Theatret paa Vesterbro.

Teatret på Vesterbro som så ofte har moret og endnu længe vil more os ved dets skønne og lunefulde forestillinger har adskillige uordener og mangler, hvilke som man håber den ærede direktion behageligt vil foranstalte rettet.

På begge sider af parterret under galleriet er der en plads foruden bænke hvor enhver som har det uheld at komme efter at alle de siddende pladser er optaget, er nødt til at placere sig. Foruden det at enhver der må stå, har denne plads den lyde at man ikke kan se det mindste af forestillingen, hvilket dog egentlig er hovedbetingelsen ved købet af billetten. Således var anmedleren ved den forestilling der opførtes i dette år i anledning af hans majestæts fødselsdag så uheldig at komme for sent (kl. 5.30) efter at alle siddepladserne var optaget. Parterret var pakfyldt og anmelderen samt nogle damer som var i følgeskab med ham, blev nødt til at stå ikke langt fra indgangen hvor de ikke kunne se det mindste af hvad der foregik på teateret. Det forunderligste derved var at som nogle gik ud og med nød fik deres penge tilbage hos kassereren, kom altid nogle andre i stedet for dem. Om det endog er tilfældet at man kan få sine penge tilbage, så er det dog ubehageligt at have gået en så lang vej forgæves og måske for forestillingens skyld forsaget megen fornøjelse som man en sådan aften kunne have nydt. - Enten er det derfor nødvendigt at direktionen ingen billetter sælger til nævnte pladser, eller på en eller anden måde indretter den således at at man derfra mageligt kan se forestillingen.

I forrige år i sommertiden blev i dette blad omtalt en meget uforsigtig og næsvis konditordreng. Men desuagtet blev det der omtalte uvæsen ikke hævet. Endnu vedblev han at trænge sig frem, tilbyde sin punch og sine kager, ja endog at overspilde folks klæder, ligesom i trods. Tør man vel håbe at publikum ved forestillingernes snarlige begyndelse, bliver befriet for den omtalte konditordrengs overhæng?

Ønskeligt var det også hvis der til galleriet ikke blev solgt flere billetter end der kan rummes personer. For er man så uheldig at komme med de første og man sætter sig på den forreste plads, så står man i fare for at blive trykket tarmene ud af livet ved den mængde personer som man er betynget af. Forunderligt er det at et lignende tilfælde som med typografen på det Kongelige Teater ikke er indtruffet på dette.

(Politivennen nr. 738, Løverdagen den 20de Februar 1830, s. 120-123)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen i Politivennen nr. 762, 7. august 1830, s. 503-506 omtaler at Dagen havde skrevet at manglerne var blevet udbedret. Ved selvsyn benægtede Politivennens skribent dog at forholdene var blevet bedre: Der var stadig ikke udsigt til scenen, og at loftet endnu ikke var malet.

Overhaandtagende Svinerie, samt andre Uordener, i Kronprindsensgade.

Uagtet gård- og husejerne i København sjældent viser nogen ligegyldighed når det gælder om at få den leje der tilkommer dem, hænder det sig dog ikke sjældent at de viser desto større ligegyldighed når det gælder om at opfylde lejernes mest retmæssige og rimelige fordringer. Dog findes der vist nok næppe nogen der i den henseende overgår ejeren af huset nr. 34 i Kronprinsensgade. Det har i lang tid lidt under flere betydelige mangler. Indsenderen (og vist nok flere med ham) har ofte ved at passere gangen der fører fra gadedøren til trappen, stået i fare for at brække arme og ben, og kan ikke nok så meget takke Gud at han er sluppet med hele lemmer. 

Desuden er denne gang i tøvejr for det meste ufremkommelig, på grund af en mængde vand der fra gården samler sig i den. Hvilket forårsages ved forsømmelse i at lade rendestenen hugge op. I gården findes vel en post. Men da den højst sjældent er i den tilbørlige stand, nødes beboerne for det meste til at hente det nødvendige vand til husholdningen fra nabogårdene eller posten i Pilestræde. Hvilket især i en så streng vinter som indeværende medfører et ikke ringe ubehag. 

