Den kongelige forordning om vejvæsnet befaler i § 84 at "intet led eller rækværk må findes på de, efter den anlagte landeveje, med undtagelse af byled for bønderbyer, der har småkreaturer i gadekærene." - Dette lovbud er som enhver let kan se, lige så rigtigt som vigtigt. Med forundring ser man alligevel ved at befare vejene at den gamle uskik med led endnu ikke er fjernet overalt efter et tidsforløb på næsten 40 år. Man vil således ved at befare visse jurisdiktioner fx på Sjælland, Store Heddinge-egnen næppe finde noget led på de offentlige landeveje. Men derimod generes vejfarende mellem Næstved og Præstø af led ved Rønnebæksholm, af to ditto ved Mønstrings Skov, af et ved Bårse, af et på Faxinge Mark og af to ved Nysø Mark. Det er kun kort tid siden at endog postvognen skal have taget skade ved et af disse sidste. Ligeledes findes to led på vejen til Kallehave ved Høfdingesgården osv.
Nævnte led giver anledning til forbudt tiggeri. De hindrer de rejsende og forvolder dem ofte mange besværligheder såvel om dagen som om natten. For en lukket vogn der ikke fører tjener med sig, må herren eller damen undertiden selv stige op på bukken mens kusken åbner og lukker. Tænker vi os jordmødre der som bekendt ofte hentes i fuldt firspring, kan man da antage at konen når hesten engang er i fart altid vil være i stand til selv at kunne køre dem gennem leddet, især hvor der skal drejes eller ned ad bakke? Og hvad forpligter en postfører til mens karlen står af, at agere kusk, eller den rejsende til at betro sit liv i hans hænder? Og hvordan tør man sætte led på postvejen?
Anmelderen af dette ønsker og håber at alle sådanne led må forsvinde anordningsmæssigt, da det offentlige i så mange henseender synes berettiget til at nyde gavn af den vise kongelige foranstaltning. Men skulle dette ikke ske, da vil det sikkert ikke vare mange år inden den rejsende på sine steder vil plages med en halv snes led og tiggere pr. mil. Og anordningen om hegn og markfred vil på sådanne steder ikke blive fulgt, hvorved der kan forvoldes stor skade for den mand (herremand) der har mange kreaturer ved siden af den nabo som kun har få.
Hvad er årsagen til nævnte led, uden den at man vil spare sig hegn langs ved vejene? Men derved overtrædes jo atter rejseanordningen, især i ævredtiden når kvæget strejfer i flok tværs over vejene til fare for fodgængere, især for børn og kvinder og overhovedet for enhver som har sin hund med. Gid da disse få bemærkninger ikke må være en røst i ørkenen!
(Politivennen nr. 723, Løverdagen den 7de November 1829, s. 719-722)
I anledning af ønsket til Fattigkommissionen i Vordingborg har undertegnede som medlem af nævnte kommission den fornøjelse af kunne meddele at da kommissionen indgik til det kongelige danske kancelli med forslag til en fattig- og arbejdsanstalts oprettelse her i byen, var den årlige fattigskat i et tidsrum af 3 år, middeltal 1718 rigsbankdaler, 24 skilling sedler og tegn, 41 tønder, 2 skæpper rug og 21 tønder byg, derimod de fattiges antal cirka 51.
Siden anstaltens oprettelse er repartitionen nedsat i et lignende tidsrum til middeltal 1098 rigsbankdaler, 16 skilling, 80 tønder 1 skæppe rug og 7 tønder byg. hvorimod de fattiges antal dels i og dels uden for anstalten er forøget til 70. Dog bør dette resultat ikke søges i indretningens tilværelse alene, men til dels i tiderne i forandring.
At give en fuldstændig detaljeret beretning om anstaltens værd og nytte såvel i moralsk som økonomisk henseende ser undertegnede sig ikke i stand til. Dels fordi dens specielle bestyrelse ikke er mig overdraget, dels fordi meget beror på tilfælde hvor arbejdet forrettes af gamle svage mennesker og børn der ikke altid er de samme så at det som i et år bringer fordel, kan et andet år bringe tab. Imidlertid yder indretningen under alle omstændigheder altid den nytte at de gamle, svage fattige ikke er udsat for at lide nød, men nyder fuldstændig forsørgelse, at børnene ikke er overladt deres egen skæbne, men så passende opdragelse og undervisning sat at betleri ikke finder sted.
