Forargelig Kanefart.

Jo sjældnere man nu ser støjende pøbeloptrin i København, jo mere vækkes også det ønske at også de gadedrengeoptrin som ledsager kanekørslen i gaderne måtte kunne fjernes.

En af de mest forargelig optrin af denne slags blev anmelderen øjenvidne til søndag den 10. i denne måned. Ved nemlig at passere Borgergade om eftermiddagen under aftensangstiden, blev han mødt af 3 kaner efterfulgt af 50 gadedrenge der gav dem det gelejde som af piben hurraråb ellers sædvanligvis tildeles en svinglende matrone.

Da den ene kane blev kørt af en bekendt agtet borgerofficer og hattemagermester her i staden, den anden af en ligeledes bekendt agtet slagtermester og der i alle kanerne sad meget brillant klædte damer, kunne man straks indse at de kørende ikke havde nogen anledning til dette optog. Hvilket også senere blev bekræftet på forespørgsel da det blev sagt at kanerne næppe i et kvarters tid havde holdt stille i gaden mens de kørende talte med en bekendt de mødte, samt at dette ophold havde forvoldt denne sammenstimlen af drenge som ved bortkørslen teede sig så ilde.

At agtværdige borgere på Københavns gader behandles således af pøbelen, synes at vise at vi først i en fjern fremtid kan vente at se frugter af den anstrengelse hvormed alt så længe arbejdedes for at bringe endog almuen til et for den passende trin af kultur. At sådant endog kan ske en søndag under gudstjenesten er i høj grad forargeligt. At midler mod dette uvæsen måtte anvendes, var ønskeligt!

(Politivennen nr. 734, Løverdagen den 23de Januar 1830, s. 62-64)

Nogle ærbødige Bemærkninger til den kongelige Theater-Direction.

Lørdag den 16. i denne måned indtraf under opførelsen af vaudevillen Aprilsnarrene det vist nok førhen uhørte tilfælde at en person styrtede ud af en loge i anden etage og ned i parkettet *), hvor han stødte på nogle personer uden dog selv at komme synderligt til skade. Det kan siges at være meget heldigt da han meget let kunne have slået sig ihjel på stedet. Det vakte en så øjeblikkelig bestyrtelse i huset at tæppet gik ned. Men da man erfarede at ingen betydelig skade var sket, gik tæppet atter op og stykket blev fortsat. Anmelderen tager sig herved den ærbødigste frihed at fremsætte nogle bemærkninger i den anledning.

Det er først i de seneste år blevet brug at loger udstykkes enten af folk som abonnerer dem ved den offentlige auktion, eller som køber dem hos kassereren når intet abonnement finder sted. Disse folk sætter sig kun i besiddelse af logerne for at ågre med billetterne og søger ordentligt at gøre sig det til et slags levebrød. De tror tillige at når de abonnerer eller køber en loge, har de også lovlig frihed til at disponere over samme efter forgodtbefindende. Dette kan nu vel også til dels være tilfældet. Dog tror anmelderen også kun til dels. Så længe logens ejer nemlig ikke sælger flere billetter end logen af teaterdirektionen er bestemt til at rumme personer, da er alting i sin orden. Og det kan vist nok ikke formenes ham at forlange så meget han behager for sine billetter. Sælger han derimod flere billetter (hvilket altid er tilfældet) end logen er bestemt til at rumme personer, da bryder han utvivlsomt den den stiltiende forpligtelse der påhviler ham som køber af logen. Og han begår åbenlyst et bedrageri. 

For deraf følger ligefremt at en del personer som har købt deres billetter og det måske dyrt nok, intet får at se. Hvilket dog er hovedbetingelsen ved købet af billetterne. Man sælger simpelt hen så mange billetter som man antager at der kan proppes personer i logen uden noget videre hensyn. Stikker pengene i lommen og forbliver ganske roligt i sit hjem. Heraf opstår nu det mest skrækkelige og mest uanstændige klammeri i logen man kan tænke sig, i hvilken larm de stærkeste og groveste naturligvis beholder overhånd og de svagere må give efter, ja gå bort uden at få noget for deres penge. Desuagtet bliver der i logen så mange som ved at stå på bænkene, læne sig mod karnissen osv tror at kunne se. Og et tilfælde som den ovennævnte nedstyrtning finder naturligvis sted. Folk bliver altså ved denne logernes utilbørlige udstykning dels bedraget for deres penge, og dels udsat for at komme i livsfare. Men det er sikkert den kongelige direktions pligt at råde bod på det. 

Det kan ikke nægtes at teatret ved denne ubetingede logeudstykning sælger sine loger med lidt større lethed end når indskrænkning derved fandt sted. Dog tillader anmelderen sig at tro at dette kun ville være i begyndelsen og at det om kort tid ville have en lige så hurtig afsætning som før. Man vil også uden tvivl opnå en større personlig sikkerhed og mere velvære i teatret. Hvilket vel må være en så ubetydelig opofrelse værd som følgende forslag måske, dog kun måske ville fremkalde. Anmelderen tror nemlig at det for det første burde stå malet på enhver logedør hvor mange pladser teaterdirektionen har ansat logen til. Dernæst burde enhver logekøber meddeles så mange trykte billetter som logen havde pladser. Og disse og kun disse burde det tillades ham at sælge. Det burde endelig være kontrolørens pligt at påse at ingen andre end personer med trykte billetter fik adgang til logen. Al utilbørlig og utilladelig handel med de af logekøberne selv skrevne adgangsbilletter vil,e således ophøre, og orden og anstændighed indtræde på et sted hvor man samler sig "ej blot til lyst".

