En farlig uskik som ønskes afskaffet.

Indsenderen hvis levevej medfører at komme omkring i mange huse her i staden, tillader sig at gøre høje ansvarlige (enten politiet eller brandvæsnet) opmærksom på en højst farlig uskik. Det er nemlig på denne årstid meget gængse at lade damehatte svovles, hvilket dagligt kan erfares af Adresseavisen. Hos de fleste som driver denne næringsgren, sker det som oftest på små loftskamre der desuden er propfulde af baller, bøtter og tørvesmuld og flere let fængelige sager, ved at hensætte en kasse med en ildpotte og svovl i, og heri hattene som er af strå. Hvorpå det hele forlades og ved lejlighed går man da op igen for at tage hattene ud. Potten bliver stående. 

Mere behøves vist ikke at blive sagt for at kunne indse den store fare som sådan håndtering udsætter staden for. Kun tilføjes at flere familier som bor i disse svovlehuse, har beklaget sig for indsenderen over at dette svovleri udover den bestandige angst de lever i, også medfører en dræbende stank i deres og de andre husbeboeres loftslokale. Man må derfor højligt ønske disse svovlere under straf blev pålagt at drive denne håndtering i gården hvor faren for derved opkommende ildsvåde er mindre, og hvor stanken snart trækker bort.

(Politivennen nr. 759, Løverdagen den 17de Julii 1830, s. 459-460)

Redacteurens Anmærkning.

Hattelivet beskrives ganske malende i denne annonce fra Flyveposten, 9. marts 1850:

R. Løvgreen

Silkehattefabrikant

Adelgade 236 (mellem Dr. Tværgade og Prindsensgade), anbefaler sig med smukke Hatte fra 10 Mk. til højere Priser, alt paa Filt; gamle Hatte modtages tl Reparation, nemlig: en Hat presses og paasættes en smuk og varig Glands for 12 Sk; Hatte presses og kantes for 24 Sk; Hatte som ere gennemtrukne af Sved og Haarpomade afkoges saa de blive som nye for 4 Mk. For Arbeidets propre Behandling indestaaes. Gamle Silkehatte kjøbes og tages tilbytte.

Om den i Politievennen Nr. 757 foreslagne Sædelighedscommission.

Forfatteren har ret i at forfængelighed er en af de vigtigste årsager til tjenestefolks ukyskhed. Og hans forslag fortjener at iværksættes. At skødetilbøjelighed hos kvinden imidlertid ikke er den eneste grund til tjenestepigernes synder mod det sjette bud, beviser selve det eksempel forfatteren anfører. Sædvanligvis virker nok både sanselig kærlighed (elskov) og forfængelighed samtidigt (især når forføreren er en ung og smuk) i det mindste ved det første skridt på lastens bane. Den kommission som forfatteren foreslår, burde vel mest rigtigt føre navn af Tarvelighedskommission. Den skinhellige hykleriske kan påtage sig enhver, altså også tarvelighedens maske. 

Herpå kender anmelderen to mærkelige eksempler. Det første var en pige som i året 1814 kom i tjeneste hos en meget agtværdig familie her i byen. Hun begyndte i denne sin første tjeneste straks at stadse sig. Da hun havde et smukt ydre, havde hun snart fået sig 3 sjaler, fire nye kjoler, lige så mange hatte, halskæde af guld osv. Alt sammen meget kostbart. Men da husmoderen ikke kunne lide denne stadsen, og nok kunne vide at hun ikke var kommet til den på ærlig måde, gik hun hende på klingen, og skønt det holdt hårdt, fik hun hende dog til at bekende at en vis herre som hun besøgte når hun gik i byen, havde foræret hende at dette, men at hans stand forbød ham at gifte sig med hende. Husmoderen fratog hende nu en del af tøjet, holdt en alvorlig moralsk præken for hende og pålagde hende hvis hun ville blive i hendes tjeneste (hvilket hun for hendes dueligheds skyld ønskede) at klæde sig tarveligt og føre et kysk levned. Fra dette øjeblik af gik hun også meget tarveligt klædt, men bedrev hemmeligt utugt med nævnte herre og andre af samme kaliber og var så heldig hverken at blive frugtsommelig eller venerisk. Hun lod sig nu ikke betale med stads, men med kontanter, og da hun i 1822 forlod sin tjeneste for efter foregivende på grund af svagelighed at tage på landet til sine forældre, fæstede hun sig en sal hvor hun nu offentligt drev hvad hun før havde drevet i smug.