Skulle foranførte resultat i forbindelse med den nævnte forsørgelsesmåde ikke være tilstrækkelig nok til at bestemme indsenderen eller vedkommende til oprettelsen af en lignende indretning, men man meget mere ønsker at få en detaljeret underretning om dens egentlige besparelse, bedes den ærede indsender at ville opgive sit navn og adresse, da muligvis kommissionen så vil underrette ham om det ønskede, og overlade det til eget forgodtbefindende at lade samme offentliggøre hvis den findes interessant nok.
H. Søtoft
Kaptajn og bager.
(Politivennen nr. 722, Løverdagen den 31te Oktober 1829, s. 715-717)
Det er vist en af de bedste og nødvendigste indretninger at der ved nattetid findes årvågne og påpasselige vægtere i alle stadens gader og stræder, som samtidig med deres råben tilkendegiver klokkeslættet for dem som ikke sover. Men hvorvidt det er nødvendigt - min gode vægter i Studiestræde! - at du råber eller rettere brøler, gudelige vers hele natten igennem er en ting dine foresatte bedre må vide end du og jeg, så at du i den henseende er undskyldt. Men bøn som jeg håber du for fremtiden opfylder, er derfor at du med undtagelse af ovenstående, tilsidesætter al anden unødvendig larm som du forårsager ved den ækle latter du så ofte slår op og de højrøstede samtaler du fører på urigtig tid og sted.
Endnu værre er det at du sjældent eller aldrig kan lade de stakkels natterenovationskuske køre i fred. De eder og forbandelser du udøser mod dem og som dårligt harmonerer med dine gudelige vers, samt det spektakel du derved forårsager, er åndsfortærende for Studiestrædes beboere. At du er befalet af dine foresatte at underrette de nævnte kuske om hvorledes de skal køre og holde eller omvendt, kan jeg indse. Men dine foresatte skulle bare vide hvorledes du udfører deres befalinger. Så indestår jeg dig for at ingen af dem fik lyst til at bo i Studiestræde.
Din ven
(Politivennen nr. 722, Løverdagen den 31te Oktober 1829, s. 712-713)
"Du råber eller rettere brøler, gudelige vers hele natten igennem." (Vægter ca. 1815. Riedters dragtserie. Københavns Museum.)
Det råd De i sidste nummer af Politivennen har givet hr. Pedrin, nemlig at han burde lade sin iskælder mure til, er vistnok fremsat i en god mening. Men man tror dog at burde bemærke at det var ligeså overflødigt som det røber aldeles ukendskab med anlægget af en iskælder, samt med brugen af den is der opbevares. For i København findes mange iskældre som alle er muret med 1½ til 2 stens mur, hvilket er nødvendigt for at holde den altid fugtige jord fra at styrte sammen. Og man har ingen grund til at tvivle på at hr. Pedrin ville bruge samme forsigtighed og ikke anvende ubetydelige udgifter på en iskælder der snart ville styrte sammen og ikke være ham til nogen nytte.
Hvad den is som opbevares i kælderen angår, da ved enhver isspiser at den kun bruges til at uddrive varmestoffet af de ingredienser der skal nydes, eller at få disse til at fryse, uden at komme i umiddelbar berøring med samme. Det er heller ikke altid tilfældet at man bruger ferskvandsis til det. Om vinteren tages ofte søvandsis, ja endog af det der findes i kanalerne. Og hidtil har ingen kyndig fundet sig foranlediget til at klage over det. Hr. Pedrin kan derfor roligt fuldende sit påbegyndte værk uden frygt for at mangle afsætning på sin is. Rådgiveren derimod ønsker man for eftertiden ville skaffe sig nogen mere sagkundskab inden han kommer frem med sine råd.
