Et Par Ord om Gjæstgiverstedet i Hirschholm.

Den som nu og da besøger dette gæstgiversted vil i almindelighed ikke have årsag til at klage over beværtningen selv, men vel oftest over den tid der går inden man får de forfriskninger man ønsker. Man kan nogen gange midt på dagen og selv når gæsternes antal er ringe, vente hele kvarterer eller længere på kold spise, kaffe eller lignende. Dette ubehagelige ophold mener man nærmest at måtte tilskrive den mangel på opmærksomhed der her som så mange andre steder i Danmark vises mod den rejsende på den måde at gæstgiveren der formodentlig står i den fejlagtige mening at de rejsende er til for hans skyld, næsten aldrig eller vel rettere ingensinde, lader sig se i gæstestuen, men overlader gæsterne helt til opvartningspigens vilkårlige behandling, og at denne derfor er mere eller mindre ekspedit eftersom hun kan vente flere eller færre drikkepenge.

Ved nærværende gæstgivergård er det også en mangel at herbergertaksten i længere tid ikke har været opslået i den almindelige gæstestue, og at de rejsende således savner lejlighed til uden ubehagelig vidtløftighed at kontrollere hvorvidt opvartningspigens summariske angivelse af det skyldige er rigtig eller ikke.

Det er i øvrigt besynderligt at de rejsende som besørges med ekstrapost, altid forelægges det spørgsmål om de er villige til at betale kuskens fortæring og at denne når man af sine grunde erklærer sig herfor, næsten altid opgives til to mark.

(Politivennen nr. 763, Løverdagen den 14de August 1830, s. 514-516)

"Gæstgiveren står formodentlig i den fejlagtige mening at de rejsende er til for hans skyld." (Rejsende kunne fx kunne på flotte udsigter som denne af Carl Georg Scheuermann: Landskab med udsigt mod Sjælsø nær Hørsholm, Statens Museum for Kunst.)

Redacteurens Anmærkning

Efter forbedringen af kongevejene og den øgede trafik på disse fra 1820'erne blev Hørsholm et knudepunkt for post, rejsende mm. Her kunne passagererne hvile ud mens postvognen fik skiftet heste. Flere artikler om samme emne forekommer i 1836, se Vandringsløse Tidende.

Kjærlighedsveien er slibrig.

Mange påstår at kærlighedsvejen er bestrøet med roser. Kan være! Men efter den erfaring jeg har gjort, kan jeg ikke andet end bemærke at den er meget slibrig og glat, hvorved jeg dog må tilføje at denne bemærkning ikke her gælder kærlighedsstien i figurlig forstand (ad hvilken vi alle engang mere eller mindre har vandret), men i egentligste betydning. Nemlig den for adskillige år siden anlagte spadseregang på Dosseringen langs søen mellem Vester- og Nørreport. At denne meget yndede spadseregang endnu trænger til forbedringer, håber jeg ved det efterfølgende nok så meget at godtgøre.

Indsenderen heraf foretog sig for henimod 14 dage siden (den rejse glemmer jeg aldrig) med sin kone om aftenen at gå tilbage fra Blegdamsvej til sin bolig på Vesterbro, og valgte dertil den nærmeste vej ad stierne langs med søen. I begyndelsen på den såkaldte Ægteskabssti gik det ret godt, og hvad under! for over i 30 år har jeg ført det lykkeligste ægteskab, og kunne derfor ikke andet end befinde mig vel på denne vej. Men nu kom "Kærlighedsstien". Hvilken række af elendigheder påførte den os ikke! Men hvad ville også vi to gamle folk som for over 60 år siden har trådt vore børnesko, på en vej som vi rimeligvis burde overlade til yngre at vandre? En ni og trediveårig ægtemand betræder elskovsstien! Hvorfor lagde vi ikke ordene på hjertet der står i hr. Heibergs vise:

"Men er man for gammel til Amor at nå,
Man er incurabel og hvad gør man så?"

Man bliver stikkende i dyndet! svarer jeg. For hør: Samme eftermiddag havde det regnet meget stærkt, men om aftenen var det klaret op, og altså måtte jeg formode at vandet som dette sømmer sig for en brav og honet regn om sommeren, var løbet bort igen, og at det atter var blevet tørt. Men ganske det modsatte. I dynd og morads måtte vi vade til over anklerne. Ved hvert skridt vi gjorde fremad, gled vi to tilbage. Snart hed det: "Søde mand! Nu falder jeg," snart "ak, nu kan jeg ikke mere." Som en tro ægtemand og ridder understøttede jeg efter svage kræfter hendes vaklende fjed. Men også jeg havde vanskelighed ved at holde mig på benene, og måtte ofte holde fast ved et træ, for at vi ikke begge skulle falde omkuld. Flere gange måtte vi stå stille og angle efter min kones sko som på en forræderisk måde havde løsnet sig fra fødderne ved dyndets større attraktionskraft, og med lumske miner aldeles havde skjult i snavset for vore spejdende og forbavsede blikke. Men Gud være lovet! Tålmod og standhaftighed sejrer til sidst. Og efter 1½ times besværlig gang, nåede vi efter udstået livsfare, hjemmet. Hvad om vi var blevet stikkende i dyndet indtil næste morgen til spot og spe for den gabende pøbel? Efter hjemkomsten vejede jeg min kones sko, og fandt at de med snavs og alt vejede brutto 6½ U. Når jeg nu regner tara af skoene op til ½ U, så er det netto 6 U snavs som min stakkels kone måtte slæbe på i denne uheldssvangre nat. På mine støvler sad snavset i lispundevis. Men jeg har altid som brav mand, påtaget mig i vores ægteskab at bære de tungeste byrder. Som sagt altså: "den rejse glemmer jeg aldrig." Min ærbødige bøn til høje ansvarlige der i denne tid har indhøstet så megen ros i de offentlige tidender for disse spadseregange, er derfor at træffe sådanne foranstaltninger at elskoven ikke forkøler sig, ved at vandre på en våd og slibrig sti, men at denne der egentlig burde bestrøs med roser, bliver lige så god at passere som "Ægteskabsstien". Den dog kun få i disse pengetrange og næringsløse tider med frejdigt mod kan betræde.