"Fra dette øjeblik af gik hun også meget tarveligt klædt, men bedrev hemmeligt utugt med nævnte herre og andre af samme kaliber og var så heldig hverken at blive frugtsommelig eller venerisk." (Andreas Flinch: To tjenestepiger i samtale, 1843. Statens Museum for Kunst.)

Det andet eksempel var en pige som tjente fra 1815-23 hos en velhavende familie her i byen der om sommeren hver søndag eftermiddag tog i skoven og om vinteren samme dag enten var i eller selv havde selskab. Hendes herskab som betalte hende en temmelig stor løn, mærkede snart at hendes stadselige påklædning oversteg den, foreholdt hende med alvor at hun måtte vogte sig for kavalerer der ville tilfredsstille hendes forfængelighed med foræringer af pynt og stads og derfor købe sig til hendes gunstbevisninger og forføre hende til utugt. Hun tilstod nu at en rig og fornem herre havde foræret hende adskillige pyntesager.

At det var gået temmelig vidt med hans foræringer, viste snart pigens trivelighed. Hun kom på hospitalet, aborterede, kom igen i sin tjeneste, solgte nu efter hvad hun foregav al sin stads og gik meget tarveligt klædt når hun gik ud om søndagen. Hun plejede altid at spadsere på Frederiksberg når herskabet var i skoven, og når hun med deres tilladelse tog et par gange om sommeren i skoven, var hun altid meget tarveligt påklædt. Men en søndag var vejret meget ustadigt. Familien tog derfor ud på Frederiksberg, og i nogen afstand så sønnen en meget stadselig dame spadsere i haven med en kavaler. Højden, figuren, svajet med kroppen osv. gjorde ham mistænksom, og han ilede forud for at se om hans formodning var grundet, hvorom han snart overbeviste sig. Da hun kom hjem, gik hun efter adskillige omsvøb omsider tilbekendelse at hun havde vedblevet at føre sit forrige ukyske levned, at hun havde sammenkomster med flere herrer et vist sted i byen, og at hendes stads lå et andet sted hos en god veninde. Denne tarvelige pige fik nu sin afsked og blev - salsjomfru.

Anmelderen kunne anføre flere eksempler af denne art. Men han har med forsæt indskrænket sig til disse to. Anmelderen troede og tror endnu at kyskhed og tarvelighed ifald det er muligt at forvisse sig om at de ikke er maske, lige så vel fortjener at opmuntres ved belønninger som lang tjenestetid og troskab. Også dette kan være maske og anmelderen har især i forrige tider hørt og kendt flere eksempler på piger som man troede var ærligheden selv, og som i deres lange tjenestetid hos gamle enker og enkemænd havde lagt sig meget til bedste både per fas et nefas. 

Om det kvindelige samfunds samvittighedsfuldhed i denne henseende nærer han imidlertid aldeles ingen tvivl. Det er hans uforgribelige mening at den foreslåede Tarvelighedskommission indrettet på en fornuftig måde i forening med de af anmelderen foreslåede belønninger kan virke til opnåelse af øjemedet. Der kan ikke være tvivl om at kvinden der af forfængelighed eller sanselighed bliver skøge, bør straffes eksemplarisk. Men når hun er afstraffet, bør hun ikke betragtes som et udskud af det menneskelige selskab, men ved milde tvangsmidler tilbagegives samfundet. Og forføreren der benyttede sig af den svage kvindes skrøbelighed, og ved at pirre hendes forfængelighed gjorde hende til en skøge og forførerske og dræbte den kvindelige værdighed hos hende, bør i det mindste straffes lige så hårdt som, om ikke hårdere end hun. 