Lige som gården der skulle tjene til beboernes bekvemmelighed, jævnligt er opfyldt med skarn og snavs, således har også det lokum der er der, i lang tid på grund af mangel på renovationens udførelse, været så opfyldt med uhumskheder at beboerne slet ikke eller i det mindste ikke uden væmmelse, har kunnet benytte det. Da det i den henseende ikke har manglet på påmindelser, synes det som om ejeren anser disse mangler for ubetydelig. Men da lejerne sandelig ikke betragter dem fra det synspunkt, rådes ejeren i det mindste for sin egen fordels skyld snarest muligt at afhjælpe dem.

(Politivennen nr. 738, Løverdagen den 20de Februar 1830, s. 115-116)

"Der findes vist nok næppe nogen der i henseende med at vise ligegyldighed når det gælder om at opfylde lejernes mest retmæssige og rimelige fordringer, overgår ejeren af huset nr. 34 i Kronprinsensgade." (Man kan lige ane huset til venstre i billedet. Det så dog ikke ud sådan på Politivennens tid, jf Redacteurens Anmærkning.)

Redacteurens Anmærkning

Kronprinsensgade 34 er vore dages nr. 14. Huset er fra 1792 og oprindeligt tilhørte det købmand Claude Terveaux og kamfabrikant Pierre H. Picard. Omkring 1900 blev de tre nederste etager omdannet til to etager. 

Uddrag af et Brev fra Helsingøer, af 14de Februar.

Når en skipper kommer i land i Helsingør, så bliver han så snart han har forladt Øresunds toldkammer efter at have meldt sig der til klarering, overhængt af en mængde slagtere og slagterkoner, grønthandlere og grønthandlersker, tiggere osv. Denne modtagelse må vist nok være højst ubehagelig for en fremmed mand. Og han kunne let derved foranlediges til at få dårlige tanker om vores politiorden i så henseende. Lige så ubehageligt er det for det menneske som ledsager skipperen fra Øresunds toldkammer til vedkommende handelshus, undertiden at blive tiltalt på en uhøflig måde når han ikke øjeblikkeligt vil føje de gode slagtere og grønthandlersker med at trække skipperen til en af dem, hvorved han dog også er udsat for ubehageligheder idet sådanne folk søger at tage brødet af munden på hinanden, hvilket som oftest giver anledning til slagsmål og rettergang mellem slagtere og grønthandlermadammerne.

Det ville vist nok være højst gavnligt for disse gode folk selv hvis denne uskik blev ganske afskaffet, og de blev hjemme i deres bod hvor enhver nok vil vide at finde dem når der behøves. Så derfor smigrer man sig med det håb at der vil blive lagt mærke til oven anførte linjer af de ansvarlige.

(Politivennen nr. 738, Løverdagen den 20de Februar 1830, s. 113-114)

"Så snart en skipper har forladt Øresunds toldkammer efter at have meldt sig der til klarering, bliver han overhængt af en mængde slagtere og slagterkoner, grønthandlere og grønthandlersker, tiggere osv." (Adolph Kittendorph: Helsingørs Havn, efter maleri udstillet på Charlottenborg 1859. Statens Museum for Kunst.)

Et ulykkeligt Barn.

Næsten daglig ses her i byen et barn på 3 år blive ført omkring i forskellige gader af en halvvoksen dreng. Dette ulykkelige barns påklædning består af et kort skørt og et par store støvler uden videre bedækning. Således, næsten nøgent er barnet af drengen som fører det, blev hensat snart i en og snart i anden gård hvor det har måttet stå indtil de næsten dødt af kulde, har opvakt folks medlidenhed. Meget ofte er dette barn af folk som har følt medlidenhed med det, blevet iført de nødvendige klædningsstykker. Men næste dag har den ubarmhjertige moder atter udsendt barnet i samme nøgne forfatning som før. Barnets arme, ben og fødder er ganske sorte af frost. Dets mor skal efter den store drengs forklaring bo i Nyboder på Skolemesterlængen nr. 328.

Indsenderen håber at politiet vil drage omsorg for at barnet ikke længere udsættes for sådan grusom behandling.

