Nogle Bemærkninger i Postgaarden.

Da den kongelige generalpostdirektion altid med megen beredvillighed har opfyldt ethvert publikums rimelige ønske som sigtede til bekvemmelighed for de der besøger Postgården her i staden, og efter rygte nu endog i samme hensigt agter at lade et ur anbringe over porten ud til Købmagergade *), så tager anmelderen sig den frihed ærbødigst at gøre opmærksom på et par mangler han der har bemærket og som let kan afhjælpes.

Ved nemlig at passere gennem gangen i den forreste postgang til venstre fik han forrige efterår en god kjole ødelagt af tran som dryppede ned fra den lygte der hænger der. Og da han for kort tid siden passerede samme gang til Helsingør Postkontor, var han atter ved at vige af vejen for en der kom ham i møde og derved kom i berøring med et bræt eller bord der er anbragt langs væggen, så uheldig at få en ny frakke ilde tilsølet af den tran, hvormed brættet der af en vægter skal bruges til at pudse lamper på, var oversmurt.

Det ville være ønskeligt at nævnte lygte som på gulvet har efterladt betydelige spor af sin skrøbelighed, blev efterset og at dette bræt eller bord måtte anvise et mere passende sted.

Ved at passere oven nævnte gang bemærkede anmelderen også en art trækasse anbragt ved en mur går gennem alle gårdens etager. Og på spørgsmålet om hvad denne kasse tjente til, fik det svar at den var indrettet for derigennem at kunne redde arkivet som gemtes i øverste etage, i tilfælde af ildebrand. Til høje ansvarliges og sagkyndiges behagelige overvejelse henstiller anmelderen om i et sådant ulykkeligt tilfælde nævnte kasse vel ville svare til den hensigt, hvorfor den blev indrettet, eller om den da ikke snarere måtte anses for at forvolde megen ulempe? Anmelderen antager nemlig at selv hvis dokumenterne som ligger i arkivet, kunne passere gennem den noget smalle kasse uden at blive standset i den, så ville de ved at udtømmes nedenfor i gangen, ufejlbarligt spærre passagen der, som det i sådant ulykkelige tilfælde er så vigtigt at holde åben, og der atter kræve mange hænder for offentligt at transporteres videre. 

Endvidere mener anmelderen at ovennævnte kasse netop i det tilfælde hvor den skulle bruges, er yderst farlig. For den må da danne en leder for ilden hvorved denne i et øjeblik kan udbredes i alle etager af den herlige bygning. Skulle anmelderen fejle i sin mening om denne indretning, håber han tilgivelse for disse linjer, som kun er fremsat med det offentliges vel for øje. Finder høje vedkommende den derimod grundet, vil den vel bevirke kassens borttagelse, og måske arkivets flytning til et sted nærmere jorden. Under Postgården findes efter sigende store kældre. Kunne måske ikke en af disse ved en hensigtsvarende indretning afgive et godt lokale for arkivet?

*) Dette ville vist nok være af mangefold nytte, og blandt andet også tjene til at vise den som måtte tro at komme i rette tid for at indlevere breve, men finder vedkommende postkontor lukket, at han virkelig kommer for sent og intet har at klage over.

(Politivennen nr. 739, Løverdagen den 27de Februar 1830, s. 138-141)

"Ved at passere gennem gangen i den forreste postgang til venstre fik han forrige efterår en god kjole ødelagt af tran som dryppede ned fra den lygte der hænger der." (Københavns Postgård på Købmagergade. Eget foto, 2015)

Redacteurens Anmærkning. 

I Politivennen nr. 741, 13. marts 1830, s. 176 gøres opmærksom på at problemet stadig eksisterede: "Hvorfor de mange velklædte personer som passerer nævnte gang til direktionen, sekretariaterne eller revisionskontoret, advares om at holde sig til venstre i gangen, da det fatale bræt hvorpå klæderne tilsøles, findes til højre."

