17 juli 2016

Yderligere Oplysning om den langskjæggede Tyv.

Forfatteren af artiklen i Politivennen med titlen "en langskægget tyv bedes indespærret" vil tilgive at man herved gør ham opmærksom på at han har gjort en buk - af en ged.

Dog forandrer dette i ingen henseende tingen. Den firbende dame som skal høre hjemme i en bryggergård i Nybrogade, fortsætter endnu sine promenader, ja har endog udvidet sine ekskursioner så at man nu  kan have den fornøjelse af se hende på Gammeltorv, hvor de kornsække der står i  kælderen, især tildrager sig hendes opmærksomhed, idet hun tilfredsstiller sin gode appetit med deres indhold. Og er dette sket, ser man hende ikke sjældent at overfalde forbigående, især børn, som i åbne kar bærer mælk eller fløde, for ved en drik deraf at læske sin tørst og få den tørre føde til at glide ned.

Da altså ejeren ikke ved overanførte anke har været at formå til at holde denne tyvagtige dame inde (det være sig enten fordi man finder det bekvemt at lade hende således fouragere på andres bekostning eller fordi disse promenader skal tjene til at konservere damens sundhed), så bedes ærbødigst en lovlydig mand at meddele underretning om det ikke skulle være rigtigt at i overensstemmelse med forordningen om løsgående kreaturer på landet, så er det tilladt at indfange allerede nævnte dame og at man kan forvente ejeren forpligtet at give skadeserstatning osv. osv.

(Politivennen nr. 763, Løverdagen den 14de August 1830, s. 523-524)

Redacteurens Anmærkning.

En bekendtgørelse i Politivennen nr. 764, 21. august 1830, s. 539 lod vide at "langskæggede tyv skal efter rygtet være rejst på landet hvortil vedkommende lykønskes. Dog ved man ikke om rejsen kun er en lysttur eller om samme for bestandig har forladt hovedstaden." Herefter hørte man ikke mere til geden.

Til Chokolademageren!

 

"Jeg tror gerne, vor adelstand
Nu ikke længer opta'er det ilde,
At der til Abrahams himmel-gilde
Ansiges stundom uanet mand.
Selv her i verden den sig nedlader
Til at udkøre en svigerfader,
Hvis stamme-træ har ej mindste syn,
Kun ellers bruden er stærk i gryn

Ved min hjemkomst fra udlandet læste jeg for nyligt i Politivennen nr. 757 et stykke fra hr chokoladefabrikant Kehlet, med titlen: Herr Søemand med Trøie, og da dette angår mig, som forfatter af den i Politivennen nr. 752 indførte advarsel, så tillader jeg mig uden videre at indlade mig på indholdet af ovennævnte hans stykke, hvoraf det meste er skaller, og kigge nøjere på for at drøfte dets tomheder for at finde kerne, og det gør jeg ved at beværte hr. chokoladefabrikanten med en lille portion spørgsmål:
  1. Da jeg før den skete afvisning som foranledigede min i Politivennen indrykkede advarsel, er blevet beværtet i Deres chokoladeudsalg iklædt sømandsdragt med trøje, så havde De vel dengang ikke endnu modtaget den af Dem påberåbte allerhøjeste befaling?
  2. Forlangte jeg mig, hos Dem beværtet med hvad bønder og almuen almindeligvis søger i krohus?
  3. Hvorledes kan min trøje have fornærmet Deres honette og agtværdige gæster og mig selv?
  4. Har De, højtærede hr. chokolademager noget begreb om hvad ordet almue betyder? Og ved De at skelne mellem almuesmand og en mand af dannelse, eller endog af stand? Tror De at denne forskel ligger i skallen? De tilgiver mig disse spørgsmål. Man har sagt mig at De engang har bidt på en hård nød for at blive en lærd mand. Men at De ikke kunne nå længere end til skallen og derfor hellere valgte at knække skallen af kakaobønner. Hvis dette er sandt, håber jeg at De vil tillade mig at tvivle om at De skulle være aldeles på det rene med disse begreber.
  5. Beværter De fremtidigt ingen almuesmand?
Såfremt De måtte finde besvarelsen af disse spørgsmål nødvendig, da skal jeg med fornøjelse besvare alt hvad i denne anledning måtte komme fra Deres hånd og ånd, kun må jeg bede ikke for mange skaller!