(Politivennen nr. 763, Løverdagen den 14de August 1830, s. 511-514)

Redacteurens Anmærkning.

Vægtangivelserne i slutningen af artiklen er et tegn som jeg formoder er et unse tegn (Derfor angivet med U). 1 Unse skulle svare til 31,25 gram. 1 Lispund er 8 kg.

Om Hovedstadens Kirkegaarde.

Blandt de flere offentlige spadseresteder som er denne hovedstads indbyggere til del, synes de dødes have på Nørrebro at udmærke sig. Her hvor så mange kære slumrer i fred, stemmes sindet til alvor, og skønt blomsten med vemod plantes p den hensovedes grav, blidnes dog ofte sorgen ved håbet om gensyn, og ved tanken om de brave mænd og kvinder der hviler her, fri for livets sorg og møje. Megen skønhed og pragt fængsler øjet. Men også det simple minde er kært og dyrebart fordi det fattes af erkendtlighed. Holmens Kirkegård på Østerbro ejer fædrelandets erkendtlighedskrans som aldrig visner på falden krigers grav. For resten har denne kirkegård ikke mange gravminder at fremvise. Men dertil er grunden nok for størstedelen at der for tilladelsen til at nedsætte et simpelt ligbræt må til værgen for Holmens Kirke betales 3 rigsbankdaler i sølv, uagtet der til andre kirker og navnlig på Runde Kirkegård, kun betales 4 mark i Tegn. Ønskeligt ville det være om denne uoverensstemmelse måtte møde høje vedkommendes opmærksomhed! Da ville her måske også snart fremstå en mængde om ikke stolt prunkende, dog om erkendtlighed vidnende minder om hæderlige, hensovende dannemænd og kvinder.

(Politivennen nr. 762, Løverdagen den 7de August 1830, s. 500-502)

Tak for Befrielsen fra Møddingen paa Kongens Nytorv Nr. 210.

Den slemme mødding i gården er bortkørt i dag, torsdag den 29. juli formiddag omtrent kl. 9. Da man nu ved at dette ikke er sket af hesteholderen alene, men at nabohusets ejer - efter at have forestillet den stridige krabat, hesteholderen, at plankeværket der adskiller gårdene ikke kan blive tjæret - har besørget vognen til transporten for hesteholderens dør, så at denne slap med den ringe ulejlighed blot at bære det ud på vognen, så takker man hjerteligt nabohusets humane ejer fordi han, med sædvanlig afsky for sådant svineri, har befriet beboerne heromkring fra den afskyelige stank hvorover man så længe har sukket. Man er således naboen tak skyldig fordi han fandt det bedste middel hvorved den omtalte nok så bekendte hesteholder bragtes til at efterkomme sin forbandede skyldighed. Dog man vil formodentlig kun for en kort tid se sig befriet fra den slemme, og man kommer da til at gøre sundhedspolitiet opmærksom på denne uorden der vistnok såvel direkte som indirekte kunne avle sygdomme.

(Politivennen nr. 761, Løverdagen den 31te Julii 1830, s. 489-490)

Bøn i Rosenborghave.

Taknemmeligt må det københavnske publikum erkende at der såvel fra de militære som civile autoriteters side gøres alt for dets sikkerhed og bekvemmelighed, ja endog for dets fornøjelse.Således må de i staden garnisonerende regimenters oboister skiftevis musicerer i Kongens Have om søndagen. Tusinder fryder sig ved denne musik, men indsenderen har aldrig når han har taget del i denne nydelse, kunne undlade at beklage de musicerende. Disse er nemlig placeret på et af de laveste steder i haven, hvor vandet især i en så regnydende sommer som den indeværende, samles, jorden opblødes og bliver så svampet at man ved at stå på den, endog kun i få minutter, må blive ganske kold, og med det sædvanlige tynde sommerfodtøj, våd om fødderne. Og at den uundgåelige forkølelse kan blive moder til mange slags sygdomme der kunne medføre helds- ja livsforlis, er sikkert.

At mænd som formodentlig uden noget vederlag derfor, udøver deres kunst og opofrer deres tid for at divertere publikum, derved skulle udsættes for fare på helbred, ja måske liv, synes vist nok meget urimeligt. Hvorfor man tillader sig at gøre høje ansvarlige opmærksomme herpå, og man er overbevist om at der vil sørges for at ingen uden nødvendighed under udøvelsen af sit kalds pligter, skal udsættes for at gøres uduelig til fremtidigt at kunne erhverve ophold til at blive et besværligt medlem af det samfund for hvis fornøjelse han unødvendigt måtte være opofret.

En opfyldning med grus på stedet, eller hvad vel bedre var, en forhøjning af træ for oboisterne, ville gøre hele sagen klar. Ved det sidste ville også vindes med hensyn til selve musikken som da uhindret kunne udbrede sig til alle sider, i stedet for at den nu til dels går tabt for mængden. Ligesom da også musikkorpset kunne ses, hvilket ønskes af mange.

Kunde ved samme lejlighed de nodestole som benyttes af de musicerende, blive malet, så at de ikke kontrasterede så stygt med det skønt malede rækværk i hvis nærhed de står, ville det se bedre ud, og måske også være økonomisk rigtigt.

(Politivennen nr. 761, Løverdagen den 31te Julii 1830, s. 483-485)