(Politivennen nr. 722, Løverdagen den 31te Oktober 1829, s. 711-712)
Forleden mandag den 19. oktober om aftenen mellem kl. 10 og 11 fik indsenderen ved at passere Store Kongensgade øje på en gammel, velklædt mand der pludselig forandrede sin ellers regelmæssige gang, idet han nemlig tog sin tilflugt til muren ved hvilken han støttede sig i nogen tid, indtil han blev betaget af en sådan afmagt at han faldt omkuld på fortovet. Indsenderen ilede ham straks til hjælp og erfarede da at manden slet ikke var beruset, men at hans fald måtte tilskrives et pludseligt opstået sygdomstilfælde. En overbevisning som endnu mere foranledigede indsenderen til i største hast at løbe ned i en frugtkælder i nærheden hvor han udbad sig koldt vand og et tændt lys, hvilket sidste indsenderen holdt mens frugthandleren bestænkende den syges ansigt med vandet.
"En
gammel, velklædt mand forandrede sin ellers regelmæssige
gang, indtil han blev betaget af en sådan afmagt at
han faldt omkuld på fortovet." (Wilhelm Marstrand: Spadserende ældre borgerpar, 1850erne. Statens Museum for Kunst.)
Den tilstimlende folkemængde såvel som indsenderen anmodede derpå gadevægteren om at hente barberen som boede overfor, en anmodning som gadevægteren beredvilligt opfyldte. Men barberen udeblev, hvorfor man fandt det mest rigtigt at vægteren besørgede den syge bragt til hospitalet. Ved at støde i sin pibe tilkaldte vægteren et par af sine kammerater, af hvilke den ene straks påtog sig overkommandoen, stødte indsenderen til side, slukkede lyset som han holdt i hånden for at assistere den person der holdt den syge i oprejst stilling og den mand der stænkede ham med mere vand, og lagde i det hele taget ved sin uartige adfærd for dagen at han ikke havde vidst at tilegne sig det mindste gran af den humanitet det i så høj grad karakteriserer hans foresatte.
I en hast blev en vægterstige bragt til veje, hvorefter nævnte vægter rev den syge ud af armene på den mand der holdt ham oprejst, kastede ham overende og slængte ham hen på stigen, til hvilken han blev fastbundet med sejlgarn. Alt dette skete trods alle de forestillinger den forsamlede mængde i forening med indsenderen gjorde derimod, og trods de gentagne bønner om en mildere behandling med en syg og ikke beruset person. Men alt var forgæves. Den syge skulle efter vægterens mening absolut være drukken og behandles som sådan.
Indsenderen der havde ondt ved at undertrykke sin harme over en så skændig behandling, bad endvidere at der måtte lægges noget under den syges hoved, hvortil vægteren svarede: "Jeg har ingen hovedpude," men da det blev ham betydet at den syges hat kunne tjene i stedet for en sådan, bekvemmede han sig da endelig til at benytte denne.
Netop som den formentlige drukne skulle føres i procession gennem gaderne, kom en læge gående forbi, hvem indsenderen formåede til at besigtige den til vægterstigen fastbundne patient, der straks blev erklæret for skindød, hvorhos lægen udlod sig med at han i største skynding måtte bringes til hospitalet, hvilket da også skete, eftersom vægteren formodentlig frygtede voldsomme optrin af den forbitrede mængde. Og det er rimeligt at antage at noget sådant ville have fundet sted, hvis han havde fuldbyrdet sit første forsæt. Ved ankomsten i det almindelige hospital blev manden konstateret død og var ikke at bringe i live. Såvel indsenderen som flere med ham er ikke utilbøjelige til at antage at nævnte vægters adfærd har fremskyndet om ikke just bevirket mandens død. Og man tillader sig derfor herved at fremsætte anmodning om at stadens vægtere måtte få fornyet instruktion om hvorledes de skal omgås skindøde så at flere ikke skal komme i et lignende, rædsomt tilfælde.
Bülow
Assistent
(Politivennen nr. 722, Løverdagen den 31te Oktober 1829, s. 703-707)
Redacteurens Anmærkning
Den underskrevne assistent Bülow findes ikke umiddelbart i Krak 1830. De to eneste der ikke er fornemme mænd, er Fr. Chr. Bülow, kopiist under Statsgælden, Farvergade 150 og Joh. Bülow, bud i Hof-og Stadsr., Frederiksberggade 22