Der er gjort meget for de forførte og faldne pigers tilbagevendelse til dyden i andre lande. Men i vores fædreland er der uagtet det meget der er skrevet om dette emne, aldeles intet. I stedet for at udbrede sig over denne indholdsrige materie, vil anmelderen henvise enhver som dette menneskehedens vigtige anliggende interesserer, til Steen Steensen Blichers fortræffelige afhandling derom i "Dansk Minerva" (december 1815) og i "Nordlyset" (december 1827). Anmelderen tror i øvrigt at det må være meget indskrænkede mennesker der kan ærgre sig over "de udmajede tøjters parure", da denne som oftest er erhvervet med skændsel og en ond samvittighed, hvilket jo bekendt næsten aldrig er tilfældet med embedsmandens kone eller datter når man undtager det yderst sjældne tilfælde at en sådan "udmajet" dame ved sin "parure" har bidraget en lille skærv til en alt for godmodig mands eller faders kassemangel osv. 

Til slut må anmelderen tilføje to bemærkninger: 1) at historien om den atten år gamle tjenestepige kun kan blive sandsynlig når man antager at hendes husbond og madmoder har været lettroende heldøre, og 2) at den så meget overhåndtagende forfængelighed og stadselyst hos tjenestepiger lige er meget naturlige. De ringere efteraber altid de højere, og her gælder som i så mange livets tilfælde de to sandsagn: "Velsignelsen (også forbandelse) kommer ovenfra," og: "Som herren er, følger ham tjeneren." Var vores husmødre og deres døtre i almindelighed tarvelige, ville denne dyd snart blive almindelig hos tjenestepigerne, og som følge deraf ville ukyskheden aftage.

(Politivennen nr. 759, Løverdagen den 17de Julii 1830, s. 452-459)

Redacteurens Anmærkning

Der er formentlig tale om Steen Steensen Blichers artikel "Redningshuse for faldne Piger" (1815). 1826-29 udgav Blicher tidsskriftet Nordlyset. I 1827 var Blicher (formentlig uden grund) overbevist om, at hans hustru var ham utro.

Politivennens læsere kendte muligvis til en "lærebog" for tjenestepiger, Pigernes Speil i Kiøbenhavn, (1775) som indskærpede tyendets dyder, opførsel, påklædning mm.

Tag Dig i Agt.

Da man allerede ofte før i nærværende blad har set juridiske spørgsmål blive forelagt de retskyndige, håber man at bladets ærede læsere ikke vil undere sig over at se dette tal forøget med et par ikke uinteressante spørgsmål.

Når man ved hvor en ting er, siger et gammelt ordsprog, har man ikke mistet den. Sæt nu at man vidste hvor en uærlig slave fandtes, langt fra Stokhuset, uden bevogtning, kunne man da skønt han ikke er blevet efterlyst, fordre opbringerpenge når man leverede ham tilbage? - Hvad der går sagen tvivlsom er den omstændighed at slaven undertiden begiver sig hjem i sit gamle logis i Stokhuset, og derfor skønt han har værelse i byen, ikke egentlig kan anses som bortkommet. - Det er faldet indsenderen ind om ikke en stræben efter at forbedre misdæderen skulle ligge her til grund. Man har nu i lang tid tænkt på alvorligt at bevirke at straffen forbedrede forbryderen, og derfor har man såve her som i andre lande, især sørget for de yngres og mindre skyldiges skæbne. Men da disses antal vist nok er det største, så kunne man måske her ville forsøge at fjerne de gamle, forhærdede syndere fra de unge. Om man nu herved tænker på at forbedre en sådan gammel kæltring, eller blot på at han ikke skal fordærve de andre, vides ikke. Men det synes dog altid at være et farligt eksperiment. Rimeligvis må man dog have det første til hensigt. For dels opholder han sig på et sted hvor mange kundskaber er samlet (i nærheden af Regensen), og man kan da vente at oplysningens sol også vil sende ham nogle stråler. Dels finder man ham ofte liggende på landet om sommeren, til dels vel for hans sundheds skyld, til dels måske for at beundre den skønne natur, og derved komme til en mere levende erkendelse af sine synder. Om denne blide fremgangsmåde har bevirket hans forbedring, vides ikke. Måske praktiserer han endnu så småt i sin metier. Men interessant måtte det være at vide hvilke frugter man havde sporet deraf. For forbedrer han sig virkelig, burde dette jo bevirke en hel omvæltning i de bestående straffe. Man burde da være strengest mod de yngre, mindre skyldige, og mildest mod de ældre og groveste forbrydere. Således kunne fx vand og brød i få dage være passende straf for et par indbrug og for hestetyveri.

