Anmodning til Vedkommende, i Anledning af det, over de den 2den April 1801 faldne Søhelte, satte Monument paa Skibskirkegaarden.

Indsenderen heraf blev ved for få dage siden at besøge Skibskirkegården udenfor Østerport, opfyldt af en rimelig uvilje ved at se den tilstand i hvilket det over 2. aprils helte satte minde for nærværende tid befinder sig. Dette for enhver dansk så bemærkelsesværdige monument er nemlig i særdeleshed på den ene side ganske overgroet med en skov af nælder og tidsler af en størrelse langt over mandshøjde. Tillige er de fleste af de ved højens fod satte bautastene ganske usynlige på grund af overhængende grønt. Det er i sandhed i høj grad nedslående at se de i kamp for fædrelandet faldne mænds hvilested i en sådan tilstand. Man er derfor fuldkommen overbevist om snart at se dette onde afhjulpet, især da det kan ske med så ringe umage og uden nogen som helst bekostning. Ved at betragte vores kirkegårde ser vi de skønneste beviser på hvorledes de efterlevende lader det være sig magtpåliggende at frede om de elskede afdødes hvilested. Hvor meget mere kan dette sted da ikke gøre krav på en sådan omhu, da det indslutter benene af de mænd som faldt i kampen for vort land, og som på den mest glimrende måde viste hele menneskeheden at dansk kraft og tapperhed aldrig uddør. Her træder det offentlige eller med andre ord, nationen i familiens sted. Og det bør derfor være den vigtigt at se et den så dyrebart sted fredet på det omhyggeligste. Efter indsenderens uforgribelige mening har man også ladet den foran højen stående hæk alt for megen rådighed. Den synes i høj grad at kunne trænge til saksens tvang.

(Politivennen nr. 765, Løverdagen den 28de August 1830, s. 546-548)

Lugtekrukker på Stadens Børs.

Fra den tid at forfinelsen blev indført blandt de nordiske folkeslag, har franskmændene været vores mønstre. Ved dem fik vi moderne indført blandt os, og senere har vi modtaget hundredtusinder slags lugtende vande såsom: eau delavande, eau de mille fleurs, eau de rose osv. osv. osv. I gamle dage medtog enkelte gamle damer deres sølvlugteæg i selskab. Men nutidens damer fandt dette for besværligt og indførte moden at parfumere dem selv så at man nu har omtrent lige så mange lugtekrukker som damer i vores selskaber. Dog, den virkning som frembringes på den måde er altid vellugt. 

Men hvad vil almenheden sige når den erfarer at på selve stadens børs er anlagt to små fabrikker for dyvelsdræk (asfa foetida). Og dog er det så! Før Børsen blev taget under den højst nødvendige reparation, fandtes så vidt man ved under trappen ud mod Christianshavn to små lokummer. Under den temmelig langvarige reparation kunne disse naturligvis ikke benyttes. Men med forundring ser man nu at to aflukker i samme øjemed findes i selve Børsens gang, straks inden for glasdøren mod Christianshavn. At de er til megen bekvemmelighed for vedkommende i kontorerne er unægteligt. Men at de er upassende i en offentlig bygning og udbreder megen stank er vistnok også sandt og vil sikkert kunne bevidnes af enhver der har forretninger eller ærinder til den Grønlandske Handels- og Brandassurancens kontor for Varer og Effekter. 

Man håber at fremsættelsen af publikums ønske vil være nok for de ansvarlige, ærede oprettere af denne fabrik til at henlægge det på et andet, mere passende sted, om den også skulle koste et par skridt mere.

Donner & Doria

(Politivennen nr. 764, Løverdagen den 21de August 1830, s. 527-529)

"Før Børsen blev taget under den højst nødvendige reparation, fandtes så vidt man ved under trappen ud mod Christianshavn to små lokummer." (C. F.Christensen: Parti af Børsen, 1820-1827. Ifølge beskrivelsen skulle de to lokummer befinde sig under trappen bag træerne. Statens Museum for Kunst.)

Yderligere Oplysning om den langskjæggede Tyv.

Forfatteren af artiklen i Politivennen med titlen "en langskægget tyv bedes indespærret" vil tilgive at man herved gør ham opmærksom på at han har gjort en buk - af en ged.

Dog forandrer dette i ingen henseende tingen. Den firbende dame som skal høre hjemme i en bryggergård i Nybrogade, fortsætter endnu sine promenader, ja har endog udvidet sine ekskursioner så at man nu  kan have den fornøjelse af se hende på Gammeltorv, hvor de kornsække der står i  kælderen, især tildrager sig hendes opmærksomhed, idet hun tilfredsstiller sin gode appetit med deres indhold. Og er dette sket, ser man hende ikke sjældent at overfalde forbigående, især børn, som i åbne kar bærer mælk eller fløde, for ved en drik deraf at læske sin tørst og få den tørre føde til at glide ned.

Da altså ejeren ikke ved overanførte anke har været at formå til at holde denne tyvagtige dame inde (det være sig enten fordi man finder det bekvemt at lade hende således fouragere på andres bekostning eller fordi disse promenader skal tjene til at konservere damens sundhed), så bedes ærbødigst en lovlydig mand at meddele underretning om det ikke skulle være rigtigt at i overensstemmelse med forordningen om løsgående kreaturer på landet, så er det tilladt at indfange allerede nævnte dame og at man kan forvente ejeren forpligtet at give skadeserstatning osv. osv.