Sorte Brød.

På huset nr. 50 i Toldbodgade er anbragt et gulmalet skilt med to brød. Men da disse er ganske kulsorte, ligner de snarere ligkister til børn end rugbrød, og da maleren således har taget fejl af farven, bør han male skiltet om da dette ikke svarer til sin bestemmelse, men kun tjener til at vække latter hos de forbigående.

(Politivennen nr. 738, Løverdagen den 20de Februar 1830, s. 124)

Theatret paa Vesterbro.

Teatret på Vesterbro som så ofte har moret og endnu længe vil more os ved dets skønne og lunefulde forestillinger har adskillige uordener og mangler, hvilke som man håber den ærede direktion behageligt vil foranstalte rettet.

På begge sider af parterret under galleriet er der en plads foruden bænke hvor enhver som har det uheld at komme efter at alle de siddende pladser er optaget, er nødt til at placere sig. Foruden det at enhver der må stå, har denne plads den lyde at man ikke kan se det mindste af forestillingen, hvilket dog egentlig er hovedbetingelsen ved købet af billetten. Således var anmedleren ved den forestilling der opførtes i dette år i anledning af hans majestæts fødselsdag så uheldig at komme for sent (kl. 5.30) efter at alle siddepladserne var optaget. Parterret var pakfyldt og anmelderen samt nogle damer som var i følgeskab med ham, blev nødt til at stå ikke langt fra indgangen hvor de ikke kunne se det mindste af hvad der foregik på teateret. Det forunderligste derved var at som nogle gik ud og med nød fik deres penge tilbage hos kassereren, kom altid nogle andre i stedet for dem. Om det endog er tilfældet at man kan få sine penge tilbage, så er det dog ubehageligt at have gået en så lang vej forgæves og måske for forestillingens skyld forsaget megen fornøjelse som man en sådan aften kunne have nydt. - Enten er det derfor nødvendigt at direktionen ingen billetter sælger til nævnte pladser, eller på en eller anden måde indretter den således at at man derfra mageligt kan se forestillingen.

I forrige år i sommertiden blev i dette blad omtalt en meget uforsigtig og næsvis konditordreng. Men desuagtet blev det der omtalte uvæsen ikke hævet. Endnu vedblev han at trænge sig frem, tilbyde sin punch og sine kager, ja endog at overspilde folks klæder, ligesom i trods. Tør man vel håbe at publikum ved forestillingernes snarlige begyndelse, bliver befriet for den omtalte konditordrengs overhæng?

Ønskeligt var det også hvis der til galleriet ikke blev solgt flere billetter end der kan rummes personer. For er man så uheldig at komme med de første og man sætter sig på den forreste plads, så står man i fare for at blive trykket tarmene ud af livet ved den mængde personer som man er betynget af. Forunderligt er det at et lignende tilfælde som med typografen på det Kongelige Teater ikke er indtruffet på dette.

(Politivennen nr. 738, Løverdagen den 20de Februar 1830, s. 120-123)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen i Politivennen nr. 762, 7. august 1830, s. 503-506 omtaler at Dagen havde skrevet at manglerne var blevet udbedret. Ved selvsyn benægtede Politivennens skribent dog at forholdene var blevet bedre: Der var stadig ikke udsigt til scenen, og at loftet endnu ikke var malet.

Overhaandtagende Svinerie, samt andre Uordener, i Kronprindsensgade.

Uagtet gård- og husejerne i København sjældent viser nogen ligegyldighed når det gælder om at få den leje der tilkommer dem, hænder det sig dog ikke sjældent at de viser desto større ligegyldighed når det gælder om at opfylde lejernes mest retmæssige og rimelige fordringer. Dog findes der vist nok næppe nogen der i den henseende overgår ejeren af huset nr. 34 i Kronprinsensgade. Det har i lang tid lidt under flere betydelige mangler. Indsenderen (og vist nok flere med ham) har ofte ved at passere gangen der fører fra gadedøren til trappen, stået i fare for at brække arme og ben, og kan ikke nok så meget takke Gud at han er sluppet med hele lemmer. 

