Modbydeligt Svineri paa Christianshavns Torv.

Ruinerne af det for flere år siden afbrændte Tugt-, Rasp- og Forbedringshus har længe afgivet et så misprydende skue på Christianshavns Torv, at denne ellers temmelig skønne plads er aldeles skamskændet ved det. Og det turde vist nok ikke bare af denne grund være ønskeligt at man ikke lod det forblive ved de for flere år siden affattede tegninger, men snarest muligt skred til genopførelse. Hvilket vel endog med tiden ville medføre besparelse for straffeanstaltens kasse da samme derved ville kunne undgå udredelsen af en ikke ubetydelig sum for for de på Søkvæthuset lejede lokaler.

Hvad der imidlertid endnu mere bidrager til at støde øjet såvel som lugteorganerne er det svineri der finder sted ved den midterste dør på den afbrændte facade der vender mod torvet. I nogenlunde god vejr er selve døren altid opfyldt med en slump lappede usselhedskandidater af begge køn der her har deres samlingssted, og som i fuld måde benytter begge kroge på hver side af samme til at skille sig såvel ved deres faste som flydende ekskremener. Dette sidste frembyder vel til enhver tid et ubehageligt og væmmeligt syn, men dog på nærværende årstid dobbelt besværlig.

Da man nu har lagt mærke til at gadefejningen besørges af fangerne, så tillader man sig herved at ytre ønske om at disse måtte tilholdes at udskylle disse væmmelige urinkroge i det mindste hver fejedag hvis det ikke kan ske hver dag, hvorimod der dog vel ikke kan indvendes meget grundigt  da straffeanstalten desværre ikke har mangel på sådanne ulykkelige som måske endog ville finde en behagelig afveksling i at pelje dette arbejde, og indsenderen anbefaler således dette, vist nok lige så beskedne som rimelige ønske til den kongelige direktions bevågne foranstaltning.

(Politivennen nr. 754, Løverdagen den 12te Juni 1830, s. 367-369)

Uorden.

På vejen til Vordrupsgård lige for smedeboligen har i lang tid ligget og ligger endnu, en stor bunke gødning. Da den på varme sommerdage udbreder en ubehagelig lugt såvel for de omkringboede som for de forbikørende og dens nære naboskab med søen heller ikke er ønskværdig, håber man at ejeren snart lader den borkøres.

(Politivennen nr. 753, Løverdagen den 5te Juni 1830, s. 366)

Spørgsmaale.

Er det tilladeligt at en kirke der før har været benyttet og brugt til gudeligt brug og som findes i en meget beklagelsesværdig tilstand, 6 mil fra København på en af Sjællands vigtigste fæstninger, bruges af de derværende soldater til øvelse i gymnastik og at deri findes kavalleriheste, udstoppet og med fuld oppakning, eller synes det endogså ikke at være lovstridigt?

(Politivennen nr. 753, Løverdagen den 5te Juni 1830, s. 363)

Redacteurens Anmærkning

En mil var ca. 7,5 km. Fæstningsbyen lå altså 45 km fra København. Der er formentlig tale om Helsingør. 

Sct. Olai Kirkegaard i Helsingøer.

Indsenderen rejste sammen med familie med dampskibet Dania første pinsedags morgen til Helsingør, og efter at være blevet sat i land og nydt nogen forfriskning, morede man sig med at spadsere.

Ved at betragte Skt. Olai Kirke og kirkegård fandt man flere uordner, hvilke man ved at bekendtgøre dem i dette blad håber vil blive afhjulpet af de ansvarlige. For ikke at tale eller skrive om at det er en utilgivelig fejl at skrive på kirkens facade at denne (nemlig Skt. Olai kirke) er blevet renoveret 1824, ser man kirkegården der er åben, altså tilgængelig for alle og enhver, bruges til at tilhugge tømmer på. Man forefinder flere møgbunker hvorpå hønsene diverterer sig, og det hele ligner en sand kloak og er snarere en væmmelse end en prydelse for kirken der sikkert med megen bekostning for nogle få år siden er blevet restaureret.

Skulle disse linjer vække de ansvarliges opmærksomhed, skulle det glæde indsenderen, der er indfødt og bosat københavner, meget og om en 3 til 4 uger atter gæster Helsingør at have påpeget disse fejl og til den tid at se dem rettet.

(Politivennen nr. 753, Løverdagen den 5te Juni 1830, s. 361-362)

St. Olai Kirke (domkirken) i Helsingør. Kirkegården er for længst minimeret til at være nogle få gravminder sat op tæt på kirkemuren. (Foto: Erik Nicolaisen Høy)

Redacteurens Anmærkning

Sanct Olai Kirkes kirkegård var blevet sløjfet få år før artiklen, nemlig i 1827. Og begravelserne var ophørt på området. Men endnu i 1831 blev grave fornyet. (Se Danmarks Kirker). Kirken var blevet renoveret i perioden 1818-1825.

Om Kabberuse. *)

Nogle af de personer som giver sig af med at sælge og købe alskens brugte sager har indgået en forening om i fællesskab at købe løsøre på auktioner og siden dele fordelen mellem interessenterne. Og denne forening kaldes: Kabberuse. Hermed går det således til: Når på en auktion en af selskabet byder, tier de andre for at sagerne kan fås for godt køb. Byder derimod en uvedkommende, da driver selskabet ved overbud den ting der sælges, op for den bydende og lader sig den tilstås, om det endog skal betale meget dyrt, da den fælles fordel på andre købte sager, dækker et muligt tab. Efter auktionen holder selskabets interessenter indbyrdes på et eller andet sted, auktion over de købte ting, og den sum som nu udbringes over den virkelige auktionspris, deles mellem interessenterne. Denne uskik fremvirker virkelig større skade end ved første øjekast synes. For den hindrer den fri gang enhver offentlig auktion bør have, idet nogle enkelte ubemærket styrer samme og bringer priserne på de ting der sælges, til at stige og falde efter eget forgodtbefindende. Ved de lave priser der som oftest er under tingenes virkelige værdi, taber boernes kreditorer og arvinger ligesom også auktionskontoret en del af de dette tilkommende indtægter. Kabberusens interessenter har vist nok ikke den fordel de mener at have. For enhver enkelt interessent må på den indbyrdes auktion betale hvad han køber dyrere, end det på den virkelige auktion er blevet solgt for og en del af den part der tilkommer ham af det fælles udbytte, må han anvende på brændevin, punch m.m. hvormed der beværtes på det private auktionssted. At det her forefalder skænden, banden og anden usømmelig snak, som desværre ofte finder sted i udannede menneskers forsamling, vil man ikke omtale, da det anførte må være nok for at vise at denne uskik er skadelig. Men om den tillige kan anses ulovlig, er anmelderen ikke jurist nok til at kunne bedømme. Han udbeder sig derfor af en kyndigere svar på det, for ifald dette besvares bekræftende og han erfarer at uskikken ikke efter denne anmeldelse er ophørt, da at kunne give rette vedkommende en nærmere og fuldstændig oplysning om samme.

*) Ordet er her bogstaveret således som anmelderen har hørt det udtales. Formodentlig kommer det af de hebraiske ord: eller hvoraf det første betyder en selskabsbroder, det andet et selskab eller forsamling.

(Politivennen nr. 753, Løverdagen den 5te Juni 1830, s. 357-360)