Indløb de samlede billetter til en loge fra en mand, da havde kontrolløren intet videre at befatte sig med en sådan loge. Modtager han dem derimod enkeltvis, da ved han straks at logen var udstykket, og her må han nøje opfylde sin pligt. At logekøberne burde holde sig skadesløse for det mindre antal ved at forhøje prisen på deres billetter er allerede sagt, ligesom de også vilkårligt kunne rette deres priser efter første, anden og tredje bænk. Men anmelderen vover at tro det uden for al tvivl at teaterdirektionen af alle kræfter bør våge over den gode ordens vedligeholdelse på et til deres omsorg betroet sted hvor ro og anstændighed ikke under betingelse burde tilsidesættes.

*) Ikke fra galleriet ned i parterret som Morgenposten fortæller

(Politivennen nr. 734, Løverdagen den 23de Januar 1830, s. 49-54)

"Under opførelsen af vaudevillen Aprilsnarrene skete det vist nok førhen uhørte tilfælde at en person styrtede ud af en loge i anden etage og ned i parkettet." (Emil Bærentzen: Johan Ludvig Heiberg, ca. 1839. Aprilsnarrenes ophavsmand. Statens Museum for Kunst.)

Redacteurens Anmærkning

Fænomenet kaldtes en høkerloge. 2. og 3. etages logerne havde unummererede bænke og hørte til de billigere pladser. Episoden er omtalt i Det store Danske. Aprilsnarrene blev opført adskillige gange i 1830. Peter Tudvad omtaler i "Stadier på antisemitismens vej" tilskueren som en jødisk dreng, og at episoden næsten blev et bonmot, anvendt af Søren Kierkegard i 1846: "Ikke Jøden der faldt ned fra Galleriet, kunde komme mere hovedkulds."

I artiklen "Comoediespil udenfor Comoediehuset." blev der klaget over langsommeligt salg af billetter, Politivennen nr. 1102, lørdag den 11. februar 1837. Side 92-94. Om overfyldningen af loger i "Theatret angåeende", Politivennen nr. 1140, lørdag den 4. november 1837, side 691-692.

Anmodning til Politiet.

Politiet har gennem dette blad været gjort opmærksom på det uvæsen som drives på Kongens Nytorv med de såkaldte skillingskaner uden at dette uvæsen er blevet standset. Passagen over dette torv har virkelig i de to sidste måneder fra middag af indtil sent ud på aftenen været forbundet med livsfare, selvom ethvert individ i en vel organiseret stat kan kræve sig sikret ved politiforanstaltninger. Indsenderen af dette hvis embedsvej daglig fører frem og tilbage ad dette strøg, har ofte med harme været vidne til hvorledes aldrende og svage folk ter sig for at undgå at blive kørt over eller for at undgå piskesnert af drengene som krydser torvet i alle retninger med kanerne. Og vover nogen at påtale denne fremfærd, så overøses han med grovheder af det pak som holder ved kanerne, og enden bliver altid: Politiet tillader kørselen, så kommer den ingen anden ved. 

Indsenderen tror ikke at standsning af dette uvæsen ville være indgreb i nogens næringsvej, men tværtimod et gode, hvorfor mange folk ville yde politiet sin varmeste tak. Halvvoksne drenge af hvilke man hører de frygteligste eder, og lurvede karle udlejer disse kaner; det forspændte elendige forsultne dyr, hvis lidelser ingen ænser, og som hverken nyder vådt eller tørt, drives torvet omkring snesevis af gange med frygtelige piskeslag for at tjene hvad dets bøddel som oftest svirer bort eller tilsætter på andre liderlige måder. Hvem benytter den slags køretøj? Skolebørn, læredrenge, matrosdrenge og deslige der vel ikke altid kommer på rigtig måde til pengene som bortkøres. Moralen vinder sikkert ikke herved.

Jeg håber at politiet vil værdige denne genstand opmærksomhed og at man herefter - som det var tilfældet for en del år siden - også om vinteren vil kunne passere hovedstadens smukkeste plads uden fare for lemlæstelser, og uden at se bøddelscener der oprører ethvert retsindet menneske følelser.

Kunne den umanerlige jagen med kaner gennem gaderne og den uforskammede piskesmælden forbydes, så skete derved vist en stor del af publikum en ikke lille tjeneste.

(Politivennen nr. 733, Løverdagen den 16de Januar 1830, Side 46-48).

Svar paa fire Spørgsmaale i Dagen Nr. 9 f. d. A.