(Politivennen nr. 763, Løverdagen den 14de August 1830, s. 518-520)

Annonce for chokolade fra Deichmann, Adresseavisen 7. januar 1837. Flere og flere annoncerede i 1830'erne med chokoladesalg.

Et Par Ord om Gjæstgiverstedet i Hirschholm.

Den som nu og da besøger dette gæstgiversted vil i almindelighed ikke have årsag til at klage over beværtningen selv, men vel oftest over den tid der går inden man får de forfriskninger man ønsker. Man kan nogen gange midt på dagen og selv når gæsternes antal er ringe, vente hele kvarterer eller længere på kold spise, kaffe eller lignende. Dette ubehagelige ophold mener man nærmest at måtte tilskrive den mangel på opmærksomhed der her som så mange andre steder i Danmark vises mod den rejsende på den måde at gæstgiveren der formodentlig står i den fejlagtige mening at de rejsende er til for hans skyld, næsten aldrig eller vel rettere ingensinde, lader sig se i gæstestuen, men overlader gæsterne helt til opvartningspigens vilkårlige behandling, og at denne derfor er mere eller mindre ekspedit eftersom hun kan vente flere eller færre drikkepenge.

Ved nærværende gæstgivergård er det også en mangel at herbergertaksten i længere tid ikke har været opslået i den almindelige gæstestue, og at de rejsende således savner lejlighed til uden ubehagelig vidtløftighed at kontrollere hvorvidt opvartningspigens summariske angivelse af det skyldige er rigtig eller ikke.

Det er i øvrigt besynderligt at de rejsende som besørges med ekstrapost, altid forelægges det spørgsmål om de er villige til at betale kuskens fortæring og at denne når man af sine grunde erklærer sig herfor, næsten altid opgives til to mark.

(Politivennen nr. 763, Løverdagen den 14de August 1830, s. 514-516)


"Gæstgiveren står formodentlig i den fejlagtige mening at de rejsende er til for hans skyld." (Rejsende kunne fx kunne på flotte udsigter som denne af Carl Georg Scheuermann: Landskab med udsigt mod Sjælsø nær Hørsholm, Statens Museum for Kunst.)

Redacteurens Anmærkning

Efter forbedringen af kongevejene og den øgede trafik på disse fra 1820'erne blev Hørsholm et knudepunkt for post, rejsende mm. Her kunne passagererne hvile ud mens postvognen fik skiftet heste. Flere artikler om samme emne forekommer i 1836, se Vandringsløse Tidende.

Kjærlighedsveien er slibrig.

Mange påstår at kærlighedsvejen er bestrøet med roser. Kan være! Men efter den erfaring jeg har gjort, kan jeg ikke andet end bemærke at den er meget slibrig og glat, hvorved jeg dog må tilføje at denne bemærkning ikke her gælder kærlighedsstien i figurlig forstand (ad hvilken vi alle engang mere eller mindre har vandret), men i egentligste betydning. Nemlig den for adskillige år siden anlagte spadseregang på Dosseringen langs søen mellem Vester- og Nørreport. At denne meget yndede spadseregang endnu trænger til forbedringer, håber jeg ved det efterfølgende nok så meget at godtgøre.

Indsenderen heraf foretog sig for henimod 14 dage siden (den rejse glemmer jeg aldrig) med sin kone om aftenen at gå tilbage fra Blegdamsvej til sin bolig på Vesterbro, og valgte dertil den nærmeste vej ad stierne langs med søen. I begyndelsen på den såkaldte Ægteskabssti gik det ret godt, og hvad under! for over i 30 år har jeg ført det lykkeligste ægteskab, og kunne derfor ikke andet end befinde mig vel på denne vej. Men nu kom "Kærlighedsstien". Hvilken række af elendigheder påførte den os ikke! Men hvad ville også vi to gamle folk som for over 60 år siden har trådt vore børnesko, på en vej som vi rimeligvis burde overlade til yngre at vandre? En ni og trediveårig ægtemand betræder elskovsstien! Hvorfor lagde vi ikke ordene på hjertet der står i hr. Heibergs vise:

"Men er man for gammel til Amor at nå,
Man er incurabel og hvad gør man så?"

