeligt skue for dem der må passere dette gadestykke, for ikke at tale om hvor ubehageligt disse skarnoplag der daglig forøges, virker på lugteorganerne. Man kunne ønske at sundheds- og velanstændighedspolitiet ville tilholde rette ansvarlige at bortskaffe disse menneskeekskrementer der nu da det varme vejrlig er indtrådt, er dobbelt besværlige. Med hensyn til udtrykket "rette ansvarlige", så bemærkes at det efter indsenderens mening er højst tvivlsomt om det påligger gade- eller natterenovationskontrahenterne at bortføre det omhandlede skarn. Men heri vil øvrigheden vist nok vide at kende hvad ret er.

(Politivennen nr. 702, Løverdagen den 13de Juni 1829, s. 392)

Redacteurens Anmærkning

De nævnte adresser ligger i nuværende kompleks Overgaden neden Vandet 49-51, Wildersgade 60-62. Mange af husene her er opført i starten af 1800-tallet og før det.

Om Afgivter til Stadsmusicanten.

Stadsmusikantembedet i København er vistnok et af de mageligste og mest indbringende. Der findes nemlig på stadens distrikt nogle og tyve privilegerede danseboder af hvilke de færreste har to, nogle 5 til 6, men de fleste 3 til 4 musici. For ikke at overdrive, vil vi blot antage at overhoved tyve sådanne danseboder, hvoraf de ti har hver tre, de andre ti hver fire musici, altid (sommer og vinter) er i aktivitet, og at ethvert af disses musici må betale 18 Rigsbankdaler årligt (siger og skriver atten rigsbankdaler) til stadsmusikanten, hvilket er vist, så udgør denne indtægt, der på den allermageligste måde erhverves, en lille rund sum på 1.260 rigsbankdaler årligt. Og retfærdiggør dette nok så meget det ovenfor ytrede, især når man tager i betænkning at denne indtægt sandsynligvis er en bifortjeneste, der vel næppe kan sammenlignes med den reelle.

Imod anførte kan vel indvendes at det ikke er de musicerende, men derimod de respektive danseværter der afkræves denne skat for den tilladelse selv at vælge musici, men disse må dog alligevel betale, om de end også ikke tjener mere end hvad stadsmusikanten har betinget sig, med mindre de vil renoncere på al fortjeneste af den slags.

Nu spørger jeg: er stadsmusikanten i København berettiget til at kræve en afgift af de værter der holder dans? Det vil sige af de musici der spiller hos nævnte værter? Det synes næppe at være rimeligt, da han uden disse bistand ikke vil kunne opfylde alles ønsker eller ekspedere alle de bestillinger på musik der muligvis under en eller anden omstændighed kunne indløbe. Med hensyn til oboister som udgør det største antal af disse musici, mener jeg at de som enhver anden militærperson, kunne tillades ved at udøve deres kunst, at erhverve et bidrag til deres udkomme, uden at betale for tilladelsen til det. I det mindste kunne denne betaling tåle at indskrænkes en god del, med mindre der hviler særdeles betydelige afgifter på embedet, hvorom man ønskede sig underrettet. For er dette ikke tilfældet, da retfærdiggøres vistnok den ytring at stadsmusikantembedet i København er et af de mageligste og dertil mest indbringende.

(Politivennen nr. 702, Løverdagen den 13de Juni 1829, s. 387-389)

Varsko for en glubsk Hund i Pedermadsensgang.

Ved for nogle dage siden at gå gennem Peder Madsensgang, blev anmelderen overfaldet af en glubsk hvid puddelund der tilhører en spækhøker i huset nr. 294-95 i nævnte gang, fra hvilket den for ud imod mig, med sådan raseri at jeg for ikke at blive skambidt, så mig nødsaget til at stå stille af frygt for dette glubske dyr. Uagtet først ejerens datter og dernæst hans søn gjorde sig al umage for at kalde hunden til sig, lykkedes dette dem ikke før efter nogle minutter forløb, i hvilken tid anmelderen måtte udholde den angst som dette uvane dyr forårsagede ham. En del af beboerne i oven nævnte gang forsikrede anmelderen at det ofte er sket af forbigående er blevet overfaldet af denne hund. Man håber og forventer at ejeren enten holder sin bidske hund fra gaden eller også pålægger den en mundkurv, så at den bliver uskadelig for de forbigående, eller at han i manglende fald, af høje vedkommende pålægges denne pligt. Den allerede nævnte hund var ikke forsynet med polititegn.

(Politivennen nr. 701, Løverdagen den 6te Juni 1829, s. 384-385)