"Oldgesel Dædicken har bestilt 3 kareter til lig, hvoraf de 2 kørte hjem fra mig kl. kvart i ti til Christianshavn og den ene kl. kvart over 9, hvilket bevidnes af mig."
København den 1. januar 1830.
P. Petersen

Jeg kan ikke nægte at jeg og min kollega burde have påset at processionen var gået for sig i rette tid, hvorved den stedfundne ulempe muligvis var blevet forebygget. Men jeg tror også at de herrer som siden så rundhåndet har overvældet mig med bebrejdelser, havde handlet smukkere og venskabeligere når De som mere kyndige i sådant havde underrettet mig som ung og ganske uerfaren og påmindet mig i tide at tage bort med liget. Men derimod tror jeg ikke at hr Horn er kompetent til at give mig forholdsregler. For ved lauget findes ingen skriftlige regler, og i laugsforsamlingen da jeg tiltrådte oldgeselposten, er der ikke forkyndt noget for mig som jeg skulle rette mig efter. Og jeg har derfor i hvert tilfælde rådført mig med oldermand Christensen der i en del år har bestyret laugets affærer. Hr. Horn pålagde mig i lighuset at byde snaps og forfriskninger til sørgefølget. Men da jeg godt nok er oldgesel, men ikke agerer bedemandstjener, håber jeg at ingen lægger mig til last at jeg undlod dette.

Da hr. Horn endvidere udlod sig med at jeg ikke var værdig til at beklæde en sådan ærespost (som jeg også har antaget samme for at være), men tværtimod fortjente at blive afsat, så må jeg herved erklære at den ærespost der er forbundet med så mange chikaner og med æresbevisninger af den art som hr. Horn har opvartet mig med, har jeg ikke nogen grund til at agte så synderligt dersom enhver af mine kolleger ville gøre det samme, og vil jeg endog være tilfreds med at hr. Horn ifald det står i hans magt, overdrager den til en anden der ville finde større behag i sådanne æresbevisninger end jeg. Dog vil jeg selv have den ære på belejlig tid og sted at opfordre ham til det.

Da hr. Horn fremdeles tog sig den frihed at forordne at begge oldgeseller skulle besørge begravelse og at jeg under ungen omstændighed kunne være berettiget til det, så har han nok glemt at min kollega allerede i et år har båret byrderne af sin hæderspost og i laugsforsamllingen ved sankt hansdag forrige år er afgået. Men har på opfordring siden modtaget den for ordens skyld og for at assistere mig i sygdomstilfælde. At vi er kommet overens om at et eller andet forrettes af den ene af os, hvortil to ville være overflødige, forbyder ingen instruks bort set fra hr. Horn, som jo ikke kan give instruks. At jeg i øvrigt var bereettiget til at bestyre begravelsen eller overdrage samme til kvartermester Christensen på Almindelig Hospital, vil ses af følgende vidnesbyrd:

"Til afdøde guldsmedesvend Ernst Ramløvs begravelse har jeg underskrevet efter hr. oldermand Christensens, mig af oldgesel Gædicken leverede bevis, besørget begravelsen til den afdøde.
Christensen
Almindeligt Hospital den 3. januar 1830.

På opfordring om at gøre rede for at ingen ulempe eller skænden hidrører fra min side, har jeg været nødt til at bekendtgøre dette.

L.M. Gædicken
Oldgesel og guldsmedesvend
København den 10. januar 1830.

(Politivennen nr. 733, Løverdagen den 16de Januar 1830,Side 43-46).

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvaredes i Politivennen nr. 737, Løverdagen den 13de Februar 1830, s. 105-109.

Artiklen fra 16. januar 1830 mangler siderne 39-41. Det ser dog ud til at Gædichsens artikel vedrørende begravelsessagen er nogenlunde læselig i sin helhed.

I Krak 1830 og 1831 optræder ingen L. M. Gædecken, kun A. E. og J. F. Heller ingen A. G. Horn eller Ernst Ramløv.

Vor Frue Kirke vedkommende.

Manglen på en forbindelsesdør fra mellemskibet til det mindre sideskib gennem rækværket i Vor Frue Kirke gør al mulig afbenyttelse af dennes nordre portal umulig for de kirkebesøgende og forstyrrer menighedens andagt ved at foranledige skuespil der ikke hører hjemme i kirken. De vedkommende kirkebetjente hvis naturlige forretninger just overskærer den linje som nævnte rækværk beskriver, kan kun udføre deres dont ved at foretage ekvilibristiske øvelser hvis udfald desuden ikke altid begunstiges af samme lykke. Anmelderen var således anden juledag vidne til et mislykket forsøg af denne art hvorved en af kirkens gravere forslog begge knæ på en sådan måde at han i nogle dage måtte holde stuen. Man tror at skylde såvel det kirkelige dekorum som oven nævnte uskyldige offer for sammes tilsidesættelse deres højhed hr. biskop Münter hvem den afgørende stemme i Metropolitankirkens anliggender formodes at tilkomme, opmærksom på en ubekvemmelighed der er lige så øjensynlig som let afhjælpelig.

(Politivennen nr. 732, Løverdagen den 9de Januar 1830, s. 23-24)