Mange påstår at kærlighedsvejen er bestrøet med roser. Kan være! Men efter den erfaring jeg har gjort, kan jeg ikke andet end bemærke at den er meget slibrig og glat, hvorved jeg dog må tilføje at denne bemærkning ikke her gælder kærlighedsstien i figurlig forstand (ad hvilken vi alle engang mere eller mindre har vandret), men i egentligste betydning. Nemlig den for adskillige år siden anlagte spadseregang på Dosseringen langs søen mellem Vester- og Nørreport. At denne meget yndede spadseregang endnu trænger til forbedringer, håber jeg ved det efterfølgende nok så meget at godtgøre.
Indsenderen heraf foretog sig for henimod 14 dage siden (den rejse glemmer jeg aldrig) med sin kone om aftenen at gå tilbage fra Blegdamsvej til sin bolig på Vesterbro, og valgte dertil den nærmeste vej ad stierne langs med søen. I begyndelsen på den såkaldte Ægteskabssti gik det ret godt, og hvad under! for over i 30 år har jeg ført det lykkeligste ægteskab, og kunne derfor ikke andet end befinde mig vel på denne vej. Men nu kom "Kærlighedsstien". Hvilken række af elendigheder påførte den os ikke! Men hvad ville også vi to gamle folk som for over 60 år siden har trådt vore børnesko, på en vej som vi rimeligvis burde overlade til yngre at vandre? En ni og trediveårig ægtemand betræder elskovsstien! Hvorfor lagde vi ikke ordene på hjertet der står i hr. Heibergs vise:
"Men er man for gammel til Amor at nå,
Man er incurabel og hvad gør man så?"
Man bliver stikkende i dyndet! svarer jeg. For hør: Samme eftermiddag havde det regnet meget stærkt, men om aftenen var det klaret op, og altså måtte jeg formode at vandet som dette sømmer sig for en brav og honet regn om sommeren, var løbet bort igen, og at det atter var blevet tørt. Men ganske det modsatte. I dynd og morads måtte vi vade til over anklerne. Ved hvert skridt vi gjorde fremad, gled vi to tilbage. Snart hed det: "Søde mand! Nu falder jeg," snart "ak, nu kan jeg ikke mere." Som en tro ægtemand og ridder understøttede jeg efter svage kræfter hendes vaklende fjed. Men også jeg havde vanskelighed ved at holde mig på benene, og måtte ofte holde fast ved et træ, for at vi ikke begge skulle falde omkuld. Flere gange måtte vi stå stille og angle efter min kones sko som på en forræderisk måde havde løsnet sig fra fødderne ved dyndets større attraktionskraft, og med lumske miner aldeles havde skjult i snavset for vore spejdende og forbavsede blikke. Men Gud være lovet! Tålmod og standhaftighed sejrer til sidst. Og efter 1½ times besværlig gang, nåede vi efter udstået livsfare, hjemmet. Hvad om vi var blevet stikkende i dyndet indtil næste morgen til spot og spe for den gabende pøbel? Efter hjemkomsten vejede jeg min kones sko, og fandt at de med snavs og alt vejede brutto 6½ U. Når jeg nu regner tara af skoene op til ½ U, så er det netto 6 U snavs som min stakkels kone måtte slæbe på i denne uheldssvangre nat. På mine støvler sad snavset i lispundevis. Men jeg har altid som brav mand, påtaget mig i vores ægteskab at bære de tungeste byrder. Som sagt altså: "den rejse glemmer jeg aldrig." Min ærbødige bøn til høje ansvarlige der i denne tid har indhøstet så megen ros i de offentlige tidender for disse spadseregange, er derfor at træffe sådanne foranstaltninger at elskoven ikke forkøler sig, ved at vandre på en våd og slibrig sti, men at denne der egentlig burde bestrøs med roser, bliver lige så god at passere som "Ægteskabsstien". Den dog kun få i disse pengetrange og næringsløse tider med frejdigt mod kan betræde.
(Politivennen nr. 763, Løverdagen den 14de August 1830, s. 511-514)
Redacteurens Anmærkning.
Vægtangivelserne i slutningen af artiklen er et tegn som jeg formoder er et unse tegn (Derfor angivet med U). 1 Unse skulle svare til 31,25 gram. 1 Lispund er 8 kg.