Man bliver stikkende i dyndet! svarer jeg. For hør: Samme eftermiddag havde det regnet meget stærkt, men om aftenen var det klaret op, og altså måtte jeg formode at vandet som dette sømmer sig for en brav og honet regn om sommeren, var løbet bort igen, og at det atter var blevet tørt. Men ganske det modsatte. I dynd og morads måtte vi vade til over anklerne. Ved hvert skridt vi gjorde fremad, gled vi to tilbage. Snart hed det: "Søde mand! Nu falder jeg," snart "ak, nu kan jeg ikke mere." Som en tro ægtemand og ridder understøttede jeg efter svage kræfter hendes vaklende fjed. Men også jeg havde vanskelighed ved at holde mig på benene, og måtte ofte holde fast ved et træ, for at vi ikke begge skulle falde omkuld. Flere gange måtte vi stå stille og angle efter min kones sko som på en forræderisk måde havde løsnet sig fra fødderne ved dyndets større attraktionskraft, og med lumske miner aldeles havde skjult i snavset for vore spejdende og forbavsede blikke. Men Gud være lovet! Tålmod og standhaftighed sejrer til sidst. Og efter 1½ times besværlig gang, nåede vi efter udstået livsfare, hjemmet. Hvad om vi var blevet stikkende i dyndet indtil næste morgen til spot og spe for den gabende pøbel? Efter hjemkomsten vejede jeg min kones sko, og fandt at de med snavs og alt vejede brutto 6½ U. Når jeg nu regner tara af skoene op til ½ U, så er det netto 6 U snavs som min stakkels kone måtte slæbe på i denne uheldssvangre nat. På mine støvler sad snavset i lispundevis. Men jeg har altid som brav mand, påtaget mig i vores ægteskab at bære de tungeste byrder. Som sagt altså: "den rejse glemmer jeg aldrig." Min ærbødige bøn til høje ansvarlige der i denne tid har indhøstet så megen ros i de offentlige tidender for disse spadseregange, er derfor at træffe sådanne foranstaltninger at elskoven ikke forkøler sig, ved at vandre på en våd og slibrig sti, men at denne der egentlig burde bestrøs med roser, bliver lige så god at passere som "Ægteskabsstien". Den dog kun få i disse pengetrange og næringsløse tider med frejdigt mod kan betræde.

(Politivennen nr. 763, Løverdagen den 14de August 1830, s. 511-514)

Redacteurens Anmærkning.

Vægtangivelserne i slutningen af artiklen er et tegn som jeg formoder er et unse tegn (Derfor angivet med U). 1 Unse skulle svare til 31,25 gram. 1 Lispund er 8 kg.

16 juli 2016

Om Hovedstadens Kirkegaarde.

Blandt de flere offentlige spadseresteder som er denne hovedstads indbyggere til del, synes de dødes have på Nørrebro at udmærke sig. Her hvor så mange kære slumrer i fred, stemmes sindet til alvor, og skønt blomsten med vemod plantes p den hensovedes grav, blidnes dog ofte sorgen ved håbet om gensyn, og ved tanken om de brave mænd og kvinder der hviler her, fri for livets sorg og møje. Megen skønhed og pragt fængsler øjet. Men også det simple minde er kært og dyrebart fordi det fattes af erkendtlighed. Holmens Kirkegård på Østerbro ejer fædrelandets erkendtlighedskrans som aldrig visner på falden krigers grav. For resten har denne kirkegård ikke mange gravminder at fremvise. Men dertil er grunden nok for størstedelen at der for tilladelsen til at nedsætte et simpelt ligbræt må til værgen for Holmens Kirke betales 3 rigsbankdaler i sølv, uagtet der til andre kirker og navnlig på Runde Kirkegård, kun betales 4 mark i Tegn. Ønskeligt ville det være om denne uoverensstemmelse måtte møde høje vedkommendes opmærksomhed! Da ville her måske også snart fremstå en mængde om ikke stolt prunkende, dog om erkendtlighed vidnende minder om hæderlige, hensovende dannemænd og kvinder.

(Politivennen nr. 762, Løverdagen den 7de August 1830, s. 500-502)