(Politivennen nr. 737, Løverdagen den 13de Februar 1830, s. 110)

Fornødent Gjensvar til Oldgesel Gædicken

Deres besynderlige miskmask af nonsens, modsigelser og usandheder i Politivennen nr. 733 for dette år i anledning af en begravelse på Assistenskirkegård bevæger mig til at fremsætte disse linjer. De ville helt sikkert have undgået enhver ytring af uvilje eller misfornøjelse hvis De ikke selv ganske havde foranlediget det forefaldne ved ukyndighed og efterladenhed i de pligter der påhviler Dem som oldgesel. Hvilket vil fremgå af følgende:

Først fortæller De at ligprocessionen blev opholdt på kirkegården fordi et tidligere opgravet lig måtte optages af den grav, hvori guldsmedsvend Ramløvs lig skulle jordes. Hvilken utilgivelig uorden vel næppe havde fundet sted hvis De havde efterkommet Deres pligt og sørget for ligets betimelige ankomst. Og næppe vil nogen anse det for andet end nonsens at De herom selv vedføjer to attester, nemlig fra de herrer Bernbaum og Petersen. For disse 2 (siger to) attester beviser netop at De og om De vil deres kollega hos hvem De nok egentlig er assistent, i stedet for som De udtrykker Dem, at have assistance hos ham, alene må bære skylden for det visseligt ubehagelige ophold.

De ønsker en venskabelig underretning om Deres pligter af ældre og mere erfarne. Vist nok kunne De i dette tilfælde ikke have henvendt Dem rigtigere end til Deres ældre kolleger. Og uden at være ubeskeden tror jeg også at kunne regne mig blandt de ældre og erfarne, skønt de offentligt erklærer mig for inkompetent til rådgiver. Men næppe vil De kunne nægte at De af mange velvilligt er blevet meddelt råd uden at det faldt Dem ind at agte på dem. Uagtet man vel turde formode Dem i besiddelse af de egenskaber der kræves for at beklæde den ærespost De så ivrigt virkede til at få.

Uden tvivl kunne det hverken falde mig eller nogen af mine kolleger ind at anse Dem for bedemandstjener ved efter 1½ times ophold i sørgehuset at påminde Deres ældre kollega på en venskabelig måde om at sørge for forfriskningernes præsentation (De var jo selv ikke til stede), hvilket også beredvilligt skete. Dog da bedemændene i almindelighed ved ligbegængelser lader besørge eller selv besørger sådant og De i dette tilfælde skulle fungere som bedemand, så var påmindelsen, om den var sket af mig til Dem, vel ikke overflødig. Men jeg har visseligt ikke blandet mig i det.

Min ytring at den ældre oldgesel ved hjælp af den yngre burde besørge begravelsen frafalder jeg ikke endnu da dette er efter gammel skik og orden. At De i øvrigt har rådført Dem med oldermanden (hr) Christensen, var sandelig noget af det klogeste De kunne gøre. For en så almindeligt agtet og erfaren mand er vist nok både kompetent og duelig til at råde bod på savn af konduite. Skønt jeg ikke indser at De i den anledning kunne have noget at ulejlige hr. oldermanden med, undtagen at bede ham om tilladelse til at lade Deres selvpåtagne forretninger besørge af en anden som ses af Deres 3. attest fra hr. Christensen på Almindeligt Hospital.

De vil erindre at De anmodede nogle af ligfølget om at indfinde sig på et beværtningssted om eftermiddagen hvor da De og Deres kollega ville indtræffe. Just på dette sted kommer jeg undertiden når jeg søger at adsprede mig efter mine sysler og befandt mig uheldigvis der da nogle af mine kolleger som havde overværet begravelsen, indfandt sig. Og straks derefter De med Deres kollega. Efter Deres indtrædelse søgte De straks at overbevise mig om at De ikke havde fejlet. Men da jeg ikke kunne tale mod min bedre overbevisning og finde Dem uskyldig i det passerede, overfusede De mig med grovheder, trængte endelig ind på mig og stødte mig i ansigtet. Ville De vel at jeg barnagtig skulle tåle sådant? Tak De imidlertid de tilstedeværende at jeg ikke tugtede Deres pøbelagtige drengeadfærd efter fortjeneste.

Til slut må jeg bemærke at det omhandledes offentliggørelse har De selv forårsaget ved Deres nonsens i dette blad. Da jeg imidlertid i disse linjer har sagt hvad jeg skyldte mig selv at sige, for ikke at blive iskendt, så erklærer jeg herved intet pennestrøg mere at spilde i denne sag, men overlader Dem hvis De tror sagen urigtigt fremsat af mig at søge en retlig vej.
A. G. Horn
Guldsmedesvend.

(Politivennen nr. 737, Løverdagen den 13de Februar 1830, s. 105-109)