(Politivennen nr. 763, Løverdagen den 14de August 1830, s. 523-524)

Redacteurens Anmærkning.

En bekendtgørelse i Politivennen nr. 764, 21. august 1830, s. 539 lod vide at "langskæggede tyv skal efter rygtet være rejst på landet hvortil vedkommende lykønskes. Dog ved man ikke om rejsen kun er en lysttur eller om samme for bestandig har forladt hovedstaden." Herefter hørte man ikke mere til geden.

Til Chokolademageren!

 

"Jeg tror gerne, vor adelstand

Nu ikke længer opta'er det ilde,

At der til Abrahams himmel-gilde

Ansiges stundom uanet mand.

Selv her i verden den sig nedlader

Til at udkøre en svigerfader,

Hvis stamme-træ har ej mindste syn,

Kun ellers bruden er stærk i gryn

Ved min hjemkomst fra udlandet læste jeg for nyligt i Politivennen nr. 757 et stykke fra hr chokoladefabrikant Kehlet, med titlen: Herr Søemand med Trøie, og da dette angår mig, som forfatter af den i Politivennen nr. 752 indførte advarsel, så tillader jeg mig uden videre at indlade mig på indholdet af ovennævnte hans stykke, hvoraf det meste er skaller, og kigge nøjere på for at drøfte dets tomheder for at finde kerne, og det gør jeg ved at beværte hr. chokoladefabrikanten med en lille portion spørgsmål:

1. Da jeg før den skete afvisning som foranledigede min i Politivennen indrykkede advarsel, er blevet beværtet i Deres chokoladeudsalg iklædt sømandsdragt med trøje, så havde De vel dengang ikke endnu modtaget den af Dem påberåbte allerhøjeste befaling?
2. Forlangte jeg mig, hos Dem beværtet med hvad bønder og almuen almindeligvis søger i krohus?
3. Hvorledes kan min trøje have fornærmet Deres honette og agtværdige gæster og mig selv?
4. Har De, højtærede hr. chokolademager noget begreb om hvad ordet almue betyder? Og ved De at skelne mellem almuesmand og en mand af dannelse, eller endog af stand? Tror De at denne forskel ligger i skallen? De tilgiver mig disse spørgsmål. Man har sagt mig at De engang har bidt på en hård nød for at blive en lærd mand. Men at De ikke kunne nå længere end til skallen og derfor hellere valgte at knække skallen af kakaobønner. Hvis dette er sandt, håber jeg at De vil tillade mig at tvivle om at De skulle være aldeles på det rene med disse begreber.
5. Beværter De fremtidigt ingen almuesmand?

Såfremt De måtte finde besvarelsen af disse spørgsmål nødvendig, da skal jeg med fornøjelse besvare alt hvad i denne anledning måtte komme fra Deres hånd og ånd, kun må jeg bede ikke for mange skaller!

(Politivennen nr. 763, Løverdagen den 14de August 1830, s. 518-520)

Annonce for chokolade fra Deichmann, Adresseavisen 7. januar 1837. Flere og flere annoncerede i 1830'erne med chokoladesalg.

Et Par Ord om Gjæstgiverstedet i Hirschholm.

Den som nu og da besøger dette gæstgiversted vil i almindelighed ikke have årsag til at klage over beværtningen selv, men vel oftest over den tid der går inden man får de forfriskninger man ønsker. Man kan nogen gange midt på dagen og selv når gæsternes antal er ringe, vente hele kvarterer eller længere på kold spise, kaffe eller lignende. Dette ubehagelige ophold mener man nærmest at måtte tilskrive den mangel på opmærksomhed der her som så mange andre steder i Danmark vises mod den rejsende på den måde at gæstgiveren der formodentlig står i den fejlagtige mening at de rejsende er til for hans skyld, næsten aldrig eller vel rettere ingensinde, lader sig se i gæstestuen, men overlader gæsterne helt til opvartningspigens vilkårlige behandling, og at denne derfor er mere eller mindre ekspedit eftersom hun kan vente flere eller færre drikkepenge.

Ved nærværende gæstgivergård er det også en mangel at herbergertaksten i længere tid ikke har været opslået i den almindelige gæstestue, og at de rejsende således savner lejlighed til uden ubehagelig vidtløftighed at kontrollere hvorvidt opvartningspigens summariske angivelse af det skyldige er rigtig eller ikke.

Det er i øvrigt besynderligt at de rejsende som besørges med ekstrapost, altid forelægges det spørgsmål om de er villige til at betale kuskens fortæring og at denne når man af sine grunde erklærer sig herfor, næsten altid opgives til to mark.

(Politivennen nr. 763, Løverdagen den 14de August 1830, s. 514-516)

"Gæstgiveren står formodentlig i den fejlagtige mening at de rejsende er til for hans skyld." (Rejsende kunne fx kunne på flotte udsigter som denne af Carl Georg Scheuermann: Landskab med udsigt mod Sjælsø nær Hørsholm, Statens Museum for Kunst.)

Redacteurens Anmærkning

Efter forbedringen af kongevejene og den øgede trafik på disse fra 1820'erne blev Hørsholm et knudepunkt for post, rejsende mm. Her kunne passagererne hvile ud mens postvognen fik skiftet heste. Flere artikler om samme emne forekommer i 1836, se Vandringsløse Tidende.