Endnu et spørgsmål. Hvorledes skal man forholde sig med en slave når man har kontraheret med ham før man vidste hvem han var. For den skade man kunne lide ved det, syntes det rimeligst at de der anstillede eksperimentet gav erstatning. Men disse ville vel sige at man skulle tage sig i agt, og det er dette indsenderen vil råde sine medborgere. Når de nemlig handler eller kontraherer med en de ikke kender, da altid at tage attest på at han ikke er en vandrende slave. For det vides ikke om der måske skulle være flere på prøve, i hvilket tilfælde det ville være til ingen nytte at nævne denne ene.

Til at besvare disse spørgsmål vover man at opfordre de herrer jurister. I al fald er det vist nok af sand praktisk interesse, da det ikke er en fiktion, men et virkeligt faktum, og det fortjente vel at behandles udførligere i det nye praktisk-juridiske tidsskrift hvortil man derfor vover at opfordre dets lærde udgiver.

F. Bremer.

(Politivennen nr. 758, Løverdagen den 10de Julii 1830, s. 435-438)

Kaad eller ondskabsfuld Beskadigelse af levende Hegn.

Marken til det ved Gammel Kongevej i nærheden af Sankt Jørgens Sø liggende landsted Svanholm er langs med den for få år siden anlagte gangsti forsynet med en stærk og smuk tjørnehæk. I denne hæk blev forrige sommer gjort nogle indsnit (såkaldte haha) som for at få en udsigt. Det samme er gentaget i sommer i så stor grad at hækken derved på det sted er næsten ødelagt. Derover har mange forbigående i fjor og i år ytret forundring. Men denne forundring må gå over til forbitrelse når det erfares at denne indskæring og beskadigelse både i fjor og i år er iværksat om natten uden ejerens viden og vilje, enten af ondskab eller kådhed.

(Politivennen nr. 758, Løverdagen den 10de Julii 1830, s. 433-434)

Herr Sømand med Trøie. *)

Er De mere end deres klædedragt viser, da tillad at jeg gør Dem opmærksom på: De har ikke behandlet Deres højere indvortes værd med agtelse og delikatesse da skallen ikke svarer til kernen. Hans kongelige majestæts allernådigste specielle befaling af 9. juli 1829, giver mig allernådigst tilladelse til chokoladeudsalg og beværtning og indeholder foruden andre bestemmelser: "Det skal være ham (Kehlet) forment at holde kro for bønder eller andre af almuen under denne bevillingsfortabelse og videre straf som for ulovligt krohold. Hvorefter de vedkommende sig allerunderdanigst har at rette. Forbydende alle og enhver herimod, eftersom foreskrevet står at hindre eller i nogen måde forsalg at gøre, under fortabelse af vor hyldest og nåde."

Et menneske i matrosdragt hører vist til almuen i det udvortes. Jeg har altså hverken fornærmet Dem eller krænket Deres ære. Det passerede hidrører fra den skødesløshed med hvilken de ved deres matrosdragt ikke alene har behandlet Dem selv, men også den ringeagt De med Deres nærværelse viste de mange honette og agtværdige mænd der beærede mit udsalg og beværtning.

R. T. Kehlet.

Efterskrift.: Jeg havde ikke tænkt mig at svare. Men da der for nogle dage siden indfandt sig 19 matrosklædte mennesker i chokoladeudsalget i Gothersgade, så bekendtgøres herved at ingen matros eller anden som tilhører almueklassen, for fremtiden kan vente at blive beværtet der.

*) Se det i Politivennen nr. 752 indførte stykke med titlen: Advarsel 

(Politivennen nr. 757, Løverdagen den 3die Julii 1830, s. 426-427)