Desuden er denne gang i tøvejr for det meste ufremkommelig, på grund af en mængde vand der fra gården samler sig i den. Hvilket forårsages ved forsømmelse i at lade rendestenen hugge op. I gården findes vel en post. Men da den højst sjældent er i den tilbørlige stand, nødes beboerne for det meste til at hente det nødvendige vand til husholdningen fra nabogårdene eller posten i Pilestræde. Hvilket især i en så streng vinter som indeværende medfører et ikke ringe ubehag. 

Lige som gården der skulle tjene til beboernes bekvemmelighed, jævnligt er opfyldt med skarn og snavs, således har også det lokum der er der, i lang tid på grund af mangel på renovationens udførelse, været så opfyldt med uhumskheder at beboerne slet ikke eller i det mindste ikke uden væmmelse, har kunnet benytte det. Da det i den henseende ikke har manglet på påmindelser, synes det som om ejeren anser disse mangler for ubetydelig. Men da lejerne sandelig ikke betragter dem fra det synspunkt, rådes ejeren i det mindste for sin egen fordels skyld snarest muligt at afhjælpe dem.

(Politivennen nr. 738, Løverdagen den 20de Februar 1830, s. 115-116)

"Der findes vist nok næppe nogen der i henseende med at vise ligegyldighed når det gælder om at opfylde lejernes mest retmæssige og rimelige fordringer, overgår ejeren af huset nr. 34 i Kronprinsensgade." (Man kan lige ane huset til venstre i billedet. Det så dog ikke ud sådan på Politivennens tid, jf Redacteurens Anmærkning.)

Redacteurens Anmærkning

Kronprinsensgade 34 er vore dages nr. 14. Huset er fra 1792 og oprindeligt tilhørte det købmand Claude Terveaux og kamfabrikant Pierre H. Picard. Omkring 1900 blev de tre nederste etager omdannet til to etager. 

Uddrag af et Brev fra Helsingøer, af 14de Februar.

Når en skipper kommer i land i Helsingør, så bliver han så snart han har forladt Øresunds toldkammer efter at have meldt sig der til klarering, overhængt af en mængde slagtere og slagterkoner, grønthandlere og grønthandlersker, tiggere osv. Denne modtagelse må vist nok være højst ubehagelig for en fremmed mand. Og han kunne let derved foranlediges til at få dårlige tanker om vores politiorden i så henseende. Lige så ubehageligt er det for det menneske som ledsager skipperen fra Øresunds toldkammer til vedkommende handelshus, undertiden at blive tiltalt på en uhøflig måde når han ikke øjeblikkeligt vil føje de gode slagtere og grønthandlersker med at trække skipperen til en af dem, hvorved han dog også er udsat for ubehageligheder idet sådanne folk søger at tage brødet af munden på hinanden, hvilket som oftest giver anledning til slagsmål og rettergang mellem slagtere og grønthandlermadammerne.

Det ville vist nok være højst gavnligt for disse gode folk selv hvis denne uskik blev ganske afskaffet, og de blev hjemme i deres bod hvor enhver nok vil vide at finde dem når der behøves. Så derfor smigrer man sig med det håb at der vil blive lagt mærke til oven anførte linjer af de ansvarlige.

(Politivennen nr. 738, Løverdagen den 20de Februar 1830, s. 113-114)

"Så snart en skipper har forladt Øresunds toldkammer efter at have meldt sig der til klarering, bliver han overhængt af en mængde slagtere og slagterkoner, grønthandlere og grønthandlersker, tiggere osv." (Adolph Kittendorph: Helsingørs Havn, efter maleri udstillet på Charlottenborg 1859. Statens Museum